Når Gaffa kommer os i forkøbet med egne nyheder, må vi hellere hugge fra Gaffa:

Skaberkraften hos den bibelstærke ”Out-backer” er åbenbart uudslukkelig, for ikke nok med at han 5. marts barsler med debutpladen fra sit nye band Grinderman, han planlægger således også indspilningen af et nyt Bad Seeds-album med indspilningsstart i juli.

Indtil videre vil Cave dog ikke afsløre for meget om sangene på den endnu unavngivne plade, som han ifølge Billboard kun har arbejdet på i tre uger, og som vil blive en opfølger til dobbeltudgivelsen fra 2004 ”Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus”.

Den produktive sangskriver forklarer også, at projektet Grinderman er et forsøg på at øge udgivelsesfrekvensen, så han ikke behøver at vente tre år mellem pladerne fra The Bad Seeds; tre år er den tid pladeselskaberne, ifølge Cave, forventer der må gå fra en pladeudgivelse til den næste.

BOUNDARY RIDER

There’s a boundary rider
at the five mile fence
bloodwood, bones + steers

And the sky’s so deep
you can’t find your sleep
keeps you walking through these tears

So you reach for things
you’re never satisfied
you’re running down the years

And to know yourself
is to be yourself
keeps you walking through these tears

Some days you ride it hard
to stop them getting out
then comes the day you ride
to stop them getting in

There’s a boundary rider
on the five mile fence
bloodwood, bones + steers

And to know yourself
is to be yourself
keeps you walking through these tears

© Grant McLennan/The Go-Betweens

Jens siger, at “folk ude i byen” tror at denne blog er et “musiksite”, hvor vi modtager anmeldereksemplarer af den musik, andre indspiller og udsender. Gid vi gjorde! Alle albums her er erhvervet med vore egne surt bortødslede spareskillinger. Hermed en opfordring til alle pladeselskaber om at overdænge os med jeres seneste gode udgivelser (og kun dem, tak).

Det er faktisk lykkedes mig nu at lytte til hele det nye album Neon Bible med Arcade Fire. Jeg vil allerede nu hævde, at dette nye album slet ikke er skidt; ja, det er faktisk endnu bedre end Funeral. Denne gang er der ikke så melankolsk en stemning over musikken som sidst – teksterne har jeg ikke helt fanget endnu. Ja, jeg følte mig løftet uden i øvrigt at være i løftet stemning, da albummet var færdig med at spille.

Især den underligt triumferende sang “Intervention” med kirkeorglet, men også “Antichrist Television Blues” (hvilken titel!), “No Cars Go”, “Windowsill” og afslutningsnummeret “My Body Is A Cage” (hvor kirkeorglet vender stærkt tilbage) greb mig. Strygere er der også på dette album, men denne gang fra et stort orkester. En sang som “Keep The Car Running” giver mig mindelser om Springsteen omkring Born To Run, måske ikke i arrangementet, men i melodi og stemning.

Hør “Intervention” på http://goodblimey.com/archives/2006/12/31/arcade-fire-intervention/ og køb hele albummet, når det kommer.

Og se en anmeldelse her.

Den 6. marts kommer det nye album fra Arcade Fire, og det hedder Neon Bible. Hvis man som jeg synes at Funeral var værd at lytte til, er man sikkert spændt på hvad canadierne nu har fundet på.

Jeg er ikke alene om at være spændt. Koncerten i Store Vega d. 25. marts var nemlig udsolgt på 4 minutter, så nu er den flyttet til KB-Hallen.

Man kan allerede nu høre et par numre på WWW. Lyt til “Black Mirror” på http://www.arcadefire.com/cms_res/af-black_mirror.mp3. Og på
http://www.myspace.com/arcadefireofficial kan man høre “Keep The Car Running”.

Ingen af numrene lyder forresten dårligt.

Clap Your Hands Say Yeah er allerede nu ude med sophomore-pladen, der skal leve op til debutens anmelderroste rodebutik af ubesværet opfindsomhed og anderledes fingeraftryk. På Some Loud Thunder inviteres atter ind i den skitsernes labyrint, som er hjemstedet for CYHSY’s færdigindspillede sange. Meget dér er uforløst, men intet heldigvis uden mening. For bag selv de længste rækker af svimlende ens akkorder og afhakkede rytmer kommer forløsning og fyldestgørelse. Nogle gange ved en lille tonal ændring i den musikalske opbygning/nedbrydning, andre gange i de små nuancer i Alec Ounsworths gutterale husmorsvømning. Og undskyld vi kalder hans sang for dét, som ikke er negativt ment. Hver fugl synger med sit næb og lyden af Ounsworths er en af de mere opsigtsvækkende i ny musik. På trods af kraftige klangmindelser om David Byrne (Talking Heads) og Gordon Gano (Violent Femmes) er Ounsworth helt sin egen, uden megen hensyntagen til begrænsende konventioner som tonalitet og gammeldags vokale skønhedsbegreber. Den lyd og tilgang er på Some Loud Thunder med til at skabe en lille som stor musik, der, udstyret med en imponerende mangel på ordenssans, trækker langt, langt væk fra tidens og hverdagens strømlinede rationalitet. Hen et fremmed sted, hvor op godt må være ned, hvor selv mørke er ladet med lys, og hvor disse frihedselskende sange næsten spiller og synger sig selv. Føles som vi har brug for det.

PS – Kommer der mon andre plader i år end Some Loud Thunder, hvor så forskellige konkrete størrelser som Satan og stedet Jamaica besynges? Yep, en ialfald. Den hedder Aftenland Express og har en hel del med denne side at gøre…

Fortællende sange som f.eks. den nye single har ofte helt særlige kvaliteter. “Coke Lovebirds” indskriver sig i en lang tradition. Tænk på f.eks. “Tangled Up In Blue” fra Bobs Blood On The Tracks eller Bruces “Jungleland” fra Born to Run.

(Og nej, billedet ovenfor har intet med singlen at gøre.)

Endnu en mærkedag i rækken af rockikoner, der blev mordere. Netop i dag er det præcis 40 år siden den britiske producer Joe Meek skød sin værtinde og derefter skød sig selv.

Joe Meek var også: En sangskriver, der ikke kunne spille et instrument. En spiritist med et brændende ønske om at få kontakt med Buddy Hollys ånd. En bøsse, der levede på et tidspunkt, hvor homoseksualitet ikke var almindeligt accepteret i Storbritannien. Alt i alt en kompliceret skæbne.

Ikke mange kan huske Joe Meek selv, men hans hits fra 1960’erne er der sikkert mange, der kender. Instrumentalhittet “Telstar” er efter sigende Margaret Thatchers yndlingsnummer. Derfor kan det dog alligevel være værd at lytte til.

Husk at der for nylig er udkommet et dansk hyldestalbum til Joe Meek, The Lady With The Crying Eyes. Selveste Henrik Hall synger nummeret “Just Like Eddie”.

I dag er det 28 år siden, John Simon Ritchie tog en overdosis heroin. Stoffet fik han af sin mor, der selv var en erfaren misbruger. 21 år og 8 måneder gammel var han også selv en erfaren mand: Han havde været medlem af et stildannende band fra London, havde været på USA-turné med selvsamme og havde slået sin kæreste ihjel.

I dag kan man købe samlerfigurer af Sid Vicious. Se ovenfor. Og bemærk hvordan han næsten ikke rører ved strengene.

Se http://www.starstore.com/acatalog/Starstore_Catalogue_MUSIC_ACTION_FIGURES_2878.html, hvor man også kan erhverve sig figurer af f.eks. John Lennon, Jimi Hendrix, Kurt Cobain – og My Chemical Romance (jeg vidste ikke at de var døde…)