Hvis nogen ikke skulle have opdaget det, er nedenstående koncert på Jens’s fødselsdag et udslag af traditionerne d. 1. april om aprilsnar.
Vinterens turné gik desværre uden om Nordjylland. Jens og Nikolaj Nørlund råder bod på dette ved at give en one-off intimkoncert på Gl. Vrå slot (v. Aalborg, se billedet) fredag d. 26. april. Billetter á 375 kr. sælges ved indgangen og inkluderer 1 fl. vin og håndblæst glas.
(Slottet på billedet er Husum slot i Nordtyskland.)
Hvem skulle have troet vi fik muligheden igen!? Leonard Cohen forlader til sommer sin tilbagetrukne tilværelse og tager på verdenstour. Om det er den manager som løb med hans penges skyld, eller om det bare kan være, Mr. Cohen atter har fået mod på landevejene, sin mesterlige musik og sit store publikum, vides ikke endnu. Under alle omstændigheder er det en hård sommerplan, man har lagt for ham.
Tour schedule (more concerts to be announced):
06-Jun-08 Toronto – Sony Centre For The Performing Arts
07-Jun-08 Toronto – Sony Centre For The Performing Arts
14-Jun-08 Dublin, Ireland – IMMA
15-Jun-08 Dublin, Ireland – IMMA
17-Jun-08 Manchester, UK – Opera House
18-Jun-08 Manchester, UK – Opera House
19-Jun-08 Manchester, UK – Opera House
20-Jun-08 Manchester, UK – Opera House
23-Jun-08 Montreal – Montreal Jazz Festival / Place des Arts
24-Jun-08 Montreal – Montreal Jazz Festival / Place des Arts
25-Jun-08 Montreal – Montreal Jazz Festival / Place des Arts
29-Jun-08 Glastonbury, UK – Glastonbury Festival
01-Jul-08 Oslo, Norway – Aliset Stadium
03-Jul-08 Helsingborg, Sweden – Open Air
05-Jul-08 Copenhagen, Denmark – Rosenborg Castle
06-Jul-08 Arhuus, Denmark – Raadhus Parken
08-Jul-08 Montreux, Switzerland – Montreux Jazz Festival
09-Jul-08 Lyon, France – Festival
10-Jul-08 Bruges, Belgium – Cactus
12-Jul-08 Amsterdam, Holland – Westerdam
16-Jul-08 Edinburgh, UK – Castle
17-Jul-08 London, UK – The 02 Arena
19-Jul-08 Lisbon, Portugal – Passeio Maritimo
20-Jul-08 Bennicasim, Spain – Festival
22-Jul-08 Nice, France – Jazz Festival
25-Jul-08 Lorrach, Germany – Stimmen De Welt
27-Jul-08 Lucca, Italy – Summer Festival
29-Jul-08 Athens, Greece – Lykabettus Theatre
Må hellere få sagt rent tak for de sidste ugers shows med Unmack/Nørlund. Helt anderledes for mig at turnere og spille så nedbarberet. Tak til jer der kom ud, lyttede på og delte aftener med os!
Pånær Aalborg, der ikke ville lægge scene til, fik Mikkel og jeg – i godt selskab med Nørlund – på 17 dage dækket det meste af landet. Måske fristende snart igen at gøre noget lignende, er mulighed og interesse der.
Spillede byer undervejs, vi aldrig før har besøgt, hverken med Slagterne eller Love Shop. Aabenraa, fint glemt af tidens tempo. Skive, med hotel og nightlife i rødt neon. Køge, med regulær matiné i en soloplyst sal. Der var samtidig mere sikre havne, ikke mindst perfekte hjemmebaner i Århus, København og Odense.
Musik stod mest i s-l-o-w, ‘Joyride’ og ‘Skovens Dybe Stille’ var ankrene. Undervejs kom tempo lidt op. Velkendte sange i eller minus forklædning. ‘Fremmedlegionær’ som salme, ‘Satans Yngel’ som requiem, ‘Coke Lovebirds’ som musichall. Nye muligheder uden fuldt band. Det blev en fornøjelse.
Det var sidste nat med kliken da Unmack/Nørlund-touren kom godt i mål og sluttede søndag på et udsolgt Jazzhus Dexter i Odense. Fyens Stiftstidende var tilstede og tildeler mødet med Nikolaj Nørlund, Mikkel Damgaard og Jens U. 5 stjerner – læs her.
Jyllands-Posten var i aftes aldeles tilstede i den tætpakkede sal til det første af Unmack/Nørlund’s to shows i Århus. Det kom der en 5-stjernet anmeldelse ud af, som kan læses her.
GAFFA var i aftes tilstede ved det første af to udsolgte shows på Jazzhouse i København med Nikolaj Nørlund og Jens Unmack – 5 stjerner tildeles i en anmeldelse der kan læses her. Et repræsentativt citat:
– Nørlund og Unmack satte to streger under, at der er langt endnu til et sangskriver-generationskifte på den danske rockscene. For sammen og hver for sig beviste de, at de mestrer deres sangskrivning og personlige udtryk i suveræn stil.
Jeg stødte til turen for en kort bemærkning i det let sneklædte Viborg, hvor der i midtbyen aldrig er langt til nærmeste pizzeria og hvor en urforretning har et udendørs ur med timeslag. Før, under og efter de tre sæt skete bl.a. følgende:
Jeg hørte Jens’s nye podspeakere udsat for Robert Forster. Ikke dårligt.
Jeg mødte medlemmer af det lokale dødsmetal-band Afskum, der samme aften gav koncert på det medborgerhus, der med udgangen af denne måned desværre lukker.
Jeg snakkede med Jens’s far, med hvem jeg har et langvarigt Mac-fællesskab.
Jeg hørte en nedbarberet, særdeles udtryksfuld udgave af “Drømmenes København”.
En sang fra Aftenland Express blev tilegnet fodsportsforeningen.
Jeg drak en flaske af den af Jens så frygtede stout.
I tredje og afgørende sæt brød Mikkels slumrende maveonde frem og sendte ham til tælling.
Jeg hørte rygter om hvordan man med hiv og sving alligevel kan pladedebutere.
Jeg opdagede at alle veje fører til rom.
Jeg indgik et væddemål med en noget overrislet FCK-tilhænger om udfaldet af superligaen.
Auditoriums direktør forærede mig Resumé som dobbelt-LP. Nu mangler jeg bare en pladespiller.
Jeg mødte en loyal AaB’er på Dickens.
Og så fotograferede jeg løs undervejs. Ni af billederne kan ses ovenfor.
Morgenen efter, hærdet af få timers søvn på vandrerhjemmet på Vinkelvej, gik turen hjem til Nordens Paris, fastelavnsfest på min datters skole og en banankage, der havde fået lidt for meget.
(Vi nåede aldrig at høre Afskum, og jeg ved stadig ikke, hvem der vandt Melodi Grand Prix.)
Leeds nævnt her for første gang nogensinde i går, og hvad sker? Få timer efter er deres manager Dennis Wise, tidligere kødhakker i bl.a. Chelsea og Millwall, headhuntet, købt og hyret ind for store penge i kaoskabalen Newcastle United – fortæller om ikke andet hvilken international opmærksomhed denne side nyder.
Tiden løber denne morgen, så ikke mere herfra. Jeg vil skynde mig ind til byen, til Mikkel Damgaard’s Studio Bernabeu. Vi har den anderledes tour som begynder nu fredag, så forberedelse kalder…
PS – Modtog en mail i går som troskyldigt spurgte, hvorfor vi slet ikke har skrevet et ord om EM i håndbold – tror og håber den tog pis!?!
Det skal aldrig være nemt at være Morrissey. Her er hvad han sang i går på sin 4. aften i London’s The Roundhouse:
Please, Please, Please Let Me Get What I Want / Last Of The Famous International Playboys / Something Is Squeezing My Skull / I Just Want To See The Boy Happy
Så kunne hans stemme slet ikke mere og Morrissey + band forlod scenen uden så meget som et ord. Efter 15 minutters kaos i salen kom to stk. engelske standup-klovne samt TV-værten Jonathan Ross frem og annoncerede showet aflyst. Det blev ikke modtaget vel.
Morrissey’s to sidste Roundhouse-shows i aften og søndag er nu også aflyst.
Orkesteret der med konsekvens kalder sig ‘Danmarks Kedeligste’ har gjort en absolut ikke-kedelig, selvudfordrende ting og taget navnet til deres kommende turné fra David Bowie, hvis store kunstneriske sejrstogt gennem Nordamerika og Europa i første halvår af 1976 ligeledes hed Station To Station Tour.
Om ‘Danmarks Kedeligste’ – som Bowie storslået gjorde det hver aften – vil starte med et næsten 10 minutter langt genre-overskridende og udfordrende stykke musik bærende tourens navn, altså ‘Station To Station’, kan en og anden måske tvivle på, men så igen, adel forpligter vel. David Bowie’s Station To Station Tour blæste forbi Danmark via Falkoner Teatret på Frederiksberg d. 29. og 30. april 1976. Setlisten var intet mindre end weltklasse og som følger:
Station To Station
Sufragette City
Fame
Word On A Wing
Stay
Waiting For The Man
Queen Bitch
Life On Mars
Five Years
Panic In Detroit
Changes
TVC 15
Diamond Dogs
+ + +
Rebel Rebel
The Jean Genie
Ahoy, endelig tilbage. Hjemme fra venteværelser bag scenerne, fra tour-kilometres travle biler, fra sanges høje lyd.
Har haft en travl sidste uge, der begyndte foran Christiansborg, til den store 2. oktober-demonstration. Det føltes rigtigt at spille til det arrangement, for det står så klart, vi ikke længere kan holde til trekløveret Fogh/Bendtsen/Pia K. in charge. Det handler ikke om det og det parti, ikke om venstrefløj kontra højre, men udelukkende om anstændighed, værdighed, de to eneste vigtige størrelser, der er noget værd i nogens værdikamp. Og her vil hvilkensomhelst bogstavskombination være at foretrække, frem for det nuværende siddende flertals, der allerede har gjort så stor skade.
Torsdag bød på Esbjerg i gavmildt regnvejr og et helt iorden set på Tobakken. Slet ikke verdens største eller mest larmende crowd, men syntes dog åbenbart, de tilstedeværende var gladere da de gik end da de kom, ethvert bands succeskriterie. Kørte hjem under nat i endnu mere regn, med henholdsvis The Cure’s Triology og Sly & The Family Stone knaldhøjt på bussens DVD.
Fredag med anderledes høj blå himmel, på en kort tur op til Helsingør. Og uden falsk ubeskedenhed, endnu et ret optimalt show. Det jeg drømte om, da Love Shop gik til pause, når vi nu i dette band, to år efter den forsigtige og søgende live-start. Der er kommet en skarphed og autoritet over musikken, som på denne tour virkelig er vokset i format. Vi har aldrig været halvt så gode før.
Så sydpå til Vordingborg, til STARS, et fint og stort spillested, hvor vi med Love Shop ved to forrige lejligheder har været nede til tælling. Havde selv høj feber sidst vi var der, foran en skibsladning døddrukne litauiske flådematroser. Fik lørdag en anderledes fokuseret skare, der svajede og dansede, drak og lyttede. Vi kørte hjem i højt humør ovenpå oplevelsen, nu med The Bad Seeds’ Abattoir Tour på bilbiografen; ‘…I’m MISTER Stagger Lee!!!’ Cave er en vild karakter.
Nu venter sidste weekend i denne omgang, med start på torsdag, hvor vi endelig spiller i Odense. Mange af jer derfra har klaget over, hvorfor vi rammer lige det sted vi gør, nu vi endelig kommer. Well, det er simpelt; hvis vi ikke spillede dér, var der slet ingen mulighed for overhovedet at kunne besøge Fyn. Så kom ud og få en aften med os! Når først sangene løfter, skal det hele nok blive større end omgivelsernes rammer, I promise. Aftenen efter lander vi på Månen i Haderslev og lørdag har vi så klar hjemmebanefordel i Pumpehuset, København, dog med ændret starttidspunkt – nu kl. 22.30! – pga. dén fodboldlandskamp mod Spanien. Vi glæder os så hurtigt vi kan til det hele – so bring it on, brothers & sisters!