26. januar 1979 tager det endnu helt ubeskrevne band Bauhaus de små 30 km. fra Northampton i East Midlands over til nabobyen Wellingborough, hvor der findes et indspilningsstudio – Beck Studios – i den hvide bygning fra Google Earth herover. I de beskedne omgivelser indspilles den dag under en seks-timers-session det nummer, der nu anses som første egentlige goth-indspilning, samt står som skabelon for subgenren af postpunk, både hvad musikalsk æstetik og dens overordnet kulsorte stemning angår. Hvilket naturligvis ville være ligegyldigt, hvis ikke nummeret var så specielt og dragende. Hørte først ni-minutter lange ‘Bela Lugosi’s Dead’ på John Peel’s BBC-show, hvor dets så særegne blanding af dub-elementer, tæt, ren rocklyd og muligvis også vampyrer straks gjorde indtryk…
Minneapolis er centrum for Trump-regimets undertrykkelse netop nu. Og grimt er det.
Minneapolis er også hjemsted for bl.a. Twin Tone Records, hvor The Replacements udgav deres første albums. Paul er ikke Paul Westerberg, men Paul Stark, pladeselskabets nuværende direktør. Peter er Peter Jesperson (der, som navnet tydeligt afslører, har nordiske aner ligesom Westerberg og Stinson, men det er en anden snak).
Herover mødes de to udgaver af Minneapolis. Paul Westerberg bor stadig i Minneapolis; jeg håber at han ikke er kommet noget til. Tommy Stinson har ofte udtalt sig særdeles kritisk mod Trump og ICE. Stinson bor nu i delstaten New York.
Bowie’s Station to Station rundede 50 år i fredags og modtog derfor endnu engang laurbærkranse fra nær og fjern. Men sådan var det ikke altid. Herunder er det den centrale amerikanske rockjournalist Dave Marsh, der i amerikanske Rolling Stone skyder pladen ned under gulvbrædderne ved udgivelsen i januar 1976. Hvordan mon Marsh har det i dag med at have givet dumpekarakter til et værk, der i dag står så selvskreven på sin plads som døråbner for rockmusikkens fremtid? At han personligt slet ikke bryder sig om pladen, det er en ærlig sag, men en musikkritiker skal jo kunne perspektivere og se de større linjer i det han/hun anmelder. Og der får Marsh dumpekarakter her. Præcis som danske Torben Bille gjorde det, da han i en anmeldelse af Sods’ Minutes to Go misforstod præmissen for den nye tids musik ved hovedsageligt at fokusere på bandets musikalske kunnen eller mangel på selvsamme. Musikkritik kan ofte synes gratis for afsenderen, men det er den ikke. Anmelderen kan – præcis som artisten der anmeldes – hurtigt ende med fagligt at stå på den forkerte side af historien, som nu Dave Marsh her…
Vi havde Kristi Brud fra Bergen her på siden omkring deres bemærkelsesværdige debut for to år siden. Nu er toeren Et Fall kommet og den bygger målrettet videre, det med fornemme anmeldelser i Norge som umiddelbar høst. Her kører åbningsnummeret…
Bowie’s mesterlige Station to Station udkommer 23. januar 1976, i dag for 50 år siden. Albummet består som bekendt kun af seks numre, hvor specielt de tre på side 1 præsenterer en komplimenterende helhed af skræmmende styrke, ikke bare i datidens musiksprog, men så sandelig også nu. Kontroversielt har Bowie udtalt, han selv intet husker fra indspilningerne, hvor han lever udelukkende af kokain, rød peber og mælk. Det ses på samtidige billeder af hans radmagre figur, men høres bare slet ikke på albummets raffinerede, afsøgende musik, som her repræsenteret af åbnings- og titelnummeret, hvis anden halvdel må være noget af det mest forædlede rocknroll, der nogensinde er blevet indspillet…
En markering med årsdagen for The Associates’ Billy Mackenzie’s selvmord i 1997, her med et af de mest overdådige stykker popmusik, der nogensinde har beriget den engelske singlehitliste. Hans utrolige stemme og excentriske væsen er stærkt savnet…
Arctic Monkeys udsender som singleforløber til War Child-velgørenhedsalbummet HELP(2) i dag sit bidrag ‘Opening Night’, Sheffield-superstjernernes første nye musik siden 2022…
Eurythmics var altid en sær, kølig størrelse med deres manufakturerede hitlistepop. Svært at fortælle yngre mennesker, så de forstår det nu, hvor meget duoen fyldte i en tre-fire år, hvor Nordeuropas byer var et sandt mylder af unge kvinder med Annie Lennox-frisure. Den letgenkendelige lyd af deres musik og Lennox’ stemme var også alle vegne; i radioer, til fester, på cafeer. Havde en tre-fire singler med dem dengang, har kun én nu, min favorit, en lindrende kølig state of the art-synthpopschlager, der udkom 21. januar i 1983. Her fremfører Dave & Annie den på belgisk TV…
Fodbold og rocknroll har traditionelt set altid hørt sammen i England, men ikke længere. I aften blev de to dog genforenet i Marseille, hvor de lokale Olympique-supporters havde inviteret The Beatles indenfor på denne tifo før CL-kampen mod Liverpool. A hard days night for de røde? Ingenlunde, Liverpool vandt 3-0 på Velodrome.
Genren skilsmisseplader defineres vel næsten af Bob Dylan’s Blood On The Tracks. Uanset om man er til Dylan eller ej, så er kvaliteten og råfølelsen af opbrud på dette albums flok af genstridige sange svær at komme uden om. Hør bare her åbningsnummerets ubesværede struktur, melodi, fremførsel og fritfabulerende ord. Blood on the Tracks blev udsendt dags dato i 1975…
Cameron Winter’s band Geese, et af den vestlige klodes mest hypede bands det seneste års tid. Måske også det mest selvtilstrækkelige? Fusionsmusik som masseødelæggelsesvåben er ikke noget nyt påfund, men den bedrevidende ironiske distance her gør kun slemt værre…
Besk musik til en besk tid? Deadletter fra Yorkshire udsender andet album til februar og spiller i den forbindelse snart i København, det sker på Loppen ude på Christiania. Her er deres nye single…
Teksten gør ting udover det sædvanlige, musikken står stærkt udfordende, musikvideoen er et værk i sig selv; i myriaden af nye navne kræver det noget at blive lagt mærke til. Modern Woman her fra London nok skal blive hørt. Denne nye single er første udspil fra debutalbummet Johnny’s Dreamworld, der udsendes senere på året. Kan vi lide det? Aner det ikke endnu. Det skiller sig ialfald ud. Måske det er en prøvelse at genhøre i morgen. Eller er man pludselig blevet afhængig? Modern Woman. Musik kan.
