Har han ikke altid været grandvoksen, på en noget skræmmende, nærmest Sopranos-tilbagelænet cool måde?! The Afghan Whigs’ karismatiske frontmand og sangskriver Greg Dulli bliver 49 i dag. Her fire numre fra bandets nye comeback-album Do The Beast, indspillet for Seattle-radiostationen KEXP…

De sidste par uger er der blevet sunget til Liverpoolspillere på stadions i England – Old Trafford, The Etihad, Goodison Park og Stamford Bridge, for nu at nævne fire – hvor Liverpool slet ikke var til stede. Det var aldrig sket for bare ét år siden og er som sådan en god målestok for, hvor kolosalt succesfuld denne sæson har været for Brendan Rodgers og hans spillere. Mange LFC-tilhængere sidder tilbage efter nederlaget til Chelsea og dét kollaps mod Crystal Palace med en stor skuffelse over at have været så lige ved og næsten tæt på mesterskabet. Men dette LFC-hold, med sin så mangelfulde og rystende magtløse defensiv, var jo aldrig ment til at vinde guld i år. Fordi det kræver et mægtigt forsvar at gå hele vejen hjem. Og fordi truppen bare ikke har været bredere, end at bænken altid lignede en dårlig undskyldning, hvad angik kvalitet. Klubbens mål før denne sæson var at komme tilbage i Champions League, og i januar da transfervinduet lukkede, hvor Liverpool havde misset ud på at forstærke sig, var vi ikke mange der troede på en top-4. Var det blevet til endnu et år udenfor den store turnering LFC har så smukke traditioner i, ville Årets Spiller i Premier League – Luis Suarez hedder han – have været fortid på Anfield, med alt havd det havde bragt med sig af komplikationer omkring at tiltrække forstærkning. Men sådan gik det ikke, så der er kun grund til glæde søndag eftermiddag. Dels over at det ikke er den nybitre Mourinho’s så negative Chelsea-energi der tager guldet, men istedet et flotspillende og komplet hold som Manchester City’s. Dels over Manchester United’s vilde deroute med David Moyes ved roret. Men naturligvis især over den fremgang Liverpool har nydt på banerne de seneste ni måneder, hvor antallet af smukke og medrivende fodboldoplevelser fra Steven Gerrard & co. har været overvældende. Med mindst et point søndag eftermiddag på Anfield mod England’s svar på AGF, Newcastle United that is, er sølvet hjemme. Men en rød sejr vil være den passende måde at slutte denne uventede triumf af en sæson af på. Mr. Carroll, will you rise to shine?

Liverpool-Newcastle United, søndag, kl. 16.00, 3Sport2/downthelocal
Manchester City-West Ham United, søndag, kl. 16.00, 3+/downthelocal

De i København snart koncertaktuelle The War On Drugs sammenlignes ofte med Springsteen. Og jo, begge artisters musik er eminent at køre bil til, med lange billedskabende musikalske flader, der sætter sig fast og bliver sindstilstand, mens landskaber, byer og tanker glider forbi. Og begges musikalske baggrund er unægteligt så amerikansk, at et slægtskab også her står klart. Alligevel undres jeg over, hvor tit forbindelsen med Springsteen manifesteres i anmeldelser af – og skriverier om – The War On Drugs, som fortæller- og lydmæssigt befinder sig på en helt anden sfærisk planet end Kongen af New Jersey, der i sit nutidige værk har en langt mere konkret fortællende, stadionrockende og jordnær tilgang. The War On Drugs udsendte i marts albummet Lost in the Dream, der lagde adskillige vægtige kapitler til historien om dette Philadelphia-band som noget helt enestående specielt. Her er fire tracks derfra, live i session på KEXP…

Nu Pastoren markerer CV Jørgensen’s fødselsdag (se indlægget herunder), vil jeg også være med. Her CV sammen med Steen Jørgensen fra vistnok 1992, da Leonard Cohen var centrum i et DR-talkshow, som deres overbevisende og intense version af ‘Seems So Long Ago, Nancy’ blev fremført i. Tak for den og lykke til, CV!

Over ‘Charlotte Sometimes’, ‘M’, ‘Fire In Cairo’, ‘Jumping Someone Else’s Train’, ‘Bloodflowers’, ‘Desperate Journalist In Ongoing Meaningful Review Situation’, samt en vel tre-fire sange fra Faith, tårner denne Pornography-humørpille…

City vandt som forventet lørdag over et slumrende Everton-hold, så det med det mesterskab til Liverpool ser usandsynligt ud nu. Sæsonens næstsidste kamp for LFC er i Sydlondon i aften, hvor formstærke Crystal Palace – mirakuløst hevet op af nedrykningssumpen af den nye træner Tony Pulis – tager imod på Selhurst Park, en af Premier League’s mest stemningsmættede stadions. Vil Liverpool-spillerne virkelig kunne hive sig selv op efter den gigantiske skuffelse, som nederlaget til Chelsea sidste weekend var? Det spinkle håb nu, at City sætter point til enten mod Villa eller West Ham hjemme, er så svært at få øje på, en mangel på positivt fokus i en tough udekamp som den i aften nemt kan frygtes. Jeg havde en gylden plan, hvis City var snublet og LFC havde slået Chelsea og kunne have taget guld allerede i aften, om at flyve til Liverpool i dag og overvære kampen på en bar nede i byen. Men nej. Det er frygten her, at hele det could have been-scenario også tager kanten af Liverpool’s performance på Selhurst Park i aften. Der bliver brug for noget helt specielt for at komme ovenpå igen. Mr. Suarez, will you rise to shine?

Crystal Palace-Liverpool, mandag, kl. 21.00, 3+/downthelocal

Denne weekend handler ikke om Liverpool. For det første fordi LFC’s kamp først fløjtes igang mandag aften på Crystal Palace’s stemningsfulde Selhurst Park. For det andet fordi Mourinho’s mørke tricks virkede så godt sidste weekend, at Chelsea – efter en patetisk tidsudtrækkende, men hamrende dygtig og superdisciplineret forsvarsindsats – vandt på Anfield, og dermed spillede mesterskabsbolden over til Manchester City. City har tre kampe tilbage nu, og vinder de dem alle er de engelske mestre. Den på papiret sværeste af dem spilles lørdag tidlig aften på Goodison Park, hvor Everton tager imod. Den selvproklamerede The People’s ©lub har haft en fantastisk sæson under Moyes’ afløser Roberto Martinez, og det er først to sjældne nederlag de seneste uger – hjemme mod Crystal Palace og nu sidste weekend (via to selvmål) ude mod Southampton – der har spoleret de blås muligheder for den CL-kvalifikation, der ellers ville have været en fortjent triumf af de helt store. I England er der denne uge blevet talt og skrevet meget om, hvor ivrige normalt så hjemmestærke Everton vil være for at hjælpe de evigtdominerende lokalrivaler fra Liverpool FC i mesterskabskampen. Og jo, naturligvis ville incitementet have været større, kunne man stadig kvalificere sig til CL. Som det er nu behøves dog endnu point for at være sikker på den Europa League, det minimum må være acceptabelt at indløse efter en så overraskende flot sæson. Så herfra er overbevisningen, at spillerne i pt. skadesramte Everton naturligvis er så professionelt stolte, de vil gå ud og spille helhjertet mod Manchester City. Om ikke andet da fordi klubnavn ville stå skæmmet af en eventuel bleg indsats i en også for andre så afgørende kamp. Så come on, you Blues! Mr. Lukaku, will you rise to shine?

Everton-Manchester City, lørdag, kl. 18.30, 3+/downthelocal 

PS – For god ordens skyld skal nævnes, at jeg skam har været på Goodison denne sæson – blandt the faithfull på Gwladys Street Stand – og vise respekt for de blå, da de over 120 minutter hev en Liga Cup-sejr hjem over Stevenage fra League 1.