Sammenlign Mourinho’s post-match kommentarer, efter hans holds disciplinerede og dygtige tidsudtrækning af en busparkering på Anfield i går, med hans her følgende udtalelser…
I indeværende år har Mourinho tilsvarende kaldt West Ham’s forsvarsmindede tilgang på Stamford Bridge for ’19’th Century football’. Well, sejren i går var fortjent, for Mourinho’s snuhed og mørke tricks fyldte mest på dagen. Ironisk dog, at det afgørende mål kom til Chelsea i den overtid dommeren havde lagt til for deres egen skamløse tidsudtrækning…
‘Time wasting? Me?!?’
Liverpool skal nu håbe på at først og fremmest Everton kan stoppe Manchester City på Goodison næste lørdag. Men er motivationen overhovedet til det efter at CL-chancen røg med to selvmål i Southampton i weekenden? Hmmm. Og Chelsea? De fortsætter deres blå korstog mod fodbold onsdag aften på Stamford Bridge hvor Atletico Madrid kommer på besøg. Skal man forvente endnu en 6-3-1-opstilling, selv på hjemmebane?!? Og vil Mourinho lange ud efter enten modstander og/eller dommer, skulle han mod forventning tabe? Det er ikke utænkeligt.
Okay, lad os gå lige til makronerne. Der er tre spilledage tilbage i England og der udspiller sig denne sæson en vel nærmest historisk spændende titelkamp, hvor Liverpool, Manchester City og Chelsea endnu kan nå guldet. Men i lyset af at Chelsea sidste lørdag hjemme imod agterlanternen Sunderland tabte vigtigt terræn, og fordi FA ikke har villet rykke udekampen mod Liverpool søndag frem, så CFC har mere forberedelsestid til den afgørende CL-semi onsdag mod Atletico Madrid – hvis egen spanske ligakamp iøvrigt også spilles søndag eftermiddag, bare senere! – har nuværende CFC-manager Jose Mourinho valgt at fremturde med, han vil stille op på Anfield søndag eftermiddag med ‘the kids’, altså et stækket og svagere Chelsea-hold. Guderne skal vide LFC gerne vil vinde den kamp, men da helst ikke på en useriøs bekostning, der drejer sig om at Mourinho kaprer den britiske titelkamp til sin egen beskidte politik. Den devaluering af kulminationen på et helt års benhårdt arbejde kan den engelske Premier League som sådan jo ikke leve med. For ikke at tale om det direkte offer Manchester City, der naturligvis skal kunne forvente at Chelsea kommer til Anfield med stærkeste opstilling og den rette indstilling omkring at ville bremse Liverpool. Sker det ikke, håbes herfra, at Mourinho – der om nogen inficerer europæisk fodbold som sådan med sine dirty tricks og dårlig taber-manerer – vil blive straffet hårdt. Men måske det hele bare er endnu et mediestunt fra Mourinho, der stadig – nu ni år efter – nægter at anerkende sit smertefulde CL-semi-nederlag til Liverpool via Luis Garcia’s ‘ghost-goal’, som han altid benævner det. Et SÅ lille menneskeligt format skal man altså lede længe efter. På baggrund af ovenstående, vil det gøre ekstra ondt at tabe til ham og hans hold, der om nogen i Premier League kan praktisere en solid, kværnende og nærmest uigennemtrængelig defensiv. Reserver eller ej, der bliver brug for noget helt specielt, skal Liverpool tage stikket hjem søndag på et Anfield, der helt sikkert vil være i vokal topform. Luis Suarez, will you rise to shine?
Af en fodboldsang at være er ovenstående Chelsea-hymne – begået af Madness’ Suggs – absolut en af de bedre. Lyder som noget Blur kunne have begået mellem Modern Life is Rubbish og Park Life, hvilket skal læses som et kompliment herfra.
Så gik den ikke længere for David Moyes. Alex Ferguson’s personligt udvalgte afløser er fra her til morgen fortid i Manchester United. Et gigantisk nederlag for både mand og klub, der havde de store langtidsplaner med ham. En kontrakt på hele seks år er det der nu er termineret. Moyes gjorde fra første øjeblik et ubekvemt indtryk i den enorme rolle som Ferguson’s afløser. Et haltende United-efterår, en nærmest katastrofal vinter, og så nu, foråret der aldrig kom. Ydmygende resultater, ideløst spil, hjælpeløse taktiske dispositioner. Først i CL-kampene mod Bayern München viste Moyes lidt personlighed, da han kørte rent håndboldforsvar mod de så overlegne tyskere. Ikke at det behagede Man U-fanbasen, hvis selvforståelse naturligvis ikke er til at se deres egne optræde som selverklærede underhunde på hjemmebanen. Efter den ventede henrettelse i returopgøret i München, ville næste optræden, en udekamp mod Moyes’ gamle klub Everton, altid være ret afgørende for den trængte træner, hvis lager af undskyldninger efterhånden stod med tomme hylder. Everton udraderede på dagen United, der nådigt tabte 2-0, og Moyes’ ord bagefter om at hans hold egentlig havde spillet en god kamp, var af surrealistisk karakter for enhver der havde overværet den ulige forestilling. På kun ti måneder har Moyes forvandlet et mesterhold til et modløst midtermandskab uden synligt mål og mening. Og det endda med tilgang af Fellaini og Juan Mata. Vi, der er med andre klubber, vil kun savne ham på Old Trafford. For Manchester United er det derimod en heftig udfordring at skulle udpege den rigtige afløser. For der er ligesom ikke plads til flere fejlskud af Moyes’ karakter nu, hvor opgaven står langt vanskeligere og mere kompleks, end den var sidste sommer. Uanset hvad der findes på, vil vi andre kunne finde trøst i én ting: Alex Ferguson og hans brutalt styrede win-win-regime får de aldrig tilbage.
Jens’ billede fra Escape to Victory satte tankerne i gang hos mig. Fordi USA er et af de meget få lande i verden, hvor fodbold ikke er blevet en væsentlig sportsgren og fordi USAs filmindustri fylder så meget i det globale medielandskab, ser det ud som om der ikke rigtig er nogen spillefilm om fodbold. Men der er faktisk en del spillefilm om fodbold; Wikipedia har en udførlig liste og den afslører at der findes hele fire film med titlen Offside – fra fire forskellige lande. Bortset fra Escape to Victory og Goal! (som er blevet til med bistand fra FIFA) er de amerikanske film på listen børnefilm. For i USA opfattes fodbold af mange som en sport, der mest er for kvinder og børn og noget der helst skal overstås inden man kan begynde på “rigtig fodbold” (dvs. udendørs håndbold med hjelm og skulderpuder). World Soccer Talk har også en liste over fodboldfilm; den er en blanding af spillefilm og dokumentarfilm.
Der er desværre ikke ret mange danske bud på fodboldfilm heller – jeg kan kun komme i tanke om Fodboldpræsten med Jørgen Reenberg fra 1951. Lige siden 2000 har man kunnet læse at Jørn Faurschou har villet filmatisere Hans-Jørgen Nielsens roman Fodboldenglen; det er endnu ikke sket.
Ovenstående reklame blev smækket op for mindre et år siden udenfor Holiday Inn i midten af Liverpool. Dengang var tanken om et mesterskab til LFC en absurd luftspejling uden vitaminer at gå på. Her, kun et år efter, er situationen en lidt anden. Fire kampe tilbage og LFC kan stadig efter den – som kampen skred frem – ikke uheldige sejr over Man City selv afgøre tingene. Men det kræver at tungen holdes mere end lige i munden og slet intet går galt. Første hurdle kommer søndag middag i Norwich, hvor det nedrykningstruede hjemmehold ikke har tabt fire af sine sidste fem kampe på eget stadion. Læg dertil en helt ny manager oveni og billedet tegner sig af et hjemmehold der vil komme kompakt ud til fight. Den engelske presse har de sidste par uger hyldet Brendan Rodgers og hans Liverpool som var det forjættede LFC-mesterskab allerede vundet. Den paradekørsel i tom vogn er dømt til nemt at kunne skabe mangel på fokus blandt en så guld-urutineret spillertrup. Og der er netop brug for 100% skarphed og en helt ydmyg indstilling til opgaven, skal sejren med hjem fra Norwich City. Alle ved jo godt at konkurrenterne fra Chelsea ikke fucker op mod Sunderland sent lørdag eftermiddag på Stamford Bridge. Mr. Suarez, will you rise to shine?
Liverpool-Norwich City, søndag, kl 13.00, 3+/downthelocal
Just kidding. Det er fra den patetiske film, hvor også Bobby Moore fra Herning KFUM (ja, der spillede han) er med. Ikke alle movies er lige fremragende. Og dét er dagens underdrivelse.
Tjek lige dette bizarre Luis Suarez-interview med Paul McCartney før sidstnævntes show i aften i Montevideo, Uruguay. McCartney ved tydeligvis ikke det store om det smukke spil med den runde bold…
Efter kampen var der enorm lettelse og glæde hos LFC. En ikke uheldig sejr som kampen – og specielt 2. halvleg – var skredet frem. City var kommet tilbage fra randen af knockout, havde scoret to mål, været meget tæt på et tredje, og var det ikke for Kompany’s helkiks i eget straffefelt og Coutinho’s skarpe reaktion derpå, ja, hvem ved så om ikke City var løbet med det hele. Fire kampe tilbage nu. På engelsk TV svarede Steven Gerrard flere gange i træk på de mesterskabshenledende spørgsmål med ‘not yet’. Norwich ude venter næste weekend. Tricky kamp. Og så kommer Chelsea hjemme, som vil være mindst ligeså tough som City-dysten. Ikke mindst nu midtbanedynamo Henderson vil være borte i karantæne. Palace ude bliver slet heller ikke nem – de tog Chelsea ned med kompromisløs fight forrige lørdag på Selhurst Park. Og så slutter denne sæson med Newcastle hjemme, på papiret den mindst komplicerede af de fire. Så nej, ingen snak om nogetsomhelst herfra. Bare én kamp af gangen. Top-3 synes ikke urealistisk og vil stadig være meget fornemt gået.
Er det en weekend som denne boblen skal briste og virkeligheden vise sit grimme ansigt? Skræmmende Manchester City kommer til Anfield til en topkamp, hvis billetter lige nu sælges på det sorte marked til omkring £5.000. Så enorm er interessen for at se de to hold, der om nogen – sammen med Everton – har imponeret England de seneste par måneder. Liverpool slap med nød og næppe uden sportslige skrammer fra et vanskeligt fysisk opgør i West Ham i søndags, men det her er en helt anden udfordring. Heldigvis vil Anfield være på kogepunktet som den ekstra støtte der bliver brug for, når Kun Aguero & co. skal udfordres og om muligt tages ned. Det kan kun blive mere end spændende. Mr. Suarez, will you rise to shine?
Liverpool-Manchester City, søndag, kl. 14.37, 3+/downthelocal
Chelsea er gået istå, Arsenal synes groggy, kun Manchester City har den afgørende mesterlige skarphed lige nu. Eller sagt på en anden måde, det ser ikke værst ud for Liverpool, der med 4-0-sejren i søndags over forslåede Tottenham røg op på førstepladsen. Søndag venter en svært vanskelig kamp i Østlondon, hvor Big Sam’s West Ham United tager imod. Så deres 2-1-udesejr mod Sunderland mandag aften, og hvis den kampvilje der blev lagt for på Stadium of Light også er tilstede søndag, bliver det svært for LFC. Andy Carroll, Joe Cole og Stewart Downing vil sikkert også elske at vise Brendan Rodgers, de som West Ham-spillere kan mere, end de blev vejet og fundet for lette til i LFC. Så jo, nervøsiteten lever i bedste velgående her lige nu. Der bliver brug for en gennemsolid, fysisk holdindsats med den helt rette opsøgende skarphed upfront, hvis den nødvendige sejr skal med hjem til Liverpool. Mr. Suarez, will you rise to shine?
West Ham-Liverpool, søndag, kl. 17.00, 3+/downthelocal
Én cup-finale af gangen. Med hiv og klem blev hårdtkæmpende Sunderland besejret forleden. På en aften som igen viste Liverpool’s manglende evne til at dræbe en kamp. En svaghed der næsten må komme til at koste i det kommende meget tætte program. Måske allerede søndag, hvor Tottenham kommer til Anfield. Spurs ligner Liverpool på det punkt, at deres forsvar også giver mindelser om en optimistjolle i storm i Biscayen. Hvilket LFC selv oplevede, da man uden Steven Gerrard vandt 5-0 på White Hart Lane i december. Siden har Spurs fået ny manager, Tim Sherwood, men manglen på organisation er intakt og målene er fortsat med at rasle ind i for mange kampe. En ultraspændende weekend den her, hvor forslåede Arsenal tager imod Manchester City allerede lørdag. Wenger er lige nu fem point efter Liverpool på tredjepladsen og har ikke råd til andet end sejr for at holde trit. Omvendt vil Liverpool kunne bringe sig afgørende foran Arsenal, tager City point. Men der bliver brug for noget helt specielt, skal det lykkes. For selv med et vaklende forsvar har Spurs-holdet masser af kvalitet foran, der først skal brydes ned. Mr. Suarez, will you rise to shine?
