Én ulykke kommer sjældent alene; den tidligere sanger – og twist-konge! – Otto Brandenburg døde nu til aften. Vi mindes ham her kun så gerne med nedenstående sang, et af de bedste bud på tidlig dansk schlager-pop med stor international klasse.

TO LYS PÅ ET BORD

To lys på et bord
Tre forløsende ord
Fire glas fyldt med ungdommens mod
Fem slags smil til dessert
Seks små kys tre til hver
Blev betalt med vort hjerteblod
En ond parodi
På den tids poesi
Det er alt hvad der findes i dag
For de smil og de ord
Der blev sagt ved det bord
Har vi glemt midt i tidens jag
Hvordan er det sket?
Har vi slet ikke set
At de lys brændte hurtig ned?
At tiden der kom
Blev så håbløs og tom
Hvorfor skal det vare ved?
To lys på et bord
Tre forløsende ord
Fire glas fyldt med ungdommens mod
Fem slags smil til dessert
Seks små kys tre til hver
Blev betalt med vort hjerteblod

© Bjarne Hoier/Ida From

Hvis nogen af jer er så heldige, I har tid og mulighed for at se Jerry Lee Lewis spille i Falkoner Teatret på Frederiksberg i aften, forlanger vi et referat, en anmeldelse, et autograferet fan-brev, et lille stykke af omkvædet fra Great Balls Of Fire, hvadsomhelst, lige HER!

Jerry Lee Lewis på plade? Køb en af de mange opsamlinger fra Sun-perioden eller anskaf den fæ-no-me-na-le live-plade fra 1963, Live At The Hamburg Star-Club. På sidstnævnte vender Jerry, efter flere år i skammekrogen ovenpå sit teenage-kusine-ægteskab, endelig tilbage til Europa og skyder sine sange afsted på en fartgal blanding af come back-sulten southern defiance og vistnok ikke så lidt amfetamin. Live-udgivelser er sjædent fyldestgørende, men denne er en af de mest rocknroll-medrivende der findes – får selv Ramones’ It’s Alive til at lyde lettere træt og uoplagt!

PS – Vi vil også gerne høre fra hvem der kommer i Lille Vega, hvor Richmond Fontaine – Portland, Oregon’s fineste – spiller sig igennem rodløse og/eller fortabte sange fra deres nye cinematiske western-audio-heartbreak, 13 Cities.

På http://www.dr.dk/Nyheder kan vi læse flg. solstrålehistorie:

Venstre stormer frem i en ny meningsmåling fra Gallup og er igen landets største parti. Regeringen er sammen med Dansk Folkeparti dermed tilbage på sporet, skriver Berlingske Tidende.

Vælgeropbakningen er nu lige så stor, som før forældreblokaderne i efteråret brød løs, velfærden blev det store stridspunkt, og statsminister Anders Fogh Rasmussen råbte “socialistiske ballademagere”.

Omvendt stormer de Radikale i modsatte retning og er næsten kun halv størrelse af, hvad de var under Muhammed-krisen.

– Vi er igen det største parti, lyder det med et lettelsens suk fra Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, der ikke mener, at det er så svært at forklare fremgangen på hele tre procentpoint til 29,3 procentpoint.

Var nogen virkelig i tvivl om at mit væddemål kunne vindes? To perioder mere med Venstre ved roret, og jeg har fået en flaske champagne. (Hvordan det vil gå andre, der måske ikke lige har brug for champagne, er vi ligeglade med.)

Logoet ovenfor er lånt fra støttebandet Venstres Venner, der spiller liberalistisk punkrock med hits som “Offentlige nedskæringer” og “Luk kassen”.

Se http://venstresvenner.mymusic.dk/

FRIDAY NIGHT, SATURDAY MORNING

Out of bed at eight am
Out my head by half past ten
Out with mates and dates and friends
That’s what I do at weekends
I can’t talk and I can’t walk
But I know where I’m going to go
I’m going watch my money go
At the Locarno, no

When my feet go through the door
I know what my right arm is for
Buy a drink and pull a chair
Up to the edge of the dance floor
Bouncers bouncing through the night
Trying to stop or start a fight
I sit and watch the flashing lights
Moving legs in footless tights

I go out on Friday night and I come home on Saturday morning
I go out on Friday night and I come home on Saturday morning

I like to venture into town
I like to get a few drinks down
The floor gets packed the bar gets full
I don’t like life when things get dull
The hen party have saved the night
And freed themselves from drunken stags
Having fun and dancing in
A circle round their leather bags

I go out on Friday night and I come home on Saturday morning
I go out on Friday night and I come home on Saturday morning

But two o’clock has come again
It’s time to leave this paradise
Hope the chip shop isn’t closed
Cos’ their pies are really nice
I’ll eat in the taxi queue
Standing in someone else’s spew
Wish I had lipstick on my shirt
Instead of piss stains on my shoes

I go out on Friday night and I come home on Saturday morning
I go out on Friday night and I come home on Saturday morning
I go out on Friday night and I come home on Saturday morning
I go out on Friday night and I come home on Saturday morning

© Terry Hall/The Specials

Nyd lige følgende slagveksling fra et Allen Barra-interview med den fremragende amerikanske forfatter James Ellroy (billedet, ham til højre):

Allen Barra: You raised yourself and got into continual trouble with the law. Didn’t you ever feel sorry for yourself?

James Ellroy: Sure, of course I did; but the abandonment of self-pity is the beginning of wisdom. To be a kid is practically to be self-pitying. I’m not a big fan of kids. I’m not a big fan of adolescent culture. I hate rock ‘n’ roll. I hate pop culture.

AB: Does that extend to, say, country music?

JE: I hate country music – rednecks whining.

AB: Blues?

JE: Black men whining. I love classical music. Beethoven didn’t whine.

AB: I think a lot of people assume that you like jazz because you wrote a book called White Jazz.

JE: If you ever want to torture me, put me on a desert island with nothing to listen to but Charlie Parker and John Coltrane records. I think that stuff is absolutely hideous.

Hele samtalen kan findes og læses her: http://www.findarticles.com/p/articles/mi_m1285/is_n12_v26/ai_19121803

Arcade Fire’s sang Wake Up blev brugt som intro-musik til samtlige koncerter på U2’s nu afsluttede Vertigo-Tour. Den gestus fra de irske humanitær-rock-millardærer forhindrer dog ikke Arcade Fire’s Win Butler i at forholde sig til den måde, superbands som netop U2 lader sig markedsføre på. Det sker i den kommende udgave af NME, hvori han udtaler:

“It’s not like we shun success, but at the same time we don’t’ want to shove it down people’s throats. In the UK there’s this kind of rock star competition.

“I don’t know if U2 started it, or The Stones or Oasis but a lot of bands think in terms of: ‘I’m going to be the biggest band in the world. Fuck all those bands who’ve got no ambition’. I think that’s a total crock of shit.

“There’s nothing less interesting to me than the idea of marketing the fuck out of something so people are forced to like it. Some bands are just manipulating people to buy music. That’s how 90 per cent of the record industry works! It’s basically the same as selling a fucking toaster or a cruise package.”

I dag kunne Kurt Cobain være blevet 40 år. I stedet overlod han sin datter til Courtney Loves trygge favn og sit bagkatalog til systematisk udnyttelse, da han greb ud efter sit gevær og trykkede af i en alder af syvogtyve.

Var han sin legendestatus værd? Både og. Kurt Cobain var med til at genskrive reglerne for den melodiorienterede heavyrock, der inden Nirvana var ved at blive til en mere og mere ufrivillig parodi på sig selv. Og samtidig bragte Nirvanas verdensberømmelse en hel masse mindre kendte, men interessante amerikanske rockgrupper frem i det lys, de fortjente.

Men hans selvmord var med til yderligere at opbygge myten om Den Martrede, Gådefulde Rockstjerne, en myte som nogle ser som et ideal.

Kurt Cobain var under alle omstændigheder klasser over Sid Vicious. Alligevel kan det vel ikke overraske, at også han er endt som en samlerfigur, man kan købe (se billedet ovenfor).

Muse, The Arctic Monkeys, The Killers og Amy Winehouse fik priser ved Brit Awards 2007. Og det er jo godt alt sammen.

The Kaiser Chiefs var ikke nomineret i år. Men deres trommeslager Nick Hodgson sagde noget interessant for nylig:

“I was watching this film about the Ramones. It got me thinking how everything was so average nowadays. There’s so much shit in guitar music at the moment. You imagine an A&R man seeing this bandwagon, jumping on it and signing any old shit with a guitar around its neck.”

(Og så var det at jeg spekulerede på om han har hørt sin egen musik?)

Mens vi venter på at aftenlandsekspressen nærmer sig perronen, er her nok en sangtekst fra Neon Bible, det kommende album med Arcade Fire.
Endnu en interessant sang om en ubehagelig fremtid med overvågning og opvarmning.

Lene Espersen og Bjørn Lomborg synger desværre nok ikke med på denne sang. Måske skulle jeg have snakket lidt med dem, da vi alle tre gik i gymnasiet i Nordjylland?

Windowsill

Don’t wanna hear the noises on TV,
Don’t want the salesmen coming after me,
Don’t wanna live in my father’s house no more.
Don’t want it faster, I dont want it free,
Don’t wanna show you what they done to me,
Don’t wanna live in my father’s house no more.
Don’t wanna choose black or blue,
Don’t wanna see what they done to you,
Don’t wanna live in my father’s house no more

‘Cause the tide is high,
and it’s rising still,
and I don’t wanna see it at my windowsill.

Don’t wanna give ’em my name and address,
Don’t wanna see what happens next,
Don’t wanna live in my father’s house no more.
Don’t wanna live with my father’s debt,
You can’t forgive what you can’t forget,
Don’t wanna live in my father’s house no more.
Don’t wanna fight in a holy war,
Don’t want the salesmen knocking at my door,
I don’t wanna live in America no more.
‘Cause the tide is high,
and it’s rising still,
And I don’t wanna see it at my windowsill.

MTV, what have you done to me?
Save my soul, set me free!
Set me free! What have you done to me?
I can’t breathe! I can’t see!
World War III,
when are you coming for me?
Been kicking up sparks,
we set the flames free.
The windows are locked now,
so what’ll it be?
A house on fire,or a rising sea?

Why is the night so still?
Why did I take the pill?
Because I don’t wanna see it at my windowsill!

© Arcade Fire

Denne er ikke udgivet endnu men findes allerede på nettet og er noget af det mest spektakulære længe hørt. Pastoren omtalte den forleden og kaldte den “underligt triumferende”. Vi taler naturligvis om sangen Intervention, en af hjørnestenene på Neon Bible, Arcade Fire’s nye album. En moderne salme af elendighed, hvis kulsorte scenarie løftes højt op på en musikalsk himmel af brusende kirkeorgel, klokker og et uskyldsrent børnekor. Hvis mennesket fortjener sin egen og hele verdens kollektive undergang, synger Arcade Fire den her ud som storslået forløsning snarere end som straf. Arkiver under “a” for anderledes ateistisk samt absolut apokalyptisk.

INTERVENTION

The king’s taken back the thrown
The useless seed is sown
And when they say they’re cutting off the phone
I’ll tell ’em you’re not home

No place to hide
You’ll be fighting as a soldier on their side
You’re still a soldier in your mind
But nothing’s on the line

You say it’s money that we need
As if we’re only mouths to feed
And knowing no matter what you say
There are some debts you’ll never pay

Working for the church while your family dies
You take what they give you and you keep it inside
Every spark of friendship and love will die without a home
Hear the soldier groan or go at it alone

I can taste the fear
Lift me up and take me out of here
Don’t want to fight, don’t want to die
Just want to hear you cry

Who’s gonna throw the very first stone
Oh, who’s gonna re-set the bone
Walking with your head in a sling
Wanna hear the soldier sing

Working for the church while my family dies
Your little baby sister’s gonna lose her mind
Every spark of friendship and love will die without a home
Hear the soldier groan or go at it alone

I can taste your fear
It’s gonna lift you up and take you out of here
And the bone shall never heal
I cannot if you kneel

We can’t find you now
But they’re gonna get their money back somehow
And when you finally disappear
We’ll just say that you were never here

Been working for the church while your life falls apart
Been singing hallelujah with the fear in your heart
Every spark of friendship and love will die without a home
Hear the soldier groan or go at it alone
Hear the soldier groan or go at it alone

© Arcade Fire

Når Gaffa kommer os i forkøbet med egne nyheder, må vi hellere hugge fra Gaffa:

Skaberkraften hos den bibelstærke ”Out-backer” er åbenbart uudslukkelig, for ikke nok med at han 5. marts barsler med debutpladen fra sit nye band Grinderman, han planlægger således også indspilningen af et nyt Bad Seeds-album med indspilningsstart i juli.

Indtil videre vil Cave dog ikke afsløre for meget om sangene på den endnu unavngivne plade, som han ifølge Billboard kun har arbejdet på i tre uger, og som vil blive en opfølger til dobbeltudgivelsen fra 2004 ”Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus”.

Den produktive sangskriver forklarer også, at projektet Grinderman er et forsøg på at øge udgivelsesfrekvensen, så han ikke behøver at vente tre år mellem pladerne fra The Bad Seeds; tre år er den tid pladeselskaberne, ifølge Cave, forventer der må gå fra en pladeudgivelse til den næste.

BOUNDARY RIDER

There’s a boundary rider
at the five mile fence
bloodwood, bones + steers

And the sky’s so deep
you can’t find your sleep
keeps you walking through these tears

So you reach for things
you’re never satisfied
you’re running down the years

And to know yourself
is to be yourself
keeps you walking through these tears

Some days you ride it hard
to stop them getting out
then comes the day you ride
to stop them getting in

There’s a boundary rider
on the five mile fence
bloodwood, bones + steers

And to know yourself
is to be yourself
keeps you walking through these tears

© Grant McLennan/The Go-Betweens

Jens siger, at “folk ude i byen” tror at denne blog er et “musiksite”, hvor vi modtager anmeldereksemplarer af den musik, andre indspiller og udsender. Gid vi gjorde! Alle albums her er erhvervet med vore egne surt bortødslede spareskillinger. Hermed en opfordring til alle pladeselskaber om at overdænge os med jeres seneste gode udgivelser (og kun dem, tak).

Det er faktisk lykkedes mig nu at lytte til hele det nye album Neon Bible med Arcade Fire. Jeg vil allerede nu hævde, at dette nye album slet ikke er skidt; ja, det er faktisk endnu bedre end Funeral. Denne gang er der ikke så melankolsk en stemning over musikken som sidst – teksterne har jeg ikke helt fanget endnu. Ja, jeg følte mig løftet uden i øvrigt at være i løftet stemning, da albummet var færdig med at spille.

Især den underligt triumferende sang “Intervention” med kirkeorglet, men også “Antichrist Television Blues” (hvilken titel!), “No Cars Go”, “Windowsill” og afslutningsnummeret “My Body Is A Cage” (hvor kirkeorglet vender stærkt tilbage) greb mig. Strygere er der også på dette album, men denne gang fra et stort orkester. En sang som “Keep The Car Running” giver mig mindelser om Springsteen omkring Born To Run, måske ikke i arrangementet, men i melodi og stemning.

Hør “Intervention” på http://goodblimey.com/archives/2006/12/31/arcade-fire-intervention/ og køb hele albummet, når det kommer.

Og se en anmeldelse her.

Den 6. marts kommer det nye album fra Arcade Fire, og det hedder Neon Bible. Hvis man som jeg synes at Funeral var værd at lytte til, er man sikkert spændt på hvad canadierne nu har fundet på.

Jeg er ikke alene om at være spændt. Koncerten i Store Vega d. 25. marts var nemlig udsolgt på 4 minutter, så nu er den flyttet til KB-Hallen.

Man kan allerede nu høre et par numre på WWW. Lyt til “Black Mirror” på http://www.arcadefire.com/cms_res/af-black_mirror.mp3. Og på
http://www.myspace.com/arcadefireofficial kan man høre “Keep The Car Running”.

Ingen af numrene lyder forresten dårligt.

Clap Your Hands Say Yeah er allerede nu ude med sophomore-pladen, der skal leve op til debutens anmelderroste rodebutik af ubesværet opfindsomhed og anderledes fingeraftryk. På Some Loud Thunder inviteres atter ind i den skitsernes labyrint, som er hjemstedet for CYHSY’s færdigindspillede sange. Meget dér er uforløst, men intet heldigvis uden mening. For bag selv de længste rækker af svimlende ens akkorder og afhakkede rytmer kommer forløsning og fyldestgørelse. Nogle gange ved en lille tonal ændring i den musikalske opbygning/nedbrydning, andre gange i de små nuancer i Alec Ounsworths gutterale husmorsvømning. Og undskyld vi kalder hans sang for dét, som ikke er negativt ment. Hver fugl synger med sit næb og lyden af Ounsworths er en af de mere opsigtsvækkende i ny musik. På trods af kraftige klangmindelser om David Byrne (Talking Heads) og Gordon Gano (Violent Femmes) er Ounsworth helt sin egen, uden megen hensyntagen til begrænsende konventioner som tonalitet og gammeldags vokale skønhedsbegreber. Den lyd og tilgang er på Some Loud Thunder med til at skabe en lille som stor musik, der, udstyret med en imponerende mangel på ordenssans, trækker langt, langt væk fra tidens og hverdagens strømlinede rationalitet. Hen et fremmed sted, hvor op godt må være ned, hvor selv mørke er ladet med lys, og hvor disse frihedselskende sange næsten spiller og synger sig selv. Føles som vi har brug for det.

PS – Kommer der mon andre plader i år end Some Loud Thunder, hvor så forskellige konkrete størrelser som Satan og stedet Jamaica besynges? Yep, en ialfald. Den hedder Aftenland Express og har en hel del med denne side at gøre…