…er også kendt for sine melankolske sange og litterære evner.

Nick Cave bliver 48.

Og en døgnflue som Toni Basil, hende med hittet Mickey, fylder også år. Hun bliver 62. Hvor tiden dog går.

Leonard C. har sikkert ikke tid til at ligne Dustin Hoffman helt så meget idag, hvor han – as everybody knows – bliver 71 år.

Top-5 LC-plader:

1. – I’m Your Man
2. – Songs Of Love & Hate
3. – Death Of A Ladies Man
4. – Songs Of Leonard Cohen
5. – Various Positions

Top-5 LC-sange:

1. – Take This Waltz
2. – Everybody Knows
3. – Memories
4. – Waiting For The Miracle
5. – Seems So Long Ago, Nancy

Havde så godt som afskrevet dem med “Flowers”, den håbløst ordinære udgivelse fra 2001. Ian McCulloch drak da øjensynligt for meget, ville for lidt, lød træt – trist var det. Så hvilken glæde det er at høre “Siberia”, Echo & The Bunnymen’s nye album. Selvom der vel aldrig kommer samme frie himmelflugt, som på bandets hovedværker fra starten af 80’erne, kan mindre nemt gøre tricket. For melodierne har nu atter luft under vingerne, og Ian McCulloch, ham der synger dem, lyder bedre end meget længe.

De sange der umiddelbart står klarest – fremragende “In The Margins”, “Of A Life”, “Make Us Blind”, ikke mindst “Everything Kills You” og den så Bunnymen-episke albumafslutter “What If We Are?” – har en vital relevans, vi ikke mindes at have hørt fra den kant, siden “Ocean Rain” fra 1984. Det var pladen, som bigmouth-forsangeren i Echo & The Bunnymen dengang, med største selvfølgelighed, proklamerede “the greatest record ever made”. Her er beviset for at Mac stadigvæk kan holde hovedet højt.

Og i dag er det 2 år siden, Warren Zevon tabte kampen mod kræften. Nogle vil huske Warren Zevon for en mærkelig, alkohol-præget solooptræden på Roskilde-festivalen tilbage i 1982. Andre vil huske at han kom ud af sit alkoholmisbrug og i 1987 lavede sit comeback-album Sentimental Hygiene med R.E.M. som backing-gruppe. Atter andre vil huske ham for Werewolves of London og alle de andre sange fra starten af 1970erne. Alle bør huske at han var en meget dygtig sanger og sangskriver, der først meget sent (for sent) fik den anerkendelse, han fortjente.

I dag bliver Nina Persson fra The Cardigans (og En Lejr) enogtredive.

Nej, det er hverken spansk eller tekno. The New Pornographers fra Canada har lavet et af årets gode albums, nemlig Twin Cinema. Her kan man bl.a høre sangen ‘Sing Me Spanish Techno’. Den burde blive et hit (men der er ingen retfærdighed til…)

Hvor de canadiske pornografer tidligere har holdt sig til forholdsvis hurtige numre, er deres nye album noget mere varieret. Power-pop af bedste skuffe!

Og nå ja, den amerikanske tv-prædikant Jimmy Swaggart skrev i sin tid en bog med titlen Music: The New Pornography.

Mægtig trommeintro, prægtigt r-o-c-k-n-r-o-l-l-nummer, klassisk single. Indspillet i Los Angeles d. 5. september 1965. 2 minutter og 56 sekunder fra for 40 år siden.

Rolling Stones udsender btw. en ny plade netop i dag – den anbefales ikke nødvendigvis herfra.

Patti Smith var i Amager Bio igår aftes. Findes der på en scene en stærkere kvindelig personlighed end hende?!? Der er en kraft i hendes optræden, en slags ideologisk renhed, som ikke længere findes i rocknroll. Igår havde hun så tilmed udsmykket sit så konkretspillende band med den himmelske guitarist Tom Verlaine, ham der engang lavede mesterværket “Marquee Moon” med sit eget orkester Television. Han bevægede sig ind og ud af sangene med sine brillante toneguirlander, fra en stol i et dunkelt baghjørne af scenen. Seancen med Patti Smith blev lang, var krævende på en uhm…givende måde, endte med at vi alle blev sendt ud i den københavnske nat med manifestet Rock ‘n’ Roll Nigger i ører og hjerter: “Outside of society, that’s where I want to be!”. Der ringer det endnu…

Top-5 over Patti Smith-sange:

1. Free Money
2. Rock ‘n’ Roll Nigger
3. Because The Night
4. Paths That Cross
5. Frederick

Top-5 over Tom Verlaine/Television-tunes:

1. Torn Curtain
2. The Scientist Writes A Letter
3. Stalingrad
4. Venus
5. Postcard From Waterloo

Flyet fra Washington D.C. landede i Kastrup klokken 7.15 i morges. 9.45 var jeg i Nørresundby lufthavn. Underligt at gå glip af en nat. Der har været adskillige dage, hvor jeg har været mindre træt.

Fra stereoanlægget lyder lige nu Horseshoes and Handgrenades, debutalbummet fra 1992 med Chris Mars. Det var ham, der var trommeslager i Replacements. Albummet er ikke i trykken mere, men Amoeba Music havde det altså for sølle fire dollars. Chris Mars er ikke nogen stor sanger, men musikken (og teksterne!) viser at han gemte på en hel del, der skulle ud efter bruddet med Westerberg & Co.

Gårsdagens pilgrimstogt til Haight-Ashbury ledte mig til Amoeba Music, hvor udvalget er skræmmende stort og en masse kendte har givet intim-koncerter.

Selv endte jeg med at bruge 3 timer på at vandre hvileløst rundt. Som billedet antyder, er udvalget enormt. Jeg fandt det meste af det, jeg ville have, i brugtafdelingen – $10 pr. cd eller mindre. Købte også Twin Cinema, det nye album med The New Pornographers. Se, det er et godt band. Og så er de fra Canada.

Denne sides Elvis Presley-kommision har udsendt en bekendtgørelse, hvori det meddeles, at idag for præcis 36 år siden udkom Elvis’ nok aller-allerbedste single Suspicious Minds – wow!

CCTV står for Closed Circuit TV, altså overvågningskameraer. De hænger i hobetal hvorsomhelst, ikke mindst i London, hvis forstæder det nye band Hard-Fi udspringer fra. Lukkede kredsløb finder man dog ikke mange af på deres i bedste forstand spraglede debutplade, som stilmæssigt set er næsten all over the place, men alligevel formår at male sit helt eget verdensbillede op.

For ja, denne musikalske joyride kommer vidt omkring; fra hyperventilerende Britpop-Blur-speed til Ghosttown-sen The Specials-gloom , fra The Clash’s kantede storbylyd over Jamaica-inspireret melodika via desperat catchy indierock til hvid europæisk The Streets-smagende klubmusik. Der bliver zappet hurtigt, rastløst, meget, og ingen når at kede sig.

De nye stjerner fra overvågningskameraerne kører mod lysende London, mod hvorsomhelst, for at undslippe forstæderne, for at sige fcuk off og adios til disillusionens virkelighed. Man lever for weekenderne, der tages som painkillers mod rasende skuffelse over at i morgen nok aldrig bliver bedre. Det er den bevidsthed, om ikke at ville acceptere den “straight out of nowhere-ness” man så åbenlyst kommer fra, der ligger konstant gennem “Stars of CCTV” og gør Hard-Fi’s sange så relevante.

“Oh where I come from/ I just don’t conform/ Get me out of here!/ Leave the boredom behind/ Wanna see those bright lights/ Get this thing in gear/ Yeah…/ So we’ll ride in my car/ Follow the star/ Drive on into town/ With the stereo lit/ Take the Great West Road out/ Nothing can bring me down…/ Tell me can you feel it/ Feel the city breathing/ Feel its beating heart/ No superstition/ Just cold ambition/ It’s time to make a mark/ Oh…”

Ordene spiller, musikken synger, se at komme ud – det er nat i byen igen!

Pete Doherty skal snart dø. Det står nu mellem linierne i utallige skandalehistorier om ham, og det lå allerede antydet i det kaos som gav lyd og næring til The Libertines, det fremragende band han blev smidt ud af sidste år.

Der er en tung ironi i at personlig destruktion kan være så effektivt et brændstof at lave livsbekræftende musik på. The Libertines’ største kvalitet var nok den anarkistiske turbulens af tilværelse ude af kontrol, der konstant lå i sangene. Det gav en lysende energi og en følelse af hård nødvendighed.

Den film fortsætter nu for Pete i Babyshambles. Deres nye single med den slående titel “Fuck Forever” er noget af det bedste hørt længe. Falsk sang, ustemte guitarer, en rytmegruppe der sejler afsted, det burde ikke fungere og gør det kun forbi stakkels Pete Doherty brænder op midt i hele rodebutikken.

Sjældent har en personlig deroute lydt så cool og attraktiv. Så lige nu er Pete derfor den unge, hippe junkiestjerne i de engelske blade og magasiner. Om få år vil samme medier formodentlig skildre ham som et forsvarsløst skvat. Er det for kynisk indtil da at håbe på flere berusende sange fra taberfesten?