Kategoriarkiv: Retro

En prædiken for de omvendte?

Jeg har et lidt blandet forhold til Manic Street Preachers. Til at begynde med brød jeg mig faktisk ikke om dem, men så kom Everything Must Go med “A Design For Life”. En overgang var de blevet del af en britpop-bølge som de (ligesom Pulp, Suede og Blur) faktisk havde været der inden, og med This Is My Truth var de blevet fast inventar i radioen og på store musikfestivaler – bl.a. flere gange på Roskilde-festivalen.

Nogle gange blev jeg træt af den til tider lidt vel bombastiske Queen-agtige stadionrock og teksterne, der ofte ikke var helt så gode, som gruppen selv troede. Andre gange ramte de plet med fint turnerede popsange og interessante arrangementer.

Men det var alt sammen i forrige århundrede. Sidst, de tre herrer var i Danmark, spillede de ikke på Roskilde, men til Rock Under Broen i Middelfart og – skal man tro anmeldelsen fra Gaffa og kommentarerne til den, foretrak de fleste at høre… Nik og Jay, der gav koncert samtidig. Den yngre generation ved simpelthen ikke hvem Manic Street Preachers er. Først græmmede jeg mig lidt, så indså jeg generationskløftens betydning.

Og nu er trioen her så med deres niende album, Postcards From A Young Man. Rejsen mellem de stort anlagte, Phil Spector’ske popplader og de lidt mindre og mere knudrede produktioner fortsætter – denne gang er vi tilbage til den stort anlagte lyd fra This Is My Truth. Tilmed har skruen fået et ekstra nøk med gospel-agtige korarrangementer på flere numre og flere gæster.

Der er her faktisk en forbindelse til Nick Drake. John Cale var af de første walisere, der satte Wales på rockmusikkens landkort. Han spillede på Bryter Layter, og nu dukker han så op her med sit klaver. Bassisten fra Guns and Roses – nej, ikke Tommy Stinson, men den oprindelige, dvs. Duff McKagan dukker op på et andet nummer. Og endelig er der en duet med hyggerock-vokalisten Ian McCulloch.

Resultatet er lidt blandet. Det er endnu engang tydeligt, at de engang så vrede unge mænd på den ene side stadig har noget på hjerte, på den anden side har fået en hel del livserfaring (de er trods alt også først i fyrrerne nu). Der er bestemt en del vellykkede popsange imellem, der trækker på denne modsætning. På numre som “It’s Not War, Just The End Of Love”, titelnummeret (se ovenfor) og “Hazelton Avenue” lykkes det at spænde sentimentalitetens bue uden at den brister, og det klæder gruppen. Andre steder som på f.eks. “Don’t Be Evil” går der for meget Queen i foretagendet. Og hvem har dog bildt bassisten ind, at han kan synge? Dén slags har man da soloplader til.

Jeg bliver nødt til at være ærlig: Postcards From A Young Man bliver næppe et hit for Manic Street Preachers i stil med deres albums fra britpop-guldalderen. For det første: Denne form for stort anlagt, oprigtig mainstream-rock tilhører i 2010 samme generation som dens udøvere, og det er en generation, der i stort omfang er holdt op med at købe musik. For det andet: Der er andre, nyere bud på rock med stort lydbillede og bred appel, og dem har vi tit skrevet om her på bloggen (The Walkmen, Arcade Fire, The National…)

Endelig, for det tredje: En hurtig søgning på artikeldatabasen Infomedia røber, at der kun er skrevet to artikler om Manic Street Preachers i danske medier i denne måned. Til gengæld er der 134 artikler om Nik og Jay fra samme periode.

Lillejuleaften

Julesange kan rumme et stort, altfavnende vemod og en længsel mod lysere dage. Til Blue (der bestemt ikke er et dårligt album i øvrigt) skrev og indsang Joni Mitchell en af de bedste nyere sange af den slags (hvis man spørger mig), nemlig “River”. Jeg kunne desværre ikke finde en ordentlig optagelse med hende selv og valgte derfor denne live-udgave med nogen, der også stammer fra et land north of the border, nemlig de lidt underkendte Travis.

Album = koncert

gramophone-nostalgia

Vi har kunnet læse om det her på bloggen: Echo and The Bunnymen har genopført Ocean Rain og Bruce Springsteen har spillet indtil flere af sine albums i deres helhed til sine seneste koncerter, Tilsyneladende er der tale om en tendens.  I The Guardian kan man i al fald i dag læse, at der inden for de seneste par uger har været flere sådanne `albumkoncerter’ i London – The Pixies med Doolittle, Spiritualized med Ladies and Gentlemen, We Are Floating In Space og Saint Etienne med Foxbase Alpha.

Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om hvad jeg synes om denne tendens. På den ene side er mange musikere nu tilsyneladende bevidste om at deres bedste værker ligger bag dem og at deres fanbase ikke vil vokse, men derimod bestå af den gamle garde – og derfor er der nu dømt nostalgi-show. På den anden side: Hvis man må spille “This Monkey’s Gone To Heaven” eller “Backstreets”, har man vel også lov til at spille de andre sange fra de pågældende album.

Det går i al fald lodret mod Bob Dylans konstante genopfindelse af egne numre. For indrømmet: Det kunne egentlig være sjovt at overvære en koncert med Bob hvor han valgte at spille “Blowing In The Wind” eller “All Along The Watchtower” lige efter bogen – bare en gang imellem.

Eller måske kunne man lade kunstnerne opføre hinandens albums? Bruce Springsteen fortolkede Surfer Rosa og The Pixies kastede sig over Greetings From Asbury Park – det kunne da faktisk være spændende!

A pint of bitter

thejump

When did punk go wrong? When The Clash became just like any other rock band. All those pictures of them in biker jackets with their hands in their pockets, like, ‘We might be holding a gun.’ Or a fucking water pistol.”

How do I feel about being called the Eric Clapton of the 1990s? Bollocks. If my music ever got as laid-back and mellow as his, I’d pack it in. Or shoot myself.

sagde en vis Paul Weller i 1995, og ordene randt mig i hu, da jeg sad og lyttede til At the BBC med The Jam. En intens liveoptagelse med en skarp lille powertrio. Stærkt anbefalet herfra.

Der er løbet meget vand i stranden siden dengang, da The Jam og The Clash var en slags rivaler. Jeg holdt af begge bands og gør det stadig, også selv om Paul Wellers Karen Jespersen-agtige tendenser efterhånden har kunnet gøre det svært at bevare den gamle beundring. Underligt er det også at revse The Clash for at være rockstjerner i et år, hvor man selv hænger ud med Oasis. Det er sin sag at skifte mening på drastisk vis og stædigt fastholde, at det er resten af verden, der ændrer sig.

Da Style Council opstod og musikken blev glattere og efterhånden direkte kedelig, stod jeg af og fandt andre steder at finde musikalske oplevelser. Jeg oplevede for mange år siden Paul Weller på Roskilde-festivalen og gik, inden sættet var forbi. Uha.

Dog: ret skal være ret. Paul Wellers seneste album, 22 Dreams fra sidste år, vil naturligvis aldrig blive forvekslet med The Jam, og nogle af numrene er decideret “mellow” og “laid-back” uden at der af den grund har været tale om skuddramaer. Hørt på sine egne præmisser er det faktisk et vellykket lille stykke arbejde. I titelnummeret er der endda mindelser om den gamle intensitet.

Prædikanterne vender tilbage?

plage

(Synges på melodien: Alle har en drøm at befri)

Albummet, jeg fandt på nettet
kommer først mandag om tre uger
Teksterne er af Richey James
Edwards som desværre er forsvundet

Det skete i 1995
og de andre tre var dybt berørt
for han var deres gode ven
men de fik trods alt stor succes

De spillede vel stadionrock
nærmest som et politisk Queen
fænomenologiske eksistentialister
der gerne nævnte Noam Chomsky

Teksterne kan desværre slet ikke gøres sangbare
selv over en radbrækket melodi
måske skulle de bare have ladet være
med at tage over til Steve Albini?

En ny linje?

u2-no-line-on-the-horizon

Her er årets første rigtigt kontroversielle indlæg.

Vi er mange (f.eks. denne blogs forfattere) der godt har kunnet lide U2 engang, men er blevet grundigt trætte af især Bono og hans tiltagende selvfedme. Nogle læsere af denne blog synes, vi af den grund har nærmet os det hetzagtige. Musikalsk har der da heller ikke været meget at komme efter hos U2 i det seneste lange stykke tid. Især How to Dismantle an Atomic Bomb var en træls oplevelse.

Men – og nu kommer det – jeg synes faktisk, No Line on the Horizon er et hæderligt album. Da sangene dukkede op på nettet, bestemte jeg mig til at høre dem og jeg endte med at være så positivt stemt at jeg faktisk har købt albummet for nogleogtres kroner på WWW.

Ligesom  R.E.M.’s Accelerate og Bruce Springsteens Magic har U2 forsøgt at vende tilbage til gamle dyder, her til begyndelsen af 1990’erne og lyden fra Achtung Baby og Zooropa. Resultatet er ikke på niveau med nogen af disse to albums; mindre kan nu også gøre det. Brian Enos fingeraftryk er især tydeligt på f.eks. “Moment Of Surrender” og “Cedars Of Lebanon”, og nummeret “Magnificent” er ganske vist endnu et “jeg råber ud over stadion oppe fra bjerget”-U2-epos, men er så et vellykket et af slagsen. Eno er selvfølgelig ikke garant for noget som helst i sig selv; han har trods alt også produceret f.eks. gabere som Coldplay og Slowdive. Men her går det okay.

Selvfølgelig er min nyfundne ideologiske platform ikke uangribelig. Jens spurgte mig f.eks., om jeg nu ville være så frisindet og åben over for f.eks. Big Fat Snake (et vilkårligt ensemble af dette navn) at jeg også ville give dem en chance. Netop hér vidste jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Forskellen er måske den, at jeg selv efter mange år aldrig har hørt noget med fadølsgruppen, som jeg kunne lide.

Tilsyneladende uforandret

underfor

Ved en koncert på Saltlageret (ja, det var dengang) forkyndte Ballet Mécaniques sanger, at bandet gik i opløsning og at der fremover ville være et nyt ensemble, kendt som Under For. Deres debutalbum hed Apparently All The Same og udkom for 25 år siden på Dansk Sam.

Nu har jeg så fået albummet som remastered cd. Som hos Ballet Mécanique var Under Fors musik hysterisk, dyster og indadvendt med store armbevægelser – men noget mere stort anlagt. Hvis albummet havde haft et hit, havde det været åbningsnummeret “Imagine Focus”, der stilistisk befinder sig et sted mellem U2 og The Associates. Forsangeren gik siden solo (og har med varierende held også forsøgt sig med andet end rocknroll); han har ved sine sporadiske koncerter flere gange spillet “Imagine Focus” – og det er da også et særdeles godt nummer. Apparently All The Same er et interessant aftryk af en for længst forgangen tid; den storladne lyd og sangene står ikke helt mål med hinanden. Jens har kaldt det en kolos på lerfødder, og specielt uenig er jeg ikke. 

De ekstra bonusnumre fylder mere end selve albummet, men kan roligt springes over. Der er tale om en live-optagelse fra 1983 med én af sangerens efterhånden mange bestræbelser på at tænke sig frem til noget interessant.

I saw him dancing there by the record machine

 

Ole Hyltoft er nu blevet næstformand for DRs bestyrelse på foranledning af Carina Christensen.
Vi har tidligere skrevet om ham her på denne blog. Det er muligvis ikke tilfældet, at hans hjerte banker for rocknroll, og det er heller ikke sikkert, at han spiser falafel så tit.

»Vi er ligelovlig ungdomsfokuseret og skøjter lidt for let hen over nogle ting. Derudover skal DR have en mere alsidig holdning til eksempelvis indvandring og turde ligge sandheden på bordet. Endelig skal vi mere ind på livet af kunstarterne«, uddyber næstformanden.

Dansk Folkeparti er meget glade for ham. (Jeg er ikke så gammel som ham, men jeg kan da kende forskel på at ligge og at lægge.)

Britpop hangover

bad_vibes_cover_1232475869_crop_250x393

Luke Haines, mest kendt som både bag- og frontmand i The Auteurs, samt senere de mere popsyge Black Box Recorder, er nu ude med sin første bog – ‘Britpop And My Part In It’s Downfall’ – en efter anmeldelserne i England topbitter biografi, om tiden da The Auteurs ville spise kirsebær med de store (= Pulp, Blur, Oasis, etc…). Læs et dugfriskt interview med ham her i The Quietus.

Og hør måske samtidig The Auteurs’ fine og ikke så lidt Suede-omkring-1993-lydende debutsingle ‘Showgirl’.

The sound of young Scotland

kitten

Lever i en verden af associationer. Nu vi lige talte Tamla Motown, faldt tanken straks videre på det lille skotske pladeselskab Postcard Records, som i 1980-81 gødede den uopdyrkede musikalske jord, de fremtidige buketter i The Smiths-forsanger Morrissey’s jeanslommer inden længe skulle blomstre fra. Efter med stor selvfølgelighed at have scoret Motown’s slogan “The Sound Of Young America” og skiftet stednavnet ud, markerede Postcard sig markant i den britiske undergrund med sin helt egen specielle stil.

En historiebevidst blåøjet pop med ungt adrenalinrush og travle guitarer, groft beskrevet lige dele Byrds og Velvets, tegnede Glasgow-selskabet, der hurtigt sendte navne som Orange Juice, Josef K, Aztec Camera, ja, selv The Go-Betweens afsted mod NME-berømmelse. 12 singler og et enkelt intenst album – Josef K’s The Only Fun In Town – var hvad det blev til, inden direktør Alan Horne drejede nøglen om og derved tvang sine bands sydpå mod London og mere konventionelle pladeselskaber. Det undtagen Josef K, som gik i opløsning, endda inden deres LP udkom. Her en top-10 over de fineste Postcard-sangøjeblikke:

01. Chance Meeting – Josef K
02. Blue Boy – Orange Juice
03. Sorry For Laughing – Josef K
04. Heart Of Song – Josef K
05. Lost Outside The Tunnel – Aztec Camera
06. It’s Kinda Funny – Josef K
07. Poor Old Soul – Orange Juice
08. Pictures Of Cindy – Josef K
09. Moscow – Orange Juice
10. We Could Send Letters – Aztec Camera

Og hvad skete siden? Jo, Aztec Camera lykkedes især med albumdebuten High Land, Hard Rain, hvorfra nutrasweet-melodiske singler som ‘Oblivious’, ‘Walk Out To Winter’ og især ‘Pillar To Post’ en overgang gjorde sanger Roddy Frame til teenage-popstjerne. På det tidspunkt var en markant skotsk bølge igang – navne som Associates, Fire Engines, The Scars, Altered Images, og Simple Minds gik også i synligt udbrud.

Orange Juice udsendte samtidig på Polydor den fuldtids-charmerende LP-debut You Can’t Hide Your Love Forever, fik et par år senere et stort hit med singlen ‘Rip It Up’, gik i smadder og forsvandt for den større offentlighed, indtil sanger Edwyn Collins i ’95 solohittede med ‘A Girl Like You’.

Da var Postcard Records sporadisk genopstået oppe i Skotland, og udsendte bl.a. Wiill I Ever Be Inside Of You, en storladen aftenblå crooner-efterårsplade med en ven og samarbejdspartner af Edwyn, den Bowie-vokalinspirerede superstemme Paul Quinn, en scleroseramt ekssanger fra Bourgie Bourgie, endnu et tabt Glasgow-guitarband, som tidligere, på et andet selskab, nåede en klassisk semi-obskur single – ‘Breaking Point’ – der dog både dengang og siden har fundet sine taknemmelige lyttere. For som Josef K udtrykker det i ‘Heart Of Song’: “There’re so many pathways that lead to the heart…”

Se BBC 4’s Postcard-doku “Caledonia Dreaming” i små YouTube-bidder her.

postcard

Top-10 i Tamla Motown

tammit

Bliv bare siddende, Tammi – vi kommer først til dig om lidt.

For en uges tid siden kunne pladeselskabet Motown fejre 50-års-jubilee. I den anledning indeholder den nye udgave af engelske Mojo flere featurehistorier om Motown-artister, samt en detaljeret top-100-liste over de bedste tracks fra det fænomenale Detroit-foretagende, der meget hurtigt specialiserede sig i sin helt egen sjælfulde og elegante catchy popmusik. Her toppen af Tamla-poppen ifølge Mojo’s skribenter – vi nøjes med de øverste 10:

01. Dancing in the Street – Martha and the Vandellas (1964)
02. What’s Going On? – Marvin Gaye (1971)
03. Reach Out, I’ll Be There – The Four Tops (1966)
04. Papa Was a Rolling Stone – The Temptations (1972)
05. Superstition – Stevie Wonder (1972)
06. Money (That’s What I Want) – Barrett Strong (1959)
07. The Tracks of my Tears – Smokey Robinson & The Miracles (1965)
08. I Heard it Through the Grapevine – Marvin Gaye (1968)
09. What Becomes of the Broken Hearted? – Jimmy Ruffin (1966)
10. Stop! In the Name of Love – The Supremes (1965)

Ved ikke hvad Motown betyder og gør for jer, men jeg kan ikke sidde den liste overhørig – dertil for uenig i næsten samtlige valg. Så her en tilsvarende men ret anderledes top-10 over egne favoritter, håndplukket lige nu fra Motown’s prangende bagkatalog:

01. Baby (I Need Your Loving) – The Four Tops (1964)
02. How Sweet It Is (To Be Loved By You) – Jr. Walker & The All Stars (1966)
03. Do I Love You (Indeed I Do) – Frank Wilson
(1965)
04. It’s The Same Old Song – The Four Tops (1965)
05. The Night – Frankie Valli & The Four Seasons (1972)
06. Hold Me, Oh My Darling – Marvin Gaye & Tammi Terrell (1967)
07. The Tracks Of My Tears – Smokey Robinson & The Miracles (1965)
08. Standing In The Shadows Of Love – The Four Tops (1966)
09. My Love Is Your Love (Forever) – The Isley Brothers (1972)
10. You Keep Me Hanging On – The Supremes (1966)

Nej, det var slet ikke nemt. Alt for mange uomgængelige klassikere – ikke mindst med Four Tops – som skulle fravælges, for at komme ned på de aftalte 10. Andre har lyst til den svære tur?

tamla_motown_logo

Opkaldte man da et pladeselskab i Detroit efter Thomas Helmigs århusianske stamdiskotek i firserne?