Havde Nina Simone indspillet for Tamla-Motown i 1965, kunne det have lydt ca. sådan, som på Amy Winehouse’s overlegne og vanedannende Rehab-hit, hvis emne til gengæld heldigvis er strictly her og nu.

REHAB

They tried to make me go to rehab,I said no, no, no
Yes I been black but when I come back,no, no, no
I ain’t got the time
And if my daddy thinks I’m fine
You’s tried to make me go to rehab I won’t go, go, go

I’d rather be at home with Ray
I ain’t got seventy days
Cos there’s nothing,there’s nothing you can’t teach me
That I can’t learn from Mr Hathaway

I didn’t get a lot in class
But I know we don’t come in a shot glass

They tried to make me go to rehab but I said no, no, no
Yes I been black but when I come back no, no, no
I ain’t got the time
And if my daddy thinks I’m fine
You’s tried to make me go to rehab I won’t go, go, go

The man said why do you think you here?
I said I got no idea
I’m gonna,i’m gonna lose my baby
So I always keep a bottle near
He said I just think you’re depressed
Kiss me here baby and go rest

They tried to make me go to rehab but I said no, no, no
Yes I been black but when I come back oh no, no, no

I don’t ever want to drink again
I just, ooh I need a friend
I’m not gonna spend ten weeks
Have everyone think I’m on the mend

And it’s not just my pride
It’s just til these tears have dried

They tried to make me go to rehab but I said no, no, no
Yes I been black but when I come back no, no, no
I ain’t got the time
And if my daddy thinks I’m fine
You’s tried to make me go to rehab but I won’t go, go, go

© Amy Winehouse

http://youtube.com/watch?v=LD5sahXoj0U

Før de ramte topformen udgav The Replacements i 1981 spådoms-sangen Johnny’s Gonna Die, om too-much-too-soon-personen Johnny Thunders, hvis vilde liv ikke blot antydede den utidige skæbne, han mere end bare speedede mod. Thunders, med fortid i såvel New York Dolls som The Heartbreakers, døde i New Orleans i 1991, akkurat ligeså kæntret som sangen beskriver, men ikke før han i eget navn havde udsendt et par fine, kaotiske rocknroll-plader, hvoraf den nok bedste, So Alone, indeholder NY-klassikeren You Can’t Put Your Arms Around A Memory, der siden både er blevet indspillet af Ronnie Spector og i Thunders’ uovertrufne original-version har lukket et Sopranos-afsnit af i stor, desillusioneret stil.

JOHNNY’S GONNA DIE

Johnny always takes more than he needs
Knows a couple chords, knows a couple leads
Johnny always needs more than he takes
Forgets a couple of chords, forgets a couple of breaks
And everybody tells me Johnny is hot
Johnny needs something that he ain’t got

And Johnny’s gonna die
Johnny’s gonna die
Johnny’s gonna die

Everybody stares and everybody hoots
Johnny always needs more than he shoots
Standing by a beach and there ain’t no lake
He’s got friends without no guts, friends that never ache
In New York City, I guess it’s cool when it’s dark
There’s one sure way, Johnny, you can leave your mark

© Paul Westerberg

YOU CAN’T PUT YOUR ARMS AROUND A MEMORY

It doesn’t pay to try
All the smart boys know why
It doesn’t mean I didn’t try
I just never know why
Feel so cold and all alone
Cause baby you’re not at home
And when I’m home
Big deal I’m still alone.

Feel so restless I am
Beat my head against a pole
Try to knock some sense
Down in my bones
And even though they don’t show
The scars aren’t so old
And when they go
They let you know

You can’t put your arms around a memory
You can’t put your arms around a memory
You can’t put your arms around a memory
Don’t try don’t try

You’re just a bastard kid
And you got no name
Cause you’re living with me
We’re one and the same
And even though they dont show
They scars aren’t so old
And when they go
They let you know

You can’t put your arms around a memory
You can’t put your arms around a memory
You can’t put your arms around a memory
Don’t try don’t try

© Johnny Thunders

Lillejuleaftensdag om formiddagen ville jeg fjerne en knast på juletræet med en sav. Men… jeg måtte en tur på skadestuen for at blive syet. Det er ikke gratis at save sig i hånden! Heldigvis var ingen nerver eller sener blevet ramt, og om en uges tid kan stingene formodentlig fjernes.

Desværre har Paul Westerberg ganske få dage forinden været ude for et tilsvarende julerelateret uheld, bare meget værre. Og i modsætning til mig har han guitaren som vigtigt arbejdsredskab. Læs mere på

http://blogs.citypages.com/jwalsh/2006/12/song_du_jour_go.asp

Lad os sende ham en tanke i den kommende tid – især nytårsaftensdag, hvor han bliver 48.

Denne julemorgen 2006 har jeg netop set, at James Brown er død. Jeg var altid temmelig skeptisk over for hans værk, men måske skyldes det mere en kombination af den status som pseudo-hip, han fik i firserne, og at nogle af hans handlinger var så usympatiske: Støtten til Reagan, dommene for hustruvold… Han har aldrig været højt på min liste, og jeg ved at min medforfatter deler denne vurdering. Talrige er dog i al fald de musikere, James Brown har inspireret.

Og jeg husker endnu, hvordan jeg en dag i Glasgow for snart mange år siden hørte Henry Rollins tale varmt og længe om hans Live at the Apollo Vol. 3 og har lovet mig selv, at jeg en dag vil høre netop dét album. Det løfte vil jeg naturligvis holde.

Hvilke albums hørte denne blogs forfattere med særlig fornøjelse i året, der nu er ved at blive fortid?

Læs samtalen om Årets albumudgivelser 2006.

(Det er den nye feature.)

Tiden er på speed og i dag, d. 22. december, er det allerede 4 år siden Joe Strummer, strålende lys og tidligere frontfigur i The Clash, faldt for hjerteslag, kun 50 år gammel. Hans musik er dog stadig så levende, at vi i anstændighedens navn markerer både den og Joe Strummer selv her.

THE CALL UP

Its up to you not to heed the call-up
You must not act the way you were brought up
Who knows the reasons why you have grown up?
Who knows the plans or why they were drawn up?

Its up to you not to heed the call-up
I dont wanna die!
Its up to you not to hear the call-up
I dont wanna kill!

For he who will die
Is he who will kill

Maybe I wanna see the wheatfields
Over Kiev and down to the sea

All the young people down the ages
They gladly marched off to die
Proud city fathers used to watch them
Tears in their eyes

There is a rose that I want to live for
Although, God knows, I may not have met her
There is a dance an I should be with her
There is a town unlike any other

Its up to you not to hear the call-up
You must not act the way you were brought up
Who give you work an why should you do it?
At fifty five minutes past eleven
There is a rose…
Yeah!

© Strummer/Jones

Opsigtsvækkende SÅ stor forskel der er listerne imellem. Politikens favorit-udlænding i år synes jeg var noget af en stor skuffelse, men sådan er der vel så meget:

De udenlandske
1. Red Hot Chili Peppers – Stadium Arcadium
2. Gnarls Barkley – St. Elsewhere
3. Tom Waits – Orphans
4. Jenny Wilson – Love & Youth
5. Thåström – Skebokvärnsv. 209
6. The Knife – Silent Shout
7. John Legend – Once Again
8. Bob Dylan – Modern Times
9. Neil Diamond – 12 Songs
10. Thom Yorke – Eraser

De danske:
1. Kim Larsen – Gammel Hankat
2. Trentemøller – The Last Resort
3. Peter Sommer – Destruktive Vokaler
4. Kenneth Bager – Fragments From A Space Cadet
5. Band Ane – Anish Music
6. Murder – Stockholm Syndrome
7. Mikael Simpson – Stille & Uroligt
8. Marie Key Band – 10
9. Caroline Henderson – Love Or Nothin’
10. Nephew – Internet Kom Ind

Her det endelige bud fra dr.dk/musik/rock på årets favoritter:

Ude:
1. Yo La Tengo: ‘I Am Not Afraid of You and I Will Kick Your Ass’
2. Sparklehorse – ‘Dreamt For Light Years in the Belly of a Mountain’
3. Jenny Lewis With The Watson Twins – ‘Rabbit Fur Coat’
4. Clap Your Hands Say Yeah: ‘Clap Your Hands Say Yeah’
5. TV on the Radio: ‘Return to Cookie Mountain’
6. Midlake: ‘The Trials of Van Occupanther’
7. Isobel Campbell & Mark Lanegan: ‘The Ballad of the Broken Seas’
8. Johnny Cash: ‘American V: A Hundred Highways’
9. Hot Chip: The Warning’
10. Bonnie ‘Prince’ Billy: ‘The Letting Go’

Og hjemme:
1. Sterling: ‘Yndigt land’
2. Rhonda Harris: ‘Tell the World We Tried’
3. moi Caprice: ‘The Art of Kissing Properly’
4. Murder: ‘Stockholm Syndrome’
5. Mikael Simpson: ‘Stille og uroligt’
6. Said the Shark: ‘Always Prattling On About Wolves’
7. Baby Woodrose: ‘Love Comes Down’
8. I Got You On Tape: ‘I Got You On Tape’
9. On Trial: ‘Forever’
10. Nephew: ‘Interkom kom ind’

Rolling Stone-redaktionen i New York hører helst amerikansk musik. Her er deres 50 bedste i 2006:

1. Bob Dylan- Modern Times
2. Red Hot Chili Peppers – Stadium Arcadium
3. Sonic Youth – Rather Ripped
4. TV On the Radio – Return to Cookie Mountain
5. Ghostface Killah – Fishscale
6. Cat Power – The Greatest
7. Clipse – Hell Hath No Fury
8. Hold Steady – Boys and Girls in America
9. Mastodon – Blood Mountain
10. Tom Waits – Orphans: Brawlers, Bawlers and Bastards
11. John Mayer – Continuum
12. New York Dolls – One Day It Will Please Us to Remember Even This
13. Pearl Jam – Pearl Jam
14. Johnny Cash – American V: A Hundred Highways
15. Wolfmother – Wolfmother
16. Lupe Fiasco – Food & Liquor
17. Arctic Monkeys – Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not
18. Roots – Game Theory
19. Dixie Chicks – Taking the Long Way
20. My Chemical Romance – Welcome to the Black Parade
21. Regina Spektor – Begin to Hope
22. Girl Talk – Night Ripper
23. Decemberists – Crane Wife
24. Beck – Information
25. Rhymefest – Blue Collar
26. Justin Timberlake – FutureSex/LoveSounds
27. Rapture – Pieces of the People We Love
28. Raconteurs – Broken Boy Soldiers
29. Bruce Springsteen – We Shall Overcome: Seeger Sessions
30. Cold War Kids – Robbers & Cowards
31. Birdman & Lil’ Wayne – Like Father, Like Son
32. Goldfrapp – Supernature
33. Todd Snider – Devil You Know
34. Thom Yorke – Eraser
35. John Legend – Once Again
36. Yo La Tengo – I Am Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass
37. Fats Domino – Alive and Kickin’
38. Tool – 10,000 Days
39. Gothic Arches – Tragic Treasury: Songs from a Series of Unfortunate Events
40. Thunderbirds Are Now! – Make History
41. Sean Lennon – Friendly Fire
42. Lindsey Buckingham – Under the Skin
43. Various Artists – Tropicália: A Brazilian Revolution in Sound
44. Yeah Yeah Yeahs – Show Your Bones
45. Neko Case – Fox Confessor Brings the Flood
46. Willie Nelson – You Don’t Know Me: Songs of Cindy Walker
47. Brightblack Morning Light – Brightblack Morning Light
48. Lady Sovereign – Public Warning
49. Coup – Pick a Bigger Weapon
50. Phoenix – It’s Never Been Like That

Der var sirener i gaderne og slag ude på Nørrebro, mens Pastoren og jeg sent lørdag eftermiddag – over telefon – tog en længere samtale, om vores syn på årets danske og udenlandske plader. Den snak vil Pastoren sætte op på siden her et par dage før jul, men allerede nu kan jeg tilstå, at amerikanske The Thermals ialfald er at finde på listen over favoritter i år. Og lørdag aften gav netop The Thermals et aldeles fremragende show på Christianias langt fra fulde Loppen, hvis målgruppe-publikum for lige denne koncert sikkert var låst inde i Ungdomshuset. Her er hvad blev skudt afsted på en vild aften, der på baggrund af dagens frustrerende hændelser i København var som skabt for denne intense, disciplinerede, skarpe punk rock af allerbedste slags:

St. Rosa And The Swallows
A Passing Feeling
Brace And Break
I Might Need You To Kill
An Ear For Baby
Born Dead
How We Know
A Stare Like Yours
No Culture Icons
Here Is Your Future
Let Your Earth Quake, Baby
Our Trip
Every Stitch
Power Doesn’t Run On Nothing
Back To Gray
Pillar Of Salt
Returning To The Fold
+ + +
God And Country
Everything Thermals
Top Of The Earth
It’s Trivia

Vores gamle ven Brett Anderson fra Suede, der havde Europa som deres legeplads, skal snart bevise, han kan stå på helt egne ben. Dømt udfra disse to nye sange, der er blevet lagt ud på MyTube, har han vist intet at frygte. Se og hør selv Brett her:

http://youtube.com/watch?v=ghv8-6SF6wE

http://youtube.com/watch?v=KbTJrpl0hfo

Mange har gennem tiden sagt at begrebet punk døde og The Clash solgte ud den selvsamme dag i 1977, pengemaskinen CBS fik bandets underskrifter på en pladekontrakt. Hvilket er noget ligegyldigt vrøvl, for havde The Clash istedet valgt et lille uafhængigt selskab, var vi så godt som en hel verden, der slet ikke på samme måde, som tilfældet nu blev, ville have haft tilgang til bandet og dets epokegørende statements på vinyl. Den altafgørende styrke hos CBS lå i multinational spredning af dets artister, en opgave den da endnu så uprøvede alternative scenes små selskaber slet, slet ikke kunne løfte.

Fandt selv ud af CBS’ rækkevidde, da jeg onsdag eftermiddag, d. 14 december, 1979 gik ind i Viborgs absolut ikke ret velassorterede stereo-TV-pladebutik Lehmann Radio og kun ønsketænkende kiggede i c-sektionen blandt LP’erne, fordi jeg vidste The Clash samme dag, langt, langt borte, i det virkelige livs England, ville slippe deres med meget spænding ventede dobbelt-LP, London Calling, hvis call-to-arms af et titelnummer allerede var blevet spillet flere gange, både på Radio Luxembourg’s nyrock-program Streetheat, der kørte en time hver lørdag aften, og hos BBC’s John Peel.

Lehmann havde London Calling den dag. Tog hjem med min shiny nye plade, med det så ikoniske Pennie Smith-billede af Paul Simonon på coveret, og kunne ikke forstå et så gigantisk held, for The Clash var indtil denne dag totalt ukendte i sort/hvid-støvede 70’er-Viborg, hvor den nye tids musik for håbefulde pladekøbere var lig med mere eller mindre saliggørende newwave-popacts, som Blondie, The Cars, Tubeway Army, The Motors, Plastic Bertrand, The Police, The Knack, den slags – sad but true. Men her stod helt anderledes radikale The Clash pludselig, og så endda på selve udgivelsesdagen!

Er aldrig blevet vækket af nogen LP, som jeg blev det af London Calling. Dens store samling åbne, generøse, søgende, vidtforskellige sange, der alle vibrerer liv og historie, ikke bare smittede, men opdrog via eget eksempel, på bedste uformynderiske vis, dens måbende lyttere til, med alle antenner ude a la The Clash selv, at lade hånt om sjælebegrænsende begreber som musikgenrer, trends, kulturbarrierer, og istedet gå på individuel jagt hvorsomhelst efter autencitet, sandhed og hjerte på det rette sted.

Det er derfor d. 14. december hvert år har betydning her, som en slags fødselsdag for den mægtigste plade af dem alle. Hvem derude, som ikke ejer eller nogensinde har nærlyttet London Calling med The Clash, har, for langt under 100 kroner, en femstjernet Michelin-restaurant af et album til gode – gid det var mig!

Cool med jeres returlister, så her endnu en playlist for i dag, årets 348. dag: Personlig top-10 over sange der varer præcis 3:48:

1. Free Money – Patti Smith
2. You Can’t Hold Your Arms Around A Memory – Johnny Thunders
3. Känn Ingen Sorg För Mig Göteborg – Håkan Hellström
4. Radio Free Europe (Hib-Tone) – R.E.M.
5. Bobby Jean – Bruce Springsteen
6. The Missionary (John Peel) – Josef K
7. Strange Town – The Jam
8. Long May You Run – Neil Young
9. On The Way To The Club – Blur
10. Perfect Day – Lou Reed

CAR

You get the car
I’ll get the night off
You’ll get the chance to take the world apart and figure out how it works
Don’t let me know what you find out
I need a car
You need a guide
Who needs a map
If I don’t die or worse I’m gonna need a nap
At best I’ll be asleep when you get back
I wanna see it when you find out what comets, stars, and moons are all about
I wanna see their faces turn to backs of heads and slowly get smaller
I wanna see it now
I want specifics on the general idea
I wanna think what I should know
Want you to do me what to show
I wanna see movies of my dreams
I wanna see movies of my dreams
I wanna see movies of my dreams
I wanna see movies of my dreams
I wanna see it when you get stoned on a cloudy breezy desert afternoon
I wanna see it untame itself and break its owner
I wanna see it now
I wanna see it now

© Built To Spill