Kategoriarkiv: At drikke for at glemme
Tom Simpson’s død på Mont Ventoux
En engelsk dokumentar om den britiske stjernecykelrytter Tom Simpson og hans tragiske endeligt på Mont Ventoux…
En sommerdag i helvede
Et fantastisk men tragisk billede: 46 år siden i dag at England’s daværende stjernerytter Tom Simpson omkom på Mont Ventoux i Tour de France, på en fatal blanding af amfetamin, alkohol og varme. Mon ikke også der dengang efterfølgende må været blevt talt højt og helligt om behovet for en ren sport? Mere om Simpson og hans endeligt her i The Telegraph.
Frontfiguren
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne blogs forfattere har indtil flere U2-albums og har også rost flere af dem her. Til gengæld har vi et noget anstrengt forhold til sangerens i mere end én forstand umusikalske gerninger. Der er nu kommet en særdeles biografi om Paul Hewson, og den bliver anmeldt i The Guardian af den ikke helt ukendte britiske litterat Terry Eagleton. Han skriver bl.a.
In fact, as Browne points out, he has cosied up to racists such as Jesse Helms, whitewashed architects of the Iraqi adventure such as Tony Blair and Paul Wolfowitz, and discovered a soulmate in the shock-doctrine economist Jeffrey Sachs. He has also brownnosed the Queen, sucked up to the Israelis, grovelled at the feet of corporate bullies and allied himself with rightwing anti-condom US evangelicals in Africa. The man who seems to flash a peace sign every four seconds apparently has no problem with the sponsorship of the arms corporation BAE. His consistent mistake has been to regard these powers as essentially benign, and to see no fundamental conflict of interests between their own priorities and the needs of the poor. They just need to be sweet-talked by a charmingly bestubbled Celt. Though he has undoubtedly done some good in the world, as this book readily acknowledges, a fair bit of it has been as much pro-Bono as pro bono republico.
Det er egentlig derfor, jeg er så træt af “verdensmanden” Bono. Om han er kynisk eller naiv, ved jeg ikke. Formodentlig rummer han begge egenskaber; det kræver sit at leve med kombinationen af Make Poverty History og skattely. Paul Hewson ender under alle omstændigheder med at legitimere en masse ubehagelige individer og organisationer, og det er de tydeligvis glade for. Det er ikke noget tilfælde at Harry Brownes bog hedder The Frontman.
Hang on to yourself!
Endnu et forstemmende dødsfald: David Bowie’s tidligere bassist Trevor Bolder, som udover at være med i verdensklasse-rytmesektionen på Ziggy Stardust and the Spiders from Mars, også lagde bass til Bowie-plader som Hunky Dory, Aladdin Sane og Pin Ups, inden Bowie søgte mod nye musikalske legekammerater, har tabt sin kamp mod kræft og døde i går, 64 år gammel. Hør hans virtuose rock-overskudssamspil med Ziggy Stardust-trommeslager Mick Woodmansey herunder, på en BBC-sessionoptagelse, der findes blandt mange andre uslebne diamanter på Bowie at the Beeb-albummet…
Af hensyn til de mange fans
Der bliver skrevet en hel del her på bloggen om fodbold, dvs. det er nu stort set kun om engelsk fodbold – og her kun om Premier League. Engelsk fodbold har mange stolte traditioner, men i hvert fald én af dem kunne vi godt have undværet, nemlig at there are no gay players in the Premier League. Det er præcis som når Mahmoud Ahmadinejad gør opmærksom på at der ikke findes bøsser i Iran. Det er underligt at det begyndende skred, der i disse år sker i opfattelsen af bøsser og lesbiske, sker i USA, hvor bl.a. basketballspilleren Jason Collins nu står frem som bøsse.
Hadley Freeman skriver i The Guardian at
The Observer reported last weekend that “at least eight professional footballers” have revealed that they are gay to teammates, but have refused to do so publicly because of concerns, doubtless justified, about “the fans”. In comparison, American sports and, so far, their fans, too, are looking downright progressive. Robbie Rogers left Leeds United earlier this year, saying that to be publicly gay and play English football was “impossible”, but is now training with LA Galaxy.
Det sidste er især sigende. Man skal dog også bemærke, som Freeman skriver, at de amerikanske sportsfolk, der nu står frem, er i slutningen af deres karriere:
But at the moment, the only male celebrities in Britain and the US who appear to be able to come out and continue their careers have proven to be – surprise, surprise! – entertainers. Because that’s what gay men are like, right? Sparkly and funny, not masculine and strong.
Until that changes, we’re still hacking down the slow path of progress.
80 er bare et tal
Willie Nelson fylder rundt i dag…
“Oh what a fool I have been…”
Jeg har netop ved et tilfælde opdaget at den amerikanske sanger og sangskriver Jason Molina døde i lørdags. Molina var manden bag alt-country-bandet Magnolia Electric Co. der i 2009 lavede albummet Josephine, som jeg var meget begejstret for. Men han var også alkoholiker, og det var det, der tog livet af ham.
I 2011 skrev hans ven Henry Owings et trist og meget sigende indlæg på sin blog.
About a year ago, it became abundantly aware to me what was going on. Jason is an addict.
It weighed heavy on me. I’d call his bandmates and mutual friends to get to the bottom of “what’s up with Jason.” It appears that his drinking had caught up with him in monumental fashion. Rehab in England. Getting arrested. Drinking. Being flown back to the states by friends in Chicago so they could keep an eye on him.
It was then (about six months ago) that the calls from Jason became…..just…..desperate. Without knowing that he was even in Chicago (he was still using his UK phone), I’d get disjointed calls. He’d sing new songs to me. He’d cry. He’d pass out. He’d laugh. He’d remember some stupid random story about us singing a song together on stage in Virginia. More crying. Dead air. Drifting. And again, this wasn’t the JMo I knew. It bothered me then as it does now.
Det er svært ikke at høre sangen ovenfor som en slags farvel og en slags selverkendelse. Det triste er at kun den, der har misbrugsproblemet, selv kan redde sig. Jason Molinas familie prøvede, og de prøvede vedholdende. Men det lykkedes ikke. (Det hjalp sikkert heller ikke, at Jason Molina som mange andre i USA ikke havde nogen privat sygeforsikring.)
Familien Frederiksen gør det igen
Den sørgeligste sang (del 2)
Vi skal også tilbage i tiden til endnu en albumklassiker, og det er selvfølgelig Songs Of Love And Hate af Leonard Cohen. Også dette album udkom i 1971, og også Leonard Cohen er på dette tidspunkt en canadier i udlandet.
Sjældent er følelsen af modløshed blevet mere overbevisende fortolket her.
And we read from pleasant Bibles that are bound in blood and skin
that the wilderness is gathering
all its children back again.The rain falls down on last year’s man,
an hour has gone by
and he has not moved his hand.
Supporters mod moderne fodbold
Billedet her er taget udenfor Arsenal’s AGM-aktionærtræf i London i dag. Det er ikke kun i Liverpool og Manchester, at afmagten omkring den pengetotalitære upstairs/downstairs-dagsorden, FIFA og UEFA så nådesløst har styret topfodbolden i gabet på, er stor. Flere og flere tilhængere har svært ved at få øje på sjælen i moderne bold i dag, med dens groteske billetpriser, fantomhøje lønninger/spillerindkøbspriser, samt de ofte mærkværdige og økonomisk lunefulde rigmands-klubejerforhold, der kaster lange skygger sportsligt. Financial Fair-Play-begrebet har været talt om i lang tid, men så længe fordelingen af penge mellem den absolutte CL-elite og resten er så markant som nu, synes der ikke meget håb for klubber, rigtige klubber, som vi kender og elsker dem. Set på den baggrund var det da sukker i såret, at en nuværende marginaliseret, men tidligere storklub som Ajax Amsterdam i aftes tog milliardærhobbyprojektet Manchester City ned med 3-1 i en CL-gruppekamp. I aften tager Liverpool i fattigdomsturneringen Europa League imod Anzhi Makhachkalas fra Rusland. Nej, jeg kendte dem heller aldrig før en vis Suleyman Kerimov, en af Rusland’s nyrigeste milliardærer, købte både klubben, Guus Hiddink, Samuel Eto’o, samt en ordentlig håndfuld topspillere fra Rusland, Brasilien og Afrika, og med det samme ramte sportslig succes. Bliver Kerimov ikke træt af sin ekstravagante hobby og lader den falde frit, vil Anzhi utvivlsomt være blandt de toneangivende i Champions League inden længe. ‘Money can’t buy you love’, sang The Beatles fra hjemmeholdet’s by i aften. Nej, men latterligt mange penge kan hurtigt skaffe dig succes, pokaler og mulighed for at slå økonomisk plat på topfodbold. FIFA som UEFA omfavner det. Vi andre må nødtvungent leve med det.
Liverpool – Anzhi Makhachkalas, torsdag, kl. 21.05, 8’eren/downthelocal
Love is all you need?
Hvis jeg i nyere tid har tvivlet på, at Mike Love er en pisseugle, er min tvivl nu væk.
Today, in disappointing classic rocker news: the Beach Boys’ Mike Love has kicked out the band’s remaining original and longtime members, as The New York Times reports. The decision is set to take effect after their current 50th anniversary reunion tour concludes tomorrow at London’s Wembley Arena.
Yes, that includes Brian Wilson. He kicked Brian Wilson out of the Beach Boys.
Love, who legally controls the Beach Boys name, issued a statement saying that Wilson, O.G. Beach Boy Al Jardine, and longtime member David Marks are all out, according to the Times. (Love will continue touring this fall with Bruce Johnson and another backing band.) An online petition against the decision has been launched, “to preserve the validity of the Beach Boys as a whole, and not as a money-saving, stripped-down version.” It has amassed over 4,000 signatures as of now.
Crazy world…
Lucifer er iblandt os, ja, men hun hedder vist ikke Lady Gaga…
Portræt af en terrorist
Vi har selvfølgelig også hyldet Nelson Mandela her på bloggen. Det har nu været lidt underligt at skulle være med i samme hyldestkor som Inger Støjberg m.fl.; nogle af os husker Erhard Jakobsens lovprisninger af forholdene i Soweto og andre borgerlige politikeres tolerance over for apartheid-regimet. Her er et interessant citat fundet via Jyllands-Posten.
”Det er mange år siden, og vi skal huske på, at det var en anden tid. Jeg står selvfølgelig stadig ved det, jeg sagde, for de var meget voldsomme i ANC. Der er så heldigvis siden sket det, at Sydafrika er blevet til et helt andet land. Det er da kun lykken, og det skal Mandela naturligvis have en stor del af æren for,” siger Pia Kjærsgaard til MetroXpress.
Pia Kjærsgaard, der dengang sad i Folketinget for Fremskridtspartiet, argumenterede for, at man burde lytte til det sydafrikanske styre i stedet for at føje ‘lederne af terrororganisationen ANC, den netop løsladte Nelson Mandela’, skriver Politiken.
Barn af tresserne
I dag ender mange af os med at tænke på mordet på John F. Kennedy – en forbrydelse begået i fuld offentlighed, men stadig underligt gådefuld. Simon O’Hagan skriver i The Independent om sine minder fra denne tid. Der skulle endnu gå seks uger før jeg selv blev født, så jeg er af gode grunde ikke med i historien endnu. O’Hagan skriver:
It has since struck me that my generation was curiously blessed in its formative years. Not in the way that the teenagers and young adults of the era were, but in the strict sense of being children of the 60s – in my case aged two when they began, 12 when they finished. I was making sense of the world, and the amount there was to make sense of was extraordinary.
Jeg nåede lige akkurat at få seks år med af 1960’erne, og jeg giver ham ret. Årene fra 1964 og frem til oliekrisen in 1973-1974 var en helt særlig tid. Måske synes alle at disse tidlige år er noget særligt; verden er stadig åben og skal håndteres. Men netop i disse var det som om den store verden, man som barn skulle møde, hele tiden voksede og blev en anden – og til sidst nåede den til Månen. I dag kæmper jeg stadig for at kunne holde fast i noget af det nye og ikke kun klamre mig til en fortid, som jeg tror jeg forstår. Samtidig må jeg erkende, at den eneste perfekte lykketilstand er den, man ikke befinder sig i længere. Der er en del, jeg savner, men de gode gamle dage er ikke desto mindre en illusion.