En gribende lille film om at forlige sig med barndommen; den officielle musikvideo for nummeret “Montana” med Youth Lagoon, der – bestemt ikke overraskende, når man ser billederne – er fra USA. Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på Terrence Malicks The Tree Of Life, en film som jeg holder meget af. Koblingen til den solblegede lyd hos Youth Lagoon (her i samme musikalske familie som f.eks. Memory Tapes og Washed Out) er også rigtig vellykket.
Kategoriarkiv: Film vi har set
Det må være her ?!
Pastorinden og jeg fik omsider set This Must Be The Place, der var en af de nominerede film fra den seneste Cannes-festival. Instruktøren er italienske Paolo Sorrentino, men ellers er filmen amerikansk og irsk. Sean Penn er den tidligere rockmusiker Cheyenne, der i sin gammelkonethed og sit frisurevalg minder om en blanding af Robert Smith og Ozzy Osbourne. Sammen med sin entusiaske kone, der er brandmand, bor han på et gods lige uden for Dublin, hvor han trisser rundt og snakker med de lokale eller spiller pelota i et udtørret svømmebassin. Da Cheyenne en dag får en opringning om at hans far, som han ikke har talt med i 30 år, er død i New York, ændrer det hans liv. Han må konfrontere sig med sit dårlige forhold til faderen, der overlevede Auschwitz, og opsøge den tyske lejrvagt, der ydmygede ham i sin tid.
Det lyder måske som en tragikomisk udgave af Spinal Tap, men This Must Be The Place er faktisk en både morsom og alvorlig film, der ikke udleverer sine excentriske personer, men giver dem lov til at udvikle sig – og den er værd at se. Sean Penn leverer en god hovedrollepræstation (det gør han nu tit), men dette er også i høj grad en film, der bliver båret hjem af de usædvanligt velgennemtænkte billedkompositioner og alle birollepræstationerne, hvor man møder notabiliteter som Judd Hirsch og Harry Dean Stanton – og også en irsk pige ved navn Eve Hewson; hendes far er forresten sangeren Paul Hewson, som nogle her måske kender. Ja, filmen er opkaldt efter Talking Heads-nummeret fra Speaking In Tongues. Sangen dukker op i en del forskellige udgaver undervejs, bl.a. fremført live af den nu helt hvidhårende David Byrne, der spiller sig selv. Derudover kan man høre numre af Gavin Friday og Will Oldham.
Andy & Edie
Lady Madonna
Jeg faldt netop over denne lille film, som jeg faktisk ikke anede fandtes. “Lady Madonna” har altid stået for mig som en sjov, velturneret bagatel af et nummer, hvor Elvis og music hall mødes på forunderlig vis. De fire fra Liverpool holdt af både manden fra Tupelo og den engelske arbejderklasses underholdningsmusik. De ser ud til at have det sjovt i filmen, men venskabet, spilleglæden og samarbejdet er langsomt ved at blive sat over styr under indspilningerne til The Beatles, bedre kendt som det hvide album. En kort overgang vil Ringo endda ikke være med længere, og selv om mange kan smile af hans beskedne bidrag på sang- og sangskrivningsfronten, var hr Starkey, så vidt jeg kan læse mig til, den vigtige fælles ven, de andre altid stolede på og kunne snakke med, hvis der var en kurre på tråde.
Ken Russell 1927-2011
Den britiske filminstruktør Ken Russell er død, 84 år gammel. Hans flamboyante og ofte decideret surrealistiske filmproduktion var en succes i 1960’er og 1970’erne, men siden falmede berømmelsen. Ofte var Russell mere sær end kær. Hans Gustav Mahler-film er f.eks. speciel og fortæller sikkert mere om ham selv end om Mahler. Og så har vi slet ikke nævnt den endnu særere Lisztomania, der gør den ungarske komponist og pianist til en regulær rockstjerne af den mest kitschede slags. Mest kendt er dog nok Ken Russells filmatisering af The Who’s Tommy. Ovenfor er et særdeles Russellsk klip fra denne film. Ja, det var dengang, hvor The Who, Elton John, Eric Clapton og Tina Turner – alle med i Tommy – var decideret hippe rocknavne. Oliver Reed (der ses i klippet), Jack Nicholson og Ann-Margret er med på skuespil-siden.
Interessant i øvrigt at se et langt The Who-nummer, hvor The Who’s sanger er med, men ikke synger overhovedet.
City Slang Redux
Optagelsen her fra Idrætsparken er fra Afrika-koncerten i 1985, Kliché’s sidste ultrakorte optræden som band. Lars Hug var allerede da gået solo året før med City Slang, hvorpå han tog afsæt i Søren Ulrik Thomsen’s digtsamling af samme navn. I går aftes var der til CPH:DOX i Grand Teatret verdenspremiere på Torben Skjødt Jensen’s dokumentarfilm City Slang Redux, som gennem nye interviews og datidige liveoptagelser med Lars Autoophug-holdet (inkl. Hassig, Vervohlt og Kim Jansson) stiller skarpt på øjeblikket da Lars Hug søgte nye veje, tilbage ned i undergrunden fra den popstatus, som var blevet Kliché’s kreative møllesten om halsen. Som huskes solgte City Slang ikke godt, men fyldte alligevel rigtig meget i tiden da, og står i dag som måske den mest spændende musikalske opdagelserejse begået nogensinde indenfor dansk rock.
City Slang Redux er en smal doku for hvem, der i forvejen sætter pris på pladens vilde tilgang, udførsel og lyd. Måske filmen er en 15-20 minutter for lang, men alligevel fremstår den svært uafviselig udfra materialets gnistrende bæredygtighed, samt så medrivende fortællere undervejs som specielt Søren Ulrik Thomsen og Finn Vervohlt. En effektiv tidsmaskine er den ialfald, for man transporteres uden forbehold tilbage til fremtiden i 1984 og en verden af fortabelse i forfald. Hug var på en helt anden lysende mørk planet, og som sådan synes der ubegribeligt langt fra City Slang’s kuldsejlede modernisme dengang til Toppen af Poppen i dag. City Slang Redux vises igen på CPH:DOX lørdag aften, hvorefter der er formel premiere til januar.
Når tiden rinder ud
Svend Auken var endnu en kendt dansker, der bukkede modvilligt under for den prostatakræft, der også tog Henrik fra os. Jeg er ikke socialdemokrat, men jeg deler den bekymring om den globale opvarmning, som Auken havde. På mange måder var han en af de sidste fremtrædende idealister i sit parti, og det er set i bakspejlet tydeligt, at han havde hjertet med. Dét savner jeg også – idealismen i dansk politik.
Traileren giver mig en klump i halsen.
French new wave
Mener vi tidligere her har postet Serge Gainsbourg’s ‘Laisse Tomber Les Filles’ i den oprindelige cool 1964-version med France Gall. Her en fremragende cover af den fremragende original; Fabienne Delsol tilsat feminine billeder fra Jean-luc Godard’s filmskat…
CinemArcadeFire
Se hele Spike Jonez’ nye Arcade Fire-inspirerede film Scenes From The Suburbs lige her. Filmen er en del af deluxe-udgaven af The Suburbs, som udsendes 2. august.
Noget at kæmpe for
Nogle gange glemmer vi – trods al vores tolerance og velvilje – at der er musik uden for hovedstrømningerne og at det nogle steder kan være forbundet med stor risiko at spille den musik, man tror på. Her er traileren til en film om punk-bevægelsen i Sydafrika, og det er en film, jeg rigtig gerne vil se, hvis den en dag kommer til Danmark eller havner på en kanal på mit fjernsyn.
Francoise Hardy i Grand Prix
Monty & Liz
Østjylland Dreaming
Be here to love me
Det er Townes Van Zandt’s fødselsdag. Havde han endnu levet var det blevet til 67 år i dag. Da Nikolaj Nørlund i 2006 med Rhonda Harris udsendte Townes-coveralbummet Tell The World We Tried, var det en inspireret og glimrende introduktion for mange af os til texanerens kulsorte sangunivers. En anden vej ind dertil er Margaret Brown’s næsten samtidige doku-film Be Here To Love Me, der på udsøgt meddigtende vis tager hele turen med på samt omkring Townes’ omskiftelige liv og vilde musik. Istedet for blot at anbefale den som en af de bedste musik-dokumentarer til dags dato, er her dens første fem minutter som appetitvækker…
While I Shovel The Snow
Så længe sneen kun er på film, så længe der kun skal synges om at skovle og så længe sangen er af The Walkmen, har jeg intet at indvende. Se bare!