Jens har gjort det. Jeg har gjort. Vi har købt bøger og musik via Amazon. Deres udbud er nogenlunde stort, ja vel faktisk enormt. Den bog, jeg selv har skrevet (og som endnu ikke er filmatiseret), kan købes via Amazon. Jeg har købt jule- og fødselsdagsgaver til min søster i Manchester via Amazon.
Det er derfor ikke overraskende, at jeg i denne uge kan læse i The Guardian at Amazon alene i Storbritannien tjente 3 milliarder pund i 2011. Hver fjerde bog på det britiske marked købes hos Amazon.
Samtidig kan jeg læse, hvordan det går stadig værre for traditionsrige boghandlerkæder i Storbritannien og USA. Waterstones, hvor jeg ofte slog et sving forbi, da jeg boede i Edinburgh for to årtier siden, har det ikke godt. Og den engang enorme kæde Borders, der ligesom Waterstones havde afdelinger på begge sider af Atlanten, er gået konkurs.
ET STADIGT MERE IRRITERENDE PROBLEM ER STØJ UNDER KONCERTER. NEJ, IKKE LYDENE FRA SCENEN, MEN LYDE FRA SALEN. DA MIKAEL SIMPSON FOR NYLIG GAV KONCERT I AALBORG, VAR DET PÅFALDENDE, AT DER VAR SÅ MANGE BLANDT PUBLIKUM, DER HELLERE VILLE TALE SAMMEN END LYTTE TIL MUSIKKEN OG OPLEVE MUSIKERNE. DER ER EN ARTIKEL I POLITIKEN I DAG OM DÉT FÆNOMEN. HER SKRIVES DER:
OGSÅ ANDRE KONCERTER ER BLEVET FORSTYRRET AF SNIKSNAK. EKSEMPELVIS, DA DEN AMERIKANSKE SANGER TREVOR POWERS, BEDRE KENDT SOM YOUTH LAGOON, I BEGYNDELSEN AF MARTS GIK PÅ SCENEN I VEGA.
MED SIN SARTE, DELIKATE RØST, VAR RAMMERNE SAT FOR EN LAVMÆLT KONCERT, HVOR DE FØLSOMME NUMRE BLEV SERVERET MED STOR INTENSITET OG NERVE.
MEN KONCERTEN MED YOUTH LAGOON FOREGIK EN LØRDAG AFTEN. OG PUBLIKUM MÅTTE FLERE GANGE TYSSE PÅ ANDRE KONCERTGÆNGERE, DER LIVLIGT STOD OG TALTE HØJLYDT OM ALT FRA FACEBOOK-DATES TIL SOMMERFERIEPLANER, MENS DE BUNDEDE ØL OG KUN LEJLIGHEDSVIS KIGGEDE OP MOD, HVAD DER FOREGIK PÅ SCENEN.
JEG HAR ENDOG HØRT, AT DETTE VAR ET PROBLEM TIL EN KONCERT MED EINSTÜRZENDE NEUBAUTEN (AF ALLE BANDS).
DET KAN ENTEN VÆRE TEGN PÅ AT LYDNIVEAUET TIL KONCERTER ER FOR LAVT ELLER AT PUBLIKUM TALER FOR HØJT. JEG VED GODT, HVAD JEG TROR. MÅSKE SKAL DER TALES MED STORE BOGSTAVER OVER FOR DEM NEDE I SALEN? HVAD SYNES DU, JENS?
I et omfattende værk af spraglet The Pogues-musik, der ofte lyder som De Gyldne Løver på polsk speed, dyppet i whisky og rullet i fjer, gemmer der sig indimellem de helt fantastiske sange med billeder af længsel og et strøg af evighed i sig. Her synger Nick Cave en af dem…
En venlig tanke til beboerne ovre i den kommunale enklave Frederiksberg, der måske omsider slipper af med en konservativ bykonge (eller hvad det nu hedder, når der er tale om et kvarter i en by).
Så ruller den fortryllende, inciterende og eksotiske landsholdbold igen. Man betalte så gerne prisen – der var lige endnu en weekend uden nogen kampe i de europæiske klubturneringer – for til gengæld i aften, at kunne stille ind på TV2’s orakel af en fodboldekspert Flemming Toft og lade hans larger-than-life-begejstring være vores alles kaptajn gennem kval-braget mellem Olsen-bandens VM-topdrenge og Malta’s knivskarpe outsidere i Parkens heksekeddel. Det kan kun blive uforglemmeligt.
Dette citat af Brian Eno tænker jeg af og til på. Edge, som Eno nævner her, er ikke den irske guitarist med huen, men webstedet Edge.org, der har bidrag fra ganske mange interessante mennesker fra kunst og videnskab.
Most of the smart people I know want nothing to do with politics. We avoid it like the plague—like Edge avoids it, in fact. Is this because we feel that politics isn’t where anything significant happens? Or because we’re too taken up with what we’re doing, be it Quantum Physics or Statistical Genomics or Generative Music? Or because we’re too polite to get into arguments with people? Or because we just think that things will work out fine if we let them be—that The Invisible Hand or The Technosphere will mysteriously sort them out?
Whatever the reasons for our quiescence, politics is still being done—just not by us. It’s politics that gave us Iraq and Afghanistan and a few hundred thousand casualties. It’s politics that’s bleeding the poorer nations for the debts of their former dictators. It’s politics that allows special interests to run the country. It’s politics that helped the banks wreck the economy. It’s politics that prohibits gay marriage and stem cell research but nurtures Gaza and Guantanamo.
But we don’t do politics. We expect other people to do it for us, and grumble when they get it wrong. We feel that our responsibility stops at the ballot box, if we even get that far. After that we’re as laissez-faire as we can get away with.
What worries me is that while we’re laissez-ing, someone else is faire-ing.
Årets helt store positive overraskelse for mig er albummet The Graceless Age, der kom tidligere i år og skyldes amerikanske John Murry. Han er født samme år (dvs. i 1979) som en vis Peter Doherty og ligesom han har han været ude i heroinmisbrug og konflikter med familien. Men her hører lighederne op. John Murry har med The Graceless Age lavet en samling reflekterede og velskrevne sange om sin nedtur, og han har fået den succes han fortjener. “California” ovenfor er rigtig vellykket, men den lange “Little Coloured Balloons” er vel albummets højdepunkt – en rå og gribende beretning om dengang John Murry var dybest nede og længst ude og var på nippet til at dø af en overdosis. Det er en “gadefortælling” med klaver i stil med f.eks. Springsteens “Jungleland”, men alligevel helt anderledes i sit perspektiv.
Chuck Prophet , who plays on the Graceless Age, says you made the album ‘in spite of yourself’. What do you think he meant by that?
– Oh, I know what he meant. I owe him a great deal. Chuck took me into detox the first time. I get in my own way and often wonder why. Heroin didn’t help, of course. Chuck and I are friends and would be whether either of us played an instrument or not. We talk more about Herzog and Malick and David Milch and Hunter Thompson and records everybody seems to dislike for no good reason and eat lunch and pretend we have money and go shopping for random crap more than we do anything else. Chuck has made records in spite of himself, too. Still does. Don’t we all, though, do anything we do that’s worth anything at all in spite of ourselves, always? It seems to me that in order to create anything of value, you have to bleed a bit. You’ve got to give of yourself. Not in some hippy way, but in a truly visceral way. You have to live and feel and hurt and love and hate and stop and start and give of the blood you’re given. Happiness, as a constant, is fraudulent. It’s delusional. Show me a happy person and I’ll show you an imbecile. Insanity, in theory, is the only sane response to this modern life I can see. Graham Greene said that “Reality is not something to be faced”. In a truly awful sense, he was lucky. He got to die before this century came clanging in like some ice cream truck from hell.
Hvis man skal sammenligne John Murry med nogen, er det vel Mark Eitzel fra American Music Club eller den tidlige Tom Waits. Men han har ikke så ondt af sig selv om Eitzel ofte har haft, og hans sange rummer ikke den nogle gange lidt vel romantiske beskrivelse af det forhutlede mandeliv, som Tom Waits engang stod for.
En klar anbefaling herfra – og så er det endda John Murrys debutalbum.
How to fuck it all up: En LS-korsfæstelse på den da spritnye forside af GAFFA og en netop udsendt single (‘Kræmmersjæl’), med ord om at ‘brænde alle verdens flammer med dig’, viste sig pludselig 11. september 2001 at være en ret ufarbar vej frem.
Har sjældent set noget så crazy i TV som Miley Cyrus’ optræden til VMA i USA søndag aften. På blot fire minutter lykkedes det ufrivilligt den tidligere barnestjerne at fortælle, demonstrere og udpensle a-l-t hvad der er galt med moderne MTV-mainstreampop. Voyeuragtigt fascinerende for os andre i al sin tåkrummende amerikanske pinlighed, men hvilket selvmål af hende, at satse så overgearet på sex og så være så 100% usexet…
Jeffrey Lee Pierce fra The Gun Club ville være fyldt 55 i dag, havde et liv med stofmisbrug ikke taget ham bort for allerede mange år siden. Hans musik lever dog heldigvis stadig videre i bedste ry og velgående, som kan høres her på ‘Carry Home’, åbningsnummeret fra Gun Club’s mesterværk, deres 1982-album Miami. En sang Mark Lanegan iøvrigt også har lavet sin glimrende version af…
Sad på nåle her til morgen og prøvede – som sikkert 99% af jer – forgæves at få billet til The National på Loppen om otte dage. Ufølsomt af folkene omkring The National ikke først at sætte mailingliste-modtagere på et lukket forsalg, og derved anerkende hvem der aktivt følger bandet. Man valgte istedet – billedlig talt – at dele billetterne ud på Strøget. Og som salt i såret ret usmart af Billetlugen, at sende det uundgåelige nederlag i hovedet på en med følgende dumglade peptalk;
Du er nu i kø og venter på at blive ekspederet. Du har fået, eller vil snart få, en plads i køen. Kø-systemet sikrer at alle betjenes efter tur og i retfærdig rækkefølge. Grunden til at du er blevet sat i kø, er enten fordi siden, du prøver at besøge, endnu ikke er åben, eller fordi siden har rigtig mange besøgende, der gerne vil til på samme tid.
Du kan trygt klikke på andre links eller annoncer på kø-siden, uden at miste din plads. Når det er blevet din tur, vil du automatisk blive sendt videre til den side, du oprindeligt forsøgte at besøge, og kan nu foretage dig det, du kom efter.
Vi ønsker dig en god oplevelse og en fortsat god dag.
