45 år siden i dag at Kraftwerk fra Düsseldorf udsender singlen ‘Die Roboter’ som forsmag på albummet Die Mensch Maschine, der udkommer en uge efter. ZDF er ikke bange for fremtidens maskinelle identitet, og derfor har vi disse levende billeder i dag…
Høres det på fredagens nye single her fra Linköping’s Lars Winnerbäck, hvis singersongwriter-fuldvoksne svenske melankoli kan fylde sportsarenaer fra Kiruna til Malmö til bristepunktet, at den – som hele hans kommende album Neutronstjärnan iøvrigt – er arrangeret og produceret sammen med Kent’s Joakim Berg og Martin Sköld?
Det var med ryggen mod muren dags dato i 1993, da Blur’s andet album Modern Life Is Rubbish blev udsendt. Efter et første album, der nok mest nådigt kan kaldes lovende og som havde skaffet London-bandet en forholdsvis beskeden status i skyggen af Madchester-vulkanen oppe nordpå, var uptempo-singlen ‘Popscene’ floppet, så det her var måske sidste skud i bøssen inden pladekontrakten blev erklæret ugyldig. Så galt skulle det ikke gå, for på MLIR skrev Blur sig ind i en langt mere substantiel britisk musiktradition med klassiske navne som The Kinks, The Small Faces og The Jam som både melodiske og tekst-tematiske forbilleder. Sangene emmede pludselig af øsende regnvejr i London, gennemblæste parkacoats, 9 til 5-lortearbejde, dårlige fish & chips & vinegar-måltider og måske endda en chancet scooter-tur med drengene ned til Brighton. Det hørtes allerede klart på førstesinglen her, der med et gjorde Blur til et relevant engelsk band. Herfra skulle Damon & co. aldrig igen se sig tilbage…
Håkan skriver, det i dag er 23 år siden hans debutsingle udkom og med et gjorde den lille dreng med de store sko til en usandsynlig men højt elsket popstar hinsidan. Her den første ubehjælpsomme TV-optræden med sangen i TV4’s morgenshow…
DM’s Dave Gahan bliver 61 i dag. Ingen alder når man har en så vital ny sang at synge som den følgende, samt så stærk en stemme at bære den med…
Hvilken lang musikalsk rejse det har været for både Depeche Mode og Dave Gahan. Det hele starter herunder 31. januar 1981 med full on techno-pop i denne første version af ‘Photographic’ på London-pladeselskabet Some Bizarre’s opsamling Some Bizarre Album, hvor nye ubeskrevne synth pop-bands præsenteres. Tre uger efter single-debuterer DM med ‘Dreaming of Me’, resten er historie…
I dag fylder C.V. Jørgensen 73. Først en del år efter jeg først hørte denne sang, gik det op for mig hvorfor den 9. maj dukker op i teksten.
Under alle omstændigheder: Tillykke herfra!
Det engelske band And Also The Trees, der har – tag en dyb indånding! – 43 år og 15 albums bag sig, udsendte det hidtil seneste af disse i august sidste år. At dømme udfra åbningsnummeret ‘In A Bed In Yugoslavia’ fra The Bone Carver er det en fejl herfra ikke at have været lidt opmærksom noget før…
Kun positivt ment, så er der en fritfabulerende, righoldig The Good, The Bad & The Queen/Damon Albarn-vibe over denne nye, anden forløbersingle for det debutalbum kaldet Chaos For The Fly, Fontaines DC-forsanger Grian Chatten i eget navn udgiver sidst i juni…
Om to uger udsender The Clash’s Paul Simonon og den engelske sangerinde Galen Ayers deres fælles album Can We Do Tomorrow Another Day. Her den nyeste single derfra, som i bedste Joe Strummer-stil synges på spansk, hvad formodentlig skyldes at albummets sange er skrevet af Simonon under et længere lockdown-ophold på Mallorca…
17 år i dag siden The Go-Betweens’ Grant McLennan, en af de fineste australske sangskrivere denne verden er blevet givet, alt for tidligt forlod os. Han tog sig en eftermiddagslur før et planlagt aftenselskab, men vågnede aldrig op igen. Her en af hans så mange fine sange, denne en af de lidt mere ukendte. Lader hellere end gerne Grant McLennan selv introducere den med følgende ord: “This is an acoustic version of a song that never made it onto ’16 Lovers Lane’. It was a great summer and you could really see the Sydney Opera House from the window. It was also only twenty minutes walk to Bronte Beach”. Åh, Grant!
Svor for et par uger siden at ville poste, når en 2023-optagelse af The Walkmen’s pièce de résistance ‘All Hands And The Cook’ dukkede op fra deres nu påbegyndte comeback-tour. Og her er den så, fanget på den første af tre aftener denne uge i Philadelphia’s Union Transfer, en gammel historisk venue med jernbanehistorie der holder omkring 1.200. Så hvad hører vi? Først og fremmest en halsplaget Hamilton Leithauser, der kæmper en brav men ulige kamp for at skyde sig ind på nummerets højere toner. Men bag ham spiller The Walkmen som om det aldrig har været meningen, de skulle lave andet i livet end at være verdens bedste The Walkmen. Hvilket er en sjælden fornøjelse og ikke så lidt opmuntrende…
Washington Post har et nyt interview med The Walkmen omkring her og nu og da: https://fanlink.to/WM-WP
I dag blev jeg ved et tilfælde mindet om Krigerne (engelsk: The Warriors), en amerikansk film fra 1979 instrueret af Walter Hill. Fra dengang, da filmen kom frem (jeg var 15 på det tidspunkt) husker jeg at filmen fik et ry som en, der var ekstrem og ansporede til vold. Der var da også nogle voldsepisoder (herunder tre drab) i USA i dagene efter premieren.
Her, set på fire årtiers afstand, virker filmen slet ikke ekstrem, skal man dømme efter dens indledning, som man kan se ovenfor. Den analoge filmoptagelse, hele farvebilledet og dialogen er på én og samme tid bedaget og noget, der ofte er sørgeligt fraværende i moderne Hollywood-produktioner. Ikke mange tænker på at filmen er inspireret af Xenofons Anabasis, som er beretningen om græske lejetroppers deltagelse i et mislykket internt oprør i Perserriget (til støtte for kong Kyros – en hovedperson i filmen hedder da også Cyrus) og efterfølgende lange tilbagetog til Grækenland i årene 401 f.Kr. – 399 f.Kr.
Noget, jeg ikke kan lade være med at bemærke, er underlægningsmusikken, der er meget tidstypisk (også på en god måde). Den har klare mindelser om en lyd, der bl.a. skyldes Giorgio Moroder og kunne høres lige fra Donna Summer (“Hot Stuff”) til Pink Floyd (“Another Brick In The Wall, Part 2”).
Jeg har faktisk stadig ikke fået set filmen, men nu får jeg lyst til det.
Kate Bush, George Michael, Rage Against the Machine, Willie Nelson, Sheryl Crow, the Spinners og Missy Elliott bliver nu optaget i The Rock’n’Roll Hall of Fame. Det har jeg ingen problemer med – selv om hverken Willie Nelson eller Missy Elliott strengt taget spiller rock’n’roll. Det er på høje tid at ikke mindst Kate Bush får denne anerkendelse.
Samtidig er det lidt underligt, at Joy Division/New Order ikke er blevet optaget i Hall of Fame endnu, når nu Depeche Mode og The Cure er blevet det. (Mon det er uvenskabet mellem Peter Hook og de øvrige oprindelige medlemmer af New Order, der spiller ind på en eller anden vis?)
Efter ti års fravær i musik spillede Siouxsie Sioux i aftes på Ancienne Belgique i Bruxelles sit første show på forårets comeback-tour. Herunder setlisten fra en aften, der at dømme efter nogle få klip derfra tyder på et velspillende tourband, samt foran dem en savnet sangerinde, høj på scenekarisma og nødvendighed. I aften sker det på Paradiso i Amsterdam…
PS – Amsterdam bød på et ekstra men vigtigt ekstranummer…
