2. juledag i England betyder ud på stadions at fryse og se sin klub i aktion. Fuld runde i Premier League venter, og dagens store kamp er det sene eftermiddagsmøde mellem Manchester City og Liverpool. Begge tophold kommer med fire overbevisende sejre i træk, men med en decideret skræmmende hjemmebanestatistik dette efterår, hvor alle hold fra top som bund er blevet sønderskudt på Etihad, må Man City dog anses som klare favoritter. En vigtig kamp for Liverpool, der vil håbe at Skrtel har genvundet sin selvtillid efter en rystende panisk indsats i lørdags mod Cardiff. Bliver også spændende at se om LFC-midtbanen vil kunne finde tilnærmelsesvis samme energi og frirum, som i udekampen mod Tottenham forrige uge. Der bør ialfald nok blive brug for minimum en to-tre røde mål for at få point med hjem. Mr. Suarez, will you rise to shine?
Manchester City – Liverpool, 2. juledag, kl. 18.30, 3+/downthelocal
Joe Allen var atter chokerende bundløs. Raheem Sterling’s mentale balance igen mere end svær få øje på i de utallige fejlaktioner. Og Steven Gerrard så præcis så træt ud i sit løb som få dage før mod Hull. Danny Agger var tilbage i startopstillingen, og trods medkommentator Peter Graulunds kollegialt fine undskyldninger, at Norwich’s mål var ligemeget, den slags ting der sker sent i en kamp når man fører stort, kostede hans manglende opdækning endnu en gang dyrt mod Norwich. Var det ikke fordi Luis Suarez samme aften holdt en masterclass i absolut verdensklasse – kun CR7, Messi og Ibra kan vel lege med på dét niveau? – der naturligvis bagefter overskyggede alt, kunne Liverpool igen være snublet på egen laveste fællesnævner. Lørdag kommer nedrykningstruede West Ham til Anfield, efter tirsdag at have tabt et fantastisk heftigt London-opgør ude mod Crystal Palace. Crazy nok var det også bundproppen Palace der netop havde slået Hull, da de sidste weekend viste Brendan Rodgers’s hold et og andet omkring fightervilje og vindermentalitet. West Ham , et bedre fodboldhold end Palace, Norwich og Hull, vil med Big Sam ved roret dog nok også parkere sig dybt og se tiden an. Så det bliver ikke en nem kamp før første scoring, slet ikke hvis så mange blinde røde passagerer er ombord igen. Kollektivet som sådan må simpelthen hæve bundniveauet, da Suarez og Coutinho’s individuelle verdensklassetalenter ikke alene kan trække sejren hjem hver eneste gang – here’s wishing and hoping!
Liverpool – West Ham, lørdag, kl. 16.00, 3+/Kanal 6/downthelocal
Men knap så meget den øverste af de to her. Chelsea-ejer Roman Abramovich’s kæreste Dasha Zhukova har netop ladet sig portrætfotografere til den russiske modeblog Buro 24/7. Hvem end der har en svaghed for grovkornet Tintin-kolonialistisk oldschool-racisme, må elske dette mærkværdigt symbolske white master/black servant-statement…
Eusebio stillede op for Stoke City i Gordan Banks’ testamonial på Victoria Ground, 1973.
Al engelsk pressefokus lige nu synes at falde på David Moyes’ Mancehster United, der er begyndt 2014 med tre nederlag. Og opsigstvækkende er det da også at se et engelsk mesterhold, uden spillermæssige ændringer fra sidste sæson, dykke så voldsomt i form. Om noget fortæller det vel hvor mægtig en kraft og indvirkning ex-manager Alex Ferguson har haft på den trup, der spiller for spiller længe ikke har lignet det helt store, men som alligevel under ham sidste sæson formåede, at sætte samtlige konkurrenter eftertrykkeligt til dørs. Ferguson kommer stadigvæk til hver eneste kamp, som var han nærmest betalt for dig, og Moyes må efterhånden hade synet af sin forgænger, med hvem han hele tiden sammenlignes ufordelagtigt. Rådvildheden har ialfald sat ind under de pinefulde pressekonferencer, hvor han gang på gang klynger sig til ordet ‘transition’ som forklaring på, hvorfor intet fungerer som det skal. Så velkommen i klubben da, Moysee – Liverpool har været i transition de seneste 23 år. Det er ikke en tilstand der forsvinder, bare fordi man giver den et navn. Du får brug for mere end det, hvis storheden skal vindes tilbage.
Efter to forventede sejre over henholdsvis Hull City og Oldham, står 2014’s første ubehagelige LFC-forhindring i den sene eftermiddagskamp søndag, hvor Stoke City’s Brittania Stadium, en bane Liverpool ofte har oplevet i gevaldig modvind, besøges. Under Tony Pulis spillede Stoke dér noget af det fejeste og voldeligste spil af alle i Premier League. Mark Hughes har nu taget over og vil efter sigende gerne spille bold istedet, hvilket bør være til modstandernes fordel. Alligevel er Britannia Stadium stadig ret uindtageligt for udehold på besøg. Således er kun én ud af de ti hidtidige PL-hjemmekampe i blevet tabt, og Jose Mourinho’s Chelsea er blandt de som er blevet sendt hjem med nederlag. Læg dertil en for smal LFC-trup med for mange skader og optimismen kan hurtigt svinde. Mr. Suarez, will you rise to shine?
Manchester United-Swansea City, lørdag, kl. 18.30, 3+/downthelocal Stoke City-Liverpool, søndag, kl. 17.10, /downthelocal
De står der ikke længere, og hvor mange er mon klar over, at Leeds United på Elland Road – tjek lige ovenfor – i en årrække havde de højeste stadionlys i Europa, de såkaldte Diamond Light floodlights? Bringer det smukke billede fordi onsdag byder på hele ni aftenkampe i Premier League. Ligeså steril en onsdag aften fyldt med landskampe kan være, ligeså cool og elektrisk er den samme af slagsen i den bedste engelske liga, når stadions er fyldt op og lysene tændt over det grønne græs. Jeg så selv Liverpool slå Arsenal en tirsdag aften i drivende regn på Anfield for få år siden, og stemningen til sådan et PL-aftenmøde er – sammenlignet med kampe i dagtimerne – noget helt specielt forventningsfuldt og intenst. På Anfield onsdag aften skal Liverpool rejse sig fra den hjælpeløse indsats søndag mod et middelmådigt Hull-mandskab, der helt fortjent tog sejren. Coutinho og Sturridge var ude af startopstillingen med skader, og straks lignede LFC det hjælpeløse hold uden rytmeskift, speed, idé og dynamik, der huskes alt for godt fra senest første halvdel af sidste sæson. Liverpool synes desværre så afhængig af tre-fire enkelte spilleres individuelle kunnen, at hele spilsystemet falder sammen, bare et par af dem er borte. Det er ialfald Sturridge også i aften mod udebanesvage Norwich City, der på Anfield skal være en overkommelig opgave. Der er ikke ialfald råd til flere fuck ups, og da slet ikke denne måned, der inden længe byder på langt mere skræmmende modstand.
Liverpool – Norwich, onsdag, kl. 20.45, 3Sport2/downthelocal
I sommeren 1978 var jeg tre uger på sprogrejse i sydengelske Bournemouth. Husker en solbeskinnet, tilbagelænet by med bekymrende mange blomster, grønne områder, selv palmetræer og et væld af badeturister omkring den lokale pier. Så idyllisk verdensfjernt og modsat den stemning de langt fattigere byer oppe nordpå i England byder på. Lørdag over middag kommer successultne Liverpool på besøg i fjerde runde af FA-cup’en. FA har lagt kampen så tidligt, at tilhængerne fra Merseyside har afrejsetid ved firetiden om morgenen for at kunne nå frem – så meget for fan-respekt fra det engelske fodboldforbund. Liverpool rejser sydpå med nyheden om, at det schweiziske indkøb af egyptiske Mohamed Salah man har arbejdet på i flere måneder, i sidste øjeblik er gået i vasken, da Chelsea kom ind fra højre og sikrede sig den talentfulde offensivspiller. Deprimerende det endnu engang skal gå sådan, at LFC på transfermarkedet viser sig så ineffektive og uformående (fattige) i forhold til topklubberne. Men egentlig var det vel svært for mange af os at se, hvad man stod og manglede Salah til her og nu, hvor lige netop offensiven hverken har kreative problemer eller synes underbemandet. Ærgelsen ville derfor være så meget større, hvis det var en potentielt fremragende defensiv midt eller en ditto backline-spiller, der var faldet på stregen. Så ekstremt svagt, uorganiseret og generelt rystende usikkert som LFC-defensiven fremstår lige nu, vil det ikke være den vilde overraskelse her, skulle Championship-midterholdet løbe med sejren lørdag middag, via et par salver høje bolde ind i det nervesammenbrud der er LFC’s straffesparksfelt. Vildt at de amerikanske ejere og træner Rodgers endnu ikke i dette transfervindue har adresseret de problemer, skaderne bagude til Enrique, Sakho, Agger, Flanagan, og nu Lucas (samt en Johnson i sit livs formkrise) eksponerer. Der gøres vel uden stort besvær mindst to mål mod LFC hver eneste weekend for tiden, hvilket lægger en umenneskelig tung vægt på egen målscoring, skal fremgang sikres. Mr. Suarez, will you rise to shine?
Bournemouth-Liverpool, lørdag, kl. 13.45, Kanal 6/downthelocoal
PS – Bournemouth kender til hvor godt det føles at smide favoritter ud af FA-cup’en. Her et snapshot fra 6. januar 1984, da Harry Redknapp’s mandskab vandt 2-0 hjemme over Ron Atkinson’s Manchester United. Læs hele historien om ‘free pizza for life’ til holdets målmand lige her.
Chelsea-manager Jose Mourinho nægtede at erkende Liverpool havde slået hans hold i den CL-semifinale. Han sagde vedvarende, at bolden ved det afgørende mål aldrig havde krydset mållinien, og mente, det var Anfield – og The Kop bag Petr Cech’s mål i særdeleshed – der havde tvunget den europæiske dommer til at godkende målet. Den altid fair sportsmand Mourinho nævnte aldrig, alternativet til godkendelse af mål, havde været straffe til Liverpool, samt direkte rødt til Petr Cech. Målet, der sendte Liverpool afsted til Istanbul og klubbens femte CL-triumf, blev scoret af Luis Garcia, der i dag har indstillet sin aktive fodboldkarriere, efter slutteligt at have væet forbi et par mexicanske klubber. Selv husker jeg ham måske bedst for et sejrsmål mod Arsenal i trediesidste minut en øsregnende februaraften i 2006, jeg var forbi Anfield. Men der var også hans dykkende halvflugter mod Juventus i CL-kvartfinalen ’05. Og en ditto igen mod Chelsea, i en FA-cup-semi på Old Trafford, hvor ikke engang Mourinho bagefter kunne snakke sig fra hvem der havde vundet. En sympatisk mand, en farverig boldspiller, Luis Garcia, som med sin tekniske flair og angrebssultne optimisme var med til at præge Rafa Benitez’ spanske revolution i LFC. Ikke helt tilfældigt derfor, at dubudgaven af Jens U & Slagterne’s ‘Louise Siger’ (fra 2007) hedder ‘Luis Garcia Version’ og følges til dørs af et frimærkestort LG-foto på bagcoveret.
Hvilken smuk følelse at stå i Berlin, i den gamle sal Huxleys Neue Welt – hvor The Clash iøvrigt spillede i 1980 – og få en strøm af sms’er fra Aalborg, Viborg og København om at målene væltede ind på Anfield. Det resultat overgik jo de vildeste forventninger. Og jo, Babyshambles og specielt deres vanskelige forsanger var også meget bedre end det dårlige rygtes forudanelser, selvom hverken arsenalet af orange drinks på Doherty’s guitarforstærker eller promillen fejlede noget i den retning, hvor tingene kunne være gået galt. Det gjorde de heldigvis aldrig denne aften, hverken i Berlin eller Liverpool. Onwards and upwards!
Mr. Jamaica himself spillede bold så ofte han kunne komme til det. Han og hans band/crew var blandt engelske journalister og pladeselskabsfolk kendt som et frygtet modstanderhold, man nemt kunne få store tæsk af.
Lucas holdt fødselsdagsmiddag i aftes for de sydamerikanske spillerne oppe i Nordvestengland: Iago Aspas, Fabio da Silva, Luis Suarez, Lucas, Philippe Coutinho, Rafael da Silva, Fernandinho og Pablo Zabaleta.
Brendan Rodgers & co. varmede i går op til søndagens vanskelige udekamp mod Tottenham med et velgørenhedsbesøg på Alder Hey-børnehospitalet, ikke langt fra Anfield.
The Fab Four indtager Paris, januar 1964. Der spilles 18 dage i træk på L’Olympia, sammen med Sylvia Vartan og Trini Lopez, ofte med flere shows samme aften. Indimellem bliver der endda tid til dette billede…
Og glem nu ikke, at kun 17 år og små 5 måneder senere kom Liverpool FC forbi selvsamme fine by for at høste klubbens 3. pokal indenfor det, der nuomdage noget misvisende kaldes Champions League, med en 1-0-sejr (Alan Kennedy scorede) over Real Madrid – så meget for Paris!
–
