Tillykke med fødselsdagen til Tom Petty, her med en fin og klassisk Petty-sang kombineret med uddateret video, fra dengang i MTV’s børneår, da den slags skulle have lækre levende billeder der 1-til-1-konkret illustrerede de sungne ord…
Kategoriarkiv: Retro
Lou Reed lød ikke altid som Lou Reed
Her som helt ung i 1958, evigt langt borte fra hvad siden skulle komme…
Flyt du bare ind!
Her på bloggen (og mange andre steder) har der været en del fascination af Marilyn Monroes affære med John F. Kennedy. Her er det seneste kapitel i den gamle, kulørte historie, nemlig en anmeldelse i The Independent af en ny bog af den amerikanske forfatter Christopher Andersen:
The book goes on to quote the late actor Pater Lawford, who married JFK’s sister Patricia in 1954, as saying Monroe called Jackie Kennedy to confess to the affair and to tell her that her husband had already agreed to leave his family and set up home with the actress.
Kennedy is said to have responded: “Marilyn, you’ll marry Jack, that’s great… And you’ll move into the White House and you’ll assume the responsibilities of First Lady, and I’ll move out and you’ll have all the problems”.
Ensomhedens gade nr. 9
Vi skal også John Mogensens gribende udgave af “Gentle On My Mind”, der vel endte med at blive en sang om John Mogensen selv. I 2010 forlød det at Ole Bornedal arbejdede på en spillefilm om ham, men siden har jeg ikke hørt nyt om dette projekt.
Både Jens og jeg er i dag ældre end John Mogensen nåede at blive. Det er underligt at tænke på.
But I’m not the only one…
I dag fandt jeg John Lennons album Imagine frem i musikbiblioteket. Titelnummeret har lidt den triste skæbne at blive spillet ihjel; det er desværre efterhånden blevet en sang jeg undgår at høre. Det er synd, og albummet som helhed er et af de bedste soloalbums af et Beatles-medlem. “Crippled Inside”, “Gimme Some Truth” og “How” er solo-Lennon, når han var bedst. Der er nu også en veludført men samtidig rigtig ubehagelig sang på Imagine som bestemt ikke bliver spillet ret tit, og det er “How Do You Sleep”. Se bare:
So Sgt. Pepper took you by surprise
You better see right through that mother’s eyes
Those freaks was right when they said you was dead
The one mistake you made was in your head
Ah, how do you sleep?
Ah, how do you sleep at night?You live with straights who tell you you was king
Jump when your momma tell you anything
The only thing you done was yesterday
And since you’re gone you’re just another day
Ah, how do you sleep?
Ah, how do you sleep at night?Ah, how do you sleep?
Ah, how do you sleep at night?A pretty face may last a year or two
But pretty soon they’ll see what you can do
The sound you make is muzak to my ears
You must have learned something in all those years
Ah, how do you sleep?
Ah, how do you sleep at night?
Der er meget langt fra titelnummerets ønske om fred og fordragelighed til denne ætsende hilsen til Paul McCartney. Og Lennon var nok ikke helt alene om sin hilsen. Guitarsoloen er nemlig af George Harrison.
Ringo Starr var også i studiet, men spillede ikke med. Hans reaktion var efter sigende: “That’s enough, John”.
Og det var det vel egentlig også. I interviewet er det temmelig tydeligt at John selv endte med at tage afstand fra sit angreb på Paul.
På cykel gennem skoven som en rumraket
Uden nogen egentlig nærmere anledning vil jeg godt gøre opmærksom på en nostalgisk fotoserie med russiske Valentina Tereshkova, der i denne måned for 50 år siden blev den første kvinde i rummet – og den første ikke-militære person i rummet. Hun blev nu senere officér i luftvåbenet. Tereshkova var fra den første generation af rumrejsende, der først og fremmest havde baggrund i flyvning og faldskærmsudspring snarere, og i modsætning til mange af sine senere kolleger havde hun ingen videregående uddannelse, da hun fik hjelmen på.
Jeg har ikke mødt hende, men var dog til stede da hun for 23 år siden blev æresdoktor ved universitetet i Edinburgh.
Elliott Smith in memoriam
Filminstruktøren Paul Thomas Andersen havde tilbage i 2000 planer om et musikprogram på VH1, og det skulle have Jon Brion (der ud over selv at lave musik har produceret bl.a. Aimee Mann, Fiona Apple – og Kanye West) som omdrejningspunkt. Planerne nåede så langt som til en pilot, og her var Jon Brion sammen med Elliott Smith. Nu er denne optagelse omsider tilgængelig, og vi kan se og høre Elliott Smith synge både egne numre (“Son of Sam”, “Independence Day” og “Bottle Up and Explode”) og andres numre (John Lennon, Ray Davies og Big Star). Hvis man holder af Elliott Smith – det gør jeg – er dette værd at se.
Arkæologisk fund
Der var engang et Næste Uges TV. Mit første band, der havde flere jobs på punk/nyrock-træf rundt i landet, end i hjembyen Viborg, hvor vi ikke ligefrem var værdsat. Hvilket sikkert havde sine gode grunde. To måneder før bandet gik i effektiv opløsning, da trommeslager Torben og jeg flyttede bort, var vi i Tømrerclaus’ Karma Music Studio på Landskronagade på Østerbro at indspille fire numre til Somewhere Outside, pladeselskabets Irmgardz’ dobbeltalbum, der skulle dokumentere, hvordan de nye bølger indenfor rock havde spredt sig fra USA, England og København ud i provinserne. Ovenstående originalbånd fra disse optagelser troede vi var tabt for altid, men er netop dukket op under oprydning hos en NUTV’s gode bekendte fra den tid. Ikke at der er noget relevant at bruge dem til nu, udover altså det antikvariske syn af et spolebånd og så turen tilbage til egen fortid når man mindst venter den. Somewhere Outside blev genudsendt på CD for et par år siden.
Dagens citat…
…stammer fra Will Sheff, sanger og sangskriver fra Okkervil River. Han skriver:
I’m told that at some point, usually around age 30 or sometimes later, a great many people basically stop seeking out new music. They circle back around to the same old albums, their favorite albums – the albums of their childhood, or of some time when they were happiest. Their iTunes library (if they have one) may slowly grow, but the amount of records they actually listen to contracts. It circles around the same twenty records, and then fifteen, and then maybe ten. They might occasionally be curious about their favorite band from fifteen years ago putting out a new record, or doing an overpriced reunion tour, but mostly they’re indifferent or even hostile towards the idea of new music. And then – and I’m scared to tell you this, because I don’t want to believe such a thing could be true – it’s said that somewhere out there are people who have actually stopped listening to music.
You have to fight this, because not being interested in new sounds is a symptom of something larger and scarier: your curiosity and enthusiasm for life itself drying up. Something elastic and passionate inside you is starting to become rigid, static, numbed, and you have to fight it. With a determined and devoted program. I truly believe this.
Sådan så fremtiden ud i 1978
Nothing Can Hurt Me
Evermans krig
Her, dagen inden jeg tager til Roskilde-festivalen, vil jeg sende en tanke til to af de store Seattle-bands fra dengang i begyndelsen af 1990’erne. Jeg fik et glimt af Soundgarden på Roskilde i 1990 men nåede aldrig at se Nirvana sammesteds i 1992, for det år var jeg ikke til festival.
Jason Everman nåede at være med i begge bands – og at blive fyret fra dem begge. Bagefter blev han elitesoldat og derefter studerede han filosofi. Det har jeg tidligere skrevet lidt om her på bloggen.
Men nu er der en lang og fascinerende portrætartikel om Evermans mildt sagt omskiftelige liv i New York Times. Og ovenfor ser vi hvordan han ser ud i dag.
Punk i Kina
En lille film på fem minutter om punkscenen i Kina; det er måske ikke så underligt (men måske lidt ærgerligt) at fokus omtrent midtvejs kommer over på den for briterne noget mere hjemlige John Lydon.
Da vi blev dem vi er
Prøv at lægge mærke til de billeder fra gamle dage, som Jens lægger på bloggen – mange af dem er fra da han var sidst i teenageårene og først i tyverne. Og læg mærke til hvad det er for en musik, Jens og jeg ofte ender med at hylde: det er musik fra sidst i 1970’erne og frem til midt i 1980’erne. Eller lyt til sange som “Survival Kit” eller “De tabte sale” eller “Birgittelyst” eller “Vi blinker så hurtigt vi kan” eller alle de mange andre sange, der tager udgangspunkt i denne periode af livet.
Det er egentlig underligt, for der er sket meget siden som er mindst lige så vigtigt som det, der skete for os da vi var sidst i teenageårene og først i tyverne. Der blev stiftet familie, der blev stiftet gæld, der blev indgået ægteskab, vi fik venner og mistede venner, karrieren tog omsider form og vi fik anerkendelse osv. osv. osv. Men alligevel vender vi ofte i minderne tilbage til den tid i vores liv, hvor vi stadig var på tærsklen til voksenlivet.
Der er en spændende artikel på Slate.com om netop det.
A little-known but robust line of research shows that there really is something deeply, weirdly meaningful about this period. It plays an outsize role in how we structure our expectations, stories, and memories. The basic finding is this: We remember more events from late adolescence and early adulthood than from any other stage of our lives. This phenomenon is called the reminiscence bump.
Og hvorfor findes denne pukkel af minder? Måske er det fordi meget af det, der kommer til at præge vores senere voksenliv, netop sker i den alder. En undersøgelse fra 1988 viser i hvert fald at 93 procent af alle de minder, forsøgspersonerne genkaldte sig, handlede om førstegangsoplevelser. Men så er der også en senere undersøgelse foretaget af Annette Bohn og Dorthe Berntsen fra Aarhus Universitet. Her blev børn mellem 10 og 14 bedt om at skrive om deres voksenliv, sådan som de forestillede sig det. Og de skrev om – hvordan det er at være først i tyverne!
I dag mener mange psykologer, at det handler om livsfortællingen. Vi prøver (uden at det er bevidst) at sætte vores minder ind i en større fortælling, så de understøtter vores forestilling om dem vi er.
I tv-serien Girls, som vi endnu har til gode at se på dansk tv, er der en interessant replik (citeret fra Slate.com):
In the pilot of Girls, Lena Dunham’s Hannah Horvath delivers one of the 2012 fall TV season’s immortal lines. She can’t hang out with her parents, she explains exasperatedly, because “I have work, and then I have a dinner thing, and then I am busy—trying to become who I am.”
Amor og Psyke
Mange musikkarrierer er regelrette, og de trofast/konservative fans tillader ikke svinkeærinder. Andre udvander gradvist deres udtryk på en rejse ind i mainstream. Atter andre slår uventede sving. Ministry, Depeche Mode og Talk Talk startede i samme univers af tidlig firser-synth-pop men endte så langt fra hinanden som tænkes kan. I disse dage prøver jeg (igen) at forstå det nye album med Scott Walker, og formodentlig forgæves (igen). Det vil jeg skrive om en anden dag, hvis jeg orker.
Men af uvisse grunder havnede jeg i mit iTunes-bibliotek ved Cupid & Psyche ’85 med Scritti Politti. Her er et band, der startede som politisk skrammel-punk beslægtet med The Desperate Bicycles, men som pludselig er havnet helt og aldeles inden for den polerede, let reggaeficerede midtfirser-mainstreampop. Og det interessante er at albummet (synes jeg) faktisk er et af de gode eksempler på denne stil. Eller måske er dette i virkeligheden historien om det omskiftelige sind hos sanger og sangskriver Green Gartside.
Samme historie kunne skrives om vores egen Martin Hall – det hysteriske, Joy Division-inspirerede The Icecold Waters of the Egocentric Calculation fra 1981 og den glatte firserpop fra Cutting Through fra 1987.