Fernando Torres’ selvskabte ydmygelse fortsætter.
Kategoriarkiv: At drikke for at glemme
En ærlig valgplakat?
I denne uge er jeg i Rom, hvor der er valgplakater alle vegne. Først troede jeg, at denne valgplakat lovede at Unione di Centro ville forsvare djævelen og hans familie. Det ville i så fald være i fin overensstemmelse med de politiske traditioner hernede.
En italienskkyndig person – dem er der af oplagte grunde mange af her – kunne dog røbe, at dette slogan ikke helt betød netop dét. Til gengæld kalder Berlusconi sit parti for Frihedens folk. Og det er rigtigt nok (at partiet hedder det).
Torres: Pretend it’s like it never happened
Her er Honey, en ny sang med Torres. Lyder lovende. Albummet kommer den 22. juni.
(Al lighed med spanieren med svenskerhåret er tilfældig.)
Årets albums 2012
Så har denne blogs forfattere atter haft en kaminpassiar. Resultatet er vores snak om årets udgivelser i 2012.
Hvis denne blogs læsere har lyst til at bidrage med deres bud, så skriv et bud som kommentar. Ulykkens gudinde vil ved nytårstid udtrække en tilfældig person, der vil få sendt noget hjemmebrændt.
Den sørgeligste sang (del 6)
Dokumentarfilmen Searching for Sugarman af Malik Bendjelloul fra i år fortæller historien om den mexicansk-amerikanske singer/singwriter Sixto Rodriguez, der uden at vide blev et stort navn blandt den unge generation i det hvide Sydafrika, der ville distancere sig fra apartheid-regimet. Rodriguez blev mere eller mindre glemt og opgav i det store og hele sin musikerkarriere – men blev årtier senere rehabiliteret med et triumftog af en turné i Sydafrika.
Her er “Cause” fra hans album Coming from Reality, indspillet i Storbritannien i 1971. Mange vil sikkert blive mindet om lyden på Nick Drakes andet album Bryter Layter, der kom året før. Men denne sang af Rodriguez er efter min mening helt på højde på hvad man kan finde på Bryter Layter.
Og så er det en barsk sang om at miste sit arbejde to uger inden jul og skulle leve videre med det. Den tragiske ironi er at Rodriguez dette år mistede sin pladekontrakt – to uger inden jul.
Den sørgeligste sang (del 1)
Nej, det giver strengt taget ikke nogen mening. Der er så mange af slagsen, og nogle gange er der hele albums, der næsten ikke er til at bære: Joy Divisions Closer, Nick Drakes Pink Moon, Robert Wyatts Rock Bottom, Portisheads Portishead… Hvorfor er alle de albums, jeg kan komme i tanke om lige nu, egentlig fra Storbritannien? Nå nej, der er også The Boatman’s Call med Nick Cave. Og Mahlers sjette symfoni og en masse andre værker fra det klassiske repertoire.
Men dem vil jeg ikke nævne her. Jeg vil nævne de sange rundt omkring som af en eller grund virker ekstra sørgelige og prøve at finde ind til grundene. Måske ender det som en slags alternativ julekalender, nu hvor turneen er vel overstået.
Dagens bud er måske det mest årstidsaktuelle, nemlig “River” fra Joni Mitchells klassiker af et album Blue fra 1971, og det er bestemt ikke noget sørgeligt album som sådan. I “River” er det kontrasterne mellem tabet og det, der venter forude – julestemningen, frosten (der ikke er der) og den elskede (der ikke kommer tilbage) – der gør netop denne sang ekstra sørgelig. (Nogle gange spekulerer jeg på om det mon er denne sang, f.eks. Tori Amos igen og igen har prøvet at skrive.) “River” findes i ganske mange coverversioner, bl.a. en ekstra sentimental udgave fra Sarah MacLachlans julealbum. Den må jeg indrømme, at jeg faktisk kan lide næsten lige så godt som Joni Mitchells egen.
Bagsiden af Luis
Young man! You don’t have to fall down
I said young man! Just keep your feet on the ground…
En dårlig forretning?
Den britiske dokumentarist Louis Theroux (som vi herhjemme nok bedst kender fra programmer sent om aftenen på DR2) har en artikel i The Guardian, som nu bringes på Information. Den handler på overfladen om porno, men dens budskab er langt mere generelt.
Pornobranchen har været en væsentlig aktør i den teknologiske udvikling. Det var udbuddet af pornofilm, der endte med at favorisere VHS-formatet for videobånd over det teknisk overlegne Betamax. Det var pornobranchen, der gjorde online-betaling og streaming udbredt. PC World har en liste med disse og en række yderligere tilfælde, hvor pornoforbruget har påvirket den teknologiske udvikling (nogle af dem som spam er særdeles tvivlsomme fornøjelser). Men nu ser det ud som om pornobranchen har været så meget foregangsmand, at den også som den første branche inden for underholdningsindustrien er ved at bukke under for den udbredte adgang til materiale, som fildeling gør mulig.
Louis Theroux skriver dette som sin konklusion:
Gør den stigmatisering, der er forbundet med porno, det okay at stjæle porno? Bag det spørgsmål lurer et langt større dilemma, som alle medier i stigende grad må konfrontere: Hvordan skal det lade sig gøre at opretholde en branche, der sikrer en visse minimumsstandarder for sine produkter – det være sig journalistik, musik, mainstream- eller pornofilm – når flere og flere forbrugere vænner sig til at downloade indhold ganske gratis? I pornoens verden foreligger der nu allerede et svar: Det kan ikke lade sig gøre.
Dette må også give musikbranchen noget yderligere at tænke over. Mange (også mange af dem, der bruger denne blog) har downloadet musik uden at betale. På denne blog har vi streamet YouTube-videoer, hvor ophavsretslige forhold er uklare. At en praksis er udbredt, gør den selvfølgelig ikke legitim i sig selv. Et mere jordnært argument for at gøre noget, er at musikbranchen ellers vil ende med at gå til grunde.
I lang tid har man talt om en anden forretningsmodel, der tilgodeser musikerne i en verden hvor udbredelse af digitalt indhold er blevet normen, men reelt er der ikke sket ret meget. En streaming-tjeneste som Spotify er blevet udråbt til et godt initiativ, men musikerne tjener forsvindende lidt på Spotify. En anden mulighed er en udvidelse af biblioteksmodellen med dens honorar for udlån – dette er BibZoom et eksempel på.
The future we want?
Den vigtigste danske historie om Rio+20 handler om Danmarks populæreste politiker, hans udeblivelse fra dette topmøde (der i parentes bemærket handler om bæredygtig udvikling og klimaforandringer) og mulighederne for en skattereform i Danmark. Ikke mange herhjemme taler om den udtalelse om verdens tilstand og mulige udvikling, der står til at blive vedtaget. Selv medlemmer af den meget populære politikers parti synes, at udtalelsen er svag – 23.940 tomme ord kaldet The future we want. Læs dem her.
Meat Loaf-testen
For en sikkerheds skyld
De er da noget værre noget, alt det der sker. Lad mig for en god ordens skyld gøre opmærksom på at 4 af de 6 indlæg, der er skrevet om Ulige Numre her på bloggen skyldes mig – og at jeg var den første, der skrev om dem. Og jeg er ikke Jens, men Pastoren. Så det.
Ubetaleligt ?
Jens har gjort det. Jeg har gjort. Vi har købt bøger og musik via Amazon. Deres udbud er nogenlunde stort, ja vel faktisk enormt. Den bog, jeg selv har skrevet (og som endnu ikke er filmatiseret), kan købes via Amazon. Jeg har købt jule- og fødselsdagsgaver til min søster i Manchester via Amazon.
Det er derfor ikke overraskende, at jeg i denne uge kan læse i The Guardian at Amazon alene i Storbritannien tjente 3 milliarder pund i 2011. Hver fjerde bog på det britiske marked købes hos Amazon.
Samtidig kan jeg læse, hvordan det går stadig værre for traditionsrige boghandlerkæder i Storbritannien og USA. Waterstones, hvor jeg ofte slog et sving forbi, da jeg boede i Edinburgh for to årtier siden, har det ikke godt. Og den engang enorme kæde Borders, der ligesom Waterstones havde afdelinger på begge sider af Atlanten, er gået konkurs.
Online-handelen ændrer forretningslivet. Men pengene fosser samtidig ud af samfundsøkonomien. Amazon betaler nemlig ikke så meget som én penny i skat i Storbritannien, thi Amazon hører meget bekvemt hjemme i Luxembourg. På den anden side har Amazon fået over 10 millioner i statstilskud til at åbne et nyt distributionscenter i Dunfermline.
Amazon giver os det, vi helst vil have. Og så alligevel.
BRING THE NOISE
ET STADIGT MERE IRRITERENDE PROBLEM ER STØJ UNDER KONCERTER. NEJ, IKKE LYDENE FRA SCENEN, MEN LYDE FRA SALEN. DA MIKAEL SIMPSON FOR NYLIG GAV KONCERT I AALBORG, VAR DET PÅFALDENDE, AT DER VAR SÅ MANGE BLANDT PUBLIKUM, DER HELLERE VILLE TALE SAMMEN END LYTTE TIL MUSIKKEN OG OPLEVE MUSIKERNE. DER ER EN ARTIKEL I POLITIKEN I DAG OM DÉT FÆNOMEN. HER SKRIVES DER:
OGSÅ ANDRE KONCERTER ER BLEVET FORSTYRRET AF SNIKSNAK. EKSEMPELVIS, DA DEN AMERIKANSKE SANGER TREVOR POWERS, BEDRE KENDT SOM YOUTH LAGOON, I BEGYNDELSEN AF MARTS GIK PÅ SCENEN I VEGA.
MED SIN SARTE, DELIKATE RØST, VAR RAMMERNE SAT FOR EN LAVMÆLT KONCERT, HVOR DE FØLSOMME NUMRE BLEV SERVERET MED STOR INTENSITET OG NERVE.
MEN KONCERTEN MED YOUTH LAGOON FOREGIK EN LØRDAG AFTEN. OG PUBLIKUM MÅTTE FLERE GANGE TYSSE PÅ ANDRE KONCERTGÆNGERE, DER LIVLIGT STOD OG TALTE HØJLYDT OM ALT FRA FACEBOOK-DATES TIL SOMMERFERIEPLANER, MENS DE BUNDEDE ØL OG KUN LEJLIGHEDSVIS KIGGEDE OP MOD, HVAD DER FOREGIK PÅ SCENEN.
JEG HAR ENDOG HØRT, AT DETTE VAR ET PROBLEM TIL EN KONCERT MED EINSTÜRZENDE NEUBAUTEN (AF ALLE BANDS).
DET KAN ENTEN VÆRE TEGN PÅ AT LYDNIVEAUET TIL KONCERTER ER FOR LAVT ELLER AT PUBLIKUM TALER FOR HØJT. JEG VED GODT, HVAD JEG TROR. MÅSKE SKAL DER TALES MED STORE BOGSTAVER OVER FOR DEM NEDE I SALEN? HVAD SYNES DU, JENS?
En treenighed
