Art of the cover
Imens på Nørrebro…
25. december strålede solen over København, vistnok den eneste gang hidtil i denne december. Så måske denne nye live-video fra Nørrebro’s tage med solodebutanten Peter Wangel er optaget den dag. Wangel er fortjent løbet ind i anmeldermedvind for sit opsigtsvækkende vellykkede Omfartsvej-album. ‘Havet Stiger’ åbner side B på albummet…
Imens i New York City…
Ved sidegadens sceneindgang til CBS-TV Studio 50 på Broadway, hvor The Ed Sullivan Show optages, kan man vente tålmodigt og måske støde ind i en ny ung stjerne. Dette billede er fra 9. september 1956.
Dagens 43-års…
Er der nogensinde nye albums i spil mellem jul og nytår?! Sjældent vel, men der er heldigvis undtagelser. 28. december 1977 udkommer en yderst egenrådig og markant New York City-electro/punk-plade, da duoen Suicide – stærkt og forpligtende bandnavn! – efter syv års eksistens på bunden af Manhattan’s undergrundsscene endelig udsender sit selvbetitlede debutalbum, en slags åndelig pendant til Martin Scorcese’s Taxi Driver, der året før så effektivt i biografernes mørke har fremvist den amerikanske skyggesides hjemsøgte og forstyrrede sjæl. Ligeledes Suicide-albummet, hvis uforløste besathed i primal elektronisk puls falder perfekt ind i punkens samtidige uro. En moderne klassiker er født, hvis sitrende ensomhedsvision fra USA’s tabte bagside Bruce Springsteen på sin Nebraska (1982) senere skal bringe ud til et langt større publikum.
Her albummets ret så uafrystelige hovednummer, gru-fortællingen om ‘Frankie Teardrop’. En interessant og kraftfuld sangudlægning fra YouTube-kommentarerne bruger vi her som indgang:
Frankie Teardrop’s disturbing mercy killings have no effect on the stoic, emotionless charge of human exsistence. The screams are bright flashes of white light in a bleakly gray landscape. They poke holes through the fabric of the brain, reach the soul, and rattle you. I think they show stark realizations on the pointlessness of everything: a failed life, a ruined family, three dead people. None of these things matter. It fades away quickly. This is the quintessential song about nihilism.
Depeche Mode i Puk
Enjoy the silence, Basildon-boys.
Vinyl Finals ’80
I årets sidste New Musical Express i 1980 faldt NME-redaktionens dom over årets bedste singler og albums. Det havde været et år i skyggen af fyrtårnet Ian Curtis’ selvmord, så intet var vel mere forudsigeligt, end at begge lister skulle toppes af Joy Divisions og hans isnende klare beyond this world-udgivelser fra samme sommer. Men tjek som inspiration de 49 placeringer derunder, som i al deres diversitet fremviser en forrygende vital og vigtig tid for rockmusik som sådan. At The Clash (aktuelle i 1980 med to stærke singler og et nyt tredobbelt album) ikke figurerer, er dog retrospektivt vanvittigt. Sådan var NME i de år; hurtig til at omfavne, endnu hurtigere til at distancere sig. Det nye var altid gud, gårsdagens hype noget man hånligt og usentimentalt skød ned. Men musikken var i de år istand til at levere skift og nye retninger i et tempo, så intet tomrum opstod. Det skulle siden ændre sig drastisk.
En æra er forbi
Det gør os ondt at erfare Puk Studios nord for Randers i nat er brændt ned. Her indspillede LS de tre første albums – 1990, DK og Billeder af Verden – og havde i lange perioder nærmest fast bopæl. På denne amatørvideo fra Puk i sommeren ’92 lytter en henslængt Hilmer på et mix af endnu ufærdige ‘Drømmenes København’, mens hans tekniker Peter Mark arbejder. Som måske kan ses her var Puk Studios state of the art i de år, hvad teknisk udstyr og faciliteter angik. Nuomdage bygger man ikke længere den slags ekstravagante rumskibe. RIP Puk Recording Studios!
Move on
Altid et standout-track fra fragmentariske Lodger (1979)…
Jul med Calexico
Julen sluttede ved 21-tiden den 24. december, men lad mig alligevel se tilbage på den lidt.
Et album, der ikke kom med på albumlisten i 2020, er nemlig Seasonal Shift af og med Calexico. Årsagen er banal: Jeg hørte først albummet efter min passiar med Jens. Seasonal Shift er et rigtigt julealbum, men også et album, der viser Calexico fra deres allerbedste side. Hele herligheden (og den er herlig) er indspillet i hjemmestudier rundt om i verden i dette underlige pandemi-år.
Her er en spansk julesang:
Og her er “Heart of Downtown”, hvor Joey Burns selv synger:
4. januar 1972
Den engelske BBC-discjockey John Peel havde fingeren på pulsen. Allerede et halv år før Roxy Music udgiver sin første plade i juni 1972, kunne han derfor invitere det ubeskrevne nye band til at indspille en session til sit program. Sådan lød Bryan Ferry, Brian Eno og co. 4. januar 1972 i BBC’s studie i Maida Vale, London, hvor de bl.a. prøvede kræfter med ‘If There Is Something’, der siden skulle blive en af de helt store og centrale sange i Roxy-kataloget…
Ustoppelige Shane
Et af den moderne tidsalders uforklarligste mirakler er vel, at Irland’s største sangskriver og sanger i nyere tid, The Pogues’ Shane MacGowan, stadig er levende og i dag fylder 63 år. Flere nye sange bliver det dog ikke til for vores Shane, der i enhver forstand er alvorligt mærket af sit gennemalkoholiserede liv, så her som markering en af klassikerne fra MacGowan-guldalderen, da melodi, lyrik og levering gik op i allerhøjeste enhed. Aldrig er hundevæddeløbenes død i London vel blevet skildret mere kærligt taberromantisk end her…
Here a tower shinning bright
Once stood gleaming in the night
Where now there’s just the rubble
In the hole here the paddies and the frogs
Came to gamble on the dogs
Came to gamble on the dogs not long ago
Oh the torn up ticket stubs
From a hundred thousand mugs
Now washed away with dead dreams in the rain
And the car-parks going up
And they’re pulling down the pubs
And its just another bloody rainy day
Oh sweet city of my dreams
Of speed and skill and schemes
Like Atlantis you just disappeared from view
And the hare upon the wire
Has been burnt upon your pyre
Like the black dog that once raced
Out from trap two
© Shane Macgowan
Albums fra året der svandt
Så blev det igen tid til en samtale om et tungtvejende emne. I kan se hvad denne blogs forfattere talte om på en søndag i december på den side, der er vores aktuelle feature. Hvor på listen ligger Megan Thee Stallion mon? Det må I læse jer frem til.
Der er ikke meget, der går den rette vej for tiden, men mon ikke virksomheden bag Zoom undgår afskedigelser?
Og nå ja, – glædelig jul!
Last Xmas on Earth?
Er for første gang siden julen 1984 ikke stødt på Wham’s ‘Last Christmas’ en eneste gang i det lange decemberopløb til årets jul. Det er vel værd at fejre, så derfor her en helt anden julesang kind-of. Iceage-sanger Elias Rønnenfelt udsendte med sine Marching Church for tre år siden denne højtidssingle, der tager sit slingrende udspring i traditionen fra den vel bedste julesang fra nyere tid, The Pogues’ ‘Fairytale of New York’. Det er ialfald svært at høre ‘Christmas on Earth’ her uden at have de fortabt-drukne irske romantikere i baghjertet. Ja, selv klaversløjfen op til versene lyder jo som lånt fra The Pogues’ ‘Summer in Siam’. Hvilket slet ikke nævnes for at sparke denne sang i grøften, nej, tværtom står Marching Church’s julesang som en af de bedste af nyere dato, ikke mindst takket være Rønnenfelt’s stærke levering og grædende Håkan Hellström-trompet. Og den transponering, en halv tone op til sidste omkvæd, nyd den her, for den slags klassiske poptricks opererer Iceage ikke med…
Cheers, midnight-to-six-man!
I saw you nodding out…
Vi sender ham en tanke herfra: The Clash’s Joe Strummer forlod denne verden i dag for 18 år siden.