Hvem skulle have troet 2006 ville bringe en samling indædte old school-protestsange fra Neil Young!? Living With War er sådan en plade og kommer med en anden, større og mere vedkommende ild end de seneste mange Young-udgivelser. Der er intet mindre end både vestlig selvopfattelse og samtid på spil her. “Dont need no more lies”, råbesynges der symptomatisk igen og igen, halvt befalende, halvt bønfaldende, på “The Restless Consumer”, en af hjørnestenene på Living With War. Om det så er George W. Bush-administration, krig i Irak, de kreative påfund for at få den retfærdiggjort, New Orleans-svigt, fattige amerikanere, 9/11-USA, er der ikke meget, som går disse massive, sært smukke sange, om en verden i moralsk opløsning, forbi. Nogle vil nok finde det tåkrummende naivt, at udsende noget så firkantet subjektivt. Andre vil høre og opleve en mand, der i meget lang tid ikke har lydt så levende direkte i sin musik som her. Sjældent og livsbekræftende er det ialfald med en etableret rockstar, der tør synge ufiltreret hvad han mener, uden bleg frygt for hverken tabt markedsandel eller offentlig latterliggørelse. Og tænk så lige engang hvad dét indebærer: Rockmusik kan stadigvæk betyde noget. Tak for det og keep on rockin’ in the free world, Neil Young!

LET’S IMPEACH THE PRESIDENT

Let’s impeach the president for lying
And leading our country into war
Abusing all the power that we gave him
And shipping all our money out the door

He’s the man who hired all the criminals
The White House shadows who hide behind closed doors
And bend the facts to fit with their new stories
Of why we have to send our men to war

Let’s impeach the president for spying
On citizens inside their own homes
Breaking every law in the country
By tapping our computers and telephones

What if Al Qaeda blew up the levees
Would New Orleans have been safer that way
Sheltered by our government’s protection
Or was someone just not home that day?

Let’s impeach the president
For hijacking our religion and using it to get elected
Dividing our country into colors
And still leaving black people neglected

Thank god he’s cracking down on steroids
Since he sold his old baseball team
There’s lot of people looking at big trouble
But of course the president is clean

Thank God

© Neil Young

Hvis jeg var i København i aften, ville jeg tage ind på Vega for at høre den amerikanske sanger/sangskriver Keith Caputo. Han startede sin karriere i Life of Agony, der først spillede hardcore, men efterhånden fik et meget mere varieret udtryk. Caputos solo-debut Died Laughing er en lille perle af et album med velkomponerede melodier og eftertænksomme tekster. Og så kan han synge. Caputo gav en fin koncert på Roskilde-festivalen – desværre tilbage i 2000, en festival, der som bekendt ikke blev husket for musikken. Der er forresten netop kommet et nyt album fra Keith Caputo. Det er desværre ikke i almindelig distribution.

Og uanset hvor jeg er, er det på sin plads i dag at ønske tillykke med fødselsdagen til C.V. Jørgensen.

Grant McLennan, australsk lonely lover og superb sangskriver som den ene halvdel af unikke The Go-Betweens, døde lørdag nat i Brisbane, Queensland. Han vil blive savnet.

CATTLE AND CANE

I recall a schoolboy coming home
Through fields of cane
To a house of tin and timber
And in the sky
A rain of falling cinders
From time to time
The waste memory-wastes
I recall a boy in bigger pants
Like everyone
Just waiting for a chance
His father’s watch
He left it in the showers
From time to time
The waste memory-wastes
I recall a bigger brighter world
A world of books
And silent times in thought
And then the railroad
The railroad takes him home
Through fields of cattle
Through fields of cane
From time to time
The waste memory-wastes
The waste memory-wastes
Further, longer, higher, older

© Grant McLennan

Sidste uge blev der her talt om såkaldte “guilty pleasures”, altså de underlødige, måske direkte pinlige ting man undtagelsesvis holder af, egentlig helst ikke vil kunne lide, og da slet ikke kan stå ved. Det var da i forbindelse med en diskussion om tyske Sandra, hende med Maria Magdalena-europophittet fra 1984. Synes nu ikke Sandra er så tåkrummende endda, men det gør de fleste andre vist. Well, kom ialfald til at tænke på guilty pleasure-begrebet igen, da jeg i dag åbnede op for Stadium Arcadium, den nye Red Hot Chili Peppers-cd. For er de måske et band man har lyst til at indrømme man bryder sig om?!? Jeg mener….deres lede funknumre, deres junk-romanticisme, deres sportsrock-afklædte MTV-videoer, deres superamerikanske tekster, og så tilmed ham, den creepy, slangetungeviftende bassist! I min verden er Red Hot Chili Peppers langt pinligere at kunne lide end Sandra.

Men hvordan det så end sker, laver RHCP altså desværre/heldigvis helt fantastiske stille sange. Soltørrede, intime ballader der emmer af længsel og indian summer. Spillet og sunget med en naturlig selvsikker ydmyghed. Og bandet producerer tilmed efterhånden også de fremragende rocknumre, med klassiske pophooks og forløsende omkvæd, der vil det hele. “By The Way” fra forrige album var sådan et fænomenalt track, og pladen den kom fra af samme navn, var nok den jeg selv hørte mest den sommer, for snart 4 år siden. Hvilket jeg slet ikke er stolt af at indrømme. Men sådan var det altså. Kan ikke lyve altid om de her ting.

Nu er RHCP så igen ude med en ny samling sange, hele 28 faktisk. Den engelske avis The Independent tildelte i forgårs den Rick Rubin-producerede Stadium Arcadium max-karakter og en medrevet Kim Skotte gav lørdag i Politiken ligeledes 6 ud af 6 hjerter. Hvilket jo lover mere end bare sådan okay godt. Har så ikke selv fået hørt hele pladen endnu, men indtil videre lyder den altså imponerende god. Selvfølgelig, nu det er RHCP, er der de 2-3 obligatoriske funk-workouts, man nemt kan gå ned over. Men ellers kommer materialet med et sjældent melodisk overskud og indfølt levering af specielt superguitarist-fænomenet John og libido-sanger Anthony, ham med den nære stemme uden rumklang. Så ved det ikke endnu, måske det slet ikke går så galt, men Stadium Arcadium kan meget vel blive sommerens soundtrack her – jeg skammer mig allerede!

Solskin helt sikkert over Liverpool i dag, for Echo & The Bunnymen’s Ian McCulloch fejrer fødselsdag – stort tillykke herfra til Ian Mac.

Jeg har i en kommentar til et andet indlæg talt om The Desperate Bicycles, et britisk DIY-punkband. Jeg blev først opmærksom på dem, da jeg besøgte familie i England i 1979 og lyttede til John Peel. Dengang var de desperate cykler allerede ved at gå fra hinanden.

Man kan høre deres musik på WWW på http://www.derekerdman.com/ilovemilkshakes/october2004/Desperate_Bicycles_Anthology/desperatebicycles.htm

Nu vi er omkring guitarister ud over det sædvanlige, fortjener Songs & Other Things, comeback-pladen med Tom Verlaine også at blive nævnt. Er man lidt skuffet over The Strokes og de andre endnu friske bands, der alt for hurtigt blev trætte, kan man via den her udgivelse blive transporteret til en helt anden slags langtidsholdbar og kølig New Yorker-lyd. Verlaine har for altid skrevet sig ind i rockhistory med stildannende Television, hvis sublime debutalbum Marquee Moon på det kraftigste skal anbefales, og set i lyset heraf byder den nye plade, den første i eget navn i så mange år, stilistisk set ikke på den store kursændring. For Verlaine fremstår med sine så specielt hyperfølsomme guitarlyde, sin Lou Reed-talende sangstemme, sine verdensfjerne og indimellem skitseagtige sangstrukturer præcis så ekcentrisk som han før har gjort. Observerende videnskabsmand det ene øjeblik, tabt romantiker det næste. Modsætninger mødes, skærende musik opstår. Intet nyt under solen, men hvor fint hvad den her stråler ned på.

Top 5 Tom Verlaine-sange:
1. Postcard From Waterloo
2. The Scientist Writes A Letter
3. Stalingrad
4. Words From The Front
5. Kingdom Come

Top 5 Television-sange
1. Torn Curtain
2. Elevation
3. Venus
4. Carried Away
5. Marquee Moon