På fredag udsender The National nyt album. PÅ billedet ses Sleep Well Beast i den almindelige udgave, der udsendes på hvid vinyl. Men en limited version i blå vinyl meldes også klar. Forleden købte jeg The War On Drugs’ nye på ‘Coke bottle clear’ vinyl, men den beskrivelse er noget vrøvl, for den karakteristiske Coca Cola-flaske har jo et grønligt skær. Hvilket giver mere mening i USA, hvor en ditto limiteret udgave i ‘coke bottle green’-vinyl er i omløb. Tidligere på sommeren udsendte Afghan Whigs deres nye i en limiteret hvid vinyl, Blondie gjorde samtidig helt det samme, Slowdive havde gang i en limiteret ‘silver vinyl’ på deres comeback-album, mens Cigarettes After Sex’ debut kom limiteret i ‘grey vinyl’. Hvorimod The Only Ones’ Peter Perrett – helt som den Alex Turner-støttede debutant Alexandra Saviour – først udsendte sit nye album på rød vinyl. Herhjemme udkom 2. oplag af Sort Sol’s Stor Langsom Stjerne på hvid vinyl ca. samtidig som Ulige Numre’s Carl Emil Petersen udsendte en limiteret solosingle på lyserød vinyl. Arcade Fire holdt sig konservativt til sort vinyl på deres ellers så undervældende Everything Now, som til gengæld kom i adskillige forskellige covers; et day-cover, et natligt cover og så et utal yderst limiterede versioner, hvor pladens titel stod i det udgivne lands eget sprog på day-coveret. Så allermest opsigtsvækkende er vel LCD Soundsystem, hvis comeback American Dream udkom i fredags og udelukkende kan købes i ét cover indeholdende klassisk sort vinyl. Når det engang så almindelige bliver det normafvigende. Når sort bliver det nye sort.
LCD Soundsystem hylder ret utilsløret Suicide’s i 2016 afdøde sanger Alan Vega på åbningstracket på nye American Dream. James Murphy og hans genforenede LCD Soundsystem spiller i københavnske Store Vega torsdag, fredag og lørdag aften.
For en gangs skyld er det ikke denne blogs flittige forfatter, der er at finde i den tyske hovedstad. Så på en måde er det jo snyd. Og jeg nævner hverken Thåström eller Hellström. Hov, nu gjorde jeg det jo alligevel.
Jeg er her kun helt kort, havnet i slutspurten til valgkampen og på det tidspunkt hvor sensommeren i Schöneberg så småt skifter til september og efterhånden bliver til egentligt efterår.
Sods/Sort Sol-sangskriver og billedkunstner Knud Odde har netop udsendt en 10-tommers vinyl-EP på Fog Horn Tunes med tre nye sange. I Zahrtmann’s Have er produceret af Nils Lassen og allerede nu blevet observeret (og købt) ude i de københavnske pladebutikker. EP’ens hovednummer ‘Lavender Graa’, en popklassisk og så fin duet mellem Odde og Aud Wilken, har tidligere optrådt i anderledes regi, som ‘Lavender Grey’ på Martin Hall’s Hospital Cafeterias (2009), hvor Odde sang sin smukke sang alene bag et forhæng af dissonant ildevarslende strygere. Sådan her lyder ‘Lavender Graa’ med Odde og Wilken…
01. Decades 02. New Dawn Fades 03. Transmission 04. Wilderness 05. The Eternal 06. Interzone 07. Dead Souls 08. Shadowplay 09. Love Will Tear Us Apart 10. Day Of The Lords
Ian McCulloch havde det hele i 1984: Verdens bedste band (Echo & The Bunnymen sparkede røv på hvemsomhelst i de sæsoner), popstjerne-look, scouse-accent og tilmed en stemme at dø for. I året hvor Ocean Rain udkom tog McCulloch sig også tid til at udsende en enlig solosingle med sin version af Kurt Weill/Maxwell Anderson’s amerikanske 1938-standard om tidernes henrullen…
Californien, 1969: F.J. McMahon, en hjemvendt Vietnam-soldat, går ind i et lille studie med sin akustiske guitar, ni sange og et par ekstra musikere. Albummet Spirit of the Golden Juice bliver det eneste han nogensinde laver, og kun få mennesker stifter bekendtskab med musikken via det lille oplag, der sælges eller deles ud af McMahon selv langs den californske kyst. Retrospektivt set en skam, for i den tids strøm af kompetente, behagelige og ofte anonyme singersongwriters er der noget anderledes gribende utilpasset, rugende og lettere hjemsøgt over McMahon’s så amerikanske sange og hans intime levering. Hør selv her…
Mange af os der voksede op i post-punkalderen måtte ty til engelsk mellembølge- eller langbølgeradio for at orientere os i den nye musik. Det bedste program på BBC dengang var uden seriøs konkurrence The John Peel Show, der kørte fra kl. 22 til midnat dansk tid, mandag til torsdag. Den sarkastisk underspillede, lettere fortabte og yderst sympatiske John Peel spillede her de toneangivende engelske bands, hjemmegjorte singler, egne favoritter, bizarre obskuriteter, nutidige klassikere og ikke så lidt jamaicansk musik. Oveni havde han hver aften en session eller to, hvor navnkundige bands i BBC-studiet i Maida Vale, London indspillede og mixede tre-fire numre på en dag direkte til broadcast. Her et helt John Peel-show fra 3. maj 1982 til reference og nydelse. I BBC’s nyheder først rapporteres det argentinske slagskib General Belgrano sunket. Herefter er der så John Peel med fodboldkommentarer, The Clash, tre numre fra den da netop udsendte Associates-plade Sulk, sessions med siden glemte Crabs og Boots For Dancing, samt en masse andet godt og meget forskelligartet. John Peel er stadig elsket i nær og fjern for al den bevidsthedsudvidende musik han så åbensindet præsenterede så mange af os for. I dag ville han være blevet 78…
Den amerikanske crime noir-forfatter James Ellroy blev år tilbage spurgt om sit syn på country musik; ‘white men whining’ var hans prompte svar. Men det er at misse pointen, for vel kan genren være kvælende sentimental, ulideligt corny og decideret selvynkende, men når som bedst bærer den gennem sine historier og melodier det grundstof alle menneskelige glæder, længsler og tragedier er gjort af. Som høres kan f.eks. her på Hank Williams’ ‘Lost Highway’ fra 1948…
Den britiske film- og teaterinstruktør Joseph Wallace står bag denne nye animations-video til Sparks’ aktuelle single ‘Edith Piaf (Said It Better Than Me)’…
FAKE NEWS: David Bowie/Iggy Pop-ekspert og -forfatter Jan Poulsen gør os opmærksom på, den rette Lust for Life-dato IKKE er 29. august men istedet 9. september. Dato-misforståelsen er måske henledt af, 29. august var datoen Iggy’s pladeselskab RCA oprindelig havde tænkt sig at udsende albummet i USA. Men RCA-artist Elvis Presley’s død små to uger før fik formodentlig al pladeselskabets opmærksomhed drejet andetsteds hen, så 9. september blev det istedet. Herfra skal ingen beklagelse over den dato lyde, da det giver os mulighed for her at fejre Lust for Life’s 40-års en gang til. Win-win.
Side 1 Lust For Life Sixteen Some Weird Sin The Passenger Tonight
Side 2 Succes Turn Blue Neighborhood Threat Fall In Love With Me
Produceret af David Bowie og indspillet af Iggy, Bowie, Hunt Sales, Tony Sales, Ricky Gardiner og Carlos Alomar i Hansa Studio by the Wall i Vestberlin, 1977. Enough said.
