Der er ganske mange, der lader sig inspirere af den gamle elektro-lyd fra 1980erne – Ladytron, Hot Chip og LCD Soundsystem for at nævne nogle prominente eksempler. Og så er der Neon Neon, en due bestående af walisiske Gruff Rhys fra Super Furry Animals og amerikanske Bryan Hollon, også kendt som Boom Bip. Tidligere i år kom Stainless Style, et album inspireret af historien om den amerikanske bilfabrikant John DeLoreans storhed og fald. Det var en DeLorean-sportsvogn, man kunne se i Back To The Future-filmene – og på billedet ovenfor.

Hvis man lide den gamle synthesizerlyd hos Human League, Visage m.fl. er der temmelig meget at komme efter her. F.eks. er “I Told Her On Alderaan” en popsang af de absolut bedre. Nogle af de hiphop-inspirerede indslag fungerer måske ikke så godt i helheden, men så er det heller ikke værre.

De to herrer har lavet et ganske sjovt og vellykket “mixtape” af den musik, de har ladet sig inspirere af. Hent MP3-filen her.

Hun er fra storbyen og tilhører et etnisk mindretal. Fundamentet i hendes musik er reggae og hip-hop, men der er også blandet en god portion rock ind. Og så afslører fotos, at hun bestemt ikke er grim. Det kunne måske have været M.I.A., men det er det ikke.

Jeg taler om Santogold, der hidtil nok er mest er kendt for at være gæstevokalist på nummeret “Pretty Green” fra Mark Ronsons seneste album. Hendes debutalbum fra i år hedder simpelthen Santogold, og det er værd at lytte til.

Ikke bare min indledende beskrivelse, men også musikken afslører, at Santogold godt kan minde en hel del om M.I.A., dog uden den efter min mening noget letbenede revolutionsromantik, der har kendetegnet sidstnævnte. Et nummer som “Creator” lyder faktisk mere som M.I.A. end M.I.A. selv gør! De to har været på turné sammen, så man må formode at de har mødt hinanden.

Der er også numre, der giver mindelser om f.eks. The Pretenders, og åbningsnummeret, hittet “L.E.S. Artistes”, er No Doubt op ad dage. Jeg kan dog ikke blive enig med mig om dette signalerer at Santogold er alsidig eller at hun stadig er i gang med at finde sin egen stil. Men prøv at give Santogold et lyt på f.eks. hendes MySpace-side.

Det er en eklektisk buket af albums, jeg nærlytter i disse uger: Nada Surf, Nick Cave, Gary Louris, Bauhaus – og så Carl Craig. Hans dobbelt-cd udkom i tirsdags og hedder bare Sessions.

Carl Craig er oprindelig fra Detroit – en trist by ifølge mange. Engang var den USAs fjerdestørste, men er nu “kun” nr. 11, på størrelse med København. Folk flytter væk, arbejdspladserne forsvinder, kriminaliteten stiger. Byens sidste (i al fald seneste) store bidrag til amerikansk popmusik er af elektronisk art. Sammen med Juan Atkins og Derrick May er Carl Craig blandt den moderne technomusiks ubestridte pionerer på amerikansk grund. Sessions samler en buket af højdepunkter fra mandens bagkatalog helt fra starten og frem til “Throw”, som LCD Soundsystem nu har lavet en coverversion af. Sessions rummer både egne numre og remix – bl.a. et på én gang både trofast og overrumplende remix af et nummer med Cesaria Evora.

For folk der, som jeg, først nu er i gang med at stifte bekendtskab med Detroit-technoen, er dette er godt sted at starte. Men forvent ikke at sidde stille ret længe – dette er (også) dansemusik!