På mandag udkommer Rhonda Harris – Auditorium-labelmates med Jens Unmack & Slagterne – med ny plade. Tell The World We Tried er titlen på det Nikolaj Nørlund-producerede cover-album, der udelukkende indeholder sange af Townes Van Zandt, den notorisk oversete men fremragende amerikanske sanger/sangskriver. På en enkelt af Rhonda Harris’ TVZ-udgaver, “Saint John The Gambler”, gæster Jens U på akk. guitar og kor, mens derimod Slagternes Number One Rune Kjeldsen er med på guitar hele vejen igennem.

September gurls do so much
I was your butch and you were touched
I loved you well never mind
I’ve been crying all the time
December boys got it bad
September gurls I don’t know why
how can I deny what’s inside
even thought I keep away
maybe we’ll love all our days
When I get to bed
late at night
that’s the time
she makes things right
ooh when she makes luv to me
© Alex Chilton

Her er en liveoptagelse fra 1996:

http://www.youtube.com/watch?v=U3KuIoOc7pI

Compilations er for sjældent værd at gøre et stort nummer ud af, men her en undtagelse: 18. september udsendes Revolution Rock: a Clash Jukebox. The Clash’s bassist Paul Simonon har på den CD sammensat en lang række coversange, som hans gamle orkester enten indspillede, soundcheckede eller bare hørte meget på deres egen jukebox i øvelokalet i Rehearsal Rehearsals. Det er der kommet følgende meget fine og selvfølgelig lidt Jamaica-influerede top-tracklist ud af:

01. Roadrunner – Jonathan Richman & The Modern Lovers
02. I Can’t Control Myself – The Troggs
03. Israelites – Desmond Dekker
04. You Can’t Judge A Book By Its Cover – Bo Diddley
05. Dead End Street – The Kinks
06. King Of The Road – Roger Miller
07. Pop Goes The Weasel – Anthony Newley
08. Brand New Cadillac – Vince Taylor & His Playboys
09. Blitzkrieg Bop – The Ramones
10. Police & Thieves – Junior Murvin
11. Pressure Drop – Toots & The Maytals
12. Time Is Tight – Booker T & The MGs
13. Something In The Air – Thunderclap Newman
14. I Fought The Law – Bobby Fuller Four
15. Stagger Lee – Lloyd Price
16. Wrong Em Boyo – The Rulers
17. Revolution Rock – Danny Ray
18. Dance Crasher – Alton Ellis
19. Armagideon Time – Willie Williams
20. Junco Partner – James Booker
21. Look Here – Mose Allison
22. Police On My Back – The Equals

I see a bad moon a-risin’ / I see trouble on the way /I see earthquakes and lightnin’ / I see bad times today / I hear hurricanes a-blowin’ / I know the end is coming soon / I fear rivers overflowing / I hear the voice of rage and ruin / Hope you got your things together / Hope you are quite prepared to die / Looks like we’re in for nasty weather / One eye is taken for an eye / Don’t go ’round tonight / It’s bound to take your life / There’s a bad moon on the rise…
© Fogerty

AIN’T TALKIN’

As I walked out tonight in the mystic garden
The wounded flowers were dangling from the vine
I was passing by yon cool crystal fountain
Someone hit me from behind

Ain’t talkin’, just walkin’
Through this weary world of woe
Heart burnin’, still yearnin’
No one on earth would ever know

They say prayer has the power to heal
So pray from the mother
In the human heart an evil spirit can dwell
I am a-tryin’ to love my neighbor and do good unto others
But oh, mother, things ain’t going well

Ain’t talkin’, just walkin’
I’ll burn that bridge before you can cross
Heart burnin’, still yearnin’
There’ll be no mercy for you once you’ve lost

Now I’m all worn down by weeping
My eyes are filled with tears, my lips are dry
If I catch my opponents ever sleeping
I’ll just slaughter ’em where they lie

Ain’t talkin’, just walkin’
Through the world mysterious and vague
Heart burnin’, still yearnin’
Walkin’ through the cities of the plague.

Well, the whole world is filled with speculation
The whole wide world which people say is round
They will tear your mind away from contemplation
They will jump on your misfortune when you’re down

Ain’t talkin’, just walkin’
Eatin’ hog eyed grease in a hog eyed town.
Heart burnin’, still yearnin’
Some day you’ll be glad to have me around.

They will crush you with wealth and power
Every waking moment you could crack
I’ll make the most of one last extra hour
I’ll revenge my father’s death then I’ll step back

Ain’t talkin’, just walkin’
Hand me down my walkin’ cane.
Heart burnin’, still yearnin’
Got to get you out of my miserable brain.

All my loyal and my much-loved companions
They approve of me and share my code
I practice a faith that’s been long abandoned
Ain’t no altars on this long and lonesome road

Ain’t talkin’, just walkin’
My mule is sick, my horse is blind.
Heart burnin’, still yearnin’
Thinkin’ ’bout that gal I left behind.

Well, it’s bright in the heavens and the wheels are flyin’
Fame and honor never seem to fade
The fire gone out but the light is never dyin’
Who says I can’t get heavenly aid?

Ain’t talkin’, just walkin’
Carryin’ a dead man’s shield
Heart burnin’, still yearnin’
Walkin’ with a toothache in my heel

The sufferin’ is unending
Every nook and cranny has its tears
I’m not playing, I’m not pretending
I’m not nursin’ any superfluous fears

Ain’t talkin’, just walkin’
Walkin’ ever since the other night.
Heart burnin’, still yearnin’
Walkin’ ’til I’m clean out of sight.

As I walked out in the mystic garden
On a hot summer day, a hot summer lawn
Excuse me, ma’am, I beg your pardon
There’s no one here, the gardener is gone

Ain’t talkin’, just walkin’
Up the road, around the bend.
Heart burnin’, still yearnin’
In the last outback at the world’s end.

© Bob Dylan

Af en eller anden grund har mange kendte musikere fra rocken og dens omegn set dagens lys for første gang netop d. 25. august: Gene Simmons fra KISS (57 i dag), Jeff Tweedy fra Uncle Tupelo/Wilco (39 i dag), Rob Halford fra Judas Priest (55 i dag), Elvis Costello (52 i dag) og Stuart Murdoch fra Belle and Sebastian (38 i dag) Og så er der også Billy Ray Cyrus (45 i dag), der lavede den berygtede “Achy Breaky Heart”.

Måske kunne de herrer danne et ensemble for at markere det?

Hér, det har jeg ialfald. Men ikke konservativ punk som Offspring, der ligner og lyder som nogens forstemte farbrødre klædt ud som Muppet Show-Sex Pistols. Ej heller retro punk som Green Day, med fuck dit og fuck dat og fuck you very much hele vejen hen til US$-banken. Nix, det er kun stort når et band spiller med fire-spirit og overbevisning, uden at skæve til hvordan punk SKAL lyde, SKAL se ud, og uden at give en kæft for hvad MTV-stationernes playlistpræsidenter vil synes. Det klæder ikke punk at tænke forretning.

Netop nu, hvor så meget i det såkaldte offentlige rum er mere glat og ensrettet end nogensinde, hvor kloden lever i bedste krig, fornægtelse og undertrykkelse, og hvor min egen business – underholdningsindustrien – er så pisse behagesyg og berøringsangst, er det inspirerende, når bare nogle få indenfor den indimellem siger det rigtige HERTIL, STOP! og dermed går på tværs af mainstreams uskrevne regler for accept og samarbejde. Som nu Neil Young gjorde tidligere på året, da han udsendte sit anti-Irakkrigsalbum Living With War. Det album var ikke velset i USA, for Young udstillede på det den dobbeltmoralske, glansbillede-rosenrøde selvopfattelse, man som nation ejer derovre. Her hos os selv i DK kunne det sikkert også være mest harmonisk hvis vi alle flettede tæer med Rasmus Nøhr og hans slags, men nej for satan, alt det pis er hult, har intet hold i andet end åndelig fattigdom og resignation. Vi har brug for proteiner, ikke sjæleforladt junkfood igen og igen og igen. Den underholdning, der ikke på den ene eller anden måde tør sætte holdning på spil, er i bedste fald intetsigende ligegyldig.

Her kommer amerikanske The Thermals ind i billedet. Den amerikanske trio udsendte i mandags sit 3. album The Body, The Blood, The Machine, en uhyre fængende samling sange, i langt større musikalsk gæld til Pixies end Ramones, der forestiller sig hjemlandet USA styret af kristne fascister, og fokuserer på behovet samt mulighederne for at undslippe netop det mareridt – den problematik er vel iøvrigt ikke så fjern fra the real world, er den? Omkring The Thermals står der meget rammende i en nypostet amerikansk web-anmeldelse, at deres musik lyder præcis som punk rock bør i 2006; intelligent, kompromisløs og virkelig, virkelig pissed. Anger is an energy, vrængede PIL’s John Lydon for mange år siden, på en måde så man ikke kunne betvivle rigtigheden af det udsagn. Og vrede er der masser af her, på et kort, hurtigt album med fræsende guitarer og skarp, direkte sang. Jeg gør mig ingen illusioner; The Body, The Blood, The Machine ændrer selvfølgelig ikke nogetsomhelst. Men den udgør et tiltrængt frirum, en oase midt i vores mismods ørken.

“God reached his hand / down from the sky / he flooded the land / then he set it afire. / He said, “Fear me again, / know I’m your father. / Remember that no one / can breathe underwater.””

Fik lige sendt dette ret hysteriske men perfekte klip med Düsseldorf-bandet Deutsch Amerikanische Freundschaft, som beviser at 80’erne er bedre end sit ry, at små kan sætte pris på andet end børnesange, at tyske dansetrin har sturm und drang, samt at Rammstein vel skylder DAF 1 Euro eller 3 i inspirationsafgift. Og gad så iøvrigt vide hvem sluttekstens Benno Von Der Endloesung er?

http://www.youtube.com/watch?v=XwAJXV070OY

Forleden talte vi om, hvordan Noir Desir kunne udsende en longplayer om bål, brand og opløsning i New York City akkurat samme dag, som myrderiet på World Trade Center gik løs. Men det franske band var ikke ene om at udsende musik med næsten profetiske undertoner d. 11 september 2001. Den dato betød nemlig også release for Love & Theft, Bob Dylan’s efterfølger til sit eget nyklassiske mesterværk Time Out Of Mind. Men siden da – 9/11 – har der på pladefronten kun været stille fra Dylan, hvis Neverending Tour til gengæld har forsat sit lange hvileløse spor, som senest berørte Danmark for små 2 måneder siden. Dén uforløste optræden på Roskilde Festival skal dog ikke mindske forventningerne til nu på mandag, hvor Modern Times, Dylan’s første studiealbum i altså godt 5 år, endelig udkommer. I det nye Uncut Magazine foranmeldes pladen til 5 ud af 5 stjerner, så mon ikke der er noget at glæde sig til!? Tracklistingen ser således ud:

1. Thunder on the Mountain
2. Spirit on the Water
3. Rollin’ and Tumblin’
4. When the Deal Goes Down
5. Someday Baby
6. Workingman’s Blues
7. Beyond the Horizon
8. Nettie Moore
9. The Levee’s Gonna Break
10. Ain’t Talkin’

Joe Strummer – long gone daddy fra The Clash – ville i dag være blevet 54.

På engelsk har man et udtryk, guilty pleasure, der dækker over noget, man ikke burde kunne lide på grund af sin såkaldt gode smag – og derfor skammer sig over at kunne lide. Det britiske blad Q har i sit seneste nummer en liste over 25 albums, der falder i denne kategori. Her er den:

1. Meatloaf – Bat Out Of Hell
2. Supertramp – Breakfast In America
3. Hall & Oates – Private Eyes
4. Def Leppard – Hysteria
5. Billy Joel – The Stranger
6. ZZ Top – Eliminator
7. INXS – Kick
8. Dire Straits – Making Movies
9. Simply Red – Stars
10. Phil Collins – Face Value
11. Electric Light Orchestra – Out Of The Blue
12. The Traveling Wilburys – Vol 1
13. Rush – Moving Pictures
14. Eurythmics – Revenge
15. Journey – Escape
16. Blue Öyster Cult – Agents Of Fortune
17. Counting Crows – August And Everything After
18. UB40 – Labour Of Love
19. Genesis – Invisible Touch
20. Big Country – The Crossing
21. Men At Work – Business As Usual
22. Richard Harris – A Tramp Shining
23. Steve Miller Band – Fly Like An Eagle
24. a-ha – Hunting High And Low
25. Terence Trent D’Arby – Introducing The Hardline According To…

Selv har jeg faktisk kun listens nummer 1, som er en ægte guilty pleasure for mig. Da jeg startede i gymnasiet i 1979, var det dét album, alle andre hørte (og jeg købte 15 år senere). Året efter snakkede nogle af de samme mennesker om Kliché, Stiff Little Fingers, Siouxsie and the Banshees osv. At høre “Bat Out Of Hell” fører mig derfor tilbage til en fjern, ureflekteret tid. Roy Bittan og Max Weinberg fra E-Street Band er med, og Todd Rundgren har produceret. Det er ikke med andre ord ikke rene amatører uden kredibilitet, men resultatet er en gang fascinerende pomp og svulstighed. Jeg kan bedst lide balladerne.

Og nå ja, så har jeg faktisk et album med Counting Crows, This Desert Life, og et par stykker med Eurythmics og a-Ha. Counting Crows-albummet er imidlertid ikke et, jeg skammer mig over at eje (og det er produceret af David Lowery og Dennis Herring fra Camper van Beethoven/Cracker). Ej heller skammer jeg mig over Eurythmics og a-Ha, der faktisk lavede fremragende pop. Engang fik jeg tilmed et Dire Straits-album foræret, og selv ikke dét bragte forargelsen frem hos mig. Mark Knopfler har sine øjeblikke, omend han ca. 90% af tiden keder mig ihjel.

Hvad er så mine ægte skamfulde fornøjelser ud over Bat Out Of Hell? Først og fremmest Gnags, som de lød omkring 1980. Jeg kan godt lide Safari og X. Bagefter degenererede de til hyggerock. Også Mike Oldfield i starten af hans karriere må jeg tilstå at kunne lide – fra Tubular Bells frem til omkring Incantations. Bagefter degenererede han til pomp og ligegyldighed – egentlig lidt som Radiohead.

På sæt og vis er Muse også en skamfuld fornøjelse. Det er rendyrket stadionpomp med science-fiction tekster, falsetvokal og utilsløret instrumentlir – en slags moderne udgave af Rush eller Yes tilsat opstyltede elementer fra senere pop og rock (U2, Prince, Radiohead osv.). Men et eller andet gør at jeg har taget Black Holes and Revelations til mig og faktisk har hørt det en del.

For længe siden delte jeg lejlighed med Eduardo fra Colombia (hvis du læser dette, Eduardo, så skriv!) og da gik det op for mig at man i Latinamerika ikke har samme reservationer om god smag. Her kan døgnfluer som Glenn Medeiros og Gloria Estefan trives side om side med Echo and the Bunnymen og The Clash og prog-monstre som Emerson, Lake and Palmer.

Nu over til folket. Denne blog har over 300 registrerede bruger (hvoraf adskillige tilsyneladende hedder Jane Flauensgaard). Hvad gemmer skabene derude?

Og hvad med min medforfatter? (Vi ved godt det med Sandra.)