Vermouth har postet denne playliste, han har brugt i radioen, i et temaprogram om togsange. Listen er så spændende, det ville være synd ikke at bringe den her. For nej, sange med tog i er sjældent kedelige. Hvad er den bedste togsang nogensinde mon? Her er 27 bud fra Vermouth:

1. Ike & Tina Turner – The Loco-Motion (1969)
2. Tiny Bradshaw – Train Kept A Rollin’ (The) (1953)
3. Little Junior’s Blue Flames – Mystery Train (1953)
4. James Brown & The Famous Flames – Night Train (1961)
5. The Pyramids – Train Tour To Rainbow City (1967)
6. The Monkees – Last Train To Clarksville (1967)
7. Dillard & Clark – Train Leaves Here This Morning (1968)
8. The Doobie Brothers – Long Train Runnin’ (1973)
9. Joe Ely – Boxcars (1978)
10. The Clash – Train In Vain (1979)
11. Robert Johnson – Love In Vain (1937)
12. The Rolling Stones – Silver Train (1973)
13. The Velvet Underground – Train Round The Bend (1970)
14. Jerry Garcia & Merl Saunders – It Takes A Lot To Laugh, It Takes A Train To Cry (live) (1973)
15. Bob Dylan – Slow Train Coming (1979)
16. Ryan Adams & The Cardinals – Trains (2005)
17. Todd Snider – Play A Train Song (2004)
18. Gladys Knight & The Pips – Midnight Train To Georgia (1973)
19. Solomon Burke – Fast Train (2002)
20. Meade “Lux” Lewis – Honky Tonk Train Blues (1927)
21. The Delmore Brothers – Dis Train Am Bound For Glory (1954)
22. Johnny Cash – Train Of Love (1958)
23. Crosby, Stills & Nash – Marrakesh Express (1969)
24. Neil Young – Train Of Love (1994)
25. Gun Club – Black Train (1981)
26. The Ethiopians – Train To Skaville (1967)
27. Little Eva – The Loco-Motion (1962)

Nu vi er i den afdeling af verden, så var det selvfølgelig ikke kun nedenforomtalte Desmond Dekker, der kunne noget med ord i rocksteady-sangene fra Jamaica. Tjek lige på skrift den her minimalistiske togsang fra vokalduoen The Ethiopians’ 1967-gennembrud “Train To Skaville”. Maestro Leonard Cohen udnævnte engang Fats Domino’s “Blueberry Hill” som det mesterværk, hvis enkle, billedskabende tekst nemt overstrålede alt, han selv havde skrevet. Og fint nok, beskedenhed er åbenbart en canadisk dyd, men hvad mon så ikke selvsamme LC ville kunne sige om Ethiopians’ overlegne togtur til Skaville? Cohen, Dylan, Reed, Stipe, Cave, younamethem….alle får kamp til stregen her.

TRAIN TO SKAVILLE

Train to Skaville
Chicke chicke chicke…

Beep beep train to Skaville
Pick your seat

Everyone on board

Chicke chicke chicke chicke chicke chicke…

Pshhhh

Beep beep…

Free man free
Free as a bird in a tree

Beep beep

© L Dillon

En af ska- og rocksteady-musikkens store pioneerer, Kingston’s egen Desmond Dekker, døde i torsdags. Respekt herfra til Desmond, der af de fleste bizart nok mest kendes pga. sin formodede hovedrolle i teksten på Beatleshelvedet “Ob-la-di Ob-la-da”….! Men det han bør og skal blive husket for er sin elegante og sjælfulde vokal på fantastiske sange som “Israelites”, som var det allerførste Jamaica-indspillede hit i Europa og USA nogensinde, “007 (Shanty Town)”, “Rude Boy Train” og “Pickney Gal”. Alle sunde hits, der ubesværet tog ham langt udover de snævre mod- og skinhead-miljøer i sen-60’ernes England, hvor han først blev seriøst respekteret og værdsat.

ISRAELITES

Get up in the morning, slaving for bread, sir,
so that every mouth can be fed.
Poor me, the Israelite. Aah.

Get up in the morning, slaving for bread, sir,
So that every mouth can be fed.
Poor me, the Israelite. Aah.

My wife and my kids, they are packed up and leave me.
Darling, she said, I was yours to be seen.
Poor me, the Israelite. Aah.

Shirt them a-tear up, trousers are gone.
I don’t want to end up like Bonnie and Clyde.
Poor me, the Israelite. Aah.

After a storm there must be a calm.
They catch me in the farm. You sound the alarm.
Poor me, the Israelite. Aah.

Poor me, the Israelite.
I wonder who I’m working for.
Poor me, Israelite,
I look a-down and out, sir.

© Desmond Dekker

LS-klassikeren Go! har 9 års fødselsdag i dag, d. 28. maj – congrats Go!! Lad os her markere dagen med en hurtig køretur ned på Memory Lane og tilbage igen. Bliver ikke sjældent spurgt, hvordan jeg – nu med lidt afstand til dem – selv rater alle LS-pladerne og hvilke tracks der er personlige favoritsange på de enkelte albums. Så okay, her er sådan en liste med en ikke-overraskende #1:

1. Go! (Love goes on forever, Fremmedlegionær, Vi blinker så hurtigt vi kan, det “skjulte” instrumental-track Havanna Song)
2. 1990 (En nat bliver det sommer, I den nye by, I dag så bedre ud i går, Alt jeg ser er hendes ryg)
3. Anti (Alle har en drøm at befri, Kræmmersjæl, Du er kommet for at gå, Det tog mig et år)
4. DK (Drømmens København, Stalingrad, Vil du ikke engang kysse mig farvel, Hun er stadigvæk en lille pige)
5. Det Løse Liv (Bellavista sol, Birgittelyst, Min Elvis, Født til action)
6. National (Sig det aldrig mere, Nordlys, Susie, Carpenters)
7. Billeder Af Verden (Fuck min højdeskræk, Billeder af verden, Det elsker jeg, Tag mig hold mig løft mig)

Alle der laver sange stjæler fra andre sangskriveres musik indimellem. Det er der ikke noget galt i. Det er det, der lidt mere okay hedder at “lade sig inspirere”. Der er dog en vigtig ting man som musikalsk berigelseskriminel er nødt til at huske: At få eget fingeraftryk sat på musik-tyvekosterne, så det man står med netop bliver ens eget, og ikke kun et hult ekko af det oprindelige udgangspunkt. Der er den kvalitet der skiller godt stjålet musik fra dårligt lånt musik. Den lektie har Red Hot Chili Peppers vist glemt på deres nuværende hitsingle “Dani California”. For av for en lighed mellem den og Tom Petty & The Heartbreakers’ “Mary Jane’s Last Dance”, både hvad tekst, riff, rytme, tempo og musik angår. Hør selv her:

I skrivende stund er der kun 13 dage til Depeche Mode giver koncert på et fodboldstadion, der er hjemmebane for en østjysk 1. divisionsklub. Det bliver underligt nok første gang, jeg får Fletcher, Gahan og Gore at se. Jeg glæder mig som et lille barn, uagtet tidligere negative meldinger fra Jens & Co.

(Og hvis nogen skulle have kørelejlighed nordpå efter koncerten, vil jeg meget gerne høre fra jer.)

Ja, hvordan føles det så at fylde 65? Det gør Bob Dylan i dag. For 5 år siden blev hans 60-årsdag fejret med en kæmpe koncert i Grå Hal på Christiania, hvor mange meget forskellige danske vokalister gav respektive Dylan-favoritter. Selv sang jeg undtagelsesvis engelsk den aften, på en Gun Club-ificeret 4/4-version af “Man In The Long Black Coat”, en af de mange sublime sange fra Oh Mercy-pladen. At skulle være med den aften lå ellers ikke umiddelbart i kortene. Da jeg voksede op brød jeg mig ikke om Dylan. Han var ham der på afstand brægede som en ged, når man gik forbi den lukkede dør til ens storesøsters værelse. Meget senere begyndte enkelte sange med ham så at trænge sig på, og tilsidst blev jeg nødt til at købe Oh Mercy samt Greatest Hits 3-pladen, den som bl.a. indeholder fan-tas-tis-ke “Brownsville Girl”, og var solgt. Siden har jeg med fornøjelse brugt penge på at komme ind og længere ned i hans imponerende sangkatalog. Ikke alt dér er lige godt eller spændende, men det bedste er – indiskutabelt! – noget af det mest komplette rytmiske musik, der nogensinde er lavet. Et engelsk kulturmagasin, hvis navn vi her allerede har glemt, hævdede for få år siden, at kun 3 “moderne” amerikanske sangskrivere fra det 20’ende århundrede vil blive husket ud bag fremtiden: Woody Guthrie, Hank Williams og så altså Bob Dylan. Store oplevelser spilder ingens tid, så gem din kedelige nye Pet Shop Boys-plade væk og hør istedet en af de absolutte mestre i dag!

MAN IN THE LONG BLACK COAT

Crickets are chirpin’, the water is high,
There’s a soft cotton dress on the line hangin’ dry,
Window wide open, African trees
Bent over backwards from a hurricane breeze.
Not a word of goodbye, note even a note,
She gone with the man
In the long black coat.

Somebody seen him hanging around
At the old dance hall on the outskirts of town,
He looked into her eyes when she stopped to ask
If he wanted to dance, he had a face like a mask.
Somebody said from the Bible he’d quote
There was dust on the man
In the long black coat.

Preacher was a talkin’ there’s a sermon he gave,
He said every man’s conscience is vile and depraved,
You cannot depend on it to be your guide
When it’s you who must keep it satisfied.
It ain’t easy to swallow, it sticks in the throat,
She gave her heart to the man
In the long black coat.

There are no mistakes in life some people say
It is true sometimes you can see it that way.
But people don’t live or die, people just float.
She went with the man
In the long black coat.

There’s smoke on the water, it’s been there since June,
Tree trunks uprooted, ‘neath the high crescent moon
Feel the pulse and vibration and the rumbling force
Somebody is out there beating the dead horse.
She never said nothing there was nothing she wrote,
She gone with the man
In the long black coat.

© Bob Dylan

Tillykke med dagen!

Efter at Grant McLennan døde ud af det blå for to uger siden, har der været en hel del The Go-Betweens-lyd i luften her. Det ikke for at svælge i McLennans ulykke, men kun for at sætte pris på de sange, hvis intime kvalitet nærmest gjorde ham til en personlig ven, selv for folk der aldrig havde mødt ham. Så da jeg skulle til Jylland nu torsdag aften, lavede jeg selvfølgelig en Grant McLennan/Robert Forster/Go-Betweens-compilation til at have med på landevejene i min Astraworld. Da jeg var helt ung og vågenede op, og først hørte bandet, var det altid McLennans sange der talte ind til mig, hvorimod det senere blev Robert Forsters som gav mest. Så derfor – og fordi magien i The Go-Betweens måske netop udspringer af sammenstøddet mellem ligefrem McLennan og melodramatisk Forster – blev begges sange både i band- som solosammenhæng anvendt. Den endelige playlist, som ubesværet bestod køreprøven, kan ses her nedenfor. Ville nemt kunne have lavet endnu en opsamling med de klassikere der ikke blev plads til på mediets begrænsende 80 minutter, så hvis nogen skulle undre sig over hvor f.eks. “That Way”, “Part Company”, “Bachelor Kisses”, “Streets Of Your Town” eller “Love Goes On” – McLennan-popbrisen der inspirerede en LS-favorit – blev af, så står det her. Det slog mig iøvrigt henover landet, hvilken antitese til alt, der er vulgært inden for moderne musik, The Go-Betweens er. På den baggrund tragisk nemt at forstå, hvorfor de aldrig blev kendt af en bred offentlighed, men forblev den næsten hemmelige skat, der endnu ligger og venter på at blive opdaget af de mange.

Boundary Rider – The Go-Betweens (fra Oceans Apart)
Falling Star – Robert Forster (fra Calling From A Country Phone)
Apology Accepted – The Go-Betweens (fra Liberty Belle And The Black Diamond Express)
Caroline And I – The Go-Betweens (fra Bright Yellow Bright Orange)
You Won’t Find It Again – The Go-Betweens (fra 16 Lovers Lane (Expanded Edition))
Rock And Roll Friend – The Go-Betweens (fra 16 Lovers Lane (Expanded Edition))
Haven’t I Been A Fool? – Grant McLennan (fra Present & Past (1983-1995))
Too Much Of One Thing – The Go-Betweens (fra Bright Yellow Bright Orange)
Finding You – The Go-Betweens (fra Oceans Apart)
Loneliness – Robert Forster (fra Warm Nights)
Don’t You Cry For Me No More – Grant McLennan (fra Horsebreaker Star)
Darlinghurst Nights – The Go-Betweens (fra Oceans Apart)
Cattle And Cane – The Go-Betweens (fra Before Hollywood)
The Clarke Sisters – The Go-Betweens (fra Tallulah)
Statue – The Go-Betweens (fra Oceans Apart)
Baby Stones – Robert Forster (fra Danger In The Past)
I’ve Been Looking For Somebody – Robert Forster (fra Danger In The Past)
If I Should Fall Behind – Grant McLennan (fra Lightning Fires-single)
On A Street Corner – Robert Forster (fra Warm Nights)

Af og til sker det at jeg i fantasiløshed og desperation vælger et tilfældigt album at lytte til på min iPod. Nogle gange sker der ikke noget ved det, andre gange genopdager jeg en klassiker. I dag skete det, da jeg valgte at lytte til et album med den engelske gruppe The House of Love, der huserede sidst i 1980’erne og først i 1990’erne. I lighed med Tindersticks var opfindsomheden lav hvad angik albumtitler. De første to albums hed begge The House Of Love, og de udsendte tilmed også et opsamlingsalbum med dette navn.

Men sangene… Sanger og sangskriver Guy Chadwick leverede nogle umådeligt iørefaldende melodier og skarpe tekster, der passede til som fod i hose. Nogle tror at ‘sommerfuglealbummet’ The House Of Love hedder ‘Fontana’, fordi det står på albummets ryg ved siden – men det var nu pladeselskabet.

På begge de to første albums er der helt forrygende sange. Min yndling er ‘sommerfuglealbummet’ og især sange som ‘In A Room’ og ‘The Beatles And The Stones’ har igen sat sig godt fast i øregangen hos mig. Der er ikke nogen svage sange på albummet, men en serie af velafrundede og velarrangerede popperler, der ikke er skæmmet af f.eks. firseragtig produktion.

Gruppens ulykke var at de ikke var med i de store “bølger” – deres karrieres kunstneriske højdepunkt lå fra det tidspunkt hvor Happy Mondays m.fl. var store til grungens fremkost.

(I dag er The House Of Love så gendannet og jeg må med skam meddele at jeg endnu ikke har hørt deres comeback-album.)

Efter sin positive omtale her nedenfor, har eneren Jason Lytlle givet et sjældent oplysende interview:

http://arts.guardian.co.uk/features/story/0,,1777815,00.html

Amerikanske Grandaddy kaster med afskedspladen Just Like The Family Cat håndklædet i ringen. “I don’t wanna work all night and day on writing songs/ That make the young girls cry/ Or playing little solos on the keyboard/ So the kids will ask me how and why”, synger frontmand Jason Lyttle disillusioneret. Musikken lyder nu slet ikke så udbrændt, men derimod igen omtrent så fin, som på The Software Slump, Grandaddy’s hovedværk, noget den skuffende forgænger Sumday ikke formåede at leve op til. De bedste af de nye sange er særegne små perler, som f.eks. her nedenstående “Campershell Dreams”, der i længselsfuld melodisk lethed tager samtlige points, før den stopper i egen blødende solnedgang. Bliver spændende videre herfra at følge Jason Lyttle, der slet ikke synes færdig med at synge sin ensomme verden ud. Men for nu er der heldigvis Just Like The Family Cat, der står som et mere end værdigt punktum for Grandaddy, hans store lille band fra Modesto, California.

CAMPERSHELL DREAMS

You don’t have to be alone anymore
Good company’s a gift
You don’t have to be alone anymore
Go ahead, disspell the myth
You don’t have to be alone anymore
Sad letters on the drift
You don’t have to be alone anymore
That really ain’t no way to live
It really ain’t no way to live

© Jason Lyttle