Manden der ville være størst

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-mourinho1.jpg

– Right now, Mourinho’s role has become rock’n’roll in terms of media hype. At this moment, you’d think the game is the supporting act.

Således står der på Chelsea FC’s egen hjemmeside op til tirsdagens afgørende CL-opgør mod FC Barcelona. Og noget er der om snakken. Efter de to så ambitiøse klubbers hadfulde møde sidste år, der endte med mordtrusler på en dommer, beskyldninger om løgn og svindel, samt en tvivlsom sejr til Chelsea, er det igen træner Mourinho der er i fokus op til returmødet på Camp Nou.

Barcelona vandt åbningskampen i England med 2-1, men selv den aften var det alligevel Mourinho der løb med de fleste overskrifter, da han post-match anklagede lille Messi for “Barcelona-teater-typisk” skuespil. Messi’s hurtighed havde tidligere trukket et fortjent rødt kort til Chelsea’s Del Horno, der fandt fysiske overfald som eneste brugbare middel til at stoppe ham. Med 11 mod 10 brillerede Barcelona og burde have vundet større.

Typisk for Mourinho var han ikke enig i den betragtning. For ham sluttede kampen allerede sidst i 1. halvleg, da Del Horno fik udvisningen, “The Kid’s playacting” ifølge Mourinho fremprovokerede. Han koketterede med tanken om kun at sende sit 2. hold til returkampen, når UEFA nu alligevel gang på gang udsatte Chelsea for usportslige forhindringer, i form af forudindtagede dommerøjne. At Barcelona allerede inden udvisningen havde siddet på både spil og afslutninger, var ikke noget Mourinho forholdt sig til.

Chelsea’s Einar Gudjohnson blev på samme pressemøde spurgt om, hvordan stemningen var lige efter kampen i omklædningsrummet, og svarede at “The boss told us not to worry. He said that we’ll go down there and beat them”, hvilket siger meget om Mourinho’s psykiske styrke. Ikke blot vil han slås med hele verdenspressen og diverse disciplinær-komitéer, nej, han kan samtidig også løfte sine egne spillere, der ret beset må være godt rundtossede, efter det første møde i London med Barca’s uforudsigelige spilkombinationer.

Mourinho’s fornægtelse af nederlag kan nemt på Camp Nou igen få brug for røde kort mod sit hold, til at bortforklare det, der logisk set synes på vej. For Chelsea forekommer heller ikke i år istand til at spille på mere end én og samme kværnende måde, og hvis Barcelona igen kan spille uden om dens fysik, samt ikke lade sig overraske af de pludselige kontraraids, bliver det meget svært at vinde med de to mål opgaven kræver.

Interessant nok virker Mourinho sjældent fattet og rolig op til kampen, som har han klippefast tro på, det hele nok skal gå hans vej. Således lod han mandag eftermiddag journalister overvære hele Chelsea’s træning, hvilket er ganske uvant før så vigtig en kamp. Har Mourinho et es i Armani-ærmet, eller er det tilbagelænede overskud kun bluff for at winde Barcelona op? Det vil først vise sig når bolden ruller kl. 20.45.

Et farvel til Champions League på Camp Nou vil i givet fald ryste Chelsea. En klub der via sin pengetank af en mæcen har råd til et årligt driftsunderskud på små 1.000.000.000 kr, kan ikke leve med, at blive siet fra allerede nu i den vigtigste turnering af alle. Sidste år faldt man snævert mod Liverpool i semifinalen, et nederlag Mourinho – vanen tro – bittert underkendte. En ny fiasko her kan ikke undgå at sætte et skæmmende spørgsmåltegn ved, om han selv rent faktisk er træneren, der for Chelsea’s ubegrænsede penge evner at sammensætte det europæiske mesterhold, man sukker efter og drømmer om.

TV 3+, iaften kl. 19.30

16 tanker om “Manden der ville være størst”

  1. Mourinho fik sin dommerhjælp i form af et usynligt straffe i overtid – alligevel var de aldrig i nærheden af at gå videre. De gode ler og de onde græder, og i morgen vinder Liverpool 2-0 over Benfica efter forlængelse. Godnat!

  2. Rozzer – synd for dig at du ikke fik den Liverpool-sejr du havde ønsket dig. Jeg var selv på fodboldweekend i det engelske i weekenden men holdt mig dog i Lysende London, hvor jeg oplevede “hooligans på Upton Park” (som Henrik Hall meget snart synger på sit album) og en meget underholdende 3-2 sejr til Spurs over Blackburn (hey, jeg fik set Sinama Pongolle score et mål – ikke mange LFC-fans har oplevet dette!)
    Ellers var det en weekend med mange CD-indkøb, med poetiske ture på The Tube, hyggelige markeder på Portobello og Camden, talrige pints og en helt igennem fremragende udstilling på Tate af Martin Kippenberger….. den kan kun anbefales.

  3. Chelsea har fået den træner de fortjener. Til klubbens selvhævdende, nyrige stil passer han som hånd i handske. og ligeså gør storskrydende administrerende direktør Peter Kenyon, der glemte sin mangeårige klubfølelse over for tidligere arbejdsgiver Man United hurtigere end nogen kunne nå at sige vendekåbe.

  4. Cirkus Moaninho på The Hawthornes i lørdags:
    http://images.thetimes.co.uk/TGD/picture/0,,275124,00.jpg

    Denne lowlife eksisterer officielt ikke mere i min bog over fodboldens personligheder. Moaninho er snarere end fodboldtræner en spindoktor, der tilfældigvis har fået et job i fodboldens verden, hvor han/det/den tror at folk er hovedløse muppets, der ikke kan se fodbold og konstatere at der findes reelle fodboldhold plus Chelscum. Hvis imbecilen virkelig ved noget om fodbold og at fodbold kan spilles på en anden måde end en violinspillende, (op)smidende, negativ facon, burde han/den/det bruge bare 10 sekunder på at indvie offentligheden i taberens tanker herom.

    Alle hold bliver fundet ud af på et tidspunkt – skal rent faktisk blive interessant at se hvor mange minutter der går fra det stadie i det nuværende Chelscums udvikling, til lowlifen er historie hos de blå. Sammenligningen med Anja Andersen er ganske rammende, og jeg har da også selv gjort mig tanker i den retning for et par dage siden.

    Den dag et hold viser, hvordan Chelscum skal slås, kan der vel ikke være ret meget andet end arrogancen tilbage ? Andet end en tom skal, hvis “meninger” ingen vil lægge spalteplads og mikrofontid længere.

    Eet eller andet sted er det næsten synd for glimrende fodboldspillere som Lampard og Cole at deres karriere skal føres sammen med denne fodboldens missing link. Når Chelscum har fået kam til deres hår af Europas bedste fodboldhold i aften er TV 3+ fri for endnu en irriterende, idiotisk personage, og det er der sikkert mange der er glade for. Jeg er i hvert fald.

  5. Ankom hjem med vinger hjem til det nordjyske fra Liverpool i går nat og jeg kan fortælle at Mourinho, som forventet ikke har mange venner i det nordlige england. Selv de engelske aviser, har nu vent trenden og er begyndt at stille seriøse spørgmålstegn ved Mourinhos akavede og håbløse arrogante stil. Men nu skal man jo ikke tage de britiske aviser alt for seriøst. Men jeg glæder mig virkelig til at (forhåbentlig) se Bacelona på cruise control, klippe Chelseas nummerplader.

    Nuvel, var så tæt på at i live person at opleve forløsningen ved et Robbie Fowler mål på Anfield og så foran The Kop.Målet blev fejlagtigt underkendt for off-side, men at høre brølet og se den glæde der prægede de mange ansigter, der hvor jeg sad på main stand og se den fortabte søn løbe ind til sit folk på forreste rækker ved The Kop var alle pengene værd. Smerten ved off-siden, kunne jeg dog godt have undværet.
    det var en kamp, hvor Liverpool igen stor dominerede, men here we go again…hvor brænder vi i særdeleshed mange og især store chancer…suk..det efterlader mig ikke fortrøstningsfuld med henblik på kampen i morgen.

    Ellers var det en Liverpool tur med lidt tiltrængt dekadence på diskoteker hvor Arctic Monkeys, Hard-Fi og The Killers blastede ud af højtaleren og der var G og T´s til 2 pund og 35. De unge scouse lassies konkurerede med hinanden om at vise cola hud og fyrene på gaderne flashede deres classic reeboks og la coste track suits. Det sistnævnte ikke videre stilfuldt

    But I`ll be back again, thats for sure

  6. The Guardian’s fodboldeksperter giver op til kampen i aften Chelsea vigtig ekstrahjælp:

    “How to play on grass: a beginner’s guide

    1 When you run out at Camp Nou the surface will look funny. This colour is called “green” and is Barcelona’s pitch, which is made up of something called “grass”. You may not be used to this if you play most of your games at Stamford Bridge.

    2 Don’t be alarmed. This is a natural, organic substance that smells of Hyde Park.

    3 Although it is made of blades, they won’t cut you.

    4 It will leave green marks on your legs but don’t worry, this is not gangrene – it comes off with soap.

    5 You can do everything you normally do on your brown pitch on this green one.

    6 You can slide on it and jump higher. If a cocky teenager cheeks you, you can throw yourself at him on the floor or in the air. It will probably be more comfortable to roll around on if pretending to be injured.”

  7. Mourinho’s touchline tantrums show Chelsea can’t buy class

    – Richard Williams
    Tuesday March 7, 2006
    The Guardian

    The man who writes to me to claim that this newspaper is pursuing a vendetta against Chelsea had better turn the page now, because what follows might not be to his liking. Once again the club to which he gives his allegiance has proved that while money may provide the foundation for success, it cannot buy the sort of admiration and respect so freely given to Nicholson’s Spurs, Busby’s United, Paisley’s Liverpool, Ferguson’s Treble-winners and Wenger’s Invincibles.

    “No one likes us, we don’t care”: several times in the past couple of days the old Millwall refrain has been applied to the current champions. This is an error. The thin-skinned response of Chelsea’s fans to the crescendo of criticism proves that they do care; in fact they care very much.
    They are not used to being loathed. Peter Osgood’s untimely death last week came as a reminder that the club occupies a special position in the English game, one based on the collective memory of generations of entertainers and artists, with allowances made for the occasional picturesque defender. It is a position which has been thoroughly undermined by the behaviour of those currently in charge.

    Not even when Ken Bates was threatening to surround the Stamford Bridge pitch with an electrified fence did such a tide of general disapproval sweep over the club. And with their every pronouncement, the club’s present management seem intent on deepening the well of hostility.

    The best you can say is that their tactics are of a piece with those currently employed in British public life as a whole. When few are inclined to accept at face value the announcement that a married couple, one of whom is a cabinet minister, have split up under the pressure of an embryonic scandal, the destructive effects of news management can clearly be seen. Chelsea’s constant attempts to spin the interpretation of events to suit their purposes has demolished their credibility.

    Before their first match against Barcelona a fortnight ago, Chelsea circulated a document suggesting that their opponents were the beneficiaries of an undue amount of penalty awards. As an attempt to mould opinion and even influence the referee’s attitude, this was a contemptible act. The subsequent pre-emptive announcement of Asier Del Horno’s one-match ban, accompanied by the unwarranted inference that Uefa had been swayed by the club’s testimony into minimising the sentence, was merely cheap. But the instant response to Saturday’s unpleasant events at West Bromwich, which was to issue a statement placing the blame squarely on Bryan Robson, Albion’s manager, revealed Chelsea’s management for what they are.

    The incidents that etched themselves on the memory were the sneer on Jose Mourinho’s face as he dismissed Robson’s objection to the delayed appearance of several Chelsea players at the end of half-time, and the uncontrolled fury he unleashed on the referee’s assistant in the second half. You might think that a man on a salary of £5m a year, plus perhaps as much again in personal endorsements, would deem it proper to behave differently when questioning the decisions of an official receiving a match fee of £320 plus expenses. Or, if that man happened to be Jose Mourinho, you might not.

    In private, Mourinho may be civilised and charming company; his players seem to adore him. In his technical area, however, he stands revealed as a creature not of the game but of his own ambition. No one doubts that he is a coach of unusual perceptiveness and exemplary application. But as he goaded Robson into a fury on Saturday, the contrast between the two did no favours to the Chelsea manager. Their relative degree of success as managers became irrelevant. You felt like asking whether Mourinho ever really loved the game, in the way Robson has always done, or if, as the exceptionally bright son of a professional footballer, he seized on it simply as a convenient vehicle for his own advancement, knowing that his intellectual energy would enable him to dominate less gifted rivals.

    “No class” is now the general verdict on a man who, only a year ago, appeared to have imported a new level of sophistication to the Premiership. His refusal to shake hands with Robson at the end of the match constituted an explicit breach of a protocol based on a mutual understanding of sporting values. And you would have to say that, based on the evidence to date, it laid bare the essence of the man.

  8. Kooks er ikke i gang med en musikalsk revolution…men i glimt fungerer det helt fint uden de store armbevægelser…..og sommetider skal der ikke mere til for at trække et smil og lidt medfløjteri

    Har noteret mig de pågældende links og kan konstatere, at der er noget om snakken…Mozzer er i storform!

  9. Jens Rohde gør IKKE en stolt af at komme fra Viborg.

    Er Kooks-pladen værd at sætte penge på…? Btw hvis du ikke har set det, er der længere nede på siden to venlige sjæle, der under “kommentarer” har lagt download-links til den kommende Morrissey-plade, som vi selvfølgelig alligevel køber når den udkommer i start-april:-)

  10. “moral”…ja det er sgu nok et moralsk anliggende og jo det kommer da fra politik – specielt den danske er storslem…vi kan jo nævne Jens Rohde, som er det seneste eksempel på, at man med en undskyldning tilsyneladent kan fortsætte uden nogen for konsekvenser – hverken fra egen hånd eller fra “du er enten med os eller imod os-onklen” i statsministeriet…..Det får en til at tvivle og det er fortvivlende…….

    Hygger mig dog med engelske Kooks og deres old time guitarrock og en sampler af den nye Graham Coxon…..

  11. Jeg personligt synes der er masser af klubkultur mange steder, også selvom kasseapperaterne ruller. Selv på Skysports-barerne i Chelsea, hvor de tilhængere der ikke længere har råd til at komme på The Bridge nu istedet ser kampene på TV.

    Kommer den mangel på moral du beskriver mon fra politik?

  12. Klubkultur (og dermed det sociale aspekt) er der vist ikke meget af tilbage i de store klubber med medlemskab til G-klubben. Her betyder pengene mere end tilhørsforhold…..Jeg har ingen mulighed for at kommentere på Anja andersen, da damehåndbold og de dertilhørende skandaler simpelthen ikke har min bevågenhed. Men jeg kan dog konstatere, at trenden med “undskyldninger” nu for alvor også er ankommet til sportens verden. Er det nu helt slut med tage konsekvensen at sine fejlskud – kan alle “overleve” med en undskyldning…det er da en skidt udvikling – lidt ansvarsfølelse for sine handlinger er da det mindste, man kan bede om……

  13. Jantelov….arh fuck den, så håbløst overvuderet og uinterssant.

    Men økonomiske midler….jo, uden storkapital kommer man ikke langt i top-fußball, og fred være med det. Klubber som Barcelona, Manchester U, Juve og Milan, har ligeledes bunkevis af penge, men omgåes dem på en langt mere ydmyg og sympatisk måde end Chelsea, og for den sags skyld også Real Madrid.

    Chelsea køber jo efterhånden topspillere, klubben reelt set ikke har plads til på holdet, blot for at holde dem væk fra de britiske hold, der ellers måske ville kunne kalde sig konkurrenter.

    Mourinho’s stil er måske forfriskende, fordi den har været med til at gøre Chelsea til et så forhadt navn som tilfældet er, hvilket selvfølgelig skaber spændende konfrontationer. Men den såer samtidig tvivl om overlevelsen af de sportslige og etiske værdier, hele fordboldkulturen og det sociale aspekt i den er bygget op på.

    Smølle sammenlignede i indlægget nedenfor Jose med Anja Andersen, og han har der en god sag: et stort fagligt talent ankret i en personlighed med træk der nærmer sig det psykopatiske. Underholdende at se Anja og hendes hold gå amok som her i søndags, men topsport ender som hult cirkus af den slags hændelser, hvor de involverede ikke optræder med respekt overfor dens regelsæt og kotumer, noget hverken Anja A eller Mourinho overhovedet synes at magte.

  14. Fornemmer jeg lidt jantelov og kapitalforskrækkelse i Jens U’s indlæg eller er det en overfortolkning- alle trænere (og klubber) kan jo ikke have en profil som Ove C (Viborg) eller ham med de manglende mål over på Anfield (Liverpool FC)…….Korrekt af Mourinho har en forseelsesliste (toppende med udfaldet på den svenske dommer), der kan få de fleste tæer til at vokse ud af skohælen. Men han bidrager med et eller andet udefinerbart, og hanekampen mellem ham, den syge skotte i Manchester og den franske revolution i Arsenal er det ganske fornøjelig at følge – nu spillet i PL ikke rigtigt er forløst eller fornyet i indeværende sæson.

  15. Så cool virkede han nu ikke mod Albion. Der var virkelig Anja Andersen over ham der, og han lavede endda samme usportslige nummer som sit danske modstykke ved at holde sit hold i omklædningsrummet i flere minutter. Mens Drogba var seneste eksempel på en Chelseaspiller der smed sig for at få nogen smidt ud – hvor Messi ifølge Crespo stadig havde mærkerne fra del Hornos angreb en uge senere til Argentinas landskamp.

    Jeg håber det er okey at citere lidt fra sig selv i denne klumme: http://www.spruthuset.dk/ur.06-09.htm – hvis html’en svigter kan det i alle fald læses 3/4 nede.

    “Det er ikke kun Madrid, der har haft en travl uge. Først var Barcelona i London, og Jan har allerede læst op af Jose Mourinhos forsøg på en gang for alle at ramme den dårlige tabers absolutte zenith, hvad gælder skamløshed (originalen er her) – hans udviste spiller ser så ud til at have et lige så
    selektivt verdenssyn
    , hvis han da ikke agerede bugtalerdukke for Mourinho. ”Acting is for showbusiness, football is still a sport. Messi is too young for these tricks. Barcelona are obviously teaching him bad things – negative things”, sagde backen, der i den forbindelse lod til at glemme, at han blev behandlet lige så længe efter sin NFL-tackling på Messi, som argentineren blev.

    Betød det så, at del Horno også spillede skuespil, og at han (som 25-årig) er for ung til den slags tricks? Og at Chelsea lærer ham negative ting? Eller betød det, at det rent faktisk var en voldsom kollision, som han var skyld i? Det er ikke godt at vide – kun til at fastslå, at Chelsea p.t. sætter en ny global rekord i fodboldhykleri. Og noget må Chelsea jo lære fra sig, eftersom Chelseas egen Robben for få uger siden reagerede på et ufarligt strøg på hagen ved at falde til jorden i den mest tåkrummende falske teatersmerte siden Rivaldo fik skudt en bold på sit knæ i VM 2002, og reagerede ved at falde ned og gribe om sit ansigt som var det vansiret.

    Selvfølgelig er del Hornos hykleri knap overraskende når man tænker på hvem han arbejder for – Mourinho var jo en anelse en anelse mindre interesseret i at tale om skuespillere efter Robbens masterclass mod Liverpool, i en flom af bortforklaringer ledsaget af smægtende strygere. Ikke nok med det, men inden Barca-kampen var han så venlig at forklare hvorfor Robbens handling var i orden i forhold til det han åbenbart stadig ser som en universel uretfærdighed – Drogbas gule kort for at gå direkte ind og kropstackle Barcelonas målmand Valdes sidste år efter at denne havde taget bolden. Den store væsensforskel: Reina fik sit røde kort for en harmløs berøring med fem minutter tilbage i en kamp der var afgjort, og Drogba fik sit gule for en hård eftertackling midt i en kamp der stod på vippen!

    I det mindste er Mourinho da ærlig nok, når han på den måde demonstrerer sin totale mangel på moral. Og selv om det er langt ude og pinligt, så er det da mere rimeligt at forklare den advarsel til Drogba med skuespil end med hans førsteudgave, den dødstrusselfremkaldende påstand om at han havde set Rijkaard gå ind i dommerens omklædningsrum.

    Drogba var ude af kontrol på det stade af sidste års kamp, og burde være skiftet ud. Del Horno var tydeligvis spillet rundtosset af Messi da han blev smidt ud, og havde allerede lavet et svinsk frispark på ham der mindst skulle have givet gult. Også han burde være skiftet ud. Og Essiens karantæne for et svinsk overfald mod Liverpool, som dommeren missede, var også fuldt fortjent. Men mens dødstruslerne kører videre mod årets skandinaviske dommer i de to holds kamp, og Jose inde i sin forskruede verden synes at tro at kyniske skuespillere som Messi og Valdes, slowmotiongengivelser i Skys reportager, trænere på besøg hos dommerne og en række andre faktorer konspirerer mod hans klub, så er det eneste der aldrig er til debat Mourinho selv og hans taktiske (fejl)dispositioner. Han er, og det er sagt ligeud trods risiko for bistre ord og et indædt forsvar fra hans fans i huset, på begge sider af disken, ikke bare grænseløst paranoid, men ganske enkelt et moralsk vakuum, en gennemført usympatisk og ubehagelig person med mindre format end stort set nogen man har set i fodboldens verden i mange, mange år.

    Hans opførsel overgår det allerynkeligste man har set fra selv Ferguson og Wenger, og selv om hans klub bakker ham op – se deres patetiske snak om ’injustice’ her, ovenpå en kamp hvor Barcelona blev snydt for to klokkerene straffespark – så er det i det mindste en glæde, så få andre der efterhånden gør det, selv om han efter på kampen på TV3 virkede så sikker på at alle delte hans forskruede vinkel. Kunne han så i det mindste blive sendt ud af Champions League – gerne af Barcelona – på en måde så selv ikke hans bedste sans for konspirationer kan hjælpe ham til at bortforklare det, så skulle det være intet mindre end en fornøjelse. Han er en stor træner, Mourinho, men han er dæleme en meget lille person.”

  16. Jeg ved nu ikke hvor rolig han virkede i lørdags ved kampen mod WBA. Det meste af anden halvleg var han i ren Anja Andersen-mode, og gjorde endda det samme som sit danske sidestykke dagen efter – holdt sine spillere i omklædningsrummet nogle minutter for at demonstrere sin helt specielle fairplayånd. Den blev også luftet da det lykkedes at score til 2-0, og han skulle hen og hovere foran Bryan Robson, om hvis kvaliteter som træner man kan sige meget – men dårlig sportsmand har han aldrig været. Samtidig sagde det sig selv, at endnu en Chelseaspiller, denne gang Drogba, lavede en vild pantomime for at få en modstander smidt ud – det Mourinho hævdede at Messi gjorde, og vel stadig hævder, selv om Chelseas Crespo siden sagde at han så mærkerne på Messis ben ved landskampen de sammen spillede en uge senere.

    Det bliver mere og mere svært at finde bare én lille ting at respektere ham for. Nok mest de pæne frakker. Jeg håber det er okey at jeg citerer mig selv fra en arrig klumme fra sidste uge, og beklager den lidt indforståede start:

    “Det er ikke kun Madrid, der har haft en travl
    uge. Først var Barcelona i London, og Jan har allerede læst op af
    Jose Mourinhos forsøg på en gang for alle at ramme den dårlige
    tabers absolutte zenith, hvad gælder skamløshed (originalen er

    her
    ) – hans udviste spiller ser så ud til at have et lige så

    selektivt verdenssyn
    , hvis han da ikke agerede bugtalerdukke for
    Mourinho. ”Acting is for showbusiness, football is still a sport.
    Messi is too young for these tricks. Barcelona are obviously
    teaching him bad things – negative things”
    , sagde backen, der i
    den forbindelse lod til at glemme, at han blev behandlet lige så
    længe efter sin NFL-tackling på Messi, som argentineren blev.

    Betød det så, at del Horno også spillede
    skuespil, og at han (som 25-årig) er for ung til den slags tricks?
    Og at Chelsea lærer ham negative ting? Eller betød det, at det rent
    faktisk var en voldsom kollision, som han var skyld i? Det er ikke
    godt at vide – kun til at fastslå, at Chelsea p.t. sætter en ny
    global rekord i fodboldhykleri. Og noget må Chelsea jo lære fra sig,
    eftersom Chelseas egen Robben for få uger siden reagerede på et
    ufarligt strøg på hagen ved at falde til jorden i den mest
    tåkrummende falske teatersmerte siden Rivaldo fik skudt en bold på
    sit knæ i VM 2002, og reagerede ved at falde ned og gribe om sit
    ansigt som var det vansiret.

    elvfølgelig er del Hornos hykleri knap overraskende når man tænker
    på hvem han arbejder for – Mourinho var jo

    en anelse mindre interesseret
    i at tale om skuespillere efter
    Robbens masterclass mod Liverpool, i en flom af
    bortforklaringer ledsaget af smægtende strygere. Ikke nok med det,
    men inden Barca-kampen var han så venlig at

    forklare
    hvorfor Robbens handling var i orden i forhold til det
    han åbenbart stadig ser som en universel uretfærdighed – Drogbas
    gule kort for at gå direkte ind og kropstackle Barcelonas målmand
    Valdes sidste år efter at denne havde taget bolden. Den store
    væsensforskel: Reina fik sit røde kort for en harmløs berøring med
    fem minutter tilbage i en kamp der var afgjort, og Drogba fik
    sit gule for en hård eftertackling midt i en kamp der stod på
    vippen!

    I det mindste er Mourinho da ærlig nok, når han
    på den måde demonstrerer sin totale mangel på moral. Og selv om det
    er langt ude og pinligt, så er det da mere rimeligt at forklare den
    advarsel til Drogba med skuespil end med hans førsteudgave, den
    dødstrusselfremkaldende påstand om at han havde set Rijkaard gå ind
    i dommerens omklædningsrum.

    Drogba var ude af kontrol på det stade af sidste års kamp, og burde
    være skiftet ud. Del Horno var tydeligvis spillet rundtosset af
    Messi da han blev smidt ud, og havde allerede lavet et svinsk
    frispark på ham der mindst skulle have givet gult. Også han burde
    være skiftet ud. Og Essiens karantæne for et svinsk overfald mod
    Liverpool, som dommeren missede, var også fuldt fortjent. Men mens
    dødstruslerne kører videre mod årets skandinaviske dommer i de to
    holds kamp, og Jose inde i sin forskruede verden synes at tro at
    kyniske skuespillere som Messi og Valdes, slowmotiongengivelser i
    Skys reportager, trænere på besøg hos dommerne og en række andre
    faktorer konspirerer mod hans klub, så er det eneste der aldrig er
    til debat Mourinho selv og hans taktiske (fejl)dispositioner. Han
    er, og det er sagt ligeud trods risiko for bistre ord og et indædt
    forsvar fra hans fans i huset, på begge sider af disken, ikke bare
    grænseløst paranoid, men ganske enkelt et moralsk vakuum, en
    gennemført usympatisk og ubehagelig person med mindre format end
    stort set nogen man har set i fodboldens verden i mange, mange år.

    Hans opførsel overgår det allerynkeligste man har set fra selv
    Ferguson og Wenger, og selv om hans klub bakker ham op – se deres
    patetiske snak om ’injustice’

    her
    , ovenpå en kamp hvor Barcelona blev snydt for to klokkerene
    straffespark – så er det i det mindste en glæde, så få andre der
    efterhånden gør det, selv om han efter på kampen på TV3 virkede så
    sikker på at alle delte hans forskruede vinkel. Kunne han så i det
    mindste blive sendt ud af Champions League – gerne af Barcelona – på
    en måde så selv ikke hans bedste sans for konspirationer kan hjælpe
    ham til at bortforklare det, så skulle det være intet mindre end en
    fornøjelse. Han er en stor træner, Mourinho, men han er dæleme en
    meget lille person.”

    (Og så håber html’en virker. Ellers beklager jeg 🙂

Skriv et svar