Kategoriarkiv: Calcio!

When saturday comes

CSb1sf9WEAAKGG9.jpg-large

Chelsea away, normalt et opgør af de helt store, men Jürgen Klopp sagde det som det lige nu er på dagens pressekonference: “Maybe it is a great game in history, now it is 9th v 15th”. Dog alligevel et enormt opgør mellem to sårede storklubber, desperat på jagt efter fremgang og noget at bygge videre form og tabt selvtillid på. At Mourinho ligger hvor han ligger med sit mesterhold havde ingen set komme, hvorimod LFC’s position er mere forudsigelig, at dømme udfra dét frie fald i foråret, Liverpool’s eks Brendan Rodgers tog afsted på med sit hold. Det kan kun blive dramatisk på Stamford Bridge.

Chelsea – Liverpool, lørdag, kl.13.45, 3+/Kanal 6/DieKiezkneipe

The unfriendly derby

everton-fans-singing

Everton away. Altid en uforudsigelig kamp. Engang kaldet ‘the friendly derby’, men sådan er det slet ikke længere. De seneste mange års opgør er foregået i en betændt stemning, og søndag eftermiddag bliver mere af det samme. For LFC-folket handler det dog ikke ‘kun’ om rivalerne fra Goodison, der lige nu ligger højere i PL-tabellen, men langt mere om den utålelige situation, at Brendan Rodgers ikke magter at få sine spillere til at fungere som et hold længere. Kun én sejr er det blevet til i de sidste otte planløse kampe, hvor f.eks. hverken formidable Carlisle eller Norwich har kunnet tages ned på Anfield. Ej heller så åbenlyst svage schweiziske Sion, der fik uafgjort i Liverpool torsdag aften, hvor tålmodigheden med Rodgers løb ud ved slufløjt. Da genlød den hårdtprøvede hjemmebane af en vokal utilfredshed, vel ikke hørt siden Roy Hodgson kørte holdet i smadder som manager. Brendan Rodgers kan formodentlig overleve lidt længere med en uafgjort på Goodison, men et nederlag? Kun de mest virkelighedsfjerne tør overhovedet drømme om rød sejr. Det bliver spændende som ind i helvede søndag eftermiddag.

Everton – Liverpool, søndag, kl. 14.30, 3Sport2/downthelocal

Say hello, wave goodbye!

Brendan-Rodgers-601689

Nej, det er ren ønsketænkning, ingen grund til at lade champagnepropper springe endnu. Brendan Rodgers er stadig manden ved roret i Liverpool FC. Hvor mange ydmygelser til dumpekarakter – a la 1-6 i Stoke og nu den i weekenden – skal klubben mon igennem, før de ikke fodboldkyndige amerikanske FSG-ejere tager den store beslutning og gør hans Being Liverpool-regime til fortid?

The beat goes on

West Ham2 kopi

En fornem 1. halvleg og uafgjort mod Arsenal overraskede mange af os mandag aften. Nu gælder det så på Anfield West Ham, der selv startede med at tæve Arsenal ude, hvorefter det er blevet til to hjemmenederlag mod Crystal Palace og Bournemouth. Så alt er åbent før sæsonens første lørdagskamp. Der er endnu ikke scoret mod Liverpool, som til gengæld kun har formået to mål i 270 minutter. Mr. Benteke, will you rise to shine?

Liverpool – West Ham, lørdag, kl. 16.00, 3+/6’eren/downthelocal

Historien om et bebudet mord

zp_Emirates-stadium-4-1_1CA4A6_6263

Holloway Road i Islington. Lysende London. Mulighedernes land. Og stedet hvor LFC’s på papiret så fine sæsonstart i aften skal virkelighedstestes mod et af Englands to bedste kombinationshold. Seks point kommer Liverpool til Arsenal med, men vi der har set de to første kampe ved, det ligeså godt kun kunne have været et enkelt. For match- eller chancedominerende er langtfra de ord, man til nu har kunnet påstemple Brendan Rodgers’ hold. På Emirates vil vel specielt hans skrøbelige midterforsvar komme under tungt pres. Og det er meget svært at forestille sig, den tungfodede, groftkværnende Lovren/Skrtel-akse skal kunne dæmme op for Arsenal’s speed, bevægelighed og kombinationsflair. Kommer LFC bagud allerede i 1. halvleg, så den sikkert kompakte udgangsstruktur skal brydes, kan det blive et rigtig grimt slutresultat. Specielt da hvis midtbanedynamo Jordan Henderson ikke bliver klar. Så er der intet at klynge et lille håb til? Jo, Benteke viste mod Bournemouth forleden, hvor stærk og velspillende en enmandshær han er. Og Coutinho, Milner samt Clyne er alle kommet godt fra sæsonstart. Men det er ikke nok i det store billede. Samtlige elleve LFC-startere skal topstråle på Emirates, hvis sidste sæsons klokkeklare 1-4 nederlag skal veksles til point. Dagdrømmerumuligt at tro på det sker.

Arsenal – Liverpool, mandag, kl. 21.00, 3sport2/downthelocal

When salt and vinegar comes

IMG_4891_2

Premier League er kommet afsted, men sidste uges grimme, bevidst ueventyrlystne og ikke ligefrem uheldige revanche i Stoke gav ingen klare svar på LFC’s ståsted lige nu. I aften er chancen der igen, når oprykkerne fra Bournemouth, der tabte 0-1 hjemme mod Villa i første kamp, kommer på besøg oppe nordpå. Klubejer John W. Henry og hans Linda Pizzuli aflægger et af deres sjældne besøg på Anfield, så fish & chips-sælgerne på Walton Breck Road må hellere gøre sig umage. Brendan Rodgers og hans usammenspillede hold ligeså.

Liverpool – Bournemouth, mandag, kl. 21.00, 3sport1/downthelocal

Morrissey hører radio i sin sygeseng

CLoRGqcWwAABSEY

Og dog. Ved nærmere granskning viser det sig at være den senere så berygtede Leeds United- og England-træner Don Revie – ja, ham som blev dødsfjende med Brian Clough – der næseskadet i foråret 1949 lytter til den engelske FA-cup-finale mellem hans eget hold Leicester og Wolverhampton Wanderers. Wolves vinder 3-1 foran 98.920 tilskuere på Wembley og Revie skifter senere samme sommer til Hull City.

When saturday returns

14790ed2-f3b0-47de-a524-a9ea95f088a3

Det er den lykkelige augustuge på året, hvor vi kan se hinanden i øjnene og sige ‘så kører vi igen’. For den kommende weekend lukkes en lang kold tyrker af en fodboldfri sommer, når den nye sæson i Premier League skydes igang. Det var ellers ikke meget vi skrev om engelsk bold her da sæsonen sluttede i maj. Liverpool’s mange halvhjertede indsatser og en manglende tro herfra på Brendan Rodgers’ kløgt til at kunne lede klubben på Anfield mod storhed gjorde sit til den sag. Sæsonens sidste match – og endda Steven Gerrard’s allersidste for LFC – blev spillet i Stoke og endte i decideret ydmygelse. I Liverpool-folklore omtales den kamp allerede som ‘the 6-1′. Personligt troede og håbede jeg, at Rodgers ville være fortid efter den blamage, som jeg selv oplevede via en række nærmest surrealistiske sms-beskeder på vej til en festival i Jylland med Love Shop. Naturligvis kan enhver kamp ende med nederlag, men ingen Liverpool-manager må nogensinde tabe 6-1 til et jævnt hold som Stoke City og så fortsætte i sit job, som om intet var sket.

Én reaktion kom der da også efterfølgende: Hjælpetræner Pascoe og first-team coach Marsh blev fyret af Rodgers, der altså ikke selv påtog sig ansvaret for en sæson, hvor de mange lovende men uformående spillerindkøb efter Suarez-salget aldrig slog til og blev til et samlet hold. En dårlig start, en resultat- men ikke spillemæssig opløftende periode efter nytår, og så det nærmest totale kollaps tilsidst, hvor overhovedet ingen LFC-teamspirit kunne spores, og hvor Rodgers’ endeløse formationsændringer/omrokeringer tydeligvis forvirrede eget mandskab langt mere end de gavnede.

Sommeren kom og Liverpool bevægede sig hurtigt på spillermarkedet. James Milner kom ind fra Manchester City på en free transfer. Hans erfaring og mentalitet kan kun blive et aktiv på det unge Liverpool-hold, der ofte har manglet lederskab på banen. Til forsvaret blev Nathaniel Clyne (Southampton) og Joe Gomez (Charlton) købt. Begge har på hver deres kant vist lovende takter i preseason-kampene. Til det offensive kom Danny Ings fra Burnley, brasilianske Roberto Firmino fra Hoffenheim og Christian Benteke fra Aston Villa. Specielt de to sidste er der store krav/forventninger til, nu Raheem Sterling er væk og borte.

Sæsonprogrammet har villet det således, at Rodgers & co. starter ude mod netop det Stoke-hold der stod bag ‘the 6-1′. En chance for revanche, men tænk om det går galt for Rodgers’ mange nye spillere og hans endnu slet ikke sammenspillede hold. Liverpool kan tåle at tabe igen, men kan Brendan Rodgers? Hans tillidskredit synes opbrugt hos en majoritet af LFC-tilhængere, og hvis der igen med udeblivende spilrytme snubles i Stoke, kan det ifølge PL-programmet gå helt galt. For de kommende seks udekampe er i Arsenal, Manchester United, Everton, Tottenham, Chelsea og Manchester City. Sværere bliver dét bare ikke i England. Hvor mange af de kampe har Rodgers mon råd til at tabe, hvis han stadig skal fremstå som et troværdigt bud på en LFC-manager med styr på eget hold og klubbens fremtid?

Teenage Dreams

Jeg håber naturligvis selv på at al denne skepsis vil blive gjort til skamme. At Rodgers vil kunne motivere og sætte sit nye hold, så det ikke ligner den flok jaget vildt i rødt, awaykampene sidste sæson så ofte fremviste. Preseason har budt på mange formationer og specielt i midterforsvaret kan man have tvivl, om Rodgers i det hele taget er klar over hvem han vil satse på. Set herfra burde Sakho være manden han valgte Skrtel eller Lovren til, men sådan synes virkeligheden ikke. Lige nu tales der om i England, at Skrtel/Lovren er favoritter til at starte inde i weekenden. Skræmmende eftersom Lovren til nu i Liverpool kun har leveret præstationer fra kanten af et nervesammenbrud.

Interessant om Jordan Ibe får sit egentlige PL-gennembrud i den kommende sæson. Talentet synes ikke mindre end Raheem Sterling’s, og Ibe virker så ovenikøbet langt mere mentalt velafbalanceret i både spil og opførsel uden for banen. Jordan Henderson går også en meget vigtig sæson i møde som nykåret anfører. Spændende om han kan løfte den svære opgave naturligt. Henderson’s præstationer har ialfald set langt bedre ud fra det øjeblik han blev flyttet ind fra den af manageren fejlplacerede højrefløj, som han alt for længe spillede. Og apropos fejlplaceringer, hvad skal der ske nu i Rodgers’ nye 4-4-2-system for Emre Can, der til ikke mindst egen forbløffelse måtte se sig som en del af Rodgers’ improviserede tremandsforsvar sidste sæson?

Ja, spørgsmålene er ængstelige, håbefulde og mange, og fra den kommende weekend begynder de første svar allerede at vise sig frem. Hos de engelske bookmakers er Brendan Rodgers favorit til at modtage sæsonens første managerfyring i Premier League. Om det går så vidt er kampen i Stoke første indikator for. Det her bliver mere end nervepirrende, så lad os komme igang. Her mit ydmyge bud på den kommende sæsons slutstilling i toppen:

1. Arsenal
2. Chelsea
3. Manchester United
4. Manchester City
5. Southampton
6. Liverpool

Stoke City – Liverpool, søndag, kl. 17.00, 3Sport2/downthelocal

Liverpool manager Bill Shankly feels the stress of a new season as the players and coaches gather for a team group picture