Så Morrissey spillede på Frederiksberg i aftes. Havde længe ikke selv overvejet at gå, men min ven Pitbull fik mig de sidste par uger i tvivl. Han udtrykte, at det var vigtigt at møde sin egen fortid og sig selv igennem den. Samt at vi ikke behøvede være enige med manden oppe ved mikrofonen i alt, som for at kunne nyde hans store sangstemme og det mægtige soundtrack til livet, den så gavmildt har givet os lige siden 1983 og vel ialfald helt frem til Years of Refusal i 2009.
Så hvordan var det så at være i selskab med Morrissey og hans nuværende hyrede band (tre amerikanere, en columbianer og en italienerinde)? Overraskende godt. Havde forventet at blive skuffet, oplevede præcis det modsatte. Morrissey synger bedre end nogensinde og de bedste sange gjorde alt det de kan og skal. På trods af alt – og jo, der har været en del! – var man i hjertet pludselig med og ikke imod ham, som han kæmpede storsvedende deroppe i lyset denne varme juniaften, fanget på livstid i sin übermartrede sjæl. Hvis forsoning er vejen frem i denne verden, var det på den måde et glædeligt møde.
Naturligvis var der nedslag i setlisten, hvor mandens kontrære sindelag giver sig udslag i nogle mildest talt besynderlige til- og fravalg, men uden den vinkel ville han jo slet ikke findes. Aftenens nykommer på touren var ‘All The Lazy Dykes’ (fra You Are the Quarry (2004)), der blev leveret med både følelse og funklende finesse; sådan en fjerlet melodi, der ville være et decideret karrierehøjdepunkt for mange mindre artister, bliver bare en heldig indskydelse for ham her. Nej, formatet var ikke til at tage fejl af og tog heldigvis al opmærksomheden i K.B. Hallen…
