Happy birthday, sømand


KEROUAC
Kerouac yea Kerouac
His words the words so many words just
All brothers of the same horn sisters the saxophone
Notes music words a melody a quote a figure eight a figure
If you listen close to the drummer
It’s like a mirror and your invisible
Like you’re in a back seat
No handles on the doors just a beautiful driver up front
She knows where she’s going
Kerouac the observation machine
Caressing the most passing of scenes with photographic love
Passionate photographic love
Venerable as anyone knew
His memories pull shades up and down
Doors are not done telegrams arrive
Every morning something extra something
Remembering everything like a snatch of melody
A drumbeat remembering mythologizing
So fast all the time moving
The words the words are drumsticks pounding out drum beats
Like a monk like a monk melody
With mistakes yea mistakes and sudden inspirations
Edges corners explosions convections
All fast through a slow motion landscape
Yea fast through a slow motion landscape

© Morphine

Glad to see you all smiling

Ordene var Arctic Monkeys, glæden tilhørte Vega. Efter den mediehype og kæmpesuccés der blev Sheffieldbandet til del omkring debuten for godt et år siden, havde vi vel frygtet et mere distanceret og mekanisk band end det, som gav et så levende og fint rocknroll-set i går aftes. Men nej, der blev spillet igennem med fuldt nærvær og skarphed, hvad især skyldes Arctic Monkeys’ frontmand Alex Turner, der i sin sangskrivning har et ekstra gear eller to i forhold til de fleste konkurrenter. Hans yderst socialrealistiske beskrivelser af trøstesløst og glædesfuldt ungdomsliv i Nordengland ligger i tone og observationsevne ikke langt fra, hvad vi også tidligere har hørt fra navne som vel især The Streets og Blur. Aftenen demonstrerede så klart, at ret gængs rocknroll bare er så meget bedre og mere relevant, når de ord den bærer danner billeder og tager en steder hen. Efter først at have været ret ignorant overfor Arctic Monkeys’ simple og ikke ligefrem revolutionerende musik, som først og fremmest smells like team spirit, er vi her efterhånden kommet til at holde helt af den. Som et af de mange smilende ansigter i Vega i går sagde; “de spiller sgu’ ligesom Liverpool!”

Liverpool, fodboldholdet, de trak PSV Eindhoven i 1/4-finalen af Champions League her til frokost. Den heldigst mulige lodtrækning, ingen tvivl om det. For netop PSV fremstår som det skrøbeligste af turneringens nu kun 8 hold og var yderst svineheldige med ikke at tabe stort mod Arsenal, som de var klasser under i onsdags. Den lodtrækning åbner realistiske muligheder for en semi-finale, der i givet fald vil blive mod vinderen af opgøret mellem Chelsea og Valencia. Ikke kedeligt, hvis man ellers kommer så langt. Her er 1/4-finalerne:

PSV Eindhoven v Liverpool
Chelsea v Valencia
Roma v Manchester United
AC Milan v Bayern München

Franz siger


Vi talte om DMA-priser i weekenden, hvor iben spurgte om jeg så ikke gerne selv vil vinde en, og jo, selvfølgelig vil jeg da det, iben. Ikke fordi rocknroll skal være nogen konkurrence med rigtigt og forkert, men mest fordi den medvind det giver at tage overskrifter fra sådan en begivenhed er noget af en byggetilladelse til et større publikum, til måske ikke længere kun at spille for de samme 13 tapre mennesker hver gang man besøger Esbjerg:-). Har med Love Shop været nomineret til rigtig mange priser og for det meste set uhyrlige acts løbe afsted med ære og statuetter foran os. Det blev faktisk så grelt, jeg selv skippede DMA-uddelingen de sidste par gange vi var indstillet. Dels fordi Love Shop aldrig måtte spille – var ikke kendte nok! – dels fordi uddelingen på det tidspunkt var blevet en sms-farce, hvor kun de allermest populære blev tilgodeset. Sidstnævnte faktor er dog til en vis grad blevet ændret nu, da man selv fra arrangørside må have indset, at popularitet og kvalitet alt for sjældent går hånd i hånd.

Men fuck nu det – grunden til vi tager en æresrunde på emnet skyldes Gasolin’s Franz Beckerlee, som på www.gaffa.dk er på banen med en DMA-kommentar, der ialfald er forfriskende anderledes og bramfri. Læs den her:

http://gaffa.dk/nyheder/view.php/news_id=17567

Violenza


Det er ikke kun uenigheder omkring Ungdomshuset i København, der kan få menneskedyrets sande jeg lokket frem. Her er vi til Champions League-fest på Mestalla i Valencia i går aftes:

http://youtube.com/watch?v=K8dvYEJXiYY&mode=related&search=

Rejsende i neon-tro


Arcade Fire, højaktuelle med den anmelderroste Neon Bible, påbegyndte mandag på Olympia i Dublin den europæiske tour, der også snart kommer forbi Frederiksberg, med følgende fine setliste:

Keep The Car Running
Black Mirror
No Cars Go
Haiti
Black Wave/Bad Vibrations
My Body Is A Cage
The Well & The Lighthouse
Ocean Of Noise
Neighborhodd #1 (Tunnels)
Crown Of Love
Neighborhood #3 (Power Out)
Rebellion (Lies)
Intervention
Wake Up
(Antichrist Television Blues)
Neon Bible

El campeón dice adiós en Anfield


Kom klubpræsident Joan Laporta så på Beatles-museum og fik købt den “Star Club Hamburg”-skuldertaske? Ved det desværre ikke. Ved kun at den fodboldkamp han i går aftes så på et storlarmende Anfield i Liverpool, var en tæt thriller, der tilsidst ligeså godt kunne være gået hans og Barcelona’s vej. Som det blev måtte Laporta flyve hjem sydpå med sit hold, velvidende, at resten af foråret nu primært vil handle om det spanske La Liga-mesterskab. I dét hektiske kapløb kommer ærkerivalerne fra Real Madrid på besøg på Nou Camp sent lørdag, men kan allerede formtjekkes i aften, hvor de på Allianz Arena i München stiller op mod FC Bayern, med en yderst spinkel 3-2-føring, i endnu en tæt Champions League-1/8-finale.

TV3+ – i aften fra kl 19.30.

Nordlicht


Som Nick Cave lige nu finder frihed under uvanligt navn med kulsorte Grinderman, har Sveriges Joachim Thåström gang i helt identisk strategi med sit nye projekt Sällskapet, hvor han sammen med to af sine gængse bandmedlemmer – Hellberg og Össler – udsender album 28. marts. Nordlicht er navnet på Sällskapets første single, der flytter fokus lidt sydpå, fra sidste soloplades København til St. Pauli i Hamburg. Den meget fine sang kan i al sin underspillede Thåström-karisma høres her:

http://www.myspace.com/sallskapet

0-2


Med ovenstående resultat mod Liverpool i aften på Anfield vil FC Barcelona være videre i Champions League. Da lodtrækningen til indeværende runde fandt sted i december havde Barcelona’s stilfulde præsident Juan Laporta svært ved at skjule sin glæde. Dels over at have trukket den af hans hold ønskede og formodet letteste modstander blande de resterende hold i turneringen, dels over nu at kunne komme på det berømte Beatles-museum op til udekampen i aften. Og forhåbentlig får Laporta i eftermiddag en mindeværdig tur ned til Albert Dock, lige ud til Mersey-floden, hvor museet ligger. Der vil han kunne studere fan-memorabilia, gamle trommesets, guitarer, sort-hvid-billeder, måske endda købe en blå “Star-Club Hamburg”-skuldertaske med hjem til Fru Laporta, før tiden kommer med tidlig aften til at køre de 4-5 kilometer op til kompakte Anfield Road, på højdedraget lidt nordvest for centrum. Her vil spanieren, der så sent som nu lørdag aften i Sevilla oplevede et fantastisk hjemmepublikum, stå overfor et nyt og uden tvivl ligeså larmende et af slagsen. Det vil gøre et blivende indtryk på ham, som også selve kampen vil det. For uanset dens endelige udfald bliver i aften ikke business as usual for FC Barcelona, der stik imod egen forventning er bagud 1-2 efter første møde og derfor tvunget til at satse stort. For langt de fleste hold nærmest selvmord på Anfield, men netop Barcelona af alle besidder den spilmæssige flair og tekniske overlegenhed, en utaknemmelig opgave som denne i det mindste kræver – men er det nok? God kamp, Juan!

TV3+ – i aften fra kl 19.30.

Express forsinket!

Grundet uforudsete trykkeri-tekniske vanskeligheder er udgivelsesdatoen på vores nye Aftenland Express-album rykket en uge tilbage, dvs. til mandag d. 26. marts. Beklager at måtte påføre jer hele 168 timers ekstra ventetid – lover de nok skal vise sig umagen værd!

De gør en by fortræd


Nej, taler ikke om de mange unge, som nu bruger tabernes sprog og afreagerer langstrakt magtesløshed gennem anarki, hærværk og stenkast. For hvem kastede første sten? Det gjorde de københavnske lokalpolitikere som afhændede både fair play og et ungdomshus, alle andre i deres by tog for givet. Kan godt være de havde/har lov og paragraffer på deres folkevalgte side, men det ændrer intet ved, at beslutningen og udførelsen af den intetsomhelst har at gøre med, hvad København – og københavnerne! – helt logisk fortjener.

Det kan undre hvorfor Ritt Bjerregaard afbrød sin skiferie og hastede fra Norge, al den stund hun udelukkende kom hjem for IKKE at ville føre dialog, men istedet fornægte og tilsidesætte den historie og det naturlige behov, som ligger bag de unges meget uheldigt aggresive men desværre følelsesmæssigt forståelige adfærd. Ritt er en kæmpeskuffelse som borgmester i sin by!

I et land som vores, der selv benytter sig af intolerance og stenkast – jvf. Muhammed-krisen og Irak-krigen – er det overraskende, hvordan det i den grad har forarget, at disse uværdige størrelser nu også i desperationens stund slår rod blandt dets ungdom. Der er ingen tvivl om at nedrivningen af huset, der her til morgen er påbegyndt, vil avle mere vold på begge sider og det er deprimerende uacceptabelt, at det skal være på den måde. Kun en fremstrakt hånd kunne måske gøre underværker og synes derfor påkrævet. Nu.

Men kulturborgmester Martin Geertsen vil slet ikke de unge, hvis metoder har frastødt ham så voldsomt. Og Ritt Bjerregaard er helt væk i sin egen handlingslammede socialdemokratiske spin-verden. Det er simpelthen ikke godt nok. For det er ikke kun de få tusinde mennesker, der ryster gaderne på Nørrebro, de to pt. fornægter det hus og den rigdom, det vil bringe med sig; det er storbyen København, dens skrantende frisind og vi der bor her, som nu må lide under en dumstolt som inkompetent magtudøvelse.

Indkøbsseddel til mandag

Hvad spændende nyudgivelser angår har det endnu været et beskedent år. De sidste uger her er mest gået til Clap Your Hands Say Yeah’s Some Loud Thunder, en noget ujævn men indimellem helt fænomenal affære, Lucinda Williams, hende med den sprukne, ensomme stemme, hvis West har overbevisende americana-øjeblikke, og Richmond Fontaine, som på 13 Cities ikke for alvor river med. Mandag bringer måske et tiltrængt hifi-vagtskifte med følgende interessante releases:

ARCADE FIRE – “NEON BIBLE”
Nogle er begejstrede, andre allerede skuffede, men ikke meget tvivl om at Neon Bible fra Arcade Fire nok bliver et af de centrale albums foråret vil dreje sig omkring. De sange vi selv har hørt derfra – specielt den overjordiske Intervention – giver slet ingen betænkning vedrørende anskaffelse.

GRINDERMAN – “GRINDERMAN”
Nick Cave’s nye band, som koncertdebuterede i Operaen, København forrige efterår, udsender en debut, som forvarsles ond, bestialsk, larmende, umelodiøs. Grinderman skal naturligvis købes, for enhver Cave er bedre end ingen Cave, men sidste års Proposition-soundtrack, indeholdende en gold musik, som var meget svær at holde af, skræmmer dog. Tiden her savner bandet Nick Cave & The Bad Seeds. Tænk hvis man kunne komme til koncert med dem i Ungdomshuset, Jagtvej 69 i aften…!

BRYAN FERRY – “DYLANESQUE”
Midt i arbejdet med Roxy Music-comeback-pladen har Bryan Ferry indspillet et soloalbum, der udelukkende består af Bob Dylan-sange. På papiret måske et faretruemde projekt, men kender man Ferry’s udsøgte version af Dylan’s A Hard Rain’s A-Gonna Fall (fra coverpladen These Foolish Things) er der ikke voldsom grund til bekymring. Ferry har i sin lange karriere ofte vist sig som en stor og personlig fortolker af andres sange, og de første rapporter fra England taler om en direkte og vital Dylanesque uden kvælende respekt, men istedet på sangerikonet Bryan Ferry’s helt egne præmisser.

DMA 07


Var der selv sidste år, fik vanen tro ikke lov at synge nogen sang og tabte 5 nomineringer. Men mit koncertbureau Beatbox’s efterfest var ikke kedelig. I aften går det så løs igen når Danish Music Awards sender TV med stort anlagt show fra KB-Hallen. Hvad synes I – DMA som vital fejring af dansk musik eller blot selvfedt branchefremstød? Et andet spørgsmål kunne være, hvor spændende selve konkurrencen om de priser bliver, når alle på forhånd ved at Nephew vinder igen og igen og igen og igen og igen og igen og?

DR1 – i aften kl. 20.00

Kloden drejer stille rundt


En lang, mærkelig dag i København er snart forbi. Ungdomshuset blev ryddet med efterfølgende indignation, bål og tumult, legenden Otto Brandenburg døde på et af byens hospitaler, og ovre på Vesterbro blev vi helt færdige med vores nye plade. Skal nok få dens endelige tracklist op i morgen eller over weekenden.

Otto Brandenburg 1934-2007


Én ulykke kommer sjældent alene; den tidligere sanger – og twist-konge! – Otto Brandenburg døde nu til aften. Vi mindes ham her kun så gerne med nedenstående sang, et af de bedste bud på tidlig dansk schlager-pop med stor international klasse.

TO LYS PÅ ET BORD

To lys på et bord
Tre forløsende ord
Fire glas fyldt med ungdommens mod
Fem slags smil til dessert
Seks små kys tre til hver
Blev betalt med vort hjerteblod
En ond parodi
På den tids poesi
Det er alt hvad der findes i dag
For de smil og de ord
Der blev sagt ved det bord
Har vi glemt midt i tidens jag
Hvordan er det sket?
Har vi slet ikke set
At de lys brændte hurtig ned?
At tiden der kom
Blev så håbløs og tom
Hvorfor skal det vare ved?
To lys på et bord
Tre forløsende ord
Fire glas fyldt med ungdommens mod
Fem slags smil til dessert
Seks små kys tre til hver
Blev betalt med vort hjerteblod

© Bjarne Hoier/Ida From

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.