Betragtninger: The Tivoli et perfekt sted at se koncerter. Minder ikke om noget i København, snarere KB i Malmö City, altså ikke en sal men en decideret rockklub med 5-600 mennesker ombord sådan en udsolgt aften. De obligatoriske Stella Artois sat ved hver arbejdsposition på scenen tre minutter før showtime. Lysshow-ekstravaganza fra foråret naturligvis skrællet væk. Høj basstung /diskantskarp lyd. Guitarist Eddie Nyström faldt bedre og med mere naturlig autoritet ind i T-musikken denne første aften end på noget tidspunkt i foråret. Og Thåström sang for livet. Som han gør. Desværre stadig ingen af de endnu ikke spillede sange fra side 2 på Dom Som Skinar; han må ikke selv synes alverden om dem eller hvad? Til gengæld et skarpt Sällskapet-nummer som åbning, en dommedagsbrutal ‘Körkarlen’ for første gang i år, den sjældne ‘værd at dø for’-ballade ‘Flicka Med Guld’, samt en genfunden ‘Ingen Neråt Sang’. Stor aften i Helsingborg. I aften kører toget igen.
Vi troede Thåström trak stikket for nu efter koncerterne for sidste efterårs Dom Som Skiner, da han i august afsluttede Way Out West i Göteborg. Men sidst i september blev 14 aftener i fire byer annonceret. Torsdag aften starter denne bandtour på mindre klubber/scener med det første af tre shows på havneklubben The Tivoli i Helsingborg. Er der mon nye, hidtil uspillede sange fra Dom Som Skiner med på setlisten? Måske Thåström for første gang prøver kræfter med denne elektropulserende sang om sin da unge mors første møde med Stockholm, hvem ved…
I dag bekendtgjort med annoncering af to reunion-shows i Webster Hall på Manhattan i New York City. Datoerne er 26. og 27. april, forsalg fra på fredag. De er fucking tilbage – hvor er det kæmpe! Konkurrenterne/vennerne fra The National løb med succésen dengang, men de her fyre var de bedste. Nu skal vi bare have dem til Europa og i studiet at lave en comeback-plade. Men det er luksusbekymringer. De er tilbage!
Birmingham, sommeren 1979: Hvis du kommer inden kl. 21.30 på punk/new wave-klubben Barbarella’s kan du indenfor otte dage opleve The Cramps, The Cure og Simple Minds for ialt £1.50. Gad vide om Mean Street Dealers på programmet her ovenfor er en tidlig børnerock-udgave af Manic Street Preachers? Det kortlivede Evesham/Birmingham-band The Photos, anført af den lokale Chrissie Hynde-persona Wendu Wu, udsender i 1980 dette sansende tilbageblik af en sang om Barbarella’s, som undervejs nåede at have så prominente navne som Sex Pistols, The Jam, The Clash, The Damned, The Stranglers, Wire, The Adverts, The Ramones, Talking Heads, Iggy Pop og selv Blondie på plakaten…
I dag for 25 år siden rykker Kent op i toppen af den skandinaviske musik-superliga med tredje-albummet Isola, der i sin sangskrivning, kommunikative autoritet og musikalske finish er noget af en åbenbaring ovenpå bandets to første lovende udgivelser. Husker en regnfuld sommeraften året efter foran Kronborg i Helsingør, hvor Kent spiller gratis udendørs koncert på havnepladsen. Gå-på-musikken den mørke aften er The Clash’s ‘Bankrobber’, hvorefter det Isola-aktuelle orkester starter kontant ud med dette ligeså bass-tunge opbyggende rocknummer, der sidenhen skal stå som lidt af en overset klassiker i det omfangsrige katalog…
Suede har netop taget hul på en nordamerikansk tour, hvor London-bandet sammen med co-headlinerne Manic Street Preachers spiller 12 byer. En speciel begivenhed da det såvidt vides må være første gang siden 1997, Brett Anderson & co. besøger Canada og USA. Så der er meget at indhente både for band og publikum på disse novemberaftener, der udspiller sig i mellemstore teatersale eller haller. Og hvad spiller The London Suede så til disse pga. Manics’ tilstedeværelse forkortede shows? Der varieres øjensynligt lidt hver aften, men det ser sprængfarligt ud. Her køreplanen fra mandag aften – tourens tredje show – i The Warfield i San Francisco. Der fokuseres på 1993-debutalbummet og aktuelle Autofiction…
Når man er ung, så er der er masse af bands som sender en afsted. Senere er der stadig stærke følelser for mange af dem, mens visse andre kun huskes med en beklagelsens skamfuldhed. Som hvad tænkte man dog på?! Sådan har jeg det her med London-bandet Adam and the Ants, der på få år bevægede sig ud fra snæver postpunk og for en tid blev enorme popstjerner i England og hele Europa. Oplevede deres koncert i Odd-Fellow Palæet i København i maj 1981, da de var allerstørst, hvor jeg sneg mig ind til soundcheck om eftermiddagen. Derinde i salens mørke kunne et genert supportband ses stående og vente på sin tur, nyopfundne TV-2 skulle som opvarmning have sin første koncert nogensinde. Adam Ant var på det tidspunkt uden falsk blufærdighed den moderne imagebevidste popstjerne, der – som resten af sit band – kun optrådte offentligt i kulørt sørøver-designertøj og overgjort ansigts-krigsmaling. Deres spaghettiwestern-corny lyd var bygget ovenpå et burundi beat, sendt effektivt afsted af to ‘modspillende’ trommeslagere, numrene mytologiserede indianerstammer, sørøvere (igen) og Robin Hood-romantik. Koncerten den aften oplevedes sært hul trods øresønderrivende teenage-begejstring i Odd-Fellow. Har siden forlængst bortkastet albummet Kings of the Wild Frontier (1980), der var et af de største på hitlisterne det år, og husker det kun som man kan mindes noget alt for sukret slik, man engang har spist sig dårlig i. Hvad tænkte jeg dog på med dem?! Her Adam and the Ants på scenen i Manchester i selvsamme periode. Hvis ret skal være ret, så spiller de egentlig, trods det hovedrystende koncept, langt mere helhjertet til end kynikeren i en har lyst til at ville anerkende. Adam Ant fylder 68 i dag. Her er han i plus-midten af sine tyvere…
Af de tidlige, blåøjede The Cure-singler op til Seventeen Seconds (1980), mens stilen endnu var en postpunk-travl minimal-pop, er ‘Boys Don’t Cry’ det anerkendte hit, som i disse uger lukker The Cure’s aftener rundt omkring i Europa. Men den bedste af dem, det er hørt herfra opfølgeren ‘Jumping Someone Else’s Train’, der blev udsendt 2. november 1979, her i en samtidig liveoptagelse fra hollandsk TV…
Fra da fortiden blev overhalet af i morgen. Lars Hug’s stemme og plader var i 80’erne lyden af konstant fremdrift. Hans solo-debut City Slang rundede nu i september de 38 år i omløb, og er stadig en forrygende sonisk rejse gennem storbysjælens forrevne rum. De levende billeder herunder er fra touren det efterår, da Hug, Vervohlt, Hassig, Jansson og et bilvrag var rundt nogle få steder i landet til præsentation af det nye Søren Ulrik Thomsen-forædlede album. I København var det således Saltlageret, der lagde ramme om en meget speciel aften, som trak langt mere på performance end et dansk rockkoncert-publikum var vant til. Husker således ikke meget fællessang, derimod sprøjtende gnister fra boremaskiner, skarptlydende hamre mod metal, samt et helt Ruhr-tysk jernstøberi af industrial attitude. Lektien fra Einstürzende Neubauten’s skelsættende scenebesøg på samme scene to år tidligere var tydeligvis blevet lært af ambitiøse Hug og hans folk…
Kom tilfældigt forbi en sang med dette tabte New York City-band i dag, og mand, hvor jeg savner dem. For fandtes der et bedre og mere forløsende spektakel på en scene i slut-0’erne end det rullende rytmeskib The Walkmen, når sanger Hamilton Leithauser kastede hovedet bagover og ligesom med hele sin krop rakte ud efter – og nåede – de umuligt høje toner, hans stemme under spidsbelastning skulle trække ned i jordens sfære? Her er The Walkmen i efteråret 2009, godt et år før udgivelsen af Lisbon. En af singlerne fra det album er det lidt kønsløse uptempo-nummer ‘Angela Surf City’. Men mød tidlige ‘Angela’ herover med et andet, klart bedre omkvæd, samt en formidabelt gribende slutsekvens (release fra 2:05), der i den endelige pladeversion er både uforståeligt og ulykkeligt forsvundet. Som The Walkmen selv er det i dag.
Dagens nye Bruce Springsteen-forløber for soulcover-albummet Only the Strong Survive, der udsendes om et par uger, er hans sødmefulde version af Aretha Franklin’s 1970-arrangement af Ben E. King-singlen ‘Don’t Play That Song’ fra 1962. Men når Springsteen giver sangen her og tager dens hookline-ord ‘you lied’ i sin mund , så er det umuligt ikke at sende tanker tilbage til Springsteen selv i slut-70’erne og den på det tidspunkt så anderledes sorgfuldt dramatiske ‘Sad Eyes’-sektion i liveudgaven af hans eget mægtige Born to Run-hovednummer ‘Backstreets’, hvor hun netop løj og svigtede ham som aldrig nogen før eller siden. Her en af de allerstærkeste versioner af den dengang hver aften semi-improviserede fortælling ‘Sad Eyes’, denne fra Boston, Massachussets, 25. marts 1977…
‘…And I remember these kids that night They set fire to this abandoned farmhouse That was about half a mile up the tracks And they had these machines down there And they had these engines down there And we could see the flames shooting out across the sky ‘Til it caught in the field We sat up on the hood and watched it rushing towards us Watching the flames rushing toward us Watched it rushing toward us across the field ‘Til we ran back on the tracks And started heading back into town And then And then And then she kissed me And then she kissed me And then she kissed me And then she kissed me Waa-ooh mmmmm hmmm, hey And then she promised And then she promised And then she promised And then she lied And then she lied And then she lied And then she lied She lied She lied She lied Pretty li-li-li-li-li-li-lies Pretty li-li-li-li-li-li-lies And I was just wishing I remember praying that God would send some angels And blow this whole damn town right into the sea I remember wishing that God would send some angels And blow this whole fucking town right into the sea Just wishing that God would send some angels And blow this whole damn town right into the sea Just blow this whole Just blow it into sea Just blow it all away Just blow it all away Just blow it all away Blow it all away! Blow it all away! Make it go away! Blow it all away! Just blow it all away! Just blow it all away! Just blow it all away! Just blow it all away!…’
New York City-poeten Jim Carroll gæster i 1984 Lou Reed og hans band under en koncert i Passaic, New Jersey og synger for på en speedet version af sin ‘People Who Died’. I dag er det ni år siden Lou Reed gik bort ovenpå en levertransplantation efter et liv med hepatitis C. Jim Carroll døde i 2009, også som følge af narkomisbrug, mens Lou’s leadguitarist Robert Quine her begik selvmord med en heroin-overdosis i 2004. Happy New York-days!
Tirsdag aften i næste uge står The Libertines på scenen i Store Vega. Meget vand er løbet under broen siden bandets skilsmisse fra Pete Doherty omkring andet album i 2004, og allerede sidst det gendannede The Libertines spillede København i 2014 var der en letbitter følelse af cashcow over bandet. Det blodbrødre-fællesskab, der oprindeligt faldt Carl Barat og Pete Doherty så let, var ikke længere til at høre eller få øje på, også selvom den så engelske musik larmede korrekt og næsten lød som dengang, det hele betød alverden for de involverede. Men det gør det bare tydeligvis ikke længere. Så hvad nu hvis vi istedet bevæger os hen til længe før bandet og dets tidlige gyldne periode? Ja, hvad om man forestiller sig, Doherty og Barat’s fædre måske i 1977 har spillet i band sammen og udsendt skramlet rockmusik i Albion? Ingen fra London-punkbandet The Vibrators svarer godtnok de tos efternavne, og Pete Doherty’s unikke sans for lyrik og sang-ord er fraværende, men i det musikalske ligger blueprintet til det oprindelige The Libertines jo lige her…
Sjovt med skæbne i rocknroll. To engelske postpunkbands startede ud sidst i 70’erne, begge anført af meget specielle, selvstændige frontfigurer og begge kendetegnet ved en glasklar guitarlyd, langt fra det normale indenfor britisk undergrund på det tidspunkt. Sidste fredag spillede den ene af dem i København for 14.000 mennekser i Royal Arena, i går kom den anden forbi og gav koncert foran måske 50-60 fremmødte i Vanløse. På den vis står The Cure’s Robert Smith og Felt’s Lawrence på hver sin side af den succés-vippe som er showbiz. Smith fik i 1982 et breakdown, hvorefter han saboterede The Cure med en række succésfulde popsingler, der i dag gør bandets depressive kerne arena-salgbar. Lawrence har også kæmpet med sine psykiske problemer, men har trods nogle indimellem meget fine og roste udgivelser aldrig formået at bryde ud fra indieland.
I går aftes i Vanløse med sit Go-Kart Estate virkede han taknemmelig over dog at have et lille lydhørt publikum at spille for, samt et nyt album på vej. Måske forståeligt efter år med hjemløshed og kunstnerisk obskuritet. Tog bagefter hjem i øsregnen og hørte Felt, det band Lawrence vil blive husket for meget længere end den mærkværdigt bad taste-dyrkende jinglemuzak-rock, hans Modern Lovers-lignende band spillede med ham på Vanløses Stairway.
Lawrence’s Felt definerede indie-popmusik før The Smiths kom til og tog æren for det. På singler som ‘My Face Is On Fire’ (1982) og ‘Penelope Tree’ (1983) lukkede Felt lys ind i den britiske undergrund. Lawrence lød som Tom Verlaine der prøvede at synge som Lou Reed, men alligevel trængte både melodiøsitet som nødvendighed igennem fra denne outsidernes outsider, der erklæret var besat af idéen om at blive popstjerne. Det blev han for en lille trofast skare, men aldrig i den virkelige verden, hvor Felt’s udgivelser, stærke som nogle af dem var, måske lød for verdensfjernt drømmende. I aften er Lawrence med Go-Kart Estate på Radar i Aarhus. Håber der også bliver taget varmt og entusiastisk imod hans ialfald aldrig kedelige nye musik der. Det fortjener den excentriske ener, der har haft så meget karrieremæssig bad luck og menneskelig modgang. Men Felt-numre bliver der ingen af på setlisten. Dem må man enten selv opsøge eller høre lige her…
Vi bør nævne her, at der i aften (fredag) på Stairway i Vanløse og i morgen (lørdag) på Radar i Aarhus er koncert med kultfiguren Lawrence, tidligere mastermind i det bredt oversete men fremragende engelske 80’er-band Felt, siden i Denim, Go-Kart-Mozart og nu i Mozart Estate, som han besøger Danmark med. Lawrence turnerer næsten aldrig, og de to danske shows er også sat særskilt op, så chancen for at se en af de sidste britiske excentrikere skal ikke dø pga. manglende omtale her. Hvad man kan forvente? Svært at sige, men formodentlig en hård dosis af den decideret ukomfortable IKEA-pop fra denne video, der i dag er blevet udsendt som forsmag på et kommende Mozart Estate-album med den vanskelige titel Pop-Up! Ker-Ching! And The Possibilities Of Modern Shopping…
