7. juni 1986: Cindy Palmano fotograferer The Smiths-forsanger Morrissey til forsiden af NME, der forgriber The Queen is Dead.‘s udgivelse ni dage senere med et stort interview. Tilfældighed eller ej? Gråtoning mod lyseblåt genkendes ialfald på pladecoveret da The Smiths 21. juli udsender den helt nyindspillede ‘Panic’ som single. The Queen is Dead er da knap fem uger gammel, men arbejdsnarkoman Johnny Marr og hans band er allerede videre, fuld fart fremad.

Et absolut favoritnummer med The Velvet Underground er balladen ‘Ride Into The Sun’, som VU aldtig i sin aktive levetid fik udsendt, men som først dukkede op i en ret, uhm, ‘fuck you’-lurvet version på Lou Reed’s elendigt producerede debutalbum i 1972. En Velvets-version – dog instrumental – dukkede først op på outtakes-albummet VU (1986) og siden er flere demo-udgaver af sangen kommet i omløb via de mange musikarkæologiske Velvets-udgivelser. Den allerbedste af dem er IMHO denne…

13. september 1980: Anton Corbijn har mesterligt fotograferet David Bowie til forsiden af NME, der, som vidt og bredt rapporteret forleden, efter 66 år stopper som publiceret magasin.

Bogstavet Q taler ikke højt i musik. Hverken Queen, Suzi Quatro eller Queens of the Stoneage har nogensinde fået os overbevist om andet. Så Q får som en slags spildbogstav falde ind under denne weekends langt mere vægtige O- og P-entries. Favorit-7’erne fra singlekasserne her? Mange gode fravalg. Det har ikke været nemt…

01. Gene Pitney – Something’s Gotten Hold Of My Heart
02. Elvis Presley – Suspicious Minds
03. Orange Juice – Blue Boy
04. Paul Quinn (and Edwyn Collins) – Pale Blue Eyes
05. Roy Orbison – In Dreams
06. Pavement – Range Life
07. Public Image Ltd – Public Image
08. Gram Parsons – Love Hurts
09. Pet Shop Boys with Dusty Springfield – What Have I Done To Deserve This?
10. Wilson Pickett – In The Midnight Hour

Må lige give en lynhurtig hands-up for det faste anker Peter Sommer, der i dag udsender sin Elskede At Drømme, Drømmer Om At Elske. Har til nu kun her fået hørt meget til side 1, hvor Sommers faste band Tiggerne spiller med, men de fem sange med dem er allerede alle pengene værd, det uanset hvad side 2 feat. Bremer/McCoy vil vise sig at byde på. Men mon ikke også der ligger guldkorn der?! Her vinterens single ‘En Sand Kærlighedshistorie’ i session-udgave…

Hvis man har brug for nogen at være indædt sammen med på ærkebritisk salt’n’vinegar facon, så er Sydlondon-debutanterne fra Shame det rigtige selskab. Bliver ved med at vende tilbage til deres nye Songs of Praise-album, der på det musikalske landkort vel bedst kan beskrives som liggende i et indbydende dystert terræn mellem helt tidlig Editors og vintage-bitter Sleaford Mods…

‘Dive’ er endnu et spritnyt og spændende track fra det til maj kommende Beach House-album 7, hvis tracklist følger her nedenunder…

Dark Spring
Pay No Mind
Lemon Glow
L’Inconnue
Drunk In LA
Dive
Black Car
Lose Your Smile
Woo
Girl Of The Year
Last Ride

En rejst knytnæve herfra for Kvindernes Internationale Kampdag. Og dertil en kantet sang med berlinerpostpunkbandet Malaria!, der som kvinder viste vejen frem ved kompromisløst at gøre tingene på deres helt egen måde i en mandsdomineret musikbranche.

66 år skulle det blive til inden NME/New Musical Express i dag måtte meddele, dets dage som publiceret musikmagasin er talte. Da jeg voksede op havde NME og dets journalister – skarpe, meningsfyldte hoveder som f.eks. Paul Morley, Ian Penman, Danny Baker og Chris Bohn – enorm positiv magt i deres ofte meget subjektive præsentation som afvejning af tidens musik og kulturelle trends. Men som man ved selvsyn kan se på NME’s website, har kvalitetsnedturen, som følge af den digitaliserede verdensorden, været lang, fæl og nådesløs. Så det er ingen overraskelse, der ikke længere er penge i at sælge, hvad nuomdage fremstår som et kalorietomt sladderblad med et ukritisk halvhjertet fokus på underholdningsbranchen. Dén triste udvikling skal dog ikke ikke overskygge, hvor meget NME tidligere har betydet for specielt britisk musik, samt for alle os der levede igennem den. Avisen er hermed borte fra kioskernes hylder. Hvem skal nu redde unge liv?!

Har New York City’s Parquet Courts glemt at rockmusik er død?! En livlig forløber for det nye album Wide Awake, der udsendes til maj…

På denne dato i 1975 udsendte David Bowie sit berømte plastic soul-album Young Americans. Et Tony Visconti-produceret album der med overbevisning viste, Bowie som en anden kamæleon ikke havde noget problem med at kaste sin britiske kulturarv af sig, forsvinde bort fra kridhvid rock, og dukke op i igen iklædt farvet amerikansk Philadelphia-soul. Hørt herfra var albummet blevet langt mere helstøbt, havde Bowie ikke ladet sig forblænde af to sange han i 11. time indspillede i New York City med John Lennon. Den ene af dem, en cover af Beatles’ ‘Across The Universe’ er noget af det mest ligegyldige Bowie indspillede i 70’erne, den anden, ‘Fame’, en viderudvikling af The Flairs’ ‘Footstompin’, blev Bowie’s første nummer 1-single nogensinde i både USA og Canada, hvilket (desværre) gør dens inklusion svær at argumentere mod. Men de to sange der blev skrottet på deres bekostning, majestætiske ‘Who Can I Be Now’ og den mægtige ballade ‘It’s Gonna Be Me’, passer bare langt bedre til resten af albummets stemning som afsæt. Specielt sidstnævnte skiller sig ud, med Bowie’s så overskudsagtigt indlevende vokallevering. Ikke meget ‘plastic’ over hans nye soul der, nej.

Coverbilledet bliver skudt 30. august 1974 i Los Angeles af Eric Stephen Jacobs. Bowie har set Jacobs’ portræt af koreografen Toni Basil på forsiden af magasinet After Dark og vil have mere af det samme til sig selv. Det får han så. En fantastisk evne til at vælge ud og tilegne sig, Bowie viser på Young Americans, det både hvad indhold og cover angår. Talent borrows, genius steals.

Her de to ‘tabte’ Young Americans-sange, der først dukkede op i disse tabte studieudgaver i 1991, da Rykodisc genudsendte David Bowie’s albums med tilhørende bonustracks.