Endnu en sang fra det kommende album med The New Pornographers. Hvis man følger A.C. Newmans Substack-blog, bliver man ikke skuffet. Og det bliver man (synes jeg – men jeg er nok ikke en objektiv lytter) heller ikke her.
Satellite of love
Fordi Lou Reed blev født i dag for 84 år siden i Brooklyn, NYC. Fordi David Bowie producerede og synger kor på denne nøglesang fra hans gennembrudsalbum Transformer (1973). Fordi Lou Reed’s sidste ord før sin død ifølge hans kæreste Laurie Anderson var “take me into the light”…
Favoritsange
Der er numre hvis toner, stemning og ord man altid på et tidspunkt må vende tilbage til og have mere af. Denne weekend har set et lille fokus her på Birmingham-bandet Felt, som i sine præcis ti års levetid nåede at udsende ti albums og ti singler. Så var dogme-missionen fuldført, så bandleader Lawrence kunne opløse bandet og fortsætte sine koncept-idéer. Det skete først i Denim – deres debutalbum Back in Denim (1992) er den ultimative, hemmelige britpop-klassiker – siden i det nuværende Go-Kart Mozart/Mozart Estate. Ja, det lyder obskurt og er det sådan set også.
Men inden det kommer så vidt, når Felt i sine tidlige år at indspille en særegen musik, der nemt kunne have fortjent et større publikum. Kan ikke forlade dem her uden at bringe bandets juvel af en sang, den +otte minutter lange, helt specielle ‘The Stagnant Pool’ fra andetalbummet The Splendour of Fear (1984). Den regulære sang som varer de første to minutter er helt fin, men det er den efterfølgende, zen-rolige guitar-outro (spillet af Felt’s Maurice Deebank) på over seks minutter, der i sin opsigtsvækkende skønhed og enkle repetitive form gør, at nummeret brænder sig fast som noget helt unikt, man altid vil bære med sig. Enjoy!
Strange bedfellows
Walisiske John Cale, ja, ham der så sådan ned på Lou Reed’s sans for enkel melodi i The Velvet Underground og måske bl.a. derfor ultimativt blev smidt ud af NYC-bandet, er den usandsynlige duetpartner på åbningsnummeret af det nye album med Charli xcx…
Palmelørdag
40 år siden i dag. Hørte denne sang på repeat i min Islands Brygge-lejlighed hele natten, da nyheden om at Palme netop var blevet skuddræbt på gaden i Stockholm kunne læses på tekst-TV. Der ville komme en ekstraordinær nyhedsudsendelse om drabet næste morgen…
Klubstemning
Denne side var tilstede i Helsingborg for to uger siden, da Stockholm-bandet Hurula besøgte The Tivoli og spillede et set så energisk og højt, det må have kunnet høres helt ovre i Helsingør. I aften lørdag spiller Hurula show på Lokomotivet oppe i Kent’s gamle hjemby Eskilstuna, men det kan vi jo ikke bruge til noget nu, så her istedet et par levende håndfulde af numrene fra Helsingborg…
Ett Annat Språk / Ny Drog / Existens / Stockholm Brinner / En Döende Planet / Otrygg Provanställning / 22 / Ont Som Jag / Skjut Mig / Sand
Hans ansigt brænder
Lawrence fra Birmingham der vil være popstjerne, har en sygelig rengøringstrang, er indebrændt over BBC’s John Peel og hader lyden af hihat/bækkener, udsender med Felt i september 1982 på Cherry Red bandets tredje single, ‘My Face Is On Fire’. Det lyder som den til nu næsten tonegennemsigtige Felt-musik har taget en bevidst drejning, for singlens to letbenede numre (de kan begge høres herunder) består pludselig af flere akkorder og er begge udstyret med regulære omkvæd. Måske Lawrence har tænkt, den slags er et nødvendigt onde for at nå målet om at blive popstjerne. Det bliver han heller ikke her, desværre, for singlens spaghettiwestern-lydende pop-eskapisme ville have klædt de engelske hitlister…
Art of the cover
Felt’s debut med den mundrette titel Crumbling The Antiseptic Beauty, et sfærisk, hyperæstetisk album, der lå lige til højrebenet for de af os, der var blevet hooked på The Durutti Column’s mesterligt stemningmalende LC fra blot tre måneder tidligere, fylder 44 år i dag. Det er bandleader Lawrence, som kigger skeptisk ud fra det rene cover og venter på at blive popstjerne. Det gør han ufravigeligt endnu.
VU indefra
Det er ingen hemmelighed, Gasolin’ var martret – måske også skærpet? – af musikalske magtkampe. Således satte Franz Beckerlee tydeligvis ikke pris på Kim Larsens mere viseinspirerede sange. At en næsten identisk virkelighed har udspillet sig i The Velvet Underground afslører dette citat fra John Cale, som blev fyret af Lou Reed i 1968 efter White Light/White Heat.
– Being in a rock ‘n’ roll band was my fantasy that I couldn’t live out in Wales. It was imporant that it was different, that’s why we had the viola in there. I was glad that Lou had that lyrical ability, but I didn’t like his folk songs. I hated Joan Baez and Dylan, every song was a f*cking question!
But Lou had these songs where there was an element of character assassination going on. He had strong identification with the characters he was portraying. It was method acting in song. The melodies weren’t great, so we put arangements around them, trying to get that grandiose Phil Spector feeling.
John Cale i Beyond The Velvet Underground
“The melodies weren’t great”? Et vildt statement. Har svært ved at finde nogen, der skrev bedre enkle melodier end Lou Reed i de år. Men måske netop det enkle ikke tiltalte den klassisk musikuddannede Cale, der tydeligvis var/er mere til formeksperimenter end regulære tunes. Lou Reed derimod kom til VU med sin specielle baggrund af kærlighed til simpel doo-wop og tvungne behandlinger med elektrochok.
Run Westy Run
For nylig blev Minneapolis sørgeligt kendt rundt omkring på grund af ICEs brutale fremfærd. Men denne by i USA har også haft en musikscene, der har i 1980’erne gav os The Replacements, Husker Dü, Soul Asylum og selvfølgelig også Prince himself. Og ovre i den mere country-prægede afdeling har der været The Jayhawks med Gary Louris og Mark Olson. Et helt tredje medlem af The Jayhawks var en lang overgang Kraig Johnson, der også var med i Run Westy Run sammen med sine brødre Kirk og Kyle. Derudover har han været med i Golden Smog.
Først for ganske nylig har jeg fået taget mig sammen til at lytte til Run Westy Run. Deres første album var produceret af Steve Fjelstad, der var producer for Husker Dü, og deres tredje album var produceret af selveste Peter Buck. Men Run Westy Run minder ikke om hverken Husker Dü eller R.E.M. De minder egentlig heller ikke om The Jayhawks. Run Westy Run har aldrig været i opløsning, men de har holdt nogle endog meget lange pauser.
Det er svært at finde gode live-optagelser med Run Westy Run, for de vil uvægerligt give den umiddelbare, naive beskuer et indtryk af at vi har at gøre med en samling ældre mænd i kikset tøj, der spiller tøfrock og bruger koklokke. Men så enkel er sandheden selvfølgelig ikke. En del af Run Westy Runs sange er gode, og ikke mindst Kraig Johnson er en særdeles kompetent herre (der er grunde til at han var med i The Jayhawks og Golden Smog!) . Prøv at lytte til f.eks. “Milkyway’s Mainframe” eller den sang, der er herover.
Nyt fra Kungsholmen
Midnat til fredag har Kent’s Joakim Berg udsendt denne nye solosingle. Hans musikalitet og dens ubesværede dygtighed imponerer som altid. Alligevel værker den her engang så forkælede, men nu Kent-udhungrede blog umiddelbart efter et himmelsk drog, der kan sende eufori-raketter op på nattehimlen…
Ikke se
Københavnske Mellemblond er ude og omkring med denne single i dag. Nyt album varsles om et par måneder. Kristoffer Munck Mortensen mestrer jo i Mellemblond’s letsyrlige sange noget så vanskeligt som det danske sprogs blomstring midt i det forfinet melodiske. “Må prøve at bevare roen…”, synger han her i denne nye sang om mental balance. Det er svært.
Forsøg en nødlanding
Dagens tredje nye single denne fredag morgen er fra Robert Smith’s erklærede favoritband, skotterne fra The Twilight Sad, hvis nye album It’s The Long Goodbye udsendes slut-marts. Storladen britisk musik med distortion-knitrende molakkorder tager os vel altid hjem, hvor vi kom fra her på siden. Men trygheden må ikke blive for stor; så virker netop denne dunkle musik jo ikke. Flere aflytninger må afsløre om det er tilfældet, eller om The Twilight Sad muligvis bare har begået en regulært god sang…
Cash synger NIN
Dags dato 1932 kommer John R. Cash til verden i Kingsland, Arkansas. En markering af fødselsdagen ikke mindst for at kunne bringe promo-videoen til hans version af Nine Inch Nails’ ‘Hurt’. Cash’s ærkeamerikanske sangpræstation står som ofte før skåret i Mount Rushmore-granit, men tilsat de accelererende filmklip fra hans liv bliver hele oplevelsen langt mere hjerteskærende potent end dens to dele hver for sig…
A Song For Europe
Det vil være forkert her at forlade Roxy Music’s Stranded (1973) uden først at have sat en følgespot på dens helt store rigtige sang, Bryan Ferry/Andy Mackay’s grandiøst romantiske – Ferry kunne! – ‘A Song For Europe’, der omme på side to kommer glidende som et overdådigt hvidt skib langs den Seine, der er med til at indkapsle byen Paris i teksten. Som titlen antyder kunne denne chanson aldrig være blevet til i USA, dens tonesprog og musikalske æstetik helt forankret i europæisk tonalitet og melankolsk sindelag. At Ferry i det stort anlagte klimaks i sin reflektion over mistet kærlighed slår over i latin og siden fransk gør kun godt endnu bedre. Ovenover den efterårsdunkle Stranded-original, nedenunder den lidt mere letfodede liveversion fra den berømte Roxy-koncert i sydfranske Frejus, sommeren 1982 på Avalon-touren…