Den her fredag aften ingen koncert på bloggen. Istedet en BBC 4-dokumentar fra sidste år vedr. David Bowie, om skabelsen og nedbrydelsen af hans mytiske Ziggy Stardust-album/person i 1972/73 – enjoy!
Kategoriarkiv: Film vi har set
Kender du The Replacements?
Hvis ikke er du gået glip af et af firsernes helt store amerikanske rockbands. Startede i Minneapolis som trashet kaospunk, endte en 10 år efter et helt andet og langt mere interessant sted. På vejen dertil udkom nogle mindeværdigt gode plader, som dog aldrig fik den brede anerkendelse, deres umiskendelige kvalitet og sangbarhed gjorde fortjent til. Paul Westerberg hed frontfiguren i det vildtlevende band, der hurtigt blev berygtet for næsten bogstavelig talt at køre bandbussen direkte i grøften, hver eneste gang en målstreg kunne skimtes forude. En smuk historie uden vindere, måske bortset lige fra alle os, der stadig kan nyde godt af The Replacements’ fine og særegne musik.
For hvem må være interesseret bringer vi her en oplysende The Guardian-artikel om The Replacements, samt Gorman Bechard’s 2-timers dokumentar fra 2011 Color Me Obsessed: A Film About The Replacements. Den er helt uden medvirken af bandmedlemmer, og uden så meget som en eneste af deres sange, men til gengæld med en masse hengivne tilhængere, kendte som ukendte, der lidenskabeligt fortæller bandet’s særegne og aldrig kedelige historie – enjoy!
Himmelskibet
Først i dag gik det op for mig –Himmelskibet er faktisk også titlen på en dansk film fra 1918. Den er en af de første science-fiction-film (i dag ville nogle kalde dette for steampunk) og en fortælling om en rejse til Mars. Himmelskibet Excelsior har vinger og propel; piloterne har læderjakker på (flyvningen er stadig i sin relative barndom).
Jeg har endnu til gode at se denne stumfilm, som nu kan fås på dvd, men stillbilleder jeg har set antyder at den er smukt tænkt og smukt fotograferet. Læs mere ved Det Danske Filminstitut.
Skovens dybe stille
Reinhold & Die Mietze indfanges af skæbnen, langt fra Berlin, Alexanderplatz…
Candy & David
Robert & Joe
De Niro og Strummer hænger ud i New York på settet af King of Comedy.
50 år nede med Marilyn
A for Ava
Top-20 over bedste tracks i NME’s 60 år
New Musical Express har navngivet de 20 bedste sange i musikmagasinets godt 60-årige levetid. Bemærker straks, der hverken er blevet fundet plads til Elvis eller The Clash…
01. Joy Division – ‘Love Will Tear Us Apart’
02. Pulp – ‘Common People’
03. David Bowie – ‘Heroes’
04. The Beach Boys – ‘Good Vibratons’
05. New Order – ‘Blue Monday’
06. The Stone Roses – ‘She Bangs The Drums’
07. The Smiths – ‘There Is A Light That Never Goes Out’
08. The Specials – ‘Ghost Town’
09. Dizzee Rascal – ‘Fix Up, Look Sharp’
10. Oasis – ‘Wonderwall’
11. The Rolling Stones – ‘Sympathy For The Devil’
12. The Ronettes – ‘Be My Baby’
13. Michael Jackson – ‘Billie Jean’
14. Sex Pistols – ‘God Save The Queen’
15. The Beatles – ‘A Day In The Life’
16. The Cure – ‘Boys Don’t Cry’
17. Bob Dylan – ‘Like A Rolling Stone’
18. The Beach Boys – ‘God Only Knows’
19. Madonna – ‘Like A Prayer’
20. The Stone Roses – ‘I Am The Resurrection’
Vi tager lige en sang der blev vejet af NME og fundet for let…
Har ikke set Wim Wenders’ Paris, Texas siden dengang filmen havde premiere i biograferne. Fint her at gense Harry Dean Stanton i den til lyden af klassisk Elvis. Iøvrigt nogen der kender til Alex Cox’ Repo Man, hvor Stanton også er i hovedrolle (sammen med en meget ung Emilio Estevez)? Vild, anderledes og ret fantastisk film – ligesom Paris, Texas fra 1984 – med et soundtrack bestående af Iggy Pop’s titelsang + en masse westcoast-underground.
Audrey Hepburn
Berlin’s nye Brandenburg Airport åbner meget snart, og som kan ses herover, fra en af indkøringsøvelserne i den nybyggede lufthavn, vil alle gerne flyve derfra. Selv afdøde filmstjerner…
Grebet om kunsten
Vi forsøger ofte at give en objektiv stillingtagen til noget, hvorom al stillingtagen er subjektiv, nemlig et værks kvaliteter. Hvorfor synes vi om X, men ikke om Y? Her på bloggen er vi enige om meget, men ikke om alt (seneste eksempel er Lana Del Rey).
I en tale ved åbningen af udstillingen ’Dansk og International Kunst efter 1900’ på Statens Museum for Kunst fokuserer Søren Ulrik Thomsen på dette, det sværeste begreb, nemlig kvalitet. Som jeg læser hans tale, der var at finde i Information i denne weekend, er nøglecitatet:
Da jeg som ung deltog i Poul Borums kursus for digterspirer, blev vi sat til at bedømme hinandens digte ud fra to spørgsmål: Fungerer det? Og er det nødvendigt? Da jeg blev lidt ældre, tror jeg nok, at jeg fandt denne værktøjskasse lidt mager, men i dag giver jeg Borum ret i, at her er de to vigtigste krav til et værk formuleret. Hvad nytter det, at man har alverdens gode grunde til at udtrykke sig, hvis man ikke kan, og hvad er kunstnerisk virtuositet værd, hvis den intet har at sige? Hvad der så skal forstås ved, at et værk fungerer, kan man hurtigt blive uenige om, men om der er noget på færde i værket, om det har været nødvendigt at skabe det, mærker de fleste med det samme.
Det er ikke her, forståelsen af et værk slutter, men det er her, den starter. Hvis jeg skal sætte ord på, hvorfor jeg synes The Beatles’ musik er så fremragende (det er, opdagede jeg bagefter, det ord jeg har brugt mest om deres musik), skal jeg finde sproget frem og beskrive min oplevelse. Da kommer præcisionen, ikke for at analysere værket ihjel eller for at hylde det ihjel (begge fejl bliver begået), men for at kunne formidle oplevelsen.
Autumn Fire
Ben Gazzara 1930-2012
Her i et af sine mange mesterlige øjeblikke fra John Cassavetes’ fantastiske The Killing of a Chinese Bookie (1976).
Absolut underligt
Hvad synes folket om denne film? Vi er nogle, der genkender musikken og undrer os. (Og nej, vi bringer ellers ikke spiritusreklamer.)
Gammelmandsrock
Ovenpå det billede i går har Nick Cave krævet øjeblikkelig æresoprejsning. Den kommer her, leveret i form af et nøgternt og solidt sessiontake med et af de mere langtidsholdbare numre fra Cave’s underholdende men også pænt overvurderede Grinderman-fritidsklub. Ikke at der er noget galt med den spøg-og-skæmt-helvedesmaskine, men frontfiguren er bare langt mere interessant flerdimensionel, når det er The Bad Seeds der spiller hans hjemsøgte rocknroll.
…A custard-coloured super-dream
of Ali MacGraw and Steve McQueen
I give it to you…
