Hvis nogen sang fanger tragedien i slavehandelen, er det “Ship Ahoy” med The O’Jays. Jeg husker at jeg hørte denne sang på P3 og senere genhørte den, da jeg i gymnasietiden så Jacob Holdts Amerikanske billeder. Det er historien om millioner af mennesker, der bliver bortført for at leve under kummerlige forhold og uden nogen som helst rettigheder i en fremstormende nation, der udadtil hylder friheden. Det er fortællingen om havet, der glemmer alt, om det ukendte på den anden side af det store vand, om alle ukendte og skræmmende indtryk, der hurtigt bliver dagligdag nede i det mørke lastrum.
Ship Ahoy var et samfundskritisk album fra dengang soulmusikken havde noget på hjerte. Otte år senere gav The O’Jays hånt om fordømmelsen af apartheid og optrådte i Sydafrika. De havde brug for pengene, sagde de senere – men smukt var det ikke. Det var da heller ikke The O’Jays, der skrev sangene på Ship Ahoy, men derimod de ikke helt ukendte Kenneth Gamble og Leon Huff. De to var derimod engagerede i samfundsforhold, især Gamble.
Sangen er med Scarlett Johansson. Billederne er af gletsjere og polarkapper der langsomt – eller ikke så langsomt – forsvinder, og de stammer fra den prisbelønnede dokumentarfilm Chasing Ice, der havde premiere i USA i denne måned.
Her er en reaktion fra en amerikansk kvinde, der var stor fan af Fox News, men alligevel så filmen.
Nej, det er ikke et billede fra den Tredje Verden. Men det er et billede fra en helt anden verden, fra USA, nemlig fra Camden i New Jersey, den delstat der gav os Bruce Springsteen. Man skulle tro, at forholdene i Camden ville være en skamplet på USAs omdømme, men de ser ud til at gå ubemærket hen.
I disse dage er der en massiv dækning også i de danske medier af det forestående præsidentvalg. I Information er der en artikel af Martin Burcharth om Camden og om valget. Camden er som mange andre steder i USA plaget af sociale problemer i stort omfang. Til sidst i artiklen møder Martin Burcharth faktisk Bruce – omend det er en anden Bruce.
Bruce Johnson trasker ned ad Haddon Avenue. Den sorte fyr er på vej til sit arbejde som maskinarbejder.
»Man kan selvfølgelig altid håbe, at tingene bliver bedre, hvis Obama bliver genvalgt. Vi har håbet i lang tid, men politikerne bliver ved med at stjæle, og politiet er ikke til at få øje på,« siger han.
Johnson stemmer på Obama. »Det er som at vælge mellem to onder, men Romney! Han ville være værst.«
Ralf Christensen er en dygtig musikjournalist, der har slået sine folder i Politiken og i Information. Men i dagens kronik i Politiken skriver han om sine problemer med at få lov til være i Danmark sammen med sin tyrkiske kone, som han mødte i Tyskland. Han skriver bl.a.
Ventetiden i et juridisk, eksistentielt og civilt limbo er udmarvende. Jeg har set min hustru lide. Blive rundtosset af uvished. Ør af opsparet, uforløst energi. Ædt af den sociale marginalisering, som følger af ikke at være en del af et samfund og ikke kunne opbygge normale menneskelige relationer gennem arbejde og alle de andre rutiner, som vi andre render lykkeligt uvidende rundt i. Og dirrende af en frustration, som ikke kan rettes nogen steder hen, fordi bureaukratiet på én gang er en uigennemtrængelig mur og en diffus sky af regler og logikker, der ophæver enhver form for personligt ansvar.
Det er et system med serielle ydmygelser, en grundlæggende brug af forhaling og fremmedgørelse som udmatningsstrategi – og som kronen på værket: den mesterlige mørbankning (uden synlige blå mærker) i Udlændingestyrelsens kontor.
Udlændingeservice er blevet omdøbt til Udlændingestyrelsen, så i det mindste er de danske myndigheder nu ærlige – det handler om at styre mere end om at være en servicefunktion. Det er vekselvirkningen mellem mistænkeliggørelse og bureaukrati, der er så bekymrende. Hvad der kom først i dette tilfælde, ved jeg ikke, men jeg har en formodning om at den mistænkeliggørelsens politik, der inden for det årti er slået igennem i Danmark, også tydeligt har påvirket de altid loyale administratorers måde at tænke på udenlandske statsborgere på, når de skal forvalte den udlændingelov, der i VKO-regeringens årti blev ændret i gennemsnit hver ottende måned.
During a press conference in Paris, The Boss explained that much of the inspiration for his new album, set for release on March 6th, is anger at what he sees as the crushing of the American Dream in the wake of the 2008 financial crisis.
…
When asked if he thought the United States should be changed into something closer to a Swedish-style welfare state, Springsteen responded enthusiastically.
“Exactly! That’s my dream! It’s written between the lines. But you have to listen very closely,” he said, according to DN.
Her er min 1. maj-tale. Den blev skrevet i 1848, men den kunne også være skrevet i dag.
Det er tilstrækkeligt at nævne handelskriserne, som med mellemrum vender tilbage og mere og mere truende rokker ved hele det borgerlige samfunds eksistens. Under handelskriserne bliver en stor del ikke blot af de fremstillede produkter, men også af de tilvejebragte produktivkræfter regelmæssigt ødelagt. Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion.
Jo mindre arbejdet kræver fagkundskab og legemlig styrke, d.v.s. jo mere den moderne industri udvikler sig, desto mere bliver mændene fortrængt af kvinder og børn.
Arbejderne er kun arbejdsredskaber, som efter alder og køn kræver forskellige omkostninger.
Tillykke til denne blogs yngste, mindst gråhårede forfatter fra et sted, hvor det tilsyneladende altid regner. Også tillykke til den unge bloggers ukendte svenske tvilling Rebecka Törnqvist.
Forstår simpelthen ikke hvordan han kan holde sig selv ud. Bono i fri improvisation med Sahara-bandet Tinariwen – de spiller i København/Århus denne uge – og Mail’s Bassekou Koyate ved Festival au Desert i Timbuktu tidligere i år. Hans optræden med de sagesløse afrikanere giver ordet ‘pinlig’ ny frygtindgydende betydning.
Husker du os nøgne i dynen
du og jeg?
jeg længtes efter dit
åndedrag
dine læber i mit øre
vi har alt og ingenting
udenad
jeg ved ikke hvad jeg skal gøre
– Andrea Valbak
I Information i dag skriver Nola Grace Gaardmand om danske poptekster, der ofte beskyldes for at være mere banale end før. Her udtaler en “Jens Unmark, der blandt andet er manden bag Love Shop”:
Det er meget let at kritisere nutidens popkunstnere for at være banale. Men man kan bare se, hvor populært det er – det rammer tydeligvis noget hos folk, og det er jo lige præcis det, popmusik kan. Tale til følelserne hos sit publikum, og det gør nutidens popmusik i den grad.
Det kan jeg ikke være uenig i. Det er dette citat fra den egentlig velmente artikel, der undrer mig:
Spørger man én af de unge popsangskrivere, der selv bevidst leger med sprogets banaliteter, er der rigtig nok sket et skred med hensyn til popteksternes kvalitet, siden kunstnere som Tue West gjorde det populært igen at skrive pop på dansk.
Jeg vil ikke sætte navne på hvem der gjorde det acceptabelt at skrive pop (i ordets bredeste forstand) på dansk igen, men Tue West er ikke en af dem, der først falder mig ind.
Det kunne aldrig falde mig ind at kritisere nogen for at synge på dansk. Næsten alle, der synger på engelsk uden at have sproget som modersmål, ender med at falde igennem på tekstsiden. Det er en større procentdel af dem, der synger på dansk og har dansk som modersmål, som ikke ender med at falde igennem på tekstsiden.
Men nogle gange ville jeg ønske, at der var plads til tekstforfattere. Det er ikke altid, at gode vokalister også skriver gode tekster. Nogle gange kunne det hjælpe (som også Nørlund, der jo sagtens selv kan skrive en god tekst på dansk, har bemærket det engang). Måske har vi brug for en moderne Thøger Olesen, den legendariske nordjyske tekstforfatter, der på én og samme tid favnede revy, Dansktop (er Rasmus Seebach, Medina i virkeligheden ikke vore dages pendant til Dansktoppen?), Poul Dissing og regulære protestsange. Thøger Olesen skrev “Hvide rose fra Athen”, men han skrev også “25 minutter endnu”!
– Jeg har spillet rollen som popidol i 15 år og gjort det så godt jeg kunne. Så godt at jeg faktisk selv på et tidspunkt troede fuldt og fast på, at jeg var sådan. Hurtige biler, hurtige damer, hurtige stoffer og masser af overfladiske relationer. Alt i alt kan jeg kun sige, at mange af de ting jeg troede havde værdi, var komplet værdiløse og blottet for indhold, og som jeg i virkeligheden blev både frustreret og ulykkelig over. Et af symptomerne ved min kommercielle succes og den måde at leve op til rollen som superstar var, at jeg til sidst blev helt følelsesløs og hverken kunne mærke mig selv eller andre. Derfor betyder min nye plade meget for mig. Den er et udtryk for, at der er følelser bag den facade, som jeg udmærket godt er klar over, er blevet fremstillet både hult og uintelligent. Alle, selv Rene Dif, indeholder følelser, det er bare først nu, jeg tør vise dem, stå frem og sige det som det. Det at være blevet sat i bås, og guderne skal vide, at det er jeg blevet, er en uvirkelig ting at opleve, også selvom jeg sagtens kan forstå det med det liv jeg har levet de sidste 15 år. Som ung og uprøvet menneske og med alt det der følger med af skrøbelighed på den konto, gjorde dét at blive kastet ind i en kynisk branche, umuligt for mig, ikke konstant at falde i og fejle. Det statement jeg kommer med nu, er i virkeligheden at være i stand til at fejre den transformation jeg har været i gennem. Jeg er ude på den anden side, gift med mit livs kærlighed som jeg tør elske af et rent hjerte og ikke længere bange for at synge en sang om kærlighed, hvilket er det jeg gør nu. Det har taget mig lang tid at påbegynde rejsen mod kernen i mig selv, kald det sent udviklet:), og den rejse stopper ikke her. Jeg er glad for den jeg er, jeg er en lykkelig mand for det jeg allerede har oplevet, men ligeså meget for det jeg kommer til at opleve fra nu af. Alle mine oplevelser, alle mine sejre og fiaskoer, betyder at jeg føler mig både ydmyg og meget taknemmelig for at være til og det vil jeg gerne dele med jer!
Endnu et fortabt skib kommer mirakuløst i havn og violinerne, de spiller; Aqua’s Rene Dif har tydeligvis lånt Frederik Fetterlein’s drejebog til presseskrivet om en ny solokarriere.
Clash City Rockers – drinking brew for breakfast? Den næsten officielle The Clash-øl er naturligvis ikke Carlsberg, men den meget anderledes jamaicanske Red Stripe.
Min kæreste Louise har for Kræftens Bekæmpelse lavet en lille hyldestfilm til alle der kæmper eller har kæmpet mod kræft, som en markering af dette års World Cancer Day. Her er den i hele sin 3 minutter og 25 sekunders skrøbelighed, med musik af et lille band fra Athens, Georgia, der voksede sig stort og så gik i opløsning…
