
Pet Shop Boys spiller i København i aften. Har set setlisten og hvilken overlegen hitparade denne best of-tour har med sig. Når der her tænkes favoritnumre med duoen, hvis betydning og fremstående plads i 1980’ernes popkultur ofte glemmes, så træder fire overdådige titler umiddelbart først frem: ‘Being Boring’, ‘Domino Dancing’, 12″er-udgaven af ‘Love Comes Quickly’ og understående ‘Paninaro’ med sin klassiske Chris Lowe-vokal. De to sidste er med på det stemnings-gennemførte remix-album Disco, der udkom i november 1986. Havde Disco med på kassettebånd i en Sony Walkman på dannelsesrejse til Vestberlin i marts 1987. Dengang lød ‘Paninaro’ her af glitrende, strømlinet nutid på vej. I dag har den stadig sin friskhed, men også noget helt anderledes bittersødt over sig, som vel kun de allerbedste ting får det på levet afstand. Må I der skal i Royal Arena få en stor aften!




