Ikke Dolly Parton-sangen som sådan, Pastoren bragte en coverpost af herunder, men den specielt hjerteknusende version der viralt dukkede op sidste år. Først troede vi nok det var en hidtil uhørt 70’er-perle af en gemt og måske aldrig udsendt single, der pludselig dukkede op. For der var noget næsten Gram Parsonsk i den hypersensitive levering og det country-soulede arrangement. Så stor forundring da det istedet viste sig, der var tale om Dolly Parton’s egen singleversion af sin sang, blot udsat for 33 omdrejninger istedet for de påskrevne 45 på vinylen. Crazy også, da denne langsomme version vel giver mere til sangens historie og tragik, end nogen anden endnu hørt. Tjek den selv her…
PS – Hvilken LS-sang har mon identisk vers-akkordrygrad med ‘Jolene’?
Dolly Parton er en meget underkendt sangskriver. Her er en fængende udgave af Parton-klassikeren “Jolene” med Gloria Ann Taylor, som jeg skrev om her for nylig. Nummeret er at finde på single-opsamlingen Love Is A Hurting Thing. Lyt!
De kunne noget med strygerarrangementer dengang i 1970’erne. Lyt til Nick Drake, Sixto Rodriguez, The O’Jays, Marvin Gaye (på What’s Going On?) eller såmænd “bare” til John Lennon. Lyt til “Hazey Jane Pt. 1”, “Cause”, “Ship Ahoy”, “Inner City Blues” eller “#9 Dream” og I vil forstå hvad jeg mener.
Den amerikanske sangerinde Gloria Ann Taylor lavede en håndfuld singler i perioden fra 1971 til 1977, og derefter hørte man ikke mere til hende. Men i år blev singlerne samlet på opsamlingsalbummet Love Is A Hurtin’ Thing – og det kan skaffes hos Emusic.
Jeg selv blev først opmærksom på Gloria Ann Taylor i denne uge, og det blev jeg via titelnummeret fra opsamlingen. Det er en syv minutter storslået sag med netop de dramatiske 1970’er-strygere, lidt Hendrix-agtig guitar og så en kraftfuld soul-vokal, der først dukker op halvvejs inde i nummeret.
Spørger man mig, er “Love Is A Hurtin’ Thing” en lille, glemt klassiker. Nummeret er blevet samlet af U.S. Girls i deres hit “Window Shades”, og det var herigennem at Gloria Ann Taylors værk blev genopdaget.
Europeans are quite capable of sitting calmly in the bubbling water of cultural bigotry until it boils away every shred of compassion we have left. That’s the real threat to our “way of life”.
Vi har aldrig hyldet Evert Taube her på bloggen, men det er en fejl. Jakob Hellman indspillede et nummer af Taube i forlængelse af …Och Stora Havet, og her er en optagelse fra 2012 med Håkan Hellström sammen med Sven-Bertil Taubes søn Sven Bertil, der også er et svensk nationalklenodie. Uden at fornærme nogen kan man vel godt konstatere at Hellströms røst ikke er helt så malmfuld som Taube jr.’s. Og måske vil andre stejle, hvis jeg kalder Hellström for en visesanger, men det er han jo også.
Dagen i dag byder på en cinema noir’sk videopremiere fra Bob Dylan’s nye, fine coveralbum Shadows In The Night. Og de levende billeder passer perfekt til Dylan-musikken, der om noget lyder som et længselsfuldt ekko fra en amerikansk storbysverden, fra før rocknroll blev opfundet. Her er ‘The Night We Called It A Day’, instrueret af Nash Edgerton…
Peter Hook, bassisten fra det legendariske Joy Divison og New Order, kom forbi Northern Winter Beat på Studenterhuset i Aalborg sammen med sin landsmand, musikjournalisten Kieron Tyler. De to brugte halvanden time på at tale om Peter Hooks lange musikkarriere og hvad den har ført med sig af godt og også mindre godt. Hook har skrevet en bog om Hacienda og en bog om Joy Division og skriver lige nu på en bog om New Order.
Mit første indtryk af Peter Hook var lidt forbeholdent, for som noget af det allerførste talte han om sine alt andet end varme følelser over for sine tidligere kolleger fra New Order. I de sidste 9 år har Hook ligget i stridigheder med de tre andre musikere som den anden part i en strid om rettighederne til musikken og til selve navnet “New Order”. Jeg ved ikke hvem af de to parter, der “har ret” (de har sikkert begge delvist ret), men det er underligt at sidde og høre på en mand, der tydeligt bærer så meget nag. På den anden side var der til enhver tid et forbløffende stort konfliktpotentiale i at have et band bestående af to gamle skolekammerater helt fra barndomstiden (Peter Hook og Bernard Sumner) og et trofast ægtepar, der havde været kærester siden teenageårene (Steven Morris og Gillian Gilbert-Morris). Og det er heller ikke ukompliceret at være bassist i et rockband, der gennem karrieren lige så langsomt bevægede sig mod et rent elektronisk udtryk. Peter Hook lod tydeligt skinne igennem, at Bernard Sumner efterhånden prøvede at gøre ham overflødig ved at gøre bandet mere og mere synth-baseret.
På den anden side var Hook også stolt over at have været teknologisk pioner i et band, der var nogle af de første der brugte de digitale synthesizere, der først i 1980’erne kostede vanvittigt meget og var ekstremt ustabile. Her kastede han sig ud i en lang anekdote om en lydprøve hvor en Emulator ikke ville indlæse data på grund af et ustabilt diskettedrev og kun kunne bringes til at virke ved at blive tabt på gulvet. Når man så samtidig var et band, der ikke ville bruge backingbånd men ville spille alt det elektroniske live og samtidig ikke rigtig gad øve (!), kunne koncerterne være en blandet fornøjelse for alle parter.
Heldigvis fik vi også en masse andet at høre. Især var det fascinerende (og skræmmende) at høre om den exceptionelt dårlige forretningssans hos både New Order og deres managere og bagmænd. En overgang tabte de 10.000 pund om måneden på diskoteket The Hacienda, som blev betalt af bandets hits. Det omfattende stof- og alkoholmisbrug som prægede miljøet omkring The Hacienda og som Peter Hook var dybt nede i, gjorde ikke tingene bedre. Min ældste søster fra Manchester fortalte mig engang om The Hacienda, hvor der altid var gang i den og hvor der helt åbenlyst stod en mand og delte ecstasy-piller ud til gæsterne. Se, dét var tider (?).
I dag er Peter Hook heldigvis ude af sit misbrug; derfor var det også lidt underligt at se Studenterhuset stille en flaske øl frem til ham (han rørte den selvsagt ikke).
Peter Hook talte ikke pænt om New Order men til gengæld meget varmt om Ian Curtis. Han bemærkede at Joy Divisions musik i modsætning til så meget andet fra den tid lød forbløffende “voksen” og at det er derfor, den holder så godt i dag. Det vil jeg give ham ret i (prøv at sammenligne med f.eks. The Buzzcocks’ gymnasie-agtige sangunivers, der ikke er ældedes med ynde). Også hans helt oprindelige inspirationskilder, Sex Pistols, fik et ord med på vejen; det var ikke deres musik som sådan, der inspirerede så mange. Ifølge Hook lød de egentlig som et helt ordinært rockband – og det vil jeg også give ham ret i. Nej, det var deres ekstremt fandenivoldske attitude, der overbeviste ham om at dét der, det kunne han også. Så det gjorde han.
Vi kom også omkring ændringerne i musikbranchen – det var New Orders store succes, der gjorde så meget muligt for dem, men på den anden også kom bandets sammenbrud omkring det tidspunkt hvor Internettet fik indtægterne fra indspillet musik til at rasle ned. Siden da har Peter Hook også ofte ernæret sig som DJ – og i aften er han det igen i Aalborg.
Til allersidst var der mulighed for at stille nogle spørgsmål. Der var ikke rigtig blevet snakket om Peter Hooks basspil, der i høj grad har dannet skole inden for de sidste 30 års rock. Så jeg spurgte hvilke bassister, der havde inspireret ham. Her nævnte Peter Hook to af sine samtidige landsmænd, nemlig Paul Simonon fra The Clash – for den lavthængende bas – og Jean-Jacques Burnel fra The Stranglers – for at turde lade bassen ligge fremme i lydbilledet.
De fleste mennesker har urimelige huller i deres musikalske lytteunivers. Et af mine urimelige huller hedder Squeeze.
Jeg fejrede nytårsaften 2014 i Manchester, og her havde min ene søster lavet en mix-cd med gamle firsernumre, som hun måske ikke helt var gammel nok til at kunne huske så godt. Et af dem var “Cool For Cats” med Squeeze, og da jeg lyttede til det, mindedes jeg min gymnasietid i 1979 hvor Peter fra min klasse var helt pjattet med dette London-band og ofte talte om hvor fremragende sangskrivere Chris Difford og Glenn Tilbrook var. Men dengang fik jeg aldrig taget mig sammen til at lytte til Squeeze. Jeg forbandt dem desværre alt for meget med det underlige novelty-hit med den påtagede cockney-stemning.
Senere samme nytårsaften 2014 i Manchester tændte vi for BBC1, og her var der nytårsshow med Jools Holland (Ronnie Spector, der er en enorm paryk med en ældre dame monteret nedenunder, sang nytåret ind, men det er en anden historie). Ikke mange husker at Jools Holland i en fjern fortid var manden med cigar bag klaveret i Squeeze. Jeg havde såmænd også glemt det, men denne aften blev jeg mindet om det.
Og nu sidder jeg så her i 2015 og får omsider taget mig sammen til at lytte ordentligt til Squeeze. Jeg bliver mindet om især de samtidige Split Enz fra New Zealand, dem, der senere blev til Crowded House. En del mennesker ved hvor højt jeg sætter Finn-brødrenes sangskrivning, og derfor er det tæt på at være utilgiveligt at jeg i så lang tid ganske har negligeret Chris Difford og Glenn Tilbrook.
Peter fra min klasse døde for 3 år siden, så jeg vil desværre aldrig kunne fortælle ham at jeg omsider har fundet frem til Squeeze.
Så blev det dén dag endnu engang. Også fra denne ende af bloggen ønsket til jer alle om en rigtig glædelig jul med alt hvad dertil hører: dage med sange, dage med fred og tid til kærlighed.
Hvis man er en engelsk sanger ved navn Joe, er 22. december tydeligvis en uheldig dato. Denne gang gik det ud over Joe Cocker. Selv om han var fra Sheffield og delte hans efternavn, var han ikke i familie med Jarvis Cocker. Men Joe var nogle gange babysitter for lille Jarvis, og han lavede en pejs i Jarvis’ forældres hjem. Jarvis’ far stak af til Australien da Jarvis var 7 og hævdede dernede at han var Joe Cockers bror.
I må meget gerne skrive jeres bud på en top 10 (eller en top 30, hvis I orker det) som en kommentar. Juledag trækker vi lod blandt de indsendte besvarelser og vinderen får en cd udvalgt efter vores samlede personlige forgodtbefindende.