Når det bliver den 8. december, bliver jeg altid mindet om den tragiske dag tilbage i 1980, hvor John Lennon blev myrdet. Jeg gik i 2. G og den dag talte vi stort set ikke om andet. Også i dagene og ugerne der fulgte, vendte mange af os spontant tilbage til at tale om mordet.
Lennon har alene og sammen med The Beatles lavet så mange vigtige sange og fremført dem så overbevisende, at ingen nok så velovervejet liste vil kunne yde mandens værk fuld retfærdighed. Det er underligt at tænke på at jeg i dag er næsten 11 år ældre end han nogensinde nåede at blive.
Her er en Wordle-illustration af “Instant Karma!”, en af Lennons mange fritstående singler (med George Harrison på guitar). Sangen blev indspillet, mixet og udgivet i løbet af kun 10 dage i februar 1970, endnu inden The Beatles var blevet formelt opløst.
Jeg kom til at tænke på Lene Lovich i dag – og det var fordi jeg hørte noget andet musik, der mindede mig om hende.
Måske var Lene Lovich et britisk modstykke til Nina Hagen i sin tid. Men er hun ikke amerikaner? vil nogen nu mumle. Nja. Hele hendes musikalske karriere er fundet sted i Storbritannien. Egentlig er Lene Lovich født i USA, men hun kom til Storbritannien som 13-årig med sin engelske mor (faderen var serber, deraf efternavnet) og voksede op i en så spændende by som Hull. Her er hendes eneste egentlige hit, “Lucky Number” fra 1979.
Vi har efterhånden skrevet en hel del om punk her på bloggen, men i nogle lande var dette musikalske udtryk noget mere risikabelt. Det var i særdeleshed tilfældet i Sovjetunionen. I år kunne Yegor Letov også være blevet 50. Men han døde i februar 2008 efter et kort,hårdt liv. Letov var sanger og hovedinspirator i det russiske band Grazhdanskaya Oborona fra Omsk i Sibirien – de var bedre kendt som GrOb. Som en del andre af dem, der kritiserede forholdene i landet, røg han ind og ud af psykiatriske institutioner, og GrObs musik blev distribueret på højst uofficielle kassettebåndsudgivelser. En interessant artikel fortæller mere om ham og hans korte liv i rocknroll.
Nej, dette er ikke et konceptualiseret bandbillede. Året er 1967, sådan så bad guys ud i gamle dage. Stadig intet uhyggeligere i verden end en hvid klovn…
Så blev det omsider tid til at gå til koncert. Jeg havde været nødt til at købe en såkaldt hospitality-pakke, der inkluderede et gourmetmåltid og et koncertprogram. Så inden koncerten mødte jeg andre koncertgængere; de kom fra henholdsvis Tyskland og England. Vi fik talt en masse om hvor svært det havde været at få billetter, om Kate Bush og hendes musik – og om fodbold. Jeg indrømmede at Tyskland er en stor fodboldnation, og tyskerne (den ene var nu faktisk en irer bosat i Tyskland, opdagede jeg) fortalte om deres fascination af det danske landshold i 1992.
Vi aftalte at se om vi kunne ses igen på en bestemt pub i nærheden bagefter. Nu var det tid til at gå over til Eventim Apollo; teateret er smukt og gammelt – det er tydeligt at der er en masse traditioner forbundet med det.
Kl. 19.45 kom bandet på scenen og sidst af alle Kate Bush selv – til en nærmest øredøvende jubel. Koncerten startede som en traditionel koncert, og vi fik en række numre der viser en umiddelbar og nogle gange også lidt soulpræget side af Kate Bush – ikke mindst hittene “Hounds of Love” og “Running Up That Hill” og Joanni fra Aerial. Denne del af koncerten viste med stor tydelighed at Kates stemme stadig er stor og smuk. Kate selv er også stadig smuk og karismatisk; i en alder af 56 har hun fået en anderledes og i ordets bedste forstand moderlig udstråling. Ligesom to andre sangerinder med baggrund i hippie-tiden, nemlig Patti Smith og vores egen Anisette, var Kate Bush barfodet til denne koncert. Kate takker sit band som hun kalder shit hot — og det er de. Med er David Rhodes, den fænomenale bassist John Giblin og hele to tromneslagere, den ene den legendariske Omar Hakim.
Efter den første afdeling skiftede koncerten pludselig helt gear; en stor portion konfetti blev skudt ud i salen. Oppe på balkonen var det ikke muligt for mig at få fat i et stykke – en af tyskerne havde fortalt mig at de var meget eftertragtede!
Nu fulgte en afdeling som bedst kan beskrives som en teaterkoncert – en overrumplende gennemført fortolkning af hele den del af Hounds Of Love-albummet, der hedder The Ninth Wave. Denne cyklus af sange om en skibbruden kvinde, der kæmper for ikke at dø, er en slags modstykke til de første, mere hitorienterede sange på albummet – og samtidig en del af Kate Bush’s værk som jeg ikke nemt kunne se visualiseret. Men det lykkes at fortælle historien. Den irsk inspirerede “Jig Of Life” var ligesom den indledende, tindrende smukke pianoballade “And Dream Of Sheep” højdepunkter både på albummet og til denne koncert. Det visuelle udtryk var en gennemført blanding af lyseffekter, film, dans og teater. Her så vi for første gang Kate Bush’s søn Albert i en talerolle.
Slutningen på denne del af koncerten var den smukke “The Morning Fog”, hvor alle var på scenen og Kate Bush brugte sangen til at takke musikere og dansere og (ikke mindst) Albert. Også publikum fik en stor tak fra hende; det var tydeligt at også denne aften (dette var koncert nummer 16 i serien) var en god oplevelse for hende.
Efter pausen blev det tid til endnu en teaterkoncert-afdeling, nu med sangene fra disk 2 af Aerial fra 2005. Denne del er en hyldest til naturen og døgnets gang; jeg er dog ikke helt så fortrolig med den lange suite som jeg er med The Ninth Wave.
Her var der igen smuk brug af dans, dukketeater (en trædukke i barnestørrelse, der forestiller en dukke som billedkunstnere bruger) og film. Albert har rollen som kunstmaler, og på et tidspunkt får han endda sunget sin egen sang (eller er der min hans mors komposition?) mens han maner månen frem. Han er en solid ung sanger, men ikke på højde med sin mor.
Til sidst i denne del af koncerten har alle musikere og dansere fået fuglemasker på! Nu kommer finalen på Aerial hvor guitarist David Rhodes og Kate Bush får en slags danse-dialog ud af afslutningen – der ender med at et stort træ tilsyneladende bliver hamret igennem flyglet!
Nu er koncerten næsten færdig, men et medlem af crew, Steve Taylor, har fødselsdag i dag, så Kate får alle til at være med til at synge Happy birthday to you til ham. Igen takker Kate publikum.
De sidste to numre er en sang fra 50 Words for Snow med Kate alene ved flyglet og ikke mindst “Cloudbusting”, hvor hele bandet er tilbage og alle i salen har rejst sig og synger med.
I Danmark har vi set mange teaterkoncerter, men dette var kunstneren selv der stod for fortolkningen – og så var det som bekendt ikke hvemsomhelst!
Efter en så overvældende koncertoplevelse må jeg stå lidt udenfor og føle mig almindelig igen.
Jeg ser en af dem, jeg spiste sammen med, og vi følges ned til pubben. Her møder vi tyskerne fra før – og et par fra Amsterdam. Manden så Kate Bush tilbage i 1979, og hans hustru giver mig et stykke konfetti fra koncerten. På det står et citat fra Tennysons digt The Ninth Wave.
Det er i aften, jeg skal se Kate Bush give koncert – én ud af hele 22 koncerter under fællestitlen Before The Dawn. Det bliver samtidig første gang, jeg er til koncert på det legendariske koncertsted Hammersmith Odeon – der nu hedder Eventim Apollo.
Jeg tilbragte morgen og formiddag sammen med familien på besøg i Warner Bros.-filmstudierne, hvor min Harry Potter-begejstrede datter på 13 fik set kulisser og special effects fra filmene.
Nu er det så blevet min tur. Jeg stod i en forholdsvis kort kø kl. 15.55, fem minutter før billetkontoret åbnede. Bag mig stod en australsk mand i orange jakke – han ville vide om dette var køen for afbudsbilletter.
Nej, desværre. Jeg håber ikke han var taget hele vejen herop bare for at prøve at få en afbudsbillet. Kl. 16.00 kunne jeg gå forbi alle de formodentlig forgæves ventende, vise pas og en email-udskrift og hente den uhyggeligt dyre billet. Jeg kan stadig ikke helt fatte at jeg rent faktisk skal opleve den sangerinde, jeg i mange år kun har læst om og lyttet til på et lille antal albums. Anmeldelserne lover rigtig godt; jeg håber de har ret.
I morgen aften spiller The Replacements igen på amerikansk tv på The Tonight Show. Retfærdigvis skal det siges at det “kun” er Paul Westerberg og Tommy Stinson, der udgør The Replacements nu. Bob Stinson døde for mange år siden. Slim Dunlaps helbred er ikke godt efter et slagtilfælde i 2012 (og i USA kræver det at nogen arrangerer velgørenhedskoncerter for ham, så hans behandling kan fortsætte). Chris Mars har forlængst forladt musikken. Men selv om det selvfølgelig er rendyrket rocknostalgi, ser jeg frem til at se resultatet. Og så kan jeg se at der er fem nye koncertdatoer på vej fra dem her i efteråret – mon de en dag også vil finde vej over Atlanten?
En ny best of-opsamling med The Ramones – ja, glæder mig allerede til den – fra Forest Hills, Queens, New York City, er under opsejling. Og de så sørgeligt borte Da Brudders gamle pladeselskab Sire har bedt ingen mindre end Morrissey om, at sammensætte pladens musikalske indhold, samt designe coveret, hvis frontbillede vises herover. Og hvor er det vildt, at Morrissey skal lave et Ramones-cover og straks får det til at ligne en klassisk The Smiths-opsamling, homoerotic rockabilly-handsome devilness, retro-glamour og alting – bandleader Johnny Ramone ville ikke have brudt sig om det! Hverken udgivelsesdato eller tracklist er endnu frigivet, men vi skal nok ikke, Morrissey’s militaristiske vegetarfront taget i betragtning, forvente at finde ellers ret fremragende ‘Oh, Oh, I Love Her So’ med åbningslinien ‘I met her at the Burger King…’ inkluderet. Hvilket igen desværre siger mere om Morrissey, end om pladens egentlige omdrejningspunkt, The Ramones.
The Raveonettes hylder i denne sang fra Pe’ahi – og med denne uofficielle video – den californske surfer/skater-gruppe Z-boys (mundret forkortelse for The Zephyr Competition Team), der levede drømmen om det frie surfer/skater-liv ud i Santa Monica og Venice i midt-70’erne og undervejs dannede skole indenfor både cool skateboard-teknik og -stil…
Ingen brand new Cadillac, nej, men denne Coventry City-blå 1963 Ford Thunderbird, som The Clash-frontmanden købte i 1987 for $4.200, og til sin død i 2002 for det meste havde stående i en garage i sunny Californien, er nu til salg på eBay, hvor der er 7 dage tilbage af auktionen. Prisen der skal overbydes er i skrivende stund oppe på $22.100 – det kan gøres lige her. Ja, man er lidt fristet…
Jens synger som bekendt om Fritz Fatal i “Skandinavisk lyst” (og har skrevet om ham tidligere her). Fritz Fatal hed oprindelig Michael Bonfils og kom fra Aalborg. Så rejste han til København og blev forsanger i Before. Befores sange var på engelsk – med nogle ganske få, fascinerende undtagelser. Her er “Alle fangerne”, der findes som bonusspor på A Wish Of Life-genudgivelsen fra 2003.
Livet var hårdt ved Michael Bonfils; han havde allerede i Before-tiden store personlige problemer og kom ud i et voldsomt misbrug. I 2006 hørte man igen fra ham, nu som sanger i det temmelig Alrune Rod-inspirerede ensemble Mental Midget, hvor også Klaus Lynggaard slog sine folder.
Fantastisk billede. Den australske racerkører Jack Brabham var et fast ansigt på de Formel 1-kort der var i omløb, da jeg voksede op. Han var da ikke længere blandt den absolutte top, men stadigvæk et solidt og velrespekteret navn. Brabham døde i dag på Gold Coast, Queensland, 88 år gammel. Han vandt Formel 1-mesterskabet tre gange (1959, 1960, 1966).
Jeg har tidligere vist jer “Still Life”, et nummer fra Skying, det tredje album fra engelske The Horrors. I næste måned kommer deres fjerde album, Luminous, og på dette nye nummer, “So Now You Know”, er de der igen, mindelserne om Simple Minds fra dengang omkring Sons and Fascination/Sister Feelings Call og New Gold Dream, dengang i forrige århundrede da Simple Minds faktisk var et interessant band der kunne balancere mellem det episke og det minimalistiske.
Søren Ulrik Thomsen tænker sig lidt om. Så siger han: »Når man har været en del af en kulturhistorisk generation, og årene er gået, og den ikke længere er moderne, er der to forkerte måder at håndtere det på: Den ene er at blive ved med at betragte sin egen generation som historiens kulmination, efter hvilken resten er en forfaldshistorie á la ’det var jo det, vi sagde dengang’.«
»Den anden er at flygte fra sin fortid og sige, at man i virkeligheden altid har været uenig med sine jævnaldrende, og at man er meget mere på bølgelængde med de unge.«
Det må dreje sig om et dobbeltblik, fortsætter han.
»For det var ikke tilfældigt, at 80’erne sagde mig noget. Men det betyder ikke, at jeg ikke har udviklet mig siden da.«
»Og nu kommer der noget vigtigt, kan jeg mærke: Når tidsånden er forduftet, vil alle protestere imod at blive reduceret til den. Jeg tror, det er ontologisk, at man altid både er del af en tid og dens fællesskab og samtidig helt sig selv.«
