Ud af ingenting, som bare lige for at minde os om hvor specielle og gode de er, kommer et nyt The Raveonettes-track, en overligger fra de en-single-om-måneden-sessions, der førte til Atomized-albummet for et år siden. Alt imens rygtes Sune Wagner igang med nyt solomateriale…

Denne isnende weekend vil helt sikkert passe perfekt til musikken, stemningen og lydbillederne på svenske Sällskapet’s tredje album Disparition, der udkommer i dag. Thåström har nu forladt sit eget fritidsprojekt, istedet synger berlinske Andrea Schröder – på tysk – for på Thåström-musikerne Pelle Ossler og Niklas Hellberg’s så filmiske musik af et Europa i bevægelse og sammenbrud. På første smagsprøve fra albummet lyder det sådan her…

I denne uge i 1978 lå Kate Bush på førstepladsen på den engelske singlehitliste med sin så flagrende, vokalakrobatiske ‘Wuthering Heights’. Her var vi mere besat af andenpladsen, ‘Denis’ med det nye New York City-band Blondie, anført af 32-årige Debbie Harry. Deres første optræden på BBC’s Top of the Pops gik således…

Der gik lang tid dengang inden jeg fandt ud af, ‘Denis’ ikke var Blondie’s egen sang, men en ret perfekt cover af NYC-doo wop-gruppen Randy & The Rainbows’ 1963-hit, som OGSÅ er en smeltende teenagedrøm af uskyldighed, der gerne vil blive tabt…

Det var ikke noget mesterværk, men alligevel en løfterig og lovende begyndelse, da Morrissey i dag for 30 år siden for tog hul på livet som soloartist i eget navn med debutalbummet “Viva Hate”. De fleste The Smiths-tilhængere var med rette bekymrede for, om Morrissey uden Johnny Marr’s så perfekte musikalske rammer ville formå at give klar mening, men med producer – og til lejligheden sangskriver – Stephen Street’s hjælp, samt med guitar-es Vini Reilly fra Manchester/Factory-bandet Durutti Column ombord, lykkedes det at lave et kraftfuldt afsæt mod fremtiden. Singlerne ‘Suedehead’ og ‘Everyday Is Like Sunday’ gjorde alt rigtigt på singalongfronten, mens ‘Little Man, What Now?’ og ‘Bengali In Platforms’ viste, at historiefortælleren Morrissey, ham med sans for den personlige indlevelse, de knivskarpe tekstbilleder og den dryppende britiske melankoli, ikke var blevet begravet sammen med The Smiths. Bedst af alt var dog ‘Late Night, Maudlin Street’, en +syv minutters lang og billedskabende torch song (tilsat underskøn skælvende Vini Reilly-guitar) til sangerens håbløse 1970’er-baggrund af misery og Manchester, som sådan vel nærmest en solo-pendant til The Smiths’ også betragteligt tilbageskuende ‘I Know It’s Over’. At side 2 på “Viva Hate” så bestod af en række musikalsk ret anonyme numre, tog ikke så meget opmærksomhed dengang i marts 1988. Soloraketten Morrissey var skudt op og i kredsløb.

I punkens og postpunkens Manchester var det ikke kun Factory’s Peter Saville, der kunne lave de mesterlige stildannende pladecovers. I dag for 40 år siden blev Another Music in a Different Kitchen, Manc-punkfirstmoverne Buzzcocks’ Martin Rushent-producerede debutalbum – iøvrigt en fremragende, skarptskåren samling kort afhuggede sange af sin tid – udsendt. Den stilfulde indpakning blev undfanget af den grafiske designer Malcolm Garett, der siden skulle følge og grafisk definere Buzzcocks’ karriere så stærkt gennem de kommende år. Senere lavede Garett også covers til bl.a. Magazine, Simple Minds, Duran Duran og Peter Gabriel.

En hurtig sang om at hade hurtige biler?! Buzzcocks har den. ‘Fast Cars’ – med en lille instrumental ouverture fra debutsinglen ‘Boredom’ – åbner Another Music in a Different Kitchen således…

Vi omtalte Peter Sommers spritnye album Elskede At Drømme, Drømmer Om At Elske her forleden, men lad os også nyde titelnummerets gavmilde storhed og dets tilhørende dramarama-minifilm…

Japanese Breakfast fra Philadelphia, centreret omkring Michelle Zauner fra indiebandet Little Big League, udsendte sidste sommer deres andet album, med den indbydende titel Soft Sounds from Another Planet , men det er først nu der er kommet disse levende, stemningsfulde billeder til andensinglen derfra, den svimmeltsværmede ‘Boyish’…

Porches er et enmandsprojekt bygget op omkring New York City’s Aaron Maine og hans take på synthbaseret popmusik. Tredje album The House er netop blevet udsendt og derfra har vi den nye single ‘Goodbye. Vi lader undtagelsesvis The Strokes’ Julian Casablancas introducere den. Han blander i et nyt interview i magasinet Vulture Porches ind i en større diskussion om den systematiserede manipulation af forbrugerne, der skuffer ham voldsomt udfra det åbenhedsløfte internettets muligheder oprindeligt gav. Casablancas mener, der ikke er nogen grund i verden – udover altså aftalt corporate business – til, at f.eks. den bredt ukendte Ariel Pink ikke er mindst ligeså udbredt som…Ed Sheeran. Samt at mere kvalitetsspændende bands/artister ville have et langt større publikum, hvis ikke corporate-propagandaens nøje tilrettelagte tæppebombning, algoritmer, playlists og andre medievindende tricks dikterede hvad mainstream skal være, samt hvor meget dens udbredelse fylder i vores hverdag. Her er hvad han i samme åndedrag siger om Porches:

– I just thought of something. There’s a song by Porches that just came out. I think it’s called “Goodbye.” The end of that song is really powerful. The beginning almost sounds like Coldplay but from, like, a minute-thirty on it’s very, very cool. In my opinion that’s a song that would be more popular if we lived in a world where quality was being accurately peddled.

Casablancas m enenerdvidere, det er de samme mekanismer han oplever i musikken, der forpester og kaster grus i den demokratiske politiske proces i disse år:

– Let’s say the water in a town was being poisoned, and all the people wanted the water to be clean. In a democracy, everyone in the town would vote for a leader who also wanted the water to be clean, and he or she would get elected and help clean the water. Simple. But right now we have a situation where the same people who are polluting the water are so heavily influencing the democratic process with their money that they can figure out ways to not allow the person who would fix the water to get elected. What do you call that? Is that democracy? I wouldn’t say so.

Is this it?!

Fra Halifax, West Yorkshire kommer pladedebuterende The Orielles. Trioen – to unge kvinder og en guitarspillende fyr – har gennem det seneste års tid med en række singler varmet op til debutalbummet Silver Dollar Moment, der netop er blevet udsendt. Stilen er klassisk indie, men med en stærk personlighed og vital pop-charme, der får bemærkelsesværdigt velspillende The Orielles til ikke blot at stå i for ærbødig skygge af genrens mange stilskabere. Hør bare her på dette album-outtake, den nye single ‘I Only Bought It For The Bottle’…

https://youtu.be/48d4irOHhLY

På denne nostalgiske blog har vi skrevet meget om David Bowie, og nu skriver jeg om ham igen.

Af uvisse årsager har jeg haft et hul i min David Bowie-samling, nemlig albummet The Buddha of Suburbia fra 1993. Det er baseret på lydsporet til tv-serien af samme navn, der så igen er baseret på Hanif Kureishis roman af samme navn. Romanen har jeg læst, tv-serien fik jeg aldrig set. Og albummet fik jeg først hørt i år.  Det fik ikke særlig megen opmærksomhed, da det kom, og det er synd.

The Buddha of Suburbia er nemlig et album, der dels igen placerer Bowie i den engelske sammenhæng, han kom fra, dels sender musikalske hilsner tilbage til albums som Low og Heroes i sine instrumentalnumre. Tilmed er det faktisk ikke specielt dårligt, synes jeg. Måske er det bare fordi jeg savner David Bowie? (Det gør jeg nemlig.) Jeg har i al fald hørt det en del gange på det seneste.