Michel Belli, Peters søn, er som sanger og sangskriver midtpunkt i bandet Den Syvende Søn, der snart udsender sit tredje album. På en ny forløbersingle derfra faciliterer Michel et stærkt farvel for – og fra – sin far på den enkle, fornemt pop-svungne duet ‘En Sidste Sang’. De tos stemmer minder ikke så lidt om hinanden, så man skal holde tungen lige i munden for med sikkerhed at kortlægge, hvem der synger hvad her. Men rørende er det hele med sin fuldbyrdede og forgængelige end of the line-vibe…
Beatles gik aldrig disco
Men det gjorde The Rolling Stones. For deres Some Girls-album i 1978 var tydeligvis formet af sin tids enorme disco-tsunami, men da også af en simpelhed i musikafsæt, punk rock netop havde genskabt. Og førstesinglen ‘Miss You’ står vel i dag således som et markant crossover-øjeblik mellem stramtsvingende natklubmusik og løs rocknroll-attitude. I album- og single-version er nummeret et velfungerende pop-mantra, men på 12″er-maxiens ni minutter er det noget større og mere sjælfuldt. Og så er der dette outtake fra indspilningerne i Paris på 12 minutter, hvor nummerets primale gentagelsesrejse transcenderer popmusik som vi kender den. Handler sangtekstens ord om Mick Jagger’s kuldsejlede ægteskab med Bianca Jagger og hans da nye affære med Jerry Hall, eller om noget andet, mere ukonkret? Døm selv på dette så vilde soniske trip, tilsat en veritabel billedestorm fra Studio 54-diskoteket på Broadway, hvor tidens dekadence løb af sporet for de kendte, de rige og de fortabte…
Reckoning udkommer
9. april 1984 udsendes Reckoning, R.E.M.’s andet album, og det første jeg lykkes finde – på import i Double Fun, Hyskenstræde – med dem. Her åbningssangen ‘Harborcoat’ i en heftig optagelse fra vesttyske Rockpalast året efter. R.E.M. er jo live instrumentalt en trio i de tidlige år, hvilket kræver ikke så lidt af spillerne for at fylde musikken ud. Alligevel finder ikke mindst en dengang anderledes udfarende Peter Buck overskud til at danse sin guitar rundtosset…
Søndag i Saint Etienne
Nej, overskriften er en tilsnigelse. For da denne Depeche Mode/’Ghosts Again’-cover med irske Tiny Magnetic Pets kører afsted her er første tanke, at præcis så indbydende godt lød London-trioen Saint Etienne i deres bedste, mest elektroniske år. Den observation skal dog ikke tage nogen ære fra Tiny MP, hvis sangerinde det lykkes at tage ejerskab over sangens fraseringer og ord. En opgave der aldrig er så nem som den udført med succes lyder…
Lørdag i Bauhaus
Hørt herfra er postpunkerne Bauhaus først og fremmest stærke som single-band. Hvor samtlige Northampton-bandets fire albums fra dengang halter på antallet af egentlig gode sange, og derfor ofte bliver for frustrerende ufokuserede som samlede værker, da er der en helt anden skarpskåret profil over singlerne. Som nu denne, Bauhaus’ sidste, der udkom i dag for – gisp! – 40 år siden. Hører man nærmest idéen til Suede’s lyd og musik – Bowie-trip + postpunk – blive undfanget her?
White Riot
Lidt efter The Damned’s første britiske punkalbum Damned Damned Damned, men før debuterne fra The Stranglers, The Jam og Sex Pistols. The Clash blliver udsendt 8. april 1977 og kommer som intet før, intet efter. Lyden af et sammenstyrtende London i en storbrand af kedsomhed, speed og ung længsel efter noget andet…
Liv og død
Ville have bragt dagens nye Håkan Hellström-single her, men efter to gennemlytninger synes det en dårlig idé. For det synes officielt nu: Håkan er død. Stendød. Mage til kreativt karrierefald skal der ialfald ledes længe efter. Så hvad gør vi istedet? Tuner over på BBC, der netop har frigivet denne fine Piano Room-optagelse, hvor revitaliserede Depeche Mode fremfører deres egen nye single med BBC-strygere på og helt anderledes vitalt højt til loftet…
“It was about the future…”
En af de allerbedste David Bowie-singler – der er mange af dem! -blev udsendt i dag for 50 år siden. Og hvor dejligt lyslevende ‘Drive-In Saturday’ lyder her i dag, et lynhurtigt halvt århundrede efter…
David Bowie: “…It was about the future, and it’s about a future where people have forgotten how to make love, so they go back onto video-films that they have kept from this century. This is after a catastrophe of some kind, and some people are living on the streets and some people are living in domes, and they borrow from one another and try to learn how to pick up the pieces. And it’s called “Drive-In Saturday”.
30 års beklagelse
De havde været væk og de kom igen. Der var kun gået fire år siden fremtidsafsøgende Technique, men meget syntes anderledes. Bernard Sumner havde haft travlt og stor succes med sin Johnny Marr-duo Electronic. Peter Hook havde foldet sig ud med solo-projektbandet Revenge. Og de andre to i New Order, trommeslager Stephen Morris og keyboardspiller Gillian Gilbert, havde arbejdet med det album, der snart skulle udkomme under navnet The Other Two. ‘Regret’ var således New Order’s comeback-single, der udkom 5.april 1993. Et effektivt popnummer, hvis vers dog klart overtrumfer omkvædet, men også et der sært mere lyder som New Order, der prøver at lyde som New Order, end det egentlig bare lyder naturligt som New Order. En tendens der skulle vise sig at fortsætte på det snartkommende NO-album Republic og sådan set i al fremtid op til i dag. Og sådan er det måske med bands, der fortsætter, men ikke længere har en personlig vibe sammen. Her ‘Regret’ fra BBC’sTop of the Pops to uger efter udgivelsen…
Gainsbourg’s Frankrig
En tur på fire minutter til Frankrig. Vi skal i et sort/hvidt Paris af i går markere, landets nationalsanger Serge Gainsbourg søndag ville kunne have fejret sin 95-års fødselsdag. Så vi følger ham på gaderne, i butikker, på en af Seine-broerne, derhjemme ved flyglet, samt på en travl parisisk frokostrestaurant. Musikken der spiller henover det hele er Gainsbourg’s egen fra 1971-albummet Melody Nelson, selvom den sin melodiske overlegenhed tiltrods slet ikke lyder ulig Arctic Monkeys af i dag. Serge Gainsbourg var ofte forud for sin tid. Derfor lever hans musik i dag.
Seymour Stein RIP!
Hvad har et overflødighedshorn af stærke navne som The Ramones, The Dead Boys, Talking Heads, Richard Hell & The Voidoids, The Saints, Radio Birdman, The Rezillos, The Undertones, Pretenders, The Cure, Echo and the Bunnymen, The Beat, Madness, Soft Cell, Tom Tom Club, Depeche Mode, The Associates, Modern English, Madonna, Aztec Camera, Jonathan Richman & The Modern Lovers, The Go-Betweens, The Smiths og The Replacements blandt mange, mange andre tilfælles? Jo, de blev enten udgivet eller USA-distribueret af Sire Records, pladeselskabet med de karakteristiske gul/blå labels, hvis karismatiske direktør Seymour Stein i de mange turbulente år omkring og efter punk var en dynamo i New York City’s pulserende musikmiljø. Han døde i går, 80 år gammel. Tak som fanden for al den fremragende musik, Seymour!
Søndag med deep cuts
Tag nu dette track fra Blondie’s 1978-gennembrud Parallel Lines. Det Mike Chapman-producerede hit-album kaster hele syv singler af sig, men alligevel er det andre af dets 12 numre, der måske står som de allerbedste. Som nu f.eks. den af bandleader Chris Stein skrevne ‘Fade Away (And Radiate)’, en drømmende sløret artrock-progression, dets tekst angiveligt en kærlighedserklæring til det da forlængst afdøde Hollywood-ikon James Dean, med gæsteoptræden af guitar-es Robert Fripp, frisk ind fra sin markante medvirken på David Bowie’s “Heroes” (1977). Et fantastisk kunstnerisk spænd på Parallel Lines, fra de oplagte pophits til et fuldbyrdet stemningsnummer som det her…
Lørdag aften med Suede
Suede afsluttede torsdag aften sin britiske Autofiction-tour i Leeds. Og samme dag offentliggjorde bandets YouTube-kanal denne remastrede version af videoen til ‘Metal Mickey’, Suede’s anden single fra 1992, altid et genhør værd…
To byer vågner i samme sang
I 1968 udsender den franske playboy-popstjerne Jacques Dutronc, der er kæreste og siden bliver gift med selveste Francoise Hardy, en ret mageløs sang om, hvordan storbyen Paris kommer til live igen i den allertidligste morgen. Sangen bliver fortjent et så stort hit, nogen får den smarte idé at oversætte den og istedet lade den handle om Vestberlin. Så året efter udkommer Bob Telden på tysk med nedenstående copypaste-version. Selvom Dutronc klart synger sangen med mest sjæl, vil man nok foretrække den af de to, hvis by står en nærmest…
It’s Alive 44
Bedste livealbum ever? Et godt bud indenfor rocknroll er The Ramones’ It’s Alive, en fuldbyrdet dokumentation af nytåraften 1977, hvor Joey, Johnny, Dee Dee og Tommy i karrierens skarpeste form river Rainbow Theater i London midtover. Dobbeltalbummet udsendes 1. april 1979 og viser sig at markere slutningen på bandets ligefremme og bedste år. Herfra skal alting kreativt kun blive vanskeligere som i ude af naturlig balance. Samme års senere End of the Century er en elskelig popplade, men The Ramones har tydeligvis forladt eget territorie og lyder herfra ubekvemt på udebane. Det gør de ikke på hæsblæsende It’s Alive. Her halvdelen af de 28 sange på det ialt kun 53 minutters vilde ridt. Enjoy!