I et omfattende værk af spraglet The Pogues-musik, der ofte lyder som De Gyldne Løver på polsk speed, dyppet i whisky og rullet i fjer, gemmer der sig indimellem de helt fantastiske sange med billeder af længsel og et strøg af evighed i sig. Her synger Nick Cave en af dem…
Kategoriarkiv: At drikke for at glemme
Kommunalvalget 2013
En venlig tanke til beboerne ovre i den kommunale enklave Frederiksberg, der måske omsider slipper af med en konservativ bykonge (eller hvad det nu hedder, når der er tale om et kvarter i en by).
When saturday never comes
Så ruller den fortryllende, inciterende og eksotiske landsholdbold igen. Man betalte så gerne prisen – der var lige endnu en weekend uden nogen kampe i de europæiske klubturneringer – for til gengæld i aften, at kunne stille ind på TV2’s orakel af en fodboldekspert Flemming Toft og lade hans larger-than-life-begejstring være vores alles kaptajn gennem kval-braget mellem Olsen-bandens VM-topdrenge og Malta’s knivskarpe outsidere i Parkens heksekeddel. Det kan kun blive uforglemmeligt.
Danmark – Malta, tirsdag, kl. 20.15, TV2
Brian Eno siger…
Dette citat af Brian Eno tænker jeg af og til på. Edge, som Eno nævner her, er ikke den irske guitarist med huen, men webstedet Edge.org, der har bidrag fra ganske mange interessante mennesker fra kunst og videnskab.
Most of the smart people I know want nothing to do with politics. We avoid it like the plague—like Edge avoids it, in fact. Is this because we feel that politics isn’t where anything significant happens? Or because we’re too taken up with what we’re doing, be it Quantum Physics or Statistical Genomics or Generative Music? Or because we’re too polite to get into arguments with people? Or because we just think that things will work out fine if we let them be—that The Invisible Hand or The Technosphere will mysteriously sort them out?
Whatever the reasons for our quiescence, politics is still being done—just not by us. It’s politics that gave us Iraq and Afghanistan and a few hundred thousand casualties. It’s politics that’s bleeding the poorer nations for the debts of their former dictators. It’s politics that allows special interests to run the country. It’s politics that helped the banks wreck the economy. It’s politics that prohibits gay marriage and stem cell research but nurtures Gaza and Guantanamo.
But we don’t do politics. We expect other people to do it for us, and grumble when they get it wrong. We feel that our responsibility stops at the ballot box, if we even get that far. After that we’re as laissez-faire as we can get away with.
What worries me is that while we’re laissez-ing, someone else is faire-ing.
Endnu en dag på kontoret med The Pogues…
John Murry: The Graceless Age
Årets helt store positive overraskelse for mig er albummet The Graceless Age, der kom tidligere i år og skyldes amerikanske John Murry. Han er født samme år (dvs. i 1979) som en vis Peter Doherty og ligesom han har han været ude i heroinmisbrug og konflikter med familien. Men her hører lighederne op. John Murry har med The Graceless Age lavet en samling reflekterede og velskrevne sange om sin nedtur, og han har fået den succes han fortjener. “California” ovenfor er rigtig vellykket, men den lange “Little Coloured Balloons” er vel albummets højdepunkt – en rå og gribende beretning om dengang John Murry var dybest nede og længst ude og var på nippet til at dø af en overdosis. Det er en “gadefortælling” med klaver i stil med f.eks. Springsteens “Jungleland”, men alligevel helt anderledes i sit perspektiv.
John Murry er som man kan regne ud ikke nogen munter herre, men han har tænkt over tingene og tænker stadig videre. Se bare dette citat fra et interview med ham i Uncut:
Chuck Prophet , who plays on the Graceless Age, says you made the album ‘in spite of yourself’. What do you think he meant by that?
– Oh, I know what he meant. I owe him a great deal. Chuck took me into detox the first time. I get in my own way and often wonder why. Heroin didn’t help, of course. Chuck and I are friends and would be whether either of us played an instrument or not. We talk more about Herzog and Malick and David Milch and Hunter Thompson and records everybody seems to dislike for no good reason and eat lunch and pretend we have money and go shopping for random crap more than we do anything else. Chuck has made records in spite of himself, too. Still does. Don’t we all, though, do anything we do that’s worth anything at all in spite of ourselves, always? It seems to me that in order to create anything of value, you have to bleed a bit. You’ve got to give of yourself. Not in some hippy way, but in a truly visceral way. You have to live and feel and hurt and love and hate and stop and start and give of the blood you’re given. Happiness, as a constant, is fraudulent. It’s delusional. Show me a happy person and I’ll show you an imbecile. Insanity, in theory, is the only sane response to this modern life I can see. Graham Greene said that “Reality is not something to be faced”. In a truly awful sense, he was lucky. He got to die before this century came clanging in like some ice cream truck from hell.
Hvis man skal sammenligne John Murry med nogen, er det vel Mark Eitzel fra American Music Club eller den tidlige Tom Waits. Men han har ikke så ondt af sig selv om Eitzel ofte har haft, og hans sange rummer ikke den nogle gange lidt vel romantiske beskrivelse af det forhutlede mandeliv, som Tom Waits engang stod for.
En klar anbefaling herfra – og så er det endda John Murrys debutalbum.
Midt i en terrortid
How to fuck it all up: En LS-korsfæstelse på den da spritnye forside af GAFFA og en netop udsendt single (‘Kræmmersjæl’), med ord om at ‘brænde alle verdens flammer med dig’, viste sig pludselig 11. september 2001 at være en ret ufarbar vej frem.
En flok ensomme kæmpebamser dansede ud…
Har sjældent set noget så crazy i TV som Miley Cyrus’ optræden til VMA i USA søndag aften. På blot fire minutter lykkedes det ufrivilligt den tidligere barnestjerne at fortælle, demonstrere og udpensle a-l-t hvad der er galt med moderne MTV-mainstreampop. Voyeuragtigt fascinerende for os andre i al sin tåkrummende amerikanske pinlighed, men hvilket selvmål af hende, at satse så overgearet på sex og så være så 100% usexet…
Flyet
Ingen synger blues som Jeffrey Lee Pierce
Jeffrey Lee Pierce fra The Gun Club ville være fyldt 55 i dag, havde et liv med stofmisbrug ikke taget ham bort for allerede mange år siden. Hans musik lever dog heldigvis stadig videre i bedste ry og velgående, som kan høres her på ‘Carry Home’, åbningsnummeret fra Gun Club’s mesterværk, deres 1982-album Miami. En sang Mark Lanegan iøvrigt også har lavet sin glimrende version af…
Nationalsocialisme er bare ikke iorden
Sad på nåle her til morgen og prøvede – som sikkert 99% af jer – forgæves at få billet til The National på Loppen om otte dage. Ufølsomt af folkene omkring The National ikke først at sætte mailingliste-modtagere på et lukket forsalg, og derved anerkende hvem der aktivt følger bandet. Man valgte istedet – billedlig talt – at dele billetterne ud på Strøget. Og som salt i såret ret usmart af Billetlugen, at sende det uundgåelige nederlag i hovedet på en med følgende dumglade peptalk;
Du er nu i kø og venter på at blive ekspederet. Du har fået, eller vil snart få, en plads i køen. Kø-systemet sikrer at alle betjenes efter tur og i retfærdig rækkefølge. Grunden til at du er blevet sat i kø, er enten fordi siden, du prøver at besøge, endnu ikke er åben, eller fordi siden har rigtig mange besøgende, der gerne vil til på samme tid.
Du kan trygt klikke på andre links eller annoncer på kø-siden, uden at miste din plads. Når det er blevet din tur, vil du automatisk blive sendt videre til den side, du oprindeligt forsøgte at besøge, og kan nu foretage dig det, du kom efter.
Vi ønsker dig en god oplevelse og en fortsat god dag.
Stadium heartbreaker
Sidste sommer i Göteborg hev Bruce Springsteen & co. dette sjældent spillede nummer frem som fra gemmerne. ‘Drive All Night’ var oprindeligt i 1978 på Darkness-touren – under navnet ‘Sad Eyes’ – blot en stille semi-improviseret del af den store knuste venskabssang ‘Backstreets’ fra Born To Run, men blev efterfølgende, under indspilningerne til The River, pudset af og formet som selvstændigt nummer. Sådan her lød ‘Drive All Night’ altså på den første af de to Stadium Breaker-aftener i Göteborg sidste sommer. Denne sides Webmaster Pastor var tilstede…
You must be wondering how the boy next door turned out…
Hitler blev kun to år ældre. Ja, den tyranske verdensklasselyriker Morrissey fylder 54 år i dag. Den ultimative banddiktator var ikke altid en verdenshadsk mand med forkærlighed for total musikerkontrol, dyr (der ikke kan svare igen) og management by fear. I tidernes morgen var han feminint flagrende forsanger i enestående The Smiths, et smukt ungt band, der rakte hænder ud efter kærlighed og forståelse. Not anymore. Nuomdage er Morrissey et rejsende cirkus i nid, nag og evige koncertaflysninger. Stadig istand til det med ordene, der altid faldt ham så lysende let, men i den stålsatte ramme af bitterhad de nu optræder i, nydes hans gave bedst på afstand og i mindre doser. Her er den…
Den sørgeligste sang (del 5)
Åbningsnummeret på John Lennons solodebut Plastic Ono Band er en usædvanligt sørgelig sang, på én gang et højdepunkt i Lennons produktion og et emotionelt lavpunkt. På “Mother” tager Lennon en terapeutisk afsked med sin mor, som han mistede som 17-årig, men også med faderen, der forlod familien tidligt og som han aldrig fik et nært forhold til. Efter hvad jeg har kunnet læse mig til, var John Lennons far da også en sjuft.
Albummet er produceret af Phil Spector, men der er ikke meget Wall of Sound over det album overhovedet. I balladen “Mother” er det gribende at høre, hvordan Lennons vokal kammer over i sidste halvdel og trækker sangen ud og ud som en slags forlænget afsked.
Her er en live-udgave med manden fra Liverpool fra 1972.
Den sørgeligste sang (del 4)
I 2000 var Red Dirt Girl af Emmylou Harris et af de albums, jeg hørte mest – og det er et album, jeg stadig kan vende tilbage til, selv om jeg forbinder det med en knugende vinter dengang med alt for dårligt vejr og mange besøg hos min mor på hospitalet. Sangene rækker ud over dét.
Jeg tænkte før i tiden mest på Emmylou Harris som fortolker af andres sange og tænkte ikke på, at hun kunne skrive sange – men selvfølgelig kunne hun det. Og efter Wrecking Ball tænkte jeg i høj grad på at lyden fra Daniel Lanois ikke kunne fanges af andre – men selvfølgelig kunne produceren Malcom Burn dét.
Titelsangen er vel det nummer på albummet, der kommer tættest på et mere traditionalt country-udtryk. Og så er det historien om en kvinde, der aldrig fik sine beskedne drømme opfyldt. På den måde er det også historien om de mange besøg på hospitalet.
Her er en live-udgave fra 2000.