I sommeren 2003 omkom den franske skuespillerinde Marie Trintignant i litauiske Vilnius af skaderne efter et voldeligt overfald begået af hendes daværende kæreste Bertrand Cantat. Trintignant havde modtaget en hengiven sms fra sin tidligere mand, hvilket fik en rasende jaloux Cantat til at miste besindelsen og overdænge hende med slag, mange af dem rettet mod hovedet. Cantat forlod den aften i hast gerningsstedet, et hotelværelse, og alarmerede først næste morgen de lokale myndigheder, men da var det for sent. En hjerneskadet Trintignant døde på hospitalet få dage efter, uden at være kommet til bevidsthed.
So far, so bad. Bertrand Cantat ytrede i retten dødsfaldet som en tragisk ulykke, tilstod fire af de nitten slag i hovedet, de litauiske myndigheder anklagede ham for, og fik slutteligt otte års fængsel for manddrab, da man godtog han ikke havde ønsket at dræbe, men måtte have været klar over død som en mulig konsekvens af de handlinger, han i ligegyldighed dog valgte at udføre. I 2004 blev Cantat overført til Frankrig, hvor et fængsel i Toulouse tog sig af ham. Tre år senere blev han prøveløsladt for god opførsel, hvilket den afdøde skuespillerindes efterladte højlydt modsatte sig i de franske medier, da de så hans hurtige frihed som en negativt signal i den offentlige debat om vold mod kvinder.
Bertrand Cantat var før den skelsættende nat i Vilnius kendt hjemme i Frankrig som den karismatiske frontfigur i landets største seriøse rockband Noir Desir. Han var tidens rå poetiske stemme, politisk engageret, outspoken, kompromisløs, ubestikkelig, i kontakt med både muse og rødder, kendt og lyttet på for det sublime og det fremadstræbende. Efter Vilnius var han jaget vildt af helt andre grunde. Pressen satte spotlight på, da ukendte gerningsmænd brændte hans hus i Les Landes ned, mens han sad fængslet. Og efter løsladelsen kom han på forsiderne igen, da hans ex-hustru begik selvmord, endda mens Cantat sov i hendes hus. Der gik løse boulevardpresserygter om mere vold i den forbindelse, mod hende der indædt havde forsvaret hans karakter under retssagen i Vilnius.
Noir Desir, det sidste synlige holdepunkt i hans tilværelse, havde ventet på ham mens han sad inde, men samarbejdet fungerede ikke bagefter. Noir Desir-guitarist Serge Teyssot-Gay gav ‘følelsesmæssige, menneskelige og musikalske forskelle med Bertrand Cantat’, som grund for bandets endelige split i efteråret 2010. Siden en gæsteoptræden hist og her, og i 2011 endnu en Cantat-storm, omkring et skuespil i Montreal hvor han skulle synge med. Canadiske medier og politikere fik sat en højlydt stopper for den idé, da tanken om en kvindemorder på scenen faldt dem for oprørende.
Hvilket fører op til nutiden, i mandags, hvor den nye franske duo Détroit – bestående af Bertrand Cantat og basist/multiinstrumentalist Pascal Humbert (tidligere16 Horsepower og Passion Fodder) – udsendte debutalbummet Horizons. En plade der i flere måneder har været ventet, frygtet og generelt imødeset med stor spænding i Frankrig. Oprindeligt skulle den først være udkommet på næste mandag, men der opstod ramaskrig fra feministgrupper, da netop den dato er international dag for afskaffelsen af vold mod kvinder. Udgivelsen blev i al hast fremrykket en uge.
De første franske anmeldelser i weekenden var positive, nærmest lettede, og de følgende dage er flere kommet efter i samme dur. Man taler om at ‘den gamle Cantat’ er tilbage, at skarpheden og sansen for det lyriske er intakt, at stemmen stadig kan udtrykke længsel og blidhed, desperation og fortvivlse, forløsning og håb som ingen andre i den nuværende franske musik. Og om Noir Desir, Frankrigs store tabte rockband, der lever naturligt videre i Cantat’s – ja, det emmer altså mere af egentlig soloplade end af duo – kunsterisk vellykkede formsammensmeltning af det velkendte og musikalsk abstrakte; de lange flader, de blide melodier, det goldt repetetive, det nøgne udtryk uden kunstige sødemidler.
Men samtidig er der mellem linierne en reserverethed overfor mennesket Cantat i de anmeldelser. Som om, kan en enkelt overraskende god plade da undskylde den dødelige ugerning, han udsatte Marie Trintignant og hendes familie for? Og vil Frankrig nogensinde igen turde lade sig forføre af den karakteristisk hæse stemme, der viste sig at tilhøre en kvindemishandler? Man vil gerne lukke den fortabte søn tilbage ind i hjertet, men så igen, der er jo stadig blod på hans hænder. Og han synger endda om fængslets begrænsede horisont på den nye plade, og om en engel, der skal sove for altid, som han deler evigheden med. Farligt stof.
Og ingen vil høre disse tolv nye sange uden at tænke på det skete. Og ikke mange vil gribes af dem uden at føle instinktiv skyld derfor. Og det er sgu en svær ting at positionere sig omkring. For faktum er at Horizons – uanset sin tragiske forhistorie – er et fremragende godt album, så skarpt, fritfabulerende, sanseårvågent, eksplosivt og lydhørt som forestilles kan. Skal man som lyttende menneske frastå enhver nydelse af denne store kunst, fordi man derved bliver indirekte medskyldig – guilt by association, som Morrissey kalder det – i det forfærdelige drab for ti år siden? Eller skal man give den forfulgte Betrand Cantat fri og turde ham igen, idet han beviseligt har udstået sin retslige straf, og fordi man tør gå udfra, han om nogen for altid vil bære på beklagelsens byrde?
