Bill Berry synger!

Bill Berry fra R.E.M. har én soloudgivelse, nemlig en single fra 1989 udgivet under pseudonymet 13111 (som kan læses som “Bill”). På a-siden er en bevidst corny country-sang, “My Bible is the Latest TV Guide”, som han selv har skrevet. På b-siden er der en coverversion af en sang oprindelig indspillet af gruppen New Colony Six tilbage i 1968. Den får I her.

Introducing…Fågelle!

Under navnet Fågelle udsender Halmstad’s Klara Andersson sin egen elektroniske indie-musik. Det er til nu blevet til et album – Helvetesdagar (2019) – men to nyere singler antyder mere på vej fra den svenske vestkyst. Og nu fredag udkommer så den nye single ‘Kroppen’, hvor en vis Thåström dukker op i en for ham sjælden gæsteoptræden. Indtil da kan Fågelle opleves her på sidste års ‘Ingenting’ med sit så elegant svungne refrain…

Vejen væk fra R.E.M.

De fire R.E.M.-medlemmer findes stadig derude og laver musik, selvom det ikke længere er sammen. De to mest musikalsk tilbagetrukne af de fire kan lige nu høres i hver sin sammenhæng.

Michael Stipe’s R.E.M.-efterliv har været næsten imponerende passivt. Man troede vel det var ham, den stærke kommunikator, ordene og den musikalske fortabelses mand, der skulle tage faklen og løbe den ind i en blomstrende solokarriere. Det er aldrig sket. Et par hjemløse solotracks hist og her med års mellemrum, et par optrædender med vennen Patti Smith, samt et par enkelte gæsteoptrædender, det er hvad han har bedrevet til nu. Det er en af de sidstnævnte gæsteoptrædender der bringer hans navn ind i 2023. Den amerikanske kunstner Lollie Holley udsender til marts sit sjette album med diverse gæsteoptrædender, og her er Stipe med som en af dem. Her høres følgende track lige nu, desværre kun med hovedrysten til følge. Er der noget mere ærgeligt end et spildt/ubrugt talent?

Efter en hjerneblødning under en R.E.M.-koncert i Schweiz i 1996 meldte trommeslager Bill Berry sig ud til istedet sin livsdrøm om at køre traktor og være landmand. Det skulle vise sig et stort tab for R.E.M., der mistede sin kreative ligevægt og de næste 15 år til opløsningen vel var en sært forkrampet skygge af sit eget før så naturlige jeg. At Berry nogensinde skulle spille musik igen lå ikke i kortene, så stor er overraskelsen over at opleve ham fast bag trommerne i bandet The Bad Ends, der om en uge udsender debutalbummet The Power and the Glory. The Bad Ends lyder på følgende forløbersingle vel egentlig okay på den traditionelle amerikanske facon, men samtidig også som de hundreder af bands i USA i 80’erne, der skyldte deres musikalske afsæt og ordforråd til det Athens, Georgia-band, netop Bill Berry var med i. Dejligt dog at se/høre ham her igen. Og så dukker R.E.M.-bassist Mike Mills endda op i videoen…

3 X Dessner & Karifjord

Aaaron og Bryce, de to Dessner-brødre fra The National, er sammen med søsteren Jessica Dessner og komponist Rebbeka Karijord aktuelle i det nye band Complete Mountain Almanac, der albumdebuterer nu sidst i januar. Albummet består af 12 sange kronologisk opkaldt efter årets måneder, dets musikalske indhold meldes ud som et genrekryds af folk og kammermusik. I november blev ‘May’ udsendt som første single, nu i går kom så ‘February’…

Til David Bowie gået bort

Vi er alene. Det er David Bowie’s dødsdag, den der kom helt ud af ingenting for syv år siden og fyldte gader – ialfald de engelske – med en sært ydmyg stilhed. Her er Bowie og hans Mick Ronson-anførte Spiders from Mars 17. januar 1973 – wow, 50 år siden! – på engelsk TV med premieren på den så klassisk fint svungne ‘Drive-In Saturday’, der ikke kan købes før april selvsamme år, da først på single, dernæst som en del af spraglede Aladdin Sane

Retrofuturisme

Kaptajnen havde forladt skibet, sanger og sangskriver John Foxx var gået ud af sit Ultravox, som uden ham – og med den slikkede Midge Ure istedet – snart skulle sejle mod ‘Vienna’ og blive rigtige popstjerner. Foxx selv gik den alene, hans musik blev endnu mere fremtidssøgende og mekanisk end på de tre første albums med Ultravox, hvad høres her på den fine debutsingle ‘Underpass’, der udkom dags dato i 1980…

Verden på hovedet

Evig ungdom og stort tillykke til Webmaster Pastor med dagens fødselsdag. Og samtidig et tillykke til David Bowie’s så overraskende comeback-single ‘Where Are We Now’, der kom ud af ingenting på dags dato for ti år siden, samme dag dens afsender fyldte 66. En reflekterende, melankolsk meditation af et nummer, der kigger tilbage ovenfra på det afsluttede, men som hørt nu også intuitivt nærmest forgriber Bowie’s sørgeligt tidlige endeligt tre år senere. En meget fin og lydhør sang er det ialfald også nu i dag…

Jannis RIP!

Har sjældent mødt en ener med så meget musik i sig – og selvsikkerhed omkring den – som Choir Of Young Believers-frontmanden Jannis Noya Makrigiannis, der i dag tragisk meldes pludselig gået bort. Han vil være savnet. Her et klip fra år tilbage, da vi sang covers af I Got You On Tape og The Cure overfor – og med – hinanden på DR…

Alan Rankine RIP!

En trist nyhed fra Skotland: Ofte har denne side sendt kærlighed afsted i retning af Dundee-duoen The Associates, der fra 1979 og tre år frem frem udsendte noget af det mest ekstravagant eventyrlystne, vildt euforiske og udfordrende popmusik vel nogensinde. Sanger Billy Mackenzie tog sit liv i januar 1997, i dag meldes bandets musikalske ankermand Alan Rankine død i en alder af 64 år. Her en af The Associates’ mange eksperimenterende 1981-singler, der fremviser hvilken høj musikalsk sfære de selvoplærte Bowie-graduates Mackenzie og Rankine sammen bevægede sig ubesværet i…

Et forsinket tillykke

I forgårs, på den sidste dag af 2022, fyldte Paul Westerberg 63. Så vidt jeg kan læse mig til, har han trukket sig helt tilbage nu. Hvis han skriver sange, skriver han dem til sig selv. Hans gamle makker Tommy Stinson er stadig aktiv.

The Replacements brugte en stor del af deres tid sammen på at spænde ben for sig selv og fornærme andre – og mange andre har spekuleret på hvorfor. Ikke desto mindre kom der mange mindeværdige sange fra denne gruppe (hvor hele tre af medlemmerne havde nordiske aner), selvfølgelig ikke mindst fra Westerberg, og her er én af dem.

Vi skal videre…!

Endnu et heftigt år er nærmest fløjet afsted. Det var, trods ikke så lidt dårligdom udefra verden, en befrielse efter epidemi-nedlukningens fængsel atter at kunne samles på offentlige steder, møde musik, være sammen, leve. Som om intet var hændt.

Pastoren og jeg vil gerne sige tak for året her på bloggen. Rart at kunne bringe musik – dog efterhånden mest YouTube-klips mere end egentlige indlæg – endnu dejligere når der har været respons. Siden har uheldigvis haft et par sager kørende omkring erstatningskrav for brug her af gamle billeder, vi åbenbart ikke havde lov at bringe, så derfor det noget ændrede visuelle indhold i forhold til tidligere.

Personligt bør jeg måske også forklare de mange posteringer her med bangers af lidt ældre karakter, typisk fra Stunde Null-punkåret 1976 og frem derfra. Vil optimalt gerne og helst bringe musik af i dag, men oplever lige nu for sjældent den nye musik gribe fast. Helt sikkert min fejl, for der er formodentlig masser af fremragende artister og bands derude, der kan meget mere end det lidt for dygtige subkulturs-stillækre, halvhjertet livsstils-unødvendige for mange udgivelser ofte umiddelbart udstråler.

En forklaring kan være, at rockmusik lige nu gennemgår nogle kreativt magre og kulturelt set irrelevante år. At de egentlige landvindinger findes i nyere genrer, der ikke når denne sides måske for retningsbestemte smagsløg. Men så længe der er bevidsthed om både dette og gentagelsens fare er der dog stadig håb. Og lige pludselig, et sted derude, tager fire-fem unge mennesker nogle guitarer eller synths eller koklokker i hænderne og genopfinder euforisk det hele. Og så bliver vi alle igen skudt afsted uden forbehold.

Anyways, disse impulsive strøtanker skal ikke tage lyset fra i morgen. Webmaster Pastor og jeg ønsker jer alle i nær og fjern det bedste nytår af dem alle. Take care!

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.