Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

Mordballader

bertrand-cantat-noir-desi-005

I sommeren 2003 omkom den franske skuespillerinde Marie Trintignant i litauiske Vilnius af skaderne efter et voldeligt overfald begået af hendes daværende kæreste Bertrand Cantat. Trintignant havde modtaget en hengiven sms fra sin tidligere mand, hvilket fik en rasende jaloux Cantat til at miste besindelsen og overdænge hende med slag, mange af dem rettet mod hovedet. Cantat forlod den aften i hast gerningsstedet, et hotelværelse, og alarmerede først næste morgen de lokale myndigheder, men da var det for sent. En hjerneskadet Trintignant døde på hospitalet få dage efter, uden at være kommet til bevidsthed.

So far, so bad. Bertrand Cantat ytrede i retten dødsfaldet som en tragisk ulykke, tilstod fire af de nitten slag i hovedet, de litauiske myndigheder anklagede ham for, og fik slutteligt otte års fængsel for manddrab, da man godtog han ikke havde ønsket at dræbe, men måtte have været klar over død som en mulig konsekvens af de handlinger, han i ligegyldighed dog valgte at udføre. I 2004 blev Cantat overført til Frankrig, hvor et fængsel i Toulouse tog sig af ham. Tre år senere blev han prøveløsladt for god opførsel, hvilket den afdøde skuespillerindes efterladte højlydt modsatte sig i de franske medier, da de så hans hurtige frihed som en negativt signal i den offentlige debat om vold mod kvinder.

Bertrand Cantat var før den skelsættende nat i Vilnius kendt hjemme i Frankrig som den karismatiske frontfigur i landets største seriøse rockband Noir Desir. Han var tidens rå poetiske stemme, politisk engageret, outspoken, kompromisløs, ubestikkelig, i kontakt med både muse og rødder, kendt og lyttet på for det sublime og det fremadstræbende. Efter Vilnius var han jaget vildt af helt andre grunde. Pressen satte spotlight på, da ukendte gerningsmænd brændte hans hus i Les Landes ned, mens han sad fængslet. Og efter løsladelsen kom han på forsiderne igen, da hans ex-hustru begik selvmord, endda mens Cantat sov i hendes hus. Der gik løse boulevardpresserygter om mere vold i den forbindelse, mod hende der indædt havde forsvaret hans karakter under retssagen i Vilnius.

Noir Desir, det sidste synlige holdepunkt i hans tilværelse, havde ventet på ham mens han sad inde, men samarbejdet fungerede ikke bagefter. Noir Desir-guitarist Serge Teyssot-Gay gav ‘følelsesmæssige, menneskelige og musikalske forskelle med Bertrand Cantat’, som grund for bandets endelige split i efteråret 2010. Siden en gæsteoptræden hist og her, og i 2011 endnu en Cantat-storm, omkring et skuespil i Montreal hvor han skulle synge med. Canadiske medier og politikere fik sat en højlydt stopper for den idé, da tanken om en kvindemorder på scenen faldt dem for oprørende.

Hvilket fører op til nutiden, i mandags, hvor den nye franske duo Détroit – bestående af Bertrand Cantat og basist/multiinstrumentalist Pascal Humbert (tidligere16 Horsepower og Passion Fodder) – udsendte debutalbummet Horizons. En plade der i flere måneder har været ventet, frygtet og generelt imødeset med stor spænding i Frankrig. Oprindeligt skulle den først være udkommet på næste mandag, men der opstod ramaskrig fra feministgrupper, da netop den dato er international dag for afskaffelsen af vold mod kvinder. Udgivelsen blev i al hast fremrykket en uge.

De første franske anmeldelser i weekenden var positive, nærmest lettede, og de følgende dage er flere kommet efter i samme dur. Man taler om at ‘den gamle Cantat’ er tilbage, at skarpheden og sansen for det lyriske er intakt, at stemmen stadig kan udtrykke længsel og blidhed, desperation og fortvivlse, forløsning og håb som ingen andre i den nuværende franske musik. Og om Noir Desir, Frankrigs store tabte rockband, der lever naturligt videre i Cantat’s – ja, det emmer altså mere af egentlig soloplade end af duo – kunsterisk vellykkede formsammensmeltning af det velkendte og musikalsk abstrakte; de lange flader, de blide melodier, det goldt repetetive, det nøgne udtryk uden kunstige sødemidler.

Men samtidig er der mellem linierne en reserverethed overfor mennesket Cantat i de anmeldelser. Som om, kan en enkelt overraskende god plade da undskylde den dødelige ugerning, han udsatte Marie Trintignant og hendes familie for? Og vil Frankrig nogensinde igen turde lade sig forføre af den karakteristisk hæse stemme, der viste sig at tilhøre en kvindemishandler? Man vil gerne lukke den fortabte søn tilbage ind i hjertet, men så igen, der er jo stadig blod på hans hænder. Og han synger endda om fængslets begrænsede horisont på den nye plade, og om en engel, der skal sove for altid, som han deler evigheden med. Farligt stof.

Og ingen vil høre disse tolv nye sange uden at tænke på det skete. Og ikke mange vil gribes af dem uden at føle instinktiv skyld derfor. Og det er sgu en svær ting at positionere sig omkring. For faktum er at Horizons – uanset sin tragiske forhistorie – er et fremragende godt album, så skarpt, fritfabulerende, sanseårvågent, eksplosivt og lydhørt som forestilles kan. Skal man som lyttende menneske frastå enhver nydelse af denne store kunst, fordi man derved bliver indirekte medskyldig – guilt by association, som Morrissey kalder det – i det forfærdelige drab for ti år siden? Eller skal man give den forfulgte Betrand Cantat fri og turde ham igen, idet han beviseligt har udstået sin retslige straf, og fordi man tør gå udfra, han om nogen for altid vil bære på beklagelsens byrde?

Utysket

3289901

Den britiske forfatter William Walter Crotch færdedes i Tyskland og Østrig mens Adolf Hitler endnu var på vej mod magten, og kort efter valget til den tyske rigsdag i 1933 skrev han en lang artikel om sine egne og andres indtryk af Hitler fra dengang. Han kalder ham “en slags militærudgave af Charles Chaplin” og slutter artiklen af med at skrive:

Though he insisted in season and out of season on the greatness of “pure Germanism”, I never met a German who was so entirely un-German. His speech, his thought, his outlook were far more Slav than Teutonic. He loved everything foreign while he denounced it. His race theories came from the Frenchman Gobineau and the English renegade Houston Chamberlain. His famous phrase “the Third Reich” was the invention of the Dutchman Moeller van den Bruck. The party salute was an Elizabethan stage convention—a subterfuge adopted by actors to imitate Romans. His regimental standards were a pale imitation of Roman eagles. His uniforms are anything but Germanic. They are a sort of cocktail of French, Austrian and English uniforms with most of the bad points to all three.

But I will say this, as the result of these long evenings spent with him: he was, and probably still is, passionately, almost ferociously, sincere in all he says and does, even when it appears hypocritical and insincere.

Alle elskede Debbie

Har været vild med Blondie og levet med deres plader siden 1978, hvor ‘Denis’ først dukkede op på en jukebox i et shabby hotel i Earls Court, London. Og måske var Debbie Harry min første egentlige forelskelse. Men aldrig er tanken kommet, at historien om dette perfekte amerikanske popband, der brændte så sensationelt kreativt klart igennem fra 1976 til 1980, bag succesfacaden var martret af coke, heroin, metadon, endeløse drugproblemer, økonomisk ruin og ikke så få sværtbitre interne stridigheder. Denne fascinerende dokumentar fra 2006 tegner et bekymrende billede af Blondie, bandet der havde det hele og mistede det meste…

Stop me if you’ve heard this one before…

intimate_nights

Tragedien fortsætter med uformindsket styrke. Efter 46 (!) sygdomsaflyste shows tidligere på året, var Morrissey endelig klar til oprejsning og revanche i det sydamerikanske, med 2 aftener i Peru, 8 i Chile, 2 i Argentina og 3 i Brasilien. Den sidste af de internationale playboys var ankommet med band og entourage til Lima klar til kamp, og så………aflysning igen. For Morrissey besøgte en lokal peruviansk restaurant, fik pasta med tomater, og gik straks ned med maveforgiftning. Det endda i en så seriøs grad, at de første 10 (!) shows i Sydamerika nu står aflyst, mens hovedpersonen er rejst hjem til sin private doktor i Los Angeles. Hvad med en ny plade snart, istedet for disse endeløse tour-nederlag? Her et vanligt patosfyldt statement i anledning af de seneste aflysninger:

See the luck I’ve had – true-to-you.net
12 July 2013

I can’t give words to the sorrow I feel at the loss of perfect Peru. Oh, black cloud. After such a victorious and uplifting welcome of Lima love, the contaminated jinx had its way via a simple restaurant meal of penne pasta and tomato. Three hours later, both I, and security Liam have collapsed with a deadly and delirious bedridden disease. Five days of round-the-clock medical supervision just barely controls the corrosively toxic food poisoning. I know my luck too well. Sorrow replaces joy, and in every dream home a heartache. It could only be me.
I have returned to Los Angeles and to the expert supervision of my doctor Jeremy Fine, who assures me that I shall be fine (although not in the gossamer, powdery sense) for our upcoming shows in Argentina and Brazil. I have absolutely no idea where my beloved Chile has gone. In the heat of cancellations and postponements, the humiliation and mortification I feel on a personal level is too mammoth to be measured. If my spirits climb down any lower I could never again find the dignity to stand upright. We all live at the mercy of biological chance, and although I am not one to take refuge in clichés, I repeat my very servile apologies to any and all who back-packed their way to Peru. Alas, the dark shadow made the same journey.
Each year of life brings us nearer to our decline, but I will continue to seek a listener until I’m dead in a ditch.

with all the soul of the world
MORRISSEY
12 July 2013, Los Angeles.

Vejen hjem

20130708-120212.jpg

Jeg lover at det bliver det sidste indlæg fra mig om Roskilde-festivalen 2013, og jeg kan lige så godt bruge det til at få ørerne i maskinen. For jeg er ikke enig med den holdning, der ofte gives udtryk for: At der skal være nogle flere Velkendte Bands Og Solister Der Spiller Rigtig Rock, og at Roskilde-festivalen svigter Alle Os Sande Musikelskere. Dette er en holdning, Jens og en bestemt musikanmelder fra Ekstra Bladet er overraskende enige om.

Som man forhåbentlig kan udlede af det, jeg har skrevet, havde jeg pænt mange gode musikoplevelser og kun én reel skuffelse (det var Animal Collective der er et Velkendt Band der så måske ikke spiller Rigtig Rock). Selvfølgelig kunne det da have været hyggeligt også at opleve f.eks. The Walkmen og Blur og Arcade Fire og alle de andre, Jens og jeg plejer at rose til skyerne og sikkert ejer alle officielle (og en god portion mindre officielle) udgivelser med. Men disse musiknavne er heller ikke hele verden, de er “kun” en del af den.

Der er vel tre typer koncertoplevelser, man kan have, og De Der Savner Velkendte Bands Og Solister Der Spiller Rigtig Rock, går så vidt jeg kan se efter én bestemt af dem. Lad mig prøve at eksemplificere.

Der var i år flere navne, som jeg havde et godt kendskab til og har oplevet tidligere. Det kunne være f.eks. Calexico eller Kraftwerk. Oplevelsen af en koncert med et så velkendt navn kan blive en gensynsglæde, en forventning (Spiller de mon “Computerlove”? Kommer der nye numre? ) som enten bliver indfriet helt, delvis eller slet ikke. Når Jens skriver om koncerter med bands, han holder af, mærker man tydeligt denne blanding af gensynsglæde og forventning.

Så var der andre navne, hvis musik jeg kendte godt, men som jeg aldrig tidligere har været til koncert med. Det kunne være f.eks. James Blake eller John Grant eller Animal Collective. Oplevelsen er ikke en gensynsglæde, men en forventning (Spiller han mon “Marz”? Er han mon lige så god på en scene som i studiet?). Set ud fra dette forventningsperspektiv var Blake rigtig god, Grant fænomenal og Animal Collective en fuser.

Og så er der navne, hvis musik jeg slet ikke kendte til. Det kunne være f.eks. Sohn eller Meher & Sher Ali. Her er oplevelsen i høj grad en opdagelsesrejse, der kan ende med at man farer vild eller opdager et nyt sted. I år var der mest tale om gode oplevelser i denne kategori; et par var endog rigtig gode.

En koncert med en enkelt kunstner kan også rumme denne blanding af det velkendte og det nye, og mange gange har musikerne planlagt sætlisten nøje – der skal være noget velkendt, noget ikke så kendt og måske også noget nyt, de vil prøve af. Hvis man tænker på en musikfestival ikke kun som en stor samling koncerter men også som sådan en planlagt helhed med noget velkendt, noget mindre kendt og noget helt ukendt, bliver det klart hvorfor det at sammensætte repertoiret til en stor musikfestival er så kompliceret og hvorfor forventningen om Det Band Eller Den Solist Jeg Kender ligner forventningen om Den Sang Jeg Kender så meget.

Den enighed, som De Der Savner Velkendte Bands Og Solister Der Spiller Rigtig Rock ofte postulerer, er desuden mindre reel end vi ofte tror. Vi har en tendens til at tro at det segment, vi selv færdes i og har lært at kende, udgør verden. Da tænker jeg på en 50-års-fødselsdag jeg var til for nylig et sted på Sjælland, hvor der herskede en uudtalt konsensus om at verden begynder og ender med hvad man kan høre på The Voice.

Eller jeg på tænker i går eftermiddags, hvor jeg stod i kø ved en bar, og lige bag ved stod tre unge fyre der snakkede om sidste års Roskilde-festival, der havde været deres første. Hvem var det nu, der var de vigtige navne på Orange Scene sidste år? grublede de lidt. Nå ja, det var da Magtens Korridorer og Tyler The Creator.

Der er ikke ret mange store rocknavne, der kan samle bredt. Det er ikke rockmusikkens skyld, men et udtryk for at der er mange segmenter. Rige Hanne siger mig ikke rigtig noget, men jeg kunne fornemme at ganske mange festivalgæster var glade for hende. Mit bud er det i lige så høj grad er rendyrkede popnavne som hende, Beyoncé, Lady Gaga m.fl. der vil kunne samle et stort bredt publikum.

Nå, fred med det. For at det hele ikke skal kamme over i hellighed er det nok bedst at jeg husker at nævne at jeg lige nu sidder og lytter til Calexico, mens IC3-toget klatrer nordpå.

Sang for alle der ikke har billet til The National på Christiania i aften

Lonely days are long
Twilight sings a song
All the happiness that used to be

Soon my eyes will close
Soon I’ll find repose
And in dreams
You’re always near to me

I’ll see you in my dreams
Hold you in my dreams
Someone took you right out of my arms
Still I feel the thrill of your charms

Lips that once were mine
Tender eyes that shine
They will light my way tonight
I’ll see you in my dreams…

 Isham Jones/Gus Kahn

Os og Edward Snowden og nettet

o

Vi har en Facebook-plugin og en Google-plugin og en Apple-computer og er brugere af Instagram og Dropbox. Vore data – chatbeskeder, statusopdateringer, billeder osv. – findes på servere i USA. (Denne blog er vi for så vidt selv herrer over.)

Et citat fra The Guardians interview med Edward Snowden (læs det!) fanger hele problemet i få, præcise formuleringer.

Q: Why did you decide to become a whistleblower?

A: “The NSA has built an infrastructure that allows it to intercept almost everything. With this capability, the vast majority of human communications are automatically ingested without targeting. If I wanted to see your emails or your wife’s phone, all I have to do is use intercepts. I can get your emails, passwords, phone records, credit cards.

“I don’t want to live in a society that does these sort of things … I do not want to live in a world where everything I do and say is recorded. That is not something I am willing to support or live under.”

Det celebre københavnske natteliv

922133_10201046471224916_698510467_o

Those were the nights! Ved ikke hvem hende det lidt reserverede smil til venstre er, men de to andre henholdsvis Jens August Schade og Susse Wold. Stedet formodentlig Café Nick eller Skindbuksen.

PÅ CAFÉ

En god sang,
et lille skørt mirakel
udgår fra grammofonen,
mens jeg tier.
Og til alles forbavselse
rykker jeg stolen bort under mig
og bliver siddende i luften.

Foran mig sidder en pige
med grimme tænder
og flygtige øjne
Hun tier.
– Vi to ved,
hvad der foregår indeni hinanden,
og stærke som løver kysses vore sjæle.

Hun stiger op i luften,
og jeg med,
vi finder hinanden
dér over bordene.
Og til drøn og klapsalver
over sangens mirakel
vikler vi os om hinanden
og karusellerer ud af caféen.

© Jens August Schade

Hvor er det dog et godt band!

Et klip fra The Jimmy Kimmel Show på amerikansk tv, hvor tv-holdet spørger unge festivaldeltagere om nogle ikke-eksisterende bands. Entusiasmen er lige så stor som den, “belæste” mennesker ofte udtrykker for bøger, de aldrig har læst.

Jeg må hellere gå til bekendelse og indrømme at jeg kun kender 40 af navnene til årets Roskilde-festival. Men sådan har det vel altid været for mig, og det er vel derfor, jeg stadig kan opdage musik. (Set i forhold til den aldersgruppe, denne blogs forfattere bebor, er det måske i virkeligheden ikke så skidt at kende 40 navne på årets Roskilde-festival?)