Havde i går den tredje Roxy Music-plade Stranded (1973) i søgelyset her. Mere skulle der åbenbart ikke til, for at Morrissey ved aftenens show i Rotterdam gav live-premiere til sin egen version af et Stranded-nummer, det guitarriff-snørklede ‘Amazona’. Hvorfor han har valgt netop dette aparte nummer, bygget på det nærmest funk-lydende Phil Manzanera-riff vides ikke. Der er langt stærkere, mere følelesesstærke sange på Stranded end dette eksperiment, der pludselig bliver så langt da en guitarsolo trænger sig på. Hos Morrissey bæres den progrock-dygtigt af hans italienske trademark-guitarist Carmen Vandenberg. Men i hvilken anstændig verden skal Morrissey af alle være i nærheden af progrock?!
Street Life
November 1973. Den visionære synth-filosof Brian Eno har forladt Roxy Music, så nu kan bandleader Bryan Ferry gøre præcis hvad han vil med sit ekstravagante, retro-futuristiske glamband. Kun et halvt år efter den tiljublede toer For Your Pleasure er Roxy nu klar med den altså Eno-løse opfølger Stranded, et album hvis musik indenfor bandets naturligvis dekadente rammer måske står lidt mere traditionelt solidt i sin kølige musik. Førstesinglen og åbningsnummeret ‘Street Life’ præsenterer det nye Roxy gennem en række hæsblæsende Ferry-vers, der ikke har tid til at kigge sig over skulderen. Det her ville jo være simpel rock’n’roll, hvis ikke lige det var fordi Roxy Music aldrig bare er simpel rock’n’roll. Det er derimod tidens tempo fanget ind og skudt afsted som fragmenteret popkunst. Ugen efter singlens udgivelse kan denne optræden opleves på BBC’s Top of the Pops…
Pyjamarama
Bryan Ferry’s luksusliner Roxy Music udsender sin anden single 23. februar 1973. ‘Pyjamarama’ findes ligesom debuten ‘Virginia Plain’ heller ikke på nogen af Roxy’s studiealbums. Her spilles nummeret – den første sang keyboardkyndige Bryan Ferry skrev på en guitar – i 1974 på vesttysk TV…
Peter Doherty & The Northern Leech
The Smiths-trommeslager Mike Joyce turnerer lige nu Europa som en del af Peter Doherty’s band. Hvis bassist Andy Rourke ikke var gået bort, men istedet var blevet spurgt med på denne tour, havde det så ikke været giga, hvis bandet havde heddet Peter Doherty & The Northern Leeches? I forgårs i Paris spillede Doherty på L’Olympia i Paris og ekstranummer var igen The Smiths’ ‘There Is A Light That Never Goes Out’. To dage tidligere havde samme sang ligeledes funktionen som samlende ekstranummer, da Smiths-sanger Morrissey gav koncert i Frankfurt’s Jahrhunderthalle.
Interessant at høre det nummer i to så mærkbart forskellige udtryk. Morrissey’s band spiller det langsommere, med mindre swing, og hans sang har – Morrissey er vel Morrissey – noget umiskendeligt sørgmodigt over sig, hvor Pete Doherty giver det hele en anderledes lys, næsten vægtløs lethed, som om melodi og ord drømmes op på stedet. Hvilken er bedst? Jeg er ikke i tvivl, men vælg selv. Ialfald en udødelig klassiker af en sang Johnny Marr og Morrissey sammen fik skrevet her. Så udødelig, Morrissey mente og skulle tales alvorligt fra sin umiddelbare holdning, at den ikke var god nok til inklusion på The Queen is Dead (1986)…
Art-i-ficial London
Hvis man nogensinde er blevet forelsket i London, men ikke kan genfinde byens sjæl i den nu så gentrificerede metropol, så er det måske en trøst at den står sprællevende dokumenteret i både film, litteratur og musik. X-Ray Spex – et ultimativt stærkt navn til et punkband i den første engelske bølge! – nåede kun at lave et album, men Germfree Adolescents (1978) er virkelig sådan en vital London-plade, der ført an af sangerinde Poly Styrene’s uskolede ligefremhed emmer af den sprællevende og charmerende lowlife-storby, der forsvandt som pengene rykkede ind…
Elvis i Las Vegas
Om en uge er der premiere på EPiC: Elvis Presley in Concert af den australske instruktør Baz Luhrmann. Den er på sin vis en opfølger til hans spillefilm om Elvis fra 2022. EPiC: Elvis Presley in Concert vandt en pris ved den internationale filmfestival i Toronto i september 2025, så helt dårlig er den næppe.
Når jeg ser traileren bliver jeg glad for at se, hvor godt det hele ser ud til at fungere. Luhrmann og hans filmhold har tydeligvis gjort meget for at skabe en film med gode billeder og lige så god lyd, og det kan jeg da også læse mig til at de har. Men jeg tænker også på, at jeg selv har haft en underlig, doven fordom om at Elvis var tyk og træt, da han kom til Las Vegas. Men det var han jo ikke endnu; tværtimod vidner traileren om at der stadig var liv og energi i ham dengang sidst i 1960’erne. Han var omsider sluppet væk fra de film, han egentlig længe havde været træt af. På den måde gør det egentlig historien om hans sidste år endnu mere tragisk.
En stemme og en guitar
Ja, det lyder jo helt håbløst, men konceptet fungerer 100 her på ‘Vi Dro Aldri Ut Til Havet’, denne spritnye sang fra dagens EP med nordmanden Erland Ropstad. En stemme og en guitar, mere skal der nogle gange ikke til, hvis personen bag stemmen har knitrende lyn oppe i hovedet…
Tidsmaskinen dør aldrig
Det kan næsten kun have været 1. januar 1990, da 1980’erne som årti fik sin revival i musik, tøj, film, etc. Man troede nok den ville forsvinde hurtigt igen, men har sådan set som altid moderne stilreference været der lige siden. På den vis er 80’erne ikke længere bare et årti, men også en enkel sindstilstand der altid ligger åben for en tryg mental flugt, en cool getaway fra alt det komplicerede der siden blev. Her er det således endnu et amerikansk band – duoen New Constellations er fra Portland, Oregon – som rammer den der rene lykkefølelse af billig synth-længsel, som ret beset kun peger en vej og det er ikke frem…
Art of the cover
Glæden stor som teenager dengang ved at falde over et så punket pladecover. Kendte kun ‘New Rose’ og ‘Stab Your Back’, som begge var blevet spillet i P3, men det var nok. The Damned’s debutplade, der udkommer 18. februar 1977, slog både The Clash og Sex Pistols omkring at være det først udsendte regulære engelske punk rock-album. Sådan her lyder åbningsnummeret på Damned Damned Damned, der samtidig var The Damned’s anden single, baseret på endnu et Stooges-elskende raketriff af guitarist Brian James…
Joy Division i Amsterdam
Hvilket band er du mest ærgelig over aldrig at have nået opleve live? Her står Joy Division højt på listen, om ikke øverst. De spillede flossede koncerter med fejl, lyd man skar sig på og ustemte synths (tjek bare liveversionen af ‘Decades’ på Still (1981)), men på scenen var der også en voldsomt velgørende fysik, de to studieplader kun antydningsvis afslører. Samt det indre søgelys forsanger Ian Curtis blændede op for, når han gik på scenen og – ifølge folk der kendte ham – ændrede karakter fra det indadvendt generte til et epicenter af klaustrofobisk intensitet. Der findes rigtigt mange live-bootlegs med Joy Division, flertallet optaget begrædeligt ringe, men der er undtagelser. En virkelig stærk koncert, både hvad lyd, setliste og performance angår er den fra 11. januar 1980 på Paradiso i Amsterdam. Her er det en ubetalelig version af ‘New Dawn Fades’ fra netop den aften…
Ian Curtis genbesøgt
Da Ian Curtis’ enke Deborah i 1995 udsender sin bog Touching From a Distance om deres liv sammen, tager BBC 2’s The Late Show dette kig på ham og hans band Joy Division…
Lana er videre
Lana Del Rey’s meget hypede countryalbum sidste år udkom aldrig. Trods otte stort opsatte shows (!), som både visuelt og musikalsk legede med western-americana forblev det ved det, og nu bringer den nye single med den lange titel ‘White Feather Hawk Tail Deer Hunter’ hende videre til en helt anden verden…
Favoritsange
Der er numre hvis toner, stemning og ord man altid på et tidspunkt må vende tilbage til og have mere af. Sådan har jeg det selv med dette favoritnummer med John Cale, den tidligere Velvet Underground-bratschist, en overset single fra hans iøvrigt meget ujævne Artificial Intelligence (1985). Skal ‘Dying On The Vine’ som reference sættes i familie med noget andet musik, så kunne David Bowie’s meget senere comeback-single ‘Where Are We Now?’ godt være denne sides bedste bud, det er der vi er…
Nyt stof
Har stadig Hurula-koncerten fra Helsingborg i fredags kørende i blodet. Så derfor en liveoptagelse med Stockholm-bandet fra for tre uger siden, da det var Örebro som blev besøgt. Og ‘Ny Drog’ her viser hvad et tændt punket rockband kan, når sat på scene foran et levende publikum. Virker bassisten bekendt? Ja, det er Thåström’s Henrik “Kisa” Nilsson som var stand-in den aften for Paulina Mellqvist. Kisa’s koldsvedende morfinist-fremtræden står også godt til dettes band given los. Men luk øjnene et øjeblik og ‘Ny Drog’ kunne jo nærmest være skelettet til en fænomenal gammel Suede-single, det er der vi er…
Dying for you
Det nærmest triumferende offer-chorus og de selvdestruktive stik på den nye fragmenterede single fra Charli xcx, albumaktuel lige nu med Wuthering Heights, fortjener at blive mærket. At kunne forløse i musik med noget så åbenlyst kulsort og smertecentreret kræver et talent i spil udover det sædvanlige…