Efter at Grant McLennan døde ud af det blå for to uger siden, har der været en hel del The Go-Betweens-lyd i luften her. Det ikke for at svælge i McLennans ulykke, men kun for at sætte pris på de sange, hvis intime kvalitet nærmest gjorde ham til en personlig ven, selv for folk der aldrig havde mødt ham. Så da jeg skulle til Jylland nu torsdag aften, lavede jeg selvfølgelig en Grant McLennan/Robert Forster/Go-Betweens-compilation til at have med på landevejene i min Astraworld. Da jeg var helt ung og vågenede op, og først hørte bandet, var det altid McLennans sange der talte ind til mig, hvorimod det senere blev Robert Forsters som gav mest. Så derfor – og fordi magien i The Go-Betweens måske netop udspringer af sammenstøddet mellem ligefrem McLennan og melodramatisk Forster – blev begges sange både i band- som solosammenhæng anvendt. Den endelige playlist, som ubesværet bestod køreprøven, kan ses her nedenfor. Ville nemt kunne have lavet endnu en opsamling med de klassikere der ikke blev plads til på mediets begrænsende 80 minutter, så hvis nogen skulle undre sig over hvor f.eks. “That Way”, “Part Company”, “Bachelor Kisses”, “Streets Of Your Town” eller “Love Goes On” – McLennan-popbrisen der inspirerede en LS-favorit – blev af, så står det her. Det slog mig iøvrigt henover landet, hvilken antitese til alt, der er vulgært inden for moderne musik, The Go-Betweens er. På den baggrund tragisk nemt at forstå, hvorfor de aldrig blev kendt af en bred offentlighed, men forblev den næsten hemmelige skat, der endnu ligger og venter på at blive opdaget af de mange.

Boundary Rider – The Go-Betweens (fra Oceans Apart)
Falling Star – Robert Forster (fra Calling From A Country Phone)
Apology Accepted – The Go-Betweens (fra Liberty Belle And The Black Diamond Express)
Caroline And I – The Go-Betweens (fra Bright Yellow Bright Orange)
You Won’t Find It Again – The Go-Betweens (fra 16 Lovers Lane (Expanded Edition))
Rock And Roll Friend – The Go-Betweens (fra 16 Lovers Lane (Expanded Edition))
Haven’t I Been A Fool? – Grant McLennan (fra Present & Past (1983-1995))
Too Much Of One Thing – The Go-Betweens (fra Bright Yellow Bright Orange)
Finding You – The Go-Betweens (fra Oceans Apart)
Loneliness – Robert Forster (fra Warm Nights)
Don’t You Cry For Me No More – Grant McLennan (fra Horsebreaker Star)
Darlinghurst Nights – The Go-Betweens (fra Oceans Apart)
Cattle And Cane – The Go-Betweens (fra Before Hollywood)
The Clarke Sisters – The Go-Betweens (fra Tallulah)
Statue – The Go-Betweens (fra Oceans Apart)
Baby Stones – Robert Forster (fra Danger In The Past)
I’ve Been Looking For Somebody – Robert Forster (fra Danger In The Past)
If I Should Fall Behind – Grant McLennan (fra Lightning Fires-single)
On A Street Corner – Robert Forster (fra Warm Nights)

Af og til sker det at jeg i fantasiløshed og desperation vælger et tilfældigt album at lytte til på min iPod. Nogle gange sker der ikke noget ved det, andre gange genopdager jeg en klassiker. I dag skete det, da jeg valgte at lytte til et album med den engelske gruppe The House of Love, der huserede sidst i 1980’erne og først i 1990’erne. I lighed med Tindersticks var opfindsomheden lav hvad angik albumtitler. De første to albums hed begge The House Of Love, og de udsendte tilmed også et opsamlingsalbum med dette navn.

Men sangene… Sanger og sangskriver Guy Chadwick leverede nogle umådeligt iørefaldende melodier og skarpe tekster, der passede til som fod i hose. Nogle tror at ‘sommerfuglealbummet’ The House Of Love hedder ‘Fontana’, fordi det står på albummets ryg ved siden – men det var nu pladeselskabet.

På begge de to første albums er der helt forrygende sange. Min yndling er ‘sommerfuglealbummet’ og især sange som ‘In A Room’ og ‘The Beatles And The Stones’ har igen sat sig godt fast i øregangen hos mig. Der er ikke nogen svage sange på albummet, men en serie af velafrundede og velarrangerede popperler, der ikke er skæmmet af f.eks. firseragtig produktion.

Gruppens ulykke var at de ikke var med i de store “bølger” – deres karrieres kunstneriske højdepunkt lå fra det tidspunkt hvor Happy Mondays m.fl. var store til grungens fremkost.

(I dag er The House Of Love så gendannet og jeg må med skam meddele at jeg endnu ikke har hørt deres comeback-album.)

Efter sin positive omtale her nedenfor, har eneren Jason Lytlle givet et sjældent oplysende interview:

http://arts.guardian.co.uk/features/story/0,,1777815,00.html

Amerikanske Grandaddy kaster med afskedspladen Just Like The Family Cat håndklædet i ringen. “I don’t wanna work all night and day on writing songs/ That make the young girls cry/ Or playing little solos on the keyboard/ So the kids will ask me how and why”, synger frontmand Jason Lyttle disillusioneret. Musikken lyder nu slet ikke så udbrændt, men derimod igen omtrent så fin, som på The Software Slump, Grandaddy’s hovedværk, noget den skuffende forgænger Sumday ikke formåede at leve op til. De bedste af de nye sange er særegne små perler, som f.eks. her nedenstående “Campershell Dreams”, der i længselsfuld melodisk lethed tager samtlige points, før den stopper i egen blødende solnedgang. Bliver spændende videre herfra at følge Jason Lyttle, der slet ikke synes færdig med at synge sin ensomme verden ud. Men for nu er der heldigvis Just Like The Family Cat, der står som et mere end værdigt punktum for Grandaddy, hans store lille band fra Modesto, California.

CAMPERSHELL DREAMS

You don’t have to be alone anymore
Good company’s a gift
You don’t have to be alone anymore
Go ahead, disspell the myth
You don’t have to be alone anymore
Sad letters on the drift
You don’t have to be alone anymore
That really ain’t no way to live
It really ain’t no way to live

© Jason Lyttle

Hvem skulle have troet 2006 ville bringe en samling indædte old school-protestsange fra Neil Young!? Living With War er sådan en plade og kommer med en anden, større og mere vedkommende ild end de seneste mange Young-udgivelser. Der er intet mindre end både vestlig selvopfattelse og samtid på spil her. “Dont need no more lies”, råbesynges der symptomatisk igen og igen, halvt befalende, halvt bønfaldende, på “The Restless Consumer”, en af hjørnestenene på Living With War. Om det så er George W. Bush-administration, krig i Irak, de kreative påfund for at få den retfærdiggjort, New Orleans-svigt, fattige amerikanere, 9/11-USA, er der ikke meget, som går disse massive, sært smukke sange, om en verden i moralsk opløsning, forbi. Nogle vil nok finde det tåkrummende naivt, at udsende noget så firkantet subjektivt. Andre vil høre og opleve en mand, der i meget lang tid ikke har lydt så levende direkte i sin musik som her. Sjældent og livsbekræftende er det ialfald med en etableret rockstar, der tør synge ufiltreret hvad han mener, uden bleg frygt for hverken tabt markedsandel eller offentlig latterliggørelse. Og tænk så lige engang hvad dét indebærer: Rockmusik kan stadigvæk betyde noget. Tak for det og keep on rockin’ in the free world, Neil Young!

LET’S IMPEACH THE PRESIDENT

Let’s impeach the president for lying
And leading our country into war
Abusing all the power that we gave him
And shipping all our money out the door

He’s the man who hired all the criminals
The White House shadows who hide behind closed doors
And bend the facts to fit with their new stories
Of why we have to send our men to war

Let’s impeach the president for spying
On citizens inside their own homes
Breaking every law in the country
By tapping our computers and telephones

What if Al Qaeda blew up the levees
Would New Orleans have been safer that way
Sheltered by our government’s protection
Or was someone just not home that day?

Let’s impeach the president
For hijacking our religion and using it to get elected
Dividing our country into colors
And still leaving black people neglected

Thank god he’s cracking down on steroids
Since he sold his old baseball team
There’s lot of people looking at big trouble
But of course the president is clean

Thank God

© Neil Young

Hvis jeg var i København i aften, ville jeg tage ind på Vega for at høre den amerikanske sanger/sangskriver Keith Caputo. Han startede sin karriere i Life of Agony, der først spillede hardcore, men efterhånden fik et meget mere varieret udtryk. Caputos solo-debut Died Laughing er en lille perle af et album med velkomponerede melodier og eftertænksomme tekster. Og så kan han synge. Caputo gav en fin koncert på Roskilde-festivalen – desværre tilbage i 2000, en festival, der som bekendt ikke blev husket for musikken. Der er forresten netop kommet et nyt album fra Keith Caputo. Det er desværre ikke i almindelig distribution.

Og uanset hvor jeg er, er det på sin plads i dag at ønske tillykke med fødselsdagen til C.V. Jørgensen.

Grant McLennan, australsk lonely lover og superb sangskriver som den ene halvdel af unikke The Go-Betweens, døde lørdag nat i Brisbane, Queensland. Han vil blive savnet.

CATTLE AND CANE

I recall a schoolboy coming home
Through fields of cane
To a house of tin and timber
And in the sky
A rain of falling cinders
From time to time
The waste memory-wastes
I recall a boy in bigger pants
Like everyone
Just waiting for a chance
His father’s watch
He left it in the showers
From time to time
The waste memory-wastes
I recall a bigger brighter world
A world of books
And silent times in thought
And then the railroad
The railroad takes him home
Through fields of cattle
Through fields of cane
From time to time
The waste memory-wastes
The waste memory-wastes
Further, longer, higher, older

© Grant McLennan

Sidste uge blev der her talt om såkaldte “guilty pleasures”, altså de underlødige, måske direkte pinlige ting man undtagelsesvis holder af, egentlig helst ikke vil kunne lide, og da slet ikke kan stå ved. Det var da i forbindelse med en diskussion om tyske Sandra, hende med Maria Magdalena-europophittet fra 1984. Synes nu ikke Sandra er så tåkrummende endda, men det gør de fleste andre vist. Well, kom ialfald til at tænke på guilty pleasure-begrebet igen, da jeg i dag åbnede op for Stadium Arcadium, den nye Red Hot Chili Peppers-cd. For er de måske et band man har lyst til at indrømme man bryder sig om?!? Jeg mener….deres lede funknumre, deres junk-romanticisme, deres sportsrock-afklædte MTV-videoer, deres superamerikanske tekster, og så tilmed ham, den creepy, slangetungeviftende bassist! I min verden er Red Hot Chili Peppers langt pinligere at kunne lide end Sandra.

Men hvordan det så end sker, laver RHCP altså desværre/heldigvis helt fantastiske stille sange. Soltørrede, intime ballader der emmer af længsel og indian summer. Spillet og sunget med en naturlig selvsikker ydmyghed. Og bandet producerer tilmed efterhånden også de fremragende rocknumre, med klassiske pophooks og forløsende omkvæd, der vil det hele. “By The Way” fra forrige album var sådan et fænomenalt track, og pladen den kom fra af samme navn, var nok den jeg selv hørte mest den sommer, for snart 4 år siden. Hvilket jeg slet ikke er stolt af at indrømme. Men sådan var det altså. Kan ikke lyve altid om de her ting.

Nu er RHCP så igen ude med en ny samling sange, hele 28 faktisk. Den engelske avis The Independent tildelte i forgårs den Rick Rubin-producerede Stadium Arcadium max-karakter og en medrevet Kim Skotte gav lørdag i Politiken ligeledes 6 ud af 6 hjerter. Hvilket jo lover mere end bare sådan okay godt. Har så ikke selv fået hørt hele pladen endnu, men indtil videre lyder den altså imponerende god. Selvfølgelig, nu det er RHCP, er der de 2-3 obligatoriske funk-workouts, man nemt kan gå ned over. Men ellers kommer materialet med et sjældent melodisk overskud og indfølt levering af specielt superguitarist-fænomenet John og libido-sanger Anthony, ham med den nære stemme uden rumklang. Så ved det ikke endnu, måske det slet ikke går så galt, men Stadium Arcadium kan meget vel blive sommerens soundtrack her – jeg skammer mig allerede!

Solskin helt sikkert over Liverpool i dag, for Echo & The Bunnymen’s Ian McCulloch fejrer fødselsdag – stort tillykke herfra til Ian Mac.

Jeg har i en kommentar til et andet indlæg talt om The Desperate Bicycles, et britisk DIY-punkband. Jeg blev først opmærksom på dem, da jeg besøgte familie i England i 1979 og lyttede til John Peel. Dengang var de desperate cykler allerede ved at gå fra hinanden.

Man kan høre deres musik på WWW på http://www.derekerdman.com/ilovemilkshakes/october2004/Desperate_Bicycles_Anthology/desperatebicycles.htm

Nu vi er omkring guitarister ud over det sædvanlige, fortjener Songs & Other Things, comeback-pladen med Tom Verlaine også at blive nævnt. Er man lidt skuffet over The Strokes og de andre endnu friske bands, der alt for hurtigt blev trætte, kan man via den her udgivelse blive transporteret til en helt anden slags langtidsholdbar og kølig New Yorker-lyd. Verlaine har for altid skrevet sig ind i rockhistory med stildannende Television, hvis sublime debutalbum Marquee Moon på det kraftigste skal anbefales, og set i lyset heraf byder den nye plade, den første i eget navn i så mange år, stilistisk set ikke på den store kursændring. For Verlaine fremstår med sine så specielt hyperfølsomme guitarlyde, sin Lou Reed-talende sangstemme, sine verdensfjerne og indimellem skitseagtige sangstrukturer præcis så ekcentrisk som han før har gjort. Observerende videnskabsmand det ene øjeblik, tabt romantiker det næste. Modsætninger mødes, skærende musik opstår. Intet nyt under solen, men hvor fint hvad den her stråler ned på.

Top 5 Tom Verlaine-sange:
1. Postcard From Waterloo
2. The Scientist Writes A Letter
3. Stalingrad
4. Words From The Front
5. Kingdom Come

Top 5 Television-sange
1. Torn Curtain
2. Elevation
3. Venus
4. Carried Away
5. Marquee Moon

Tror ikke nogensinde indie-kongerne Built To Spill fra Idaho vil komme til at lave et bedre og mere perfekt nummer end nedenstående “Car” fra 1994, der er en drøm af samarbejde mellem melodi, udtryk og tekst. Men mindre kan også gøre det. Efter 5 års pause, der antydede opløsning, farvel, gardiner, er Doug Martschs lille band pludselig tilbage i stor form på nye You In Reverse. Den plade fremviser kendte Built To Spill-kvaliteter som catchy melancholia, lys Figurines-farvet sang og så de ekspressive men temastramme guitarpassager, Doug Martsch er mester i. Læg dertil en produktion, hvis sound for første gang i bandets historie ikke skriger lo-budget-lo-fi og billedet står tegnet. Så måske føromtalte “Car” aldrig skal overgåes af Built To Spill, men i det mindste er der allerede på You In Reverse’s 2. og 3. sang kvalificeret kamp til stregen af en sjælden guitarbåret skønhed. De pågældende tracks – “Traces” og “Liar” – er hver for sig mere end hele indgangsprisen værd.

CAR

You get the car
I’ll get the night off
You’ll get the chance to take the world apart and figure out how it works
Don’t let me know what you find out
I need a car
You need a guide
Who needs a map
If I don’t die or worse I’m gonna need a nap
At best I’ll be asleep when you get back
I wanna see it when you find out what comets, stars, and moons are all about
I wanna see their faces turn to backs of heads and slowly get smaller
I wanna see it now

I want specifics on the general idea
I wanna think what I should know
Want you to do me what to show
I wanna see movies of my dreams
I wanna see movies of my dreams
I wanna see movies of my dreams
I wanna see movies of my dreams
I wanna see it when you get stoned on a cloudy breezy desert afternoon
I wanna see it untame itself and break its owner
I wanna see it now
I wanna see it now

© Doug Martsch

Den 27. april er af en eller grund sangerindernes fødselsdag. Isobel Campbell (engang med i Belle and Sebastian og netop nu aktuel med et duet-album med Mark Lanegan) bliver 30, Sheena Easton – en noget anderledes skotte – bliver 47 og Kate Pierson fra B52s bliver 58.

23. april, 1976 udkom debutpladen med Ramones, en af hjørnestenene i min og ikke så få andres musikopdragelse – søndag er det 30 år siden! Selv hørte/købte jeg først Leave Home, den pop-sublime 1977-opfølger, men som manifest, revolution og stilistisk programerklæring er det 1′ eren jeg oftest vender tilbage til.

Ved ikke om nogen af jer andre her var der, men vi var et par stykker der tog turen over fra Viborg til København i sensommeren 1980, den dag Ramones spillede en legendarisk god koncert i Odd Fellow Palæet. Vi kom tidligt om eftermiddagen og blev inviteret med indenfor til soundcheck af en meget sød og imødekommende Joey Ramone, stort for os 16-årige fans! Aftenens show blev indledt med Kliché der spillede Supertanker, og siden kom Da Bruddas så med alt hvad det indebar af strømlinet supersonisk adrenalin-energi. Oplevede dem 4-5 gange siden, men aldrig igen bare halvt SÅ skarpe og velafbalancerede. For os på det tidspunkt var det The Clash og Ramones der var de allerstørste. Det var de to bands vi hørte hver eneste dag.

For nylig viste DR2 en fælt opgivende dokumentar om Ramones. “It’s been an ugly life”, var Dee Dee’s sluttelige opsumering dér af bandets historie. Forstemmende, at et band som dem, der har betydet så meget for så mange, der har inspireret og rykket grænser, måske ikke fik mere ud af Det Store Eventyr end skuffelse og disillusion. Men heldigvis står pladerne da så meget mere centralt og tydeligt end den doku, og de serverer selvsamme Ramones udelukkende med overskud på vital bekræftigelse, tidsløs gavmildhed og stor, stor musik – hør dem!

Og lad os gerne få nogle bud her på Ramones Top 5-lister…