The Smiths, igang med sit sidste leveår som band, udsender 26. januar 1987 singlen ‘Shoplifters Of The World Unite’, der har noget af samme swagger og lyd som tidligere så succesfulde ‘How Soon Is Now’. Samt ovenikøbet en Johnny Marr-guitarsolo der overraskende låner Thin Lizzy’s twin guitar sound-trick. Og så er den helt unge Elvis Presley ovenikøbet cover-star. Få dage efter singlens udgivelse optræder The Smiths på det italienske TV-show Festival di Primavera på Italia 1. Alle undtagen trommeslager Joyce har solbriller på i det mørke TV-studie. Det ligner begyndelsen til enden for The Smiths…

Sangskrivermakkerskabet mellem Morrissey og Marr slår positivt gnister på dette tidspunkt. Således optræder to stærke The Smiths-sange om flugt fra provinsernes humdrum-towns til farlige London som eksklusive b-sider. Både balladen ‘Half A Person’ og rockeren ‘London’ besidder uden besvær kvalitet til, at kunne være blevet inkluderet på et album, men nej. Det kaldes overskud.

Og M for Morrissey. Men fra før han mister den, før han bliver højreradikaliseret, før hans musik kører så charmeforladt i grøften. 28. august 1995 udsender Morrissey albummet Southpaw Grammar, der ovenpå den bredt elskede og ikke så lidt The Smiths-lydende Vauxhall & I (1993) får en unødig brutal medfart af anmelderne. Og det er virkelig synd, for det så helhjertede album har stærke sange, gennemgående, næsten konceptuel profil og en knejsende stolthed i sin salt’n’vinegar-smagende outsider-utilpassethed, der formodentlig gør det til Morrissey’s allerbedste som soloartist. Her en af de råtskårne hooksange, passende tilsat uofficielle levende og døde billeder af sangerens egen elskede James Dean…

Både New York City’s The Walkmen og Sydney’s The Church har numre opkaldt efter Pelikanstaten. Hvilket et af de to er så bedst? Her sætter vi pengene på Hamilton Leithauser og co.’s let slingrende bud med Mexico-smagskrydderi i, selvom The Church’s langt mere sobre ‘Louisiana’ absolut også kan stå positivt op for sig selv…

I dag for 25 år siden udsendte The Smashing Pumpkins en af sine allerbedste singler, en rastløs ungdomshymne af format, tilsat en promovideo, der virkelig også kunne/kan noget med suggestiv historiefortælling…

Der er en mærkelig ting med bands. Før de går i opløsning eller nogen forlader dem, ved vi aldrig helt, hvilke af deres medlemmer står centralt for den kvalitet, vi har forbundet med deres output. Jeg havde f.eks. aldrig selv gættet på, at R.E.M.’s trommeslager Bill Berry var så altafgørende for Athens, Georgia-bandets musik og arbejdsproces. Men faktum er vel groft sagt, at R.E.M. aldrig udsendte et godt album efter Berry forlod dem ovenpå New Adventures in Hi-Fi i 1996. Hi-fi var der stadig masser af, men nye eventyr, nej. Snarere en hård men ultimativ forgæves arbejdskamp for, at genfinde eget ubesværede udtryk som band. Men nej. Bill Berry, der ikke ‘bare’ spillede trommer til, men også var med til at lave selve R.E.M.-musikken, tog simpelthen bandets mojo med sig.

Lidt samme historie med New York City’s sortstrømlinede Interpol. Bassist Carlos Dengler går sine egne ubeskrevne veje umiddelbart efter færdiggørelsen af det selvbetitlede fjerde album i 2010. Og siden fremstår Interpol på plade som en bleg skygge af sit eget, tildligere så stilsikre og diskret-elegante jeg. Hørte Antics (2004) og Our Love to Admire (2007) i weekenden, ikke så lidt glædeligt overrasket over, hvor stærkt Interpol’s musik fra Carlos D-årene stadig står. Herunder et af mange højepunkter fra sidstnævnte. Var det Carlos D. som fik det hele til at ske? Meget tyder på det. Han var ialfald vigtig i tilblivelsen og afvejningen af bandets nye musik. Det høres pinagtigt klart på de senere plader…