Et andet nyt band på Island Records efter punkens Stunde Null omkring 1976 er Ultravox. Før ‘Vienna’ med Midge Ure som ny frontmand gør dem til sikkert mainstream-band i 1980, udsender London-futuristerne med den så anderledes søgende John Foxx som primus motor og sanger tre albums, der kan så meget mere. Her en enkeltstående single fra maj 1977, der fremviser det første (og egentlige) Ultravox som mere informeret af Roxy end af Bowie. Manisk kommuikerende ‘Young Savage’ med de knivskarpe sangord og travle guitarslynger kommer farlig, trashet, dog glamourøs. En perfekt presserende single i den nye bølges oprørte vande…
…The mirror love of vixens Guess who’ll wear the mask of victim Money rents you insulation Tenderness asphyxiates you Someone else’s flesh to borrow Sling it from your bed tomorrow Live too fast for love or sorrow Look behind the face it’s hollow
Young savage Young savage Thinks like a steel wall Stinks like a dance hall Young savage Young savage Anything goes where no-one knows your name…
På dagens nye single her lyder den normalt så mørkedyrkende elektroduo Boy Harsher mere bredt tilgængelig end nogensinde. Sammenligninger med New Order, da Factory-bandet skiftede Joy Division-ham og uventet pludselig stod klar til at navigere i elektronisk pop, ligger næsten lige for, selvom dette nummers uventede lysstrejf muligvis kun er en enlig svale…
Vi starter det nye år blidt ud her på bloggen med synth-duoen Gold Zebra fra Montreal. ‘La Ville’ fra 2021 synes alt for vellykket hypnotisk repetetiv og natstemningsfuldendt til at være så ukendt, som tilfældet er…
Hey kids, rocknroll! Tilbage i Hovedstaden efter lang tid (!) ude i de fjerne provinser, som desværre lokalt viste sig ganske uden netforbindelse. Derfor ingen Årets Bedste Albums-feature i år, selvom Pastoren har presset, men logistik forhindrede altså, og iøvrigt var jeg også selv tvivlrådig, da det her har vist sig rigtig svært at se lyset i meget af den ny musik i år, og ældre musik derfor har domineret playlister. Jo, Love Shop-albummet, det er jo heftigt, haha, The Jam’s Paul Weller lavede en vellykket, fri britplade, The Felice Brothers et americana-album med stærkt meget at dykke ned i, Thåström kom anderledes tilbage, og Iceage løftede også virkelig på deres nye album, men ellers lød rockmusikken – hørt herfra – tit sært postulerende, for artigt indie-musicerende, og desværre ofte decideret skindød. Form uden vitalt indhold, musik som teknisk disciplin. Eller også bare hitliste- og radio-målrettet pleaser-stuff. I LS oplevede vi i den forbindelse således også forunderligt på radioen, at tabe DR helt på det nye album. P6 mente Levende Mænd‘s tre singler var for P4-mainstream. P4 syntes det nye LS var alletiders, men dog med en ‘for gammel’ historie/lyd for kanalens nye, unge P3-lyttertiltrækkende profil, hvorimod P5, som åbenbart er DR’s musikalske elefantkirkegård, anså LS som et for kantet P4-klassisk band. Summa summarum, intet LS-airplay overhovedet trods velbesøgte koncerter landet rundt og bredere glæde end længe for det nye album. Tankevækkende at de frie markedskræfter har et så topstramt udvælgende system, at alt der bliver spillet er så velovervejet, gennemtænkt ens, kun det, den enkelte station til enhver tid tror kan generere allerflest lyttere og profilere stationens valgte lyd og målgruppe, bliver playlistet gentagende. Væk er radio med oplysende specialprogrammer fra mere snævre genrer og frie, musikforelskede DJ’s, der spillede ting, de selv fandt derude, og kunne berige nysgerrige/lydhøre lyttere med. Var Bulgariens eller DDR’s kommunistiske radio i 80’erne ligeså ensrettet og stramt styret som den formaterede statsradio nu? Ja, det var den formodentlig. Der er vel næppe den store forskel. Skriver ikke dette i bitterhed (P3/P4/P6 har i mange år været stærke ambassadører for LS), udelukkende for at oplyse om, hvor mærkværdigt spillet fungerer nu om dage. Nuvel, her en fantastisk sang der aldrig havde stået en chance i dag; Suicide udsendte 28 december 1977 sit debutalbum, hvis sært drømmende single går således…
En ny single er netop udsendt med den amerikanske synth-duo Boy Harsher, der inden covid-19 gav en foruroligende god koncert på Loppen, Christiania. Foruroligende er også et ord, som godt kunne bruges til, at beskrive den suggestive late night-stemning, der uden undtagelse bløder fra bandets atmosfæriske tracks. ‘Give Me a Reason’ er forløber for det nye Boy Harsher-album The Runner, der udsendes 22. januar 2022…
Croydon, London-trioen har netop i fredags udsendt dette nye nummer som single. Den mere lyd-impressionistiske stil fra I’ve Been Trying To Tell You, det filmiske Saint Etienne-album fra september, fortsættes ufortrødent…
Fredag d. 27. november 1981 er en markant dag for tidens fremstormende synthpop. Dels udsender Sheffield’s The Human League fjerde single fra deres allerede udsendte Dare. ‘Don’t You Want Me’ er et pladeselskabskrav som single, da frontmand Phil Oakey ikke selv bryder sig om sangen. Naturligvis bliver den et verdenshit, og ligger nummer 1 i England i fem uger henover jul og nytår. Her en af flere optrædender på Top of the Pops med sangen, fulgt af Damon Albarn’s cover fra forrige uge i BBC…
Og dels udgiver Soft Cell sit debutalbum Non-Stop Erotic Dancing, der straks skal vise, at der er så meget mere til Leeds-duoen, end man har hørt på sensommerens letbenede tophit ‘Tainted Love’. Albummet fremviser en melodramatisk elektro-duo, der med amfetamin-drevet koldsved på panden besynger specielt bagsiden af ungt liv i illusionsløse Thatcher-England. Bedst som man hører albummet første gang, og tror man har luret alle Soft Cell’s tricks og virkemidler af, serverer de dette afslutningsnummer, en lille film af en historie i en af de smukkeste popsange, man vel nogensinde kommer til at høre, intet mindre. Jo, fredag d. 27. november 1981, en markant dag for tidens fremstormende synthpop…
Henrik Olesen, kendt som musikskaberen i Sort/Hvide Landskaber, Greene og Olesen-Olesen, samt senere også vokal frontfigur i minimalist-elegante Ukendt Under Andet Navn, udsender i dag denne fjerlette tusmørkesang om ‘Glødepærers Poesi’. Singlen er forløber for albummet Optaget og Foreviget, der udgives til januar…
Ikke hver dag et hviderussisk postpunkband headliner i Store Vega. Men i aften tilfalder den ære Minsk-trioen Molchat Doma. Skal blive spændende at høre, hvad de kan på en scene…
For nylig skrev Jens om OMD (Orchestral Maneouvres in the Dark), det gamle orkester fra Merseyside og deres enkle lyd med analoge synther og basguitar.
Fredagen tilhører Thåström, der med Dom Som Skiner udsender sit første album i fire år og vel to måneder. Ventetiden har føltes lang, indimellem næsten uendelig, men nu er ni nye sange her endelig. Og hvordan lyder de? Som altid er Thåström helt sin egen, ingen løben efter tidens trends eller nogens forventninger. Hans ellers så fremragende band gennem de seneste mange år er usentimentalt fyret, der er ikke levende trommer, knapt nok skyggen af guitar på dette elektroniske album, hvis dunkende puls dog hjælpes på vej af noget så menneskeligt som klaver, kvindestemmer, akustisk guitar, samt et søgende horn på dette følgende nummer, der udspiller sig på Thåström’s strasse i berlinske Neukölln, og undervejs endda besynger Sandra og hendes ‘Maria Magdalena’. Ja, hvem havde set dét komme fra den kant?! Det sværeste ved dette nye album har faktisk været at glemme forrige så Thåström-ultimative Centralmassivet, og derigennem kunne åbne op for nye landvindinger. Men lytter man først efter, så er de der i righoldigt mål…
En anden stor single-b-side med Suede? 29. juli 1996 udsendes ‘Trash’, førstesinglen fra snartkommende Coming Up, albummet der skal vise om Suede uden Bernard Butler har noget at skyde med. ‘Trash’ er fra første afspilning en sikker vinder, en tabernes triumf, hvis heliumlette musik og euforiske levering er dømt til at blive et hit. Dens uimodståelighed overskygger umiddelbart b-siden, et nummer der stilmæssigt har stukket ud fra de andre under Coming Up-indspilningerne, og derfor er blevet anbragt i isolation her. Det skal retrospektivt vise sig en fejl, for ‘Europe Is Our Playground’ er et underspillet mesterstykke, et livssøgende musikalsk storbydigt, der i sin enkle, repetitive musik og luftige vokal bøjer sit hovede yndefuldt i respekt mod David Bowie’s ‘Wild Is The Wind’. ‘Europe Is Our Playground’ genindspilles året efter til Sci-Fi Lullabies, Suede’s b-side-opsamling, med en større, mere bandorienteret lyd, og det er derfor naturligt den version de fleste kender. Problemet er bare, at originalen herunder er klasser bedre med sit varmtbølgende modulerede keyboard og sin tætte, intime lyd. Måske dette nummer er på setlisten i aften i Manchester’s 02 Victoria Warehouse…
PS – Den blev ikke spillet i Manchester. Istedet var ‘Beautiful Ones’-b-siden ‘Young Men’ på onsdag aftens Suede-setliste.
Et album vi hørte meget dengang det kom, men aldrig rigtig siden. Et par profileret stemningsladede popsange trænger sig dog stadig nemt på, som nu denne, en af hele to singler derfra med Jeanne D’Arc i titlen. 40 år i dag siden Liverpool’s unge synthpop-stjerner Orchestral Manoeuvres in the Dark – kaldet OMD – udgav sit tredje album Archtecture & Morality med det karakteristiske Peter Saville-cover herover. OMD, der faktisk udsendte sin første Martin Hannett-producerede single ‘Electricity’ på Factory, eksisterer stadigvæk i bedste velgående, og optrådte i weekenden på en britisk tour i Leeds og Cambridge, hvor samtlige numre fra A&M var på setlisten…
