Sikke et album at gå ud til foråret på! Fredag d. 4. maj 1984 udsendes Ocean Rain, Echo & The Bunnymen’s fjerde longplayer, hvor McCulloch, Sergeant, Pattinson og De Freitas sammen præsenterer en mere forfinet og elegant afbalanceret Bunnymen-musik end tidligere. Borte er det dynamiske, opdriftssøgende rockband, sikkert efterladt på en sen natcafé i det Paris, hvor albummet er blevet hovedindspillet. Istedet er her nu tilsat nye ingredienser som brush-førte trommer, luftige strygere (arrangeret af fast Triffids-kollaboratør Adam Peters) og flimrende akustiske guitarer, det på en samling lydhøre og rigtige sange, der står som den perfekte ramme for Ian McCullochs’ spektakulære stemme, der aldrig skal komme mere i sync med egne Sinatra-høje ambitioner som sanger end på dette romantiske mesterværk. Hør bare, så nærmest filmisk stærkt står titelnummeret, albummets svajende finale…
Manchester’s Factory Records havde oprindeligt to flagskibe. Det ene var selvklart Joy Division, hvis indre storm også slog gnister på vinyl. Det andet var A Certain Ratio, hvis golde musik lød om muligt endnu koldere end og havde en afgørende forskel; den tog afsæt i funk. Ikke den lækre nordamerikanske slags, men en iskold selvopfunden Manc-variant, der blandede disciplinens stramme beat med dissonant trompet, slet maskeret depression og frontfigur Simon Topping’s nærmest apatisk kridhvide vokal. ACR’s tidlige udgivelser til og med1982 er dog trods den rytmiske spændstighed først og fremmest en fornem eksponent for postpunk med sit helt eget signalsprog og en ungdommens gennemførte konsekvens i egne spartanske valg . Som her på 1980-singlen ‘Shack Up’, der udkom på Factory Benelux, den belgiske variant af Manchester-pladeselskabet, hvis co-grundlægger Annik Honoré havde sin helt egen hovedrolle i tragedien omkring Joy Division’s Ian Curtis’ selvmord…
På RSD forleden udsendte 90’er-stjernerne fra Garbage en EP på blodrød transparent vinyl med bl.a. en nyindspillet cover af Siouxsie and the Banshees’ ‘Cities In Dust’. Siouxsie er ikke nem at synge op imod, men slipper attitude-stærke Shirley Manson ikke mere end bare hæderligt fra det? Døm selv…
2. maj 1980 spillede Joy Division på Birmingham University sit sidste show nogensinde inden sanger Ian Curtis’ selvmord to uger efter. De tre tiloversblevne besluttede snart at fortsætte sammen, fik selskab af trommeslager Stephen Morris’ kæreste Gilian Gilbert på keyboards og New Order var født. Bandets tidligste musik voksede helt naturligt ud af Joy Division’s dystre lyd og tilgang, hvad høres mest tydeligt på førstesinglen ‘Ceremony’ og debutalbummet Movement (1981). Men i marts 1983 udkom 12″er-singlen ‘Blue Monday’, der med sin top-moderne og fuldfede elektroniske lyd skød det nye band ud af egen fortids skygge og ind på alverdens hitlister. Den tilgang fortsatte da Power, Corruption & Lies, det svære andet album, udkom 2. maj 1983. Fra Factory-husdesigner Peter Saville’s stilfulde blomstercover med de påtrykte farvekoder til indholdets legende elektroniske dog organiske musik stod det straks klart, at New Order pludselig formåede at lukke lyset ind og kollektivt skabe en ny slags popmusik, der var langt mere end blot et ekko af sine skaberes allerede da myteomspundne fortid. Hør f.eks. bare mesterpladens åbningsnummer her, hvor det nu endda er lykkedes at vende ersatz-sanger Bernard Sumner’s vokale svaghed og tekstmæssige naivitet til umiddelbar kommunikativ styrke…
Faldt over/købte denne gamle guilty pleasure-single forleden, og må med bøjet hovede tilstå den faktisk gav større fornøjelse at genhøre, end jeg havde troet det muligt. For allerede i 1980 lød East End’s skinhead-band Cockney Rejects jo mest af alt som en primal opstramning af den råbekors-punk, den selvproklamerede arbejderklasse-talsmand Jimmy Pursey havde haft forbløffende succes med som forsanger i Sham 69, et håbløst band hvis plader i dag står ufrivilligt komiske og hjernedøde. Selvsamme Pursey var med til at hjælpe Cockney Rejects igang med karrieren og står endda co-krediteret som sangskriver her på ‘The Greatest Cockney Rip Off’, der iøvrigt også dukkede op for en del år siden, da Morrissey havde den på sin preshow-playliste. Og ja, man kan sige meget negativt om Morrissey, men han kan sin musikhistorie for det særegent ærke-engelske, hvad igen høres på denne optagelse fra BBC’s Top of the Pops, 24. april 1980, hvor Cockney Rejects – sikkert uden hverken at vide eller ville det – for en enkelt kort sang lykkes ramme noget andet og mere pop-kløgtigt end de med deres kradse støj egentlig sigter efter…
Ja, hvad sagde Bill Drummond egentlig? Født ind i en skotsk præstefamilie i Sydafrika dags dato i 1953, opvokset i Skotland, men formativt landet i Liverpool, hvor han fra slut-70’erne var en central figur i byens postpunk-miljø, dels som grundlægger af Zoo Records, dels som manager/producer (AKA The Chameleons sammen med David Balfe)/mentor for Echo and the Bunnymen og tildels også Teardrop Explodes. Senere – efter et excentrisk folk-album (!) i eget navn på Creation – bliver han regulær popstjerne med elektroniske KLF, der i dag måske mest er kendt for det stunt, da Drummond og hans KLF-makker Jimmy Cauty ‘for sjov’ lader £1.000.000 i pengesedler gå op i røg. Den berygtede happening er vel sigende for Drummond’s senere år, hvor han mestendels har været aktiv inden for situationistiske eksperimenter og kunstprojekter. Her Teardrop Explodes-sanger Julian Cope’s fine popsang til ham fra 1984. Samme Cope har dog nu et mangeårigt horn i siden på Bill Drummond, da adskillige af de føromtalte afbrændte penge efter sigende tilhørte ham…
I 60’ernes Frankrig er popidolet Jacques Dutronc den stilfulde charmør, refrainsangeren fra Paris, der med stiliseret corny chanson eller en bevidst harsk beatmusik spidder tidsånden med sine altid legende ord. Privat danner han i mange år fast par med yéyé-dronningen Francoise Hardy, offentligt er han svær at holde fast i sine uforpligtende ordlabyrinter. Denne weekend bliver Dutronc 80, hvilket vi markerer med den musikalsk noget bizarre, dog alligevel sært tilfredsstillende ‘Le Plus Difficile’, hvor Dutronc ytrer, det sværeste ikke er at knytte men at løsrive sig. Betyder det hele noget for ham? Muligvis ikke. Det karakteristisk afvæbnende smil her har været hans ubesværede elegances kompagnon gennem en hel karrieren, først som succesfuld popstjerne, siden også som filmskuespiller…
Her er “A Child’s Question”, som er den første sang vi får at høre fra P.J. Harveys kommende album I Inside the Old Year Dying, som udkommer den 7. juli. Denne sang lover godt (og rummer faktisk et Elvis-citat!).
Tre comeback-shows spillet af The Walkmen i New York nu og flere klip dukker op, der tegner kontur af et band i genkomstglædens skarphed. Har haft YouTube-trawlet ude efter to af de numre, som her har været mest savnet i tiårs-pausen, nemlig ‘All Hands And The Cook’ og ‘Juveniles’, men endnu uden held. Så som en slags afmagtens protest derfor en storslået optagelse af sidstnævnte fra for 12 år siden. Snart, forhåbentlig meget snart, vil det kunne høres, hvordan The Walkmen også lyder på den sang i det herrens comeback-år 2023…
Paradise Lost begyndte som gotisk doom-metal, men blev efterhånden tydeligt inspireret af Depeche Mode. Det kulminerede på Host fra 1999, der på én og samme tid var et særdeles vellykket album med stærke sange og formåede at blive upopulært hos ganske mange af deres gamle fans. Derefter gled Paradise Lost lige så stille tilbage til doom-metal og glemte tilsyneladende at skrive holdbare sange. Men sidste år lavede sangskriverne fra bandet, Greg Mackintosh og Nick Holmes, en duo ved navn Host og vendte tilbage til den elektronisk prægede lyd på albummet IX. Her er et vellykket nummer fra dét album.
Fra mandag til fredag spiller The Walkmen fem shows i Webster Hall på Lower Manhattan, NYC. Men i aftes startede comeback-touren ude i United Theatre i den lille by Westerly på Rhode Island. Interessant og righoldig setliste med overraskende stor vægt på Walkmen’s andet album Bows + Arrows (2004)…
PS – Endnu en Walkmen-klassiker, ‘Canadian Girl’, blev åbenbart spillet mellem ‘Thinking Of A Dream I Had’ og ‘Red Moon’.
20. september 1986 transmitteres på BBC denne optagelse af Echo and the Bunnymen, der spiller et par nye numre, der siden skal blive de to første singler fra det album med bandets navn som titel, der udkommer i juli 1987. Da er meget af den himmelsaft og rocknroll-kraft som høres her i både ‘The Game’ og ‘Lips Like Sugar’ blevet suget ud af en desværre tidstypisk steril produktion begået af serieforbryder Laurie Latham. Også selvom Ian McCulloch først da tydeligvis har fået styr på den vokale sangstruktur. Så måske denne optagelse er et sidste farvel til både den lyd og tilgang, der gjorde Bunnymen så nærmest uovervindeligt stærke fra debuten i 1980 og frem. Siden var der kun én vej og den gik som bekendt ned, men lige her…
