Det album fra 2018, jeg hører mest for tiden, er Cocoa Sugar af Young Fathers,  en trio fra Edinburgh, der fik en Mercury Award for debutalbummet Dead. Slægtskabet med bands som Massive Attack og ikke mindst TV On The Radio er tydeligt. De unge fædre fra Skotland er på én og samme tid eksperimenterende og tilgængelige i deres genreblanding, der virker forbløffende naturlig og sømløs. Der er mange gode sange på Cocoa Sugar, og her er en af dem.

Den unge svenske Östersund-duo Junior Brielle – brødrene Gabriel og David Röhdin – tager modigt livtag med arven fra Eskiltuna’s bedste og kommer mere end bare helskindet fra det. ‘I Luften’, den så fine debutsingle, er en forløber for netop udsendte Blod, en EP i samme elektromelankolske men umiddelbare snit… 

New York City-fotografen Allan Tannenbaum’s bandbillede fra oktober 1978 af Devo. Herhjemme er Akron, Ohio-bandet nok mest kendt indirekte som den absolutte hovedinspiration for aarhusianske Kliché’s maskinelle, kantede og uniformsiklædte musik på punk-opsamlingen Pære Punk (1979) og deres egen Supertanker (1980).

Wolf Parade’s Dan Boeckner er en travl mand i indie-rocknroll. Udover sit medlemsskab af Canada’s måske bedste band, har han de senere år også udsendt albums med kæreste-duoen Handsome Furs (hele tre inden de blev skilt), indie-supergruppen Divine Fits, samt i nyere tid også electro-bandet Operators. Her Boeckner som forsanger for sidstnævnte analogsynth-commando i en heftig 2016-sessionoptagelse fra KEXP…

Depeche Mode’s state-of-the-art-album Violator – bandets vel minimum næstbedste long player, ialfald for de af os, der mener Music for the Masses muligvis har endnu mere europæisk spirit – fylder 28 i dag. 19 marts 1990 udkom sortklædte Violator til næsegrus beundring som fornemme anmeldelser i nær og fjern, og har siden været det album, der generelt spilles klart flest numre fra til DM’s arena-shows. Tillykke, Violator – du ældes kun med ynde.

New Order’s futuristklassiske elektro-smash ‘Blue Monday’ udkom i dag for 35 år siden. En banebrydende sang – og en 12’er – der én gang for alle sagde farvel til Joy Division’s northern gloom, og samtidig åbnede døren op til en kreativt gylden, selvstændig fremtid for New Order. Inspiration?! Officielt opstod ‘Blue Monday’ ud af ingenting under afprøvning af en ny trommemaskine. Men det er vist ikke hele sandheden. Mener, tjek lige dette obskure track med Manchester-foretagendet Gerry & The Holograms fra 1979, altså fire år tidligere…

En af sidste års stærkeste danske numre kom sent på året og var ‘I Am Here’, elektrorockbandet VETO’s fornemme comeback-single. Så hvilken bedre måde at starte en nye uge på her, end med VETO’s helt nye single, den ligeså alt-på-et-brædt-dramatiske og – som vi umiddelbart hører det – positivt Bowie-inspirerede ‘A Pit’?! Begge numre findes på det snartkommende VETO-album 16 Colors, der udsendes 9. februar…

Verden må ikke glemme Associates. Billy MacKenzie og Alan Rankine mødtes i deres skotske Dundee i 1976 og begyndte at spille sammen. I 1979 tog de navnet Associates og udsendte som debutsingle – kun seks uger efter originalen – besynderligt deres skeleterede version af David Bowie’s Boys Keep Swinging. Debutalbummet The Affectionate Punch kon året efter og fremviste et surrealistisk postpunkband med hang til arty ekskursioner ud i det musikalsk uvisse, ofte baseret på keyboardspiller Rankine’s på én gang kaotiske og catchy kompositioner. Men Associates’ fremmeste og forreste kendetegn var dog MacKenzie’s usædvanlige stemmepragt, der jaget af kriblende rastløshed flugtede mod himlen og kastede sig i dybet, som det mest naturlige i verden. En række bemærkelsesværdige eksperimenterende indie-singler fulgte inden hovedværket Sulk så dagens lys i foråret 1982, og takket være den usandsynlige hitsingle ‘Party Fears Two’ for en stund gjorde Associates til usandsynlige Top of the Pops/Smash Hits-popstjerner. Men da havde Rankine allerede fået mere end nok af MacKenzie’s krævende personlighed og var skredet. Excentriske Billy, the boy that Santa Claus forgot, fortsatte alene som Associates med dalende succes. Hans stemme kunne ingen tage fra ham, men savnet af Rankine’s overlegent særprægede, positivt skizofrene og eventyrlystne musik blev mærkbart i nogle efterhånden alt for 80’er-sterile produktioner. I Danmark blev det dog til en fantastisk optræden på Roskilde i midt-80’erne, hvor MacKenzie iført sin klassiske beret charmede en hel festival til at falde for ham og hans besynderlige whereabouts på scenen. Billy MacKenzie tog i 1997 sit eget liv i Auchterhouse, tæt på hjembyen Dundee, kun 39 år gammel. Her er han på hollandsk TV i 1982. Som kan ses er der allerede her ingen Alan Rankine på det keyboard, der istedet bestyres af den bjergtagende Martha Ladley (fra canadiske Martha & The Muffins). Men den stemme altså, den stemme…

Hvis du har England i blodet og instinktivt drømmer om lysende London når du hører Saint Etienne eller tidlig PSB, bør Nabihah Iqbal (AKA Throwing Shade) være noget for dig. Her et millionbyspulserende track fra albummet Weighing of the Heart, der udkom 1. december… (tak til Smölle for tip)

Var forleden omkring Kirsty MacColl og hendes vigtige medvirken på Pogues’ berømmmede juletragedie ‘Fairytale Of New York’. Hvis nogen klassisk julesingle nogensinde har fortjent at gå helt til tops på den engelske singlehitliste i december, må det være ‘Fairytale In New York’, men det skulle desværre for Shane MacGowan & co. bare ikke være, idet synthpop-kommandoen Pet Shop Boys i netop de uger i 1987 sad tungt på førstepladsen med en vis Elvis Presley-coverversion, her i Tennant og Lowe’s ikke så lidt homoerotiske premiereopførsel på BBC-programmet Love Me Tender. 1987 var et kæmpe år for PSB…