Vi har haft ham flere gange før her på siden, new zealandske Finn Andrews, der med sit band The Veils siden 2004 har udsendt en række albums af den slags, der pakker drama med højt til loftet med en skamløs romantisk intensitet, så man uværgeligt tænker The Veils i som løftere af arven fra bands som David McComb’s The Triffids og Mike Scott’s The Waterboys. Et nyt The Veils-dobbeltalbum ved navn And Out of the Void Came Love er netop udsendt. Åbningssangen ‘Time’ viser Finn Andrews’ specielle talent frem på fornemmeste lyriske vis. Og videoen herunders levende billeder, af nu forlængst afdøde mennesker i hverdagsøjeblikke på gaden sat op mod sangens ord om tidens altafgørende gang, er svær lige at ryste af sig…

The Cure blev ikke regnet for det store i 1979, hvor de havde debuteret med et akavet lyserødt debutalbum, der ikke helt kunne bestemme sig for, hvad eller hvem det ville være i postpunkens konfuse landskab. Et par singler havde antydet et stærkt popøre hos frontmand Robert Smith, der samtidig var blevet kaldt ind som reserve-guitarist i mandefaldsramte Siouxsie and the Banshees, men trods den prangende fjer i hatten blev The Cure set som et af de letvægtsbands, der gik mange af på dusinet i England lige da. Det var indtil 28. marts 1980, da forløbersinglen til bandets snartkommende Seventeen Seconds blev udsendt. Med ‘A Forest’ lykkedes det effektivt The Cure at kvæle egne børnesygdomme og nærmest genre-opfinde den særegne melodiske men dystre stil, der skulle blive bandets farbare vej frem mod en fornem karriere. Husker singlen fra første lyt på John Peel, hvor dens atmosfæriske letvægts-lyd og insisterende bassfigur straks imponerede. Vi har tidligere skrevet her, hvor undervurderet Robert Smith er som stildannende guitarist. Det er lige her han for alvor får sin karakteristiske lyd og det fjerlette anslag på plads…

På denne dag i 2005 døde Paul Hester, der var trommeslager i Crowded House (og før dét i den sidste udgave af Split Enz). Hester var født i 1959 den 8. januar; det er en dato, der betyder meget for os på denne blog.

Paul Hester virkede umiddelbart som en ekstrovert og munter mand, men hans sidste år var tragiske og præget af depression. Han blev fundet hængt i en park nær sit hjem i Melbourne.

Ovenfor er et klip fra Sydney i 1996. Dette blev den sidste gang, hvor den bedst kendte udgave af Crowded House – Neil Finn, Tim Finn, Nick Seymour og Paul Hester – var sammen på scenen. Mark Hart er også med.

‘What about the Cowboy Junkies / What about the Afghan Whigs…’, synger Matt Berninger i dag på The National’s nye single ‘Eucalyptus’. To gode ting umiddelbart at tage med derfra: The National kommer for første gang i meget, meget lang tid ikke som ‘musikprojekt’, men istedet som…et rockband. ‘Eucalyptys’ lyder i både melodi og ord 100% som en ny R.E.M.-sang. Og en rigtig god en endda. Dagens comeback, men for hvem?

Roxy Music’s andet album For Your Pleasure udkommer 23. marts 1973. Det i manges øjne retrospektivt allerbedste Roxy-album er det sidste med keyboard-spiller Brian Eno ombord, og samtidig det eneste med Amanda Lear på coveret. Eno? Han får sig en eners udsøgte karriere bagefter, først med en række snævre men stildannende soloplader, og siden som go-to-guy for mangen en stor artist, der gerne vil genfødes kunstnerisk. Og Roxy? Bryan Ferry klarer sig helt fint uden Eno. Måske hans fravær endda gør det langt nemmere at forme det mindre eksperimenterende artrockede men dog så specielt køligt-romantiske rockband, Ferry har i tankerne. Efterfølgeren Stranded (fra november samme år) er iøvrigt Brian Eno’s udtalte favoritalbum med Roxy Music. Se, dét er storsind. Her et af de helt store øjeblik fra For Your Pleasure fra engelsk TV fra lige omkring udgivelsen…