Vores Joey da han var ung, akavet, smuk og på vej.

I dag for otte år siden vågnede verden op til en musikalsk overrraskelse af de større. Efter ti års hård tavshed stod David Bowie på sin 66-års fødselsdag pludselig og helt uannonceret genfødt blandt os med singlen ‘Where Are We Now’ (som forløber til det Tony Visconti-producerede comeback-album The Next Day, der skulle udkomme to måneder senere). ‘Where Are We Now’ bød på noget så atypisk David Bowie som selvbiografiske sangord, der tog udgangspunkt i hans periode i Berlin, og kom på en musik, der i sin introspektive tone anerkendte tidens gang og livets forgængelighed som sådan. Vi savner ham i dag.

‘Changes’, titelsangen fra Hunky Dory, David Bowie’s kreative gennembrud af et album som sangskriver og sanger med egen stemme, blev udsendt dags dato på single i 1971…

Hvad gør man for at fortrænge Fiona Apple fra denne sides øverste placering? Man fejrer f.eks. Arctic Monkeys-frontmand Alex Turner’s 34-års fødselsdag i dag med en afspilning af hans og Miles Kane’s så veltemperede The Last Shadow Puppets-udgave af den helt unge David Bowie’s forholdsvis ukendte ‘In The Heat Of The Morning’…

Jeg skrev noget temmelig forbeholdent om Fiona Apples album Fetch The Bolt Cutters i mit tilbageblik over albums fra 2020. Her er hendes udgave af “The Whole Of The Moon”, den ikke helt ukendte sang af og med The Waterboys fra This Is The Sea. Udgaven er produceret af Tony Berg, der for mange år siden forgæves forsøgte sig som producer for The Replacements.

Er denne coverversion god? Jeg synes desværre, den er bedst, når man ignorerer billedsiden. Under alle omstændigheder bliver jeg aldrig helt så glad for Fiona Apples “jeg synes altså, I skal have at vide, at det er for dårligt”-vokal, som jeg nok burde være.

Det er den tidlige dag i det nye år, hvor man kigger sig omkring, virrer med hovedet og tænker ‘hov, dér gik endnu et år uden den længe ventede solodebut fra Michael Stipe’, der i dag har fødselsdag. Godtnok bød foråret på en sjælden ny sang fra ham, et enkelt men frugtbart samarbejde med Aaron Dessner fra The National, men på ti-året for R.E.M.’s opløsning er man alligevel ikke ligefrem overvældet. En R.E.M.-tilhængerverden vil håbe håbløst videre. Alternativet er endnu værre…

Der er så meget dårligt at sige om ham på flere forskellige planer i dag, og vi har været der adskillige gange her, men hey, hvor var den tidligere The Smiths-foranger altså skarp engang. Som nu her. Kommer altid have et forsvarsløst blødt punkt for Southpaw Grammar (1995), måske det års allerbedste brit-plade…

Nytårsdag med postpunk fra øverste hylde, velbekomme…

Vi vil gerne ønske jer alle et strålende 2021. Forhåbentlig vi efter dette forsømte år må genfinde det liv, som gør det hele umagen værd. Måske der endda bliver aftener med levende musik og folk der svajer tæt, ja, hvem ved? Vi vil se frem. Godt nytår!

Jeg tror ikke, vi nogensinde har skrevet om The Sweet her på bloggen, hvor vi så ofte er i retrohjørnet. Så lad mig gøre det nu. På 45 års afstand virker forskellene mellem nogle af datidens bands bagatelagtige. The Sweet dukkede op et par år før de på denne blog så ofte (og med god ret) besungne The Ramones og havde tydeligvis samme frisør og efterhånden også samme garderobe. Glæden ved den gode popmelodi og de hårde riffs var præcis den samme. Efterhånden frigjorde Connolly, Priest, Tucker og Scott sig fra Chinn/Chapman-bindingen og de fleste af deres bedste numre (spørger man mig) er nogen, de skrev selv, og de holder endnu. Her er ét af dem.

At skillelinjerne mellem glam, punk og metal var små og flydende dengang, kan man også se af denne indspilning, hvor The Damned fortolker “Ballroom Blitz”  – og Lemmy fra Motörhead er med på bas. Dybest set var det hele “bare” rocknroll.