De fjerlette Manchester-punks Buzzcocks synger jul forbi med ‘What Do I Get’. Den her tidlige version fra en John Peel-session i september 1977 er jo nærmest mere perfekt produceret end den officielle single-version, der først udkommer februar 1978 og hvis engelske cover ses her foroven…,
Så blev det den tid igen. Her er vores liste over albums, vi lyttede til i året, der svinder og snart bliver “sidste år”.
Årsdagen for Joe Strummer’s bortgang, her med en evigt aktuel sang om unge mænd der kaldes ud i krig for at slå ihjel og selv miste livet…
…Maybe I want to see the wheatfields
Over Kiev and down to the sea…
De 11 numre på Never Mind the Bollocks er næsten hvad Sex Pistols nåede at indspille og udgive med Johnny Rotten som forsanger. Plus kun yderligere tre af deres egne, samt en stædigt insisterende version af The Stooges’ ‘No Fun’, placeret som b-sider på London-bandets fire samtidige UK-singler. Men hvordan havde Sex Pistols udviklet sig, hvis ikke Johnny havde fået nok af manager Malcolm McLaren’s kreative manipulation, samt det kaos-cirkus der konstant var omkring bandet, og var skredet i januar 1978 for snart at redefinere sig selv noget så eftertrykkeligt med Public Image Ltd? Svaret ligger måske på det markante Bollocks-track ‘Submission’, der musikalsk lyder af noget ganske anderledes – er det tidlig Roxy Music…? – og mere end den her-og-nu-aggression, alle Sex Pistols’ sange med Rotten ellers brænder på. ‘Submission’ blev iøvrigt i oktober 1977 udsendt som selvstændig single med ovenstående cover, men desværre kun i Frankrig. Fandeme en heftig 7″er ellers…
Så hvor meget fattigere ville december ikke være uden The Pogues’ varmt sejlende musik og punkede anarki? Læg dertil Shane MacGowan’s besjælede ord, der sender sange som band afsted på bredest tænkelige vingefang.
Shane MacGowan, der døde sidste år, er naturligvis savnet nu, som han de facto var det de sidste 20-30 år af sit liv, hvor han grundet en ekstrem livsstil ikke længere var istand til at sejle sit unikke kongeskib af et lyrisk talent. Måske den kæntrende slagside var prisen for en så anderledes speciel vision og sans for at formidle den?
Musikken står under alle omstændigheder indspillet og kan nydes nu og i morgen. Man kan så nemt ønske sig at have hørt hvilke klassikere MacGowan kunne have begået de sidste 30 år af sit liv, hvor han ikke længere kunne skrive, men det er nok at misse pointen og præmisserne for denne uregerlige ener?
Her istedet ‘Sally MacLennane’, en af de mange forbløffende store sange, han nåede at servere os. Apropos at servere, så var det først i indeværende år det gik op for denne side, at titlen på sangen ikke er nogen irsk kvinde med grønne øjne, men istedet navnet på et ølmærke. Naturligvis. Det bliver sangens liv-og-død-fortælling dog overhovedet ikke dårligere af…
Sally MacLennane
Well, Jimmy played harmonica in the pub where I was born
He played it from the night time to the peaceful early morn
He soothed the souls of psychos and the men who had the horn
And they all looked very happy in the morning
Now Jimmy didn’t like his place in this world of ours
Where the elephant man broke strong men’s necks
When he’d had too many Powers
So sad to see the grieving of the people that I’m leaving
And he took the road for God knows in the morning
We walked him to the station in the rain
We kissed him as we put him on the train
And we sang him a song of times long gone
Though we knew that we’d be seeing him again
Sad to say I must be on my way
So buy me beer and whiskey ’cause I’m going far away (far away)
I’d like to think of me returning when I can
To the greatest little boozer and to Sally MacLennane
The years passed by the times had changed I grew to be a man
I learned to love the virtues of sweet Sally MacLennane
I took the jeers and drank the beers and crawled back home at dawn
And ended up a barman in the morning
I played the pump and took the hump and watered whiskey down
I talked of whores and horses to the men who drank the brown
I heard them say that Jimmy’s making money far away
And some people left for heaven without warning
We walked him to the station in the rain
We kissed him as we put him on the train
And we sang him a song of times long gone
Though we knew that we’d be seeing him again
Sad to say I must be on my way
So buy me beer and whiskey ’cause I’m going far away (far away)
I’d like to think of me returning when I can
To the greatest little boozer and to Sally MacLennane
When Jimmy came back home, he was surprised that they were gone
He asked me all the details of the train that they went on
Some people they are scared to croak but Jimmy drank until he choked
And he took the road for heaven in the morning
We walked him to the station in the rain
And we kissed him as we put him on the train
And we sang him a song of times long gone
Though we knew that we’d be seeing him again
Sad to say I must be on my way
So buy me beer and whiskey ’cause I’m going far away (far away)
I’d like to think of me returning when I can
To the greatest little boozer and to Sally MacLennane
© Shane MacGowan/The Pogues
Hvem skulle have troet at NDW-fænomenet Peter Schilling’s himmelsøgende europop-omkvæd fra 1982 skulle blive en central del af 2024, da specielt i hjemlandet Tyskland, hvor dets sang ‘Völlig Losgelöst’, som fortabt romantisk fabulerer videre på skæbnen for David Bowie’s Major Tom-karakter, blev brugt centralt omkring det tyske nationalmandskabs deltagelse i egen EM-slutrunde? Fodbold kan.
I går havde vi her Peter Doherty’s sang til Amy Winehouse. Og her er så den nu afdøde sangerinde selv på Glastonbury’s scene sammen med The Specials og deres Terry Hall, som selv gik bort i dag for 2 år siden, kun 63 år gammel, han er stærkt savnet. Læg iøvrigt mærke til The Specials’ keyboard-maestro og bandleader Nikolaj Torp, der få år før var med på keys på Vejen Hjem Fra Rocknroll-touren. Men det var bare en bibemærkning; posten her tilhører Amy og Terry…
Slim Dunlap, der var guitarist i The Replacements, døde i går. Han blev 73. Slim Dunlap efterfulgte Bob Stinson, der i 1986 blev bedt om at forlade det turbulente band (hvor også Bobs bror, Tommy, var med). Som de andre medlemmer fik han en solokarriere, der dog desværre sluttede brat, da han i 2012 fik et alvorligt slagtilfælde. Slim kom aldrig til at spille igen. De andre genforenede The Replacements og indspillede Songs for Slim-EP’en med det mål at skaffe penge til at betale pleje- og hospitalsregninger. Sådan er sundhedsvæsenet (eller mangelen på samme) i USA.
Der er ikke så mange klip, hvor Slim Dunlap er med, men her er han med resten af The Replacements.
Egentlig hed Slim Dunlap faktisk Robert Dunlap – så den ene Bob blev erstattet af en anden Bob.
Selveste Bruce Springsteen sagde i 2014
Slim Dunlap is fantastic. He was a part of The Replacements and he made two fabulous rock records that were just really, deeply soulful and beautiful,…I hope I get a chance to cut one of his songs because he’s, it’s just, this stuff, check out the two Slim Dunlap records because they’re just so beautiful, they’re just beautiful rock ‘n’ roll records. I found them to be deeply touching and emotional.
Da hele pop-verdenens car crash i slow motion Amy Winehouse døde i 2011 skrev hendes nære ven – og lidelsesfælle ude på nattens overdrev – Peter Doherty denne sang. Fire år efter indspillede og udsendte han den på en single. Ingen kunne vel skrive en så veldrejet intim ballade som Doherty i de år, inden hans så utøjlede talent tog Shane MacGowan-flugtvejen ud ad bagdøren…
Mørk musik til en mørk tid? Hvad så med et af de hele 20 numre der er på det nye album The Cleansing fra den tidligere The Only Ones-frontfigur Peter Perrett? Sjældent har basic rocknroll i indeværende år vel lydt relevant, men her sker det uden problemer. Og så kommer hele herligheden ovenikøbet på Perrett’s beske stemmebånd med et Richard Butler fra Psychedelic Furs-værdigt skud af veldoseret verdenslede…
The Clash’s bassist Paul Simonon blev 69 søndag. Derfor her sangen stilikonet selv har skrevet og synger på London Calling. Opvokset syd for floden i bydelen Brixton, der har flest jamaicanske indvandrere i London, kunne Simonon sin reggae længe før han lærte sig rockmusik, så helt naturligt for ham her at bevæge sig udfra en jamaicansk musiktradition…
Klokken er fire om natten på Manhattan, det er sent i december. Leonard Cohen har sat sig til skrivemaskinen for at række ud til sin ven, der har rømmet New York efter en masse ballade og følelser på tværs. Den berømte ‘Famous Blue Raincoat’ ligger på det begsorte 1971-album Songs of Love and Hate, der hørt herfra konstant står blandt Cohen’s tre bedste…
Når Arsenal i dag møder Everton sker det på græs kun 800 meter fra den kirke, hvor The Clash indspillede London Calling. Og Liverpool har Fulham, der hjemme på deres lille stadion nede ved floden altid kommer ud til 2. halvleg til pladens titelsang. Mesteralbummet udkom dags dato for 45 år siden. Fodbold kan!
Herunder er det pladens tredje skæring i en storswingende liveoptagelse fra Tokyo. I 1979 var jazz ikke som nu et smart ord eller en hip genre, kun tværtimod, så det var noget af et ultimativt og punket statement of intent fra The Clash at have et så, uhm, spraglet nummer som ‘Jimmy Jazz’ med så langt fremme på London Calling. De gammeltestamentlige punks hadede naturligvis hvert sekund af det (som vel næsten alt andet på dbl-albummet), mens alle vi andre i den grad fik øjne og ører op for musikgenrer, vi ikke normalt ville turde tro på. Musik kan!
Det er blevet ét år og en uge siden The Pogues’ uforlignelige Shane MacGowan blev sendt afsted fra Tipperary til en begravelse af de mere livesbekræftende. Det blivende øjeblik fra den eftermiddag var dog fyldt med intens tristhed, da Nick Cave kæmpede med sin fatning, overvandt den og leverede en storslået sortblå version af ‘A Rainy Night In Soho’…