Favorit livealbum? Det mest spillede her er uden tvivl The Ramones’ dbl-album It’s Alive, (1979) der på overbevisende vis dokumenterer nytårsaften ’77, hvor The Ramones spiller The Rainbow Theatre i Finsbury Park, London. For ikke mange år siden dukkede 26 minutter af dette show pludselig op på levende film. Så her er Da Brudders fanget på det tidspunkt i karrieren, hvor deres musik, spil og overordnede, uhm, koncept vel står allerskarpest. Rock’n’roll bliver ikke bedre. Enjoy!

Joe Strummer, The Clash: “That’s one thing I learned from The Ramones: ‘Slam! There’s that number… where’s the next one? Because people are watching, people have got things to do! It’s a busy world out there. Give it to them!”

‘The Figurehead’, åbningen på den magiske side 2 fra Pornography (1982), et nummer at dø for. Hvis jeg skulle vælge kun ét The Cure-favoritnummer at få med på den berømte øde ø, så ville det være det. En sang hvor hvert eneste ord, tomtom-hug, bass-anslag og guitarens økonomiserede tonevalg står helt perfekt. ‘The Figurehead’ blev spillet i aftes i arenakørslen af et show på Amager, som startede fint lovende, stallede undervejs, hvor den velspillende sekstet fortabte sig i en 90’er-rock, der lød mere af grunge-inspiration end af klassisk The Cure, men i den grad fandt sig selv igen under sidste nummer i hovedsettet, den nye, nærmest imponerende depressive ‘Endsong’, samt første afdeling ekstranumres overflødighedshorn: ‘The Figurehead’ over i ‘A Strange Day’ over i ‘Charlotte Sometimes’ over i ‘Play For Today over i ‘A Forest’, en overlegen stærk sekvens der i sig selv var hele aftenen værd. I disse numre hørte man igen, hvor stor guitarist – en af postpunkens mest markante og indflydelsesrige – Robert Smith er. Skal nok lade være med her at nævne den sidste række ekstranumre derefter, hele syv hits der skulle sende arenaen hjem i feststemning. Smith kan lave stærke popsange, og i kontekst fungerer de som modsætning til den tunge dunkelhed, men hele syv i træk var som en lyserød kage med for meget sukker, som The Cure på lattergas. Ikke at Royal Arena så ud til at være enig i den betragtning, for stemningen eksploderede, der blev kastet sombreroer mod aftenhimlen, lyshårede kvinder hengav sig i hedensk dans. Vi andre skyndte os tilsidst, da The Cure startede på aftenens sidste, ‘Boys Don’t Cry’, ud i det mørke, hvor Robert Smith’s største musik har hjemme.

The Cure var et af de helt store bands for mig. Fra Seventeen Seconds udkom i foråret 1980 og frem til katastrofe-albummet The Top i 1984 var vi uadskillelige, Robert, Simon, Lol og jeg. Det til et punkt, hvor mit viborgensiske band Næste Uges TV skulle spille support for dem på Faith-touren i maj 1981 i Saltlageret. Hvorfor det aldrig skete? Fordi The Cure selv på Faith kun kunne sælge 30-40 billetter i forsalg i København, så aftenen blev simpelthen aflyst. To år senere stod jeg backstage på Roskilde Festival ved Canopyscenen, da Robert Smith kom ned fra scenen efter sit show med Siouxsie and the Banshees, hvor han var hyret ind som guitarist. Robert havde det slet ikke godt den aften, græd på vejen ned og havde tværet sin læbestift ud over hele hovedet, ikke betryggende. Senere i 1985 var han tilbage samme sted med The Cure, her, angiveligt med bedre styr på sit indre. Men da var de som band blevet noget helt andet og forsvandt bort fra deres centrale position hos mig. Der var albums og turnéer siden som kunne et og andet, specielt 3 X Kiss Me, samt en showcasekoncert i Hamburg for comeback-fine Bloodflowers (2002) genrejste for en tid den hvilende kærlighed. I morgen aften (fredag) spiller The Cure igen i København, ankommet fra et show i Göteborg denne torsdag aften, som lige nu byder på en så Pornography– og Faith-overdådig setliste, man nemt kan frygte at Royal Arena ikke tilnærmelsesvis bliver så uforglemmelig. Med på setlisten i Kbh. er dog under alle omstændigheder tre nye numre, der på optagelser fra denne tours første shows lyder som noget af det bedste og mest stemningstunge Robert Smith og co. har bedrevet i årtier. Der har altid været størst håb i mørket for The Cure.

Sidste nat med Animal Nitrate-kliken: Suede sluttede sin europæiske minitour af onsdag aften på Hamburg’s gamle Gruenspan. Her et yderst levende stemningsbillede fra aftenen på Große Freiheit. Hvor det dog klæder Suede’s temperament med de nye heftige sange fra Autofiction…

The London Suede slutter onsdag aften på Gruenspan i Hamburg en fem dages intim europæisk præsentationstour af nye Autofiction. Mandag aften stod Brett & co. foran 495 mennesker på klubben La Maroquinerie i Paris. Her hele koncerten optaget fra første række…

Tourstart for The Cure i lettiske Riga torsdag aften. Blandt de forventede klassiske kendinge på setlisten var også et par nye numre, formodentlig fra det album der efter sigende udgives snart. Deriblandt den set-nedlukkende ‘Endsong’, der umiddelbart lyder af alt det, man engang elskede The Cure betingelsesløst for…

Ind i motorrummet og høre hvordan Suede lyder uden studiets eller de store sceners hifi, glitter og muskel. Det er hvad disse små instore-shows omkring den netop udsendte Autofiction giver mulighed for. Her er vi (formodentlig) i Rough Trade-butikken i Shoreditch, Østlondon…

Her er det netop sket. På Palladium i New York City har The Clash’s Paul Simonon i et anfald af frustration netop smadret sin Fender P-bass. Fotograf Pennie Smith, der er med fra England, trykker før hun når at stille skarpt, og får således det ikoniske billede, der senere på året vil pryde coveret af London Calling. På hendes næste billede – det herover – er bassen netop afgået ved døden, dens banemand står endnu bøjet indover. Det hele sker 20. september 1979.

20. september 1976: Det nye punkband Suzie and the Banshees debuterer i 100 Club på Oxford Street, London på en aften, hvor hovednavnene er Sex Pistols og ‘Clash’. Trommeslager i The Banshees ved dette første møde med verden er en ung mand kaldet Sid Vicious.

Det her gad man godt: Autofiction-aktuelle Suede spiller i aften – som del af en aktiv instore-promovering i UK – et udsolgt live outstore show i den lille Brudenell Social Club i Leeds, som kun kan rumme 400 sjæle. Her et billede af den intime scene, Suede’s løfterige sange fra det nye album skal spilles ud fra, når det først er blevet aften i Yorkshire.

I aften spiller bandet Crushed Kid på The Deaf Institute (kapacitet kun 260) i Manchester, det efter livedebuten fandt sted i aftes på MOTH Club (kapacitet 300) i London’s nordøstlige Hackney. Crushed Kid, der på aftenens venue i Manchester beskrives som ‘brand sparkling new post punk band’, er naturligvis – tjek billedet ovenfor – Suede i forklædning, der bruger de to shows til hemmelig live-præsentation af det nye album Autofiction, der udsendes om halvanden uge. Her en løsrevet stemningsrapport fra i aftes på Twitter:

“banging night of Suede playing the new LP as ‘Crushed Kid’ at Moth club, especially as it was with my oldest pal (and oldest Suede friend) from school. We worked out that Suede are nearer to Hysteria-era Def Leppard than Britpop eg. The Bluetones, and that is why they’re amazing.”