Kategoriarkiv: Retro

Historien om en guilty pleasure

Forleden i Odense’s fremragende pladebutik Moby Disc faldt jeg over en ny plade med tyske Sandra. Hendes særegne musik havde jeg et meget blødt punkt for i sidste halvdel af firserne, hvor hun sammen med producer Michael Cretu lavede storladen, tysksmagende europop med underklang af åben nat og lysende metropoler. Husker første gang i Berlin i vinteren 86-87, hvor det eneste jeg hørte på min Sony Walkman var en kasette, hvis ene side var Pet Shop Boys’ Disco, den anden Sandra’s The Long Play-debut. Ikke tilfældigt, for så forskellige som de var i udtryksunivers, var der alligevel både synths, masser af reverb og det molprægede euro-tonesprog tilfælles.

Sandra blev undervejs gift med Cretu og sammen flyttede de til Ibiza, fik tvillingedrenge og fik for Enigma-popmillionerne bygget et kæmpe mansion med stort studie, hvorfra der gennem årene blev indspillet en lind strøm af stadig svagere Sandra-plader. Svagere fordi hun som nu voksen artist havde hørbart vanskeligt ved at udvikle sin ærketypiske lyd og musik yderligere. Efter årtusindeskiftet købte jeg – dumtrofast – stadig hendes udgivelser, men de var, hvis ret skal være ret, en heltrist fornøjelse at høre på, og blev altid hurtigt gemt væk.

Derfor ret vildt at opleve, at Sandra anno 2012 på Stay in Touch lyder mere levende og veloplagt end hun har gjort, ja, ialfald de sidste tyve år. Er det mon skilsmissen fra Michael Cretu for fem år siden, som endelig har fået den skindøde europopprinsesse til at vågne fra Ibiza’s Tornerosesøvn igen? På det nye album er der ikke flere halvkvædede forsøg på hverken Euro-R&B eller latinsk voksenpop. Istedet opleves en længsel efter at genfinde præcis de dyder, der i det hele taget gjorde Sandra Lauer fra Saarbrücken til så stort et europopfænomen way back. De gamle firserkeyboards + trommemaskiner er fundet frem og støvet af, og Sandra søger med sine nye musikalske partnere, at ramme præcis den tone og det temperament, der var kendetegnende for hendes to hovedværker, føromtalte The Long Play (1985) og treeren The Secret Land (1988).

Så vi er helt tilbage ved starten af rejsen; alt er som før, og så alligevel ikke. For Sandra er nu som 50-årig langt fra det unge univers hun dengang besang, og jeg, som lytter, ditto. Alligevel lyder hendes nye musik ikke fad og gammeldags. Måske som følge af de hundrede bands + artister, der igennem flittige lån de senere år igen har gjort firsernes sound nutidig. Et ubehageligt spørgsmål kunne være, hvor relevant det så er, at Sandra – helt ned til synthintro-opbygningen og trommebreaksprogrammeringen i ‘Kings & Queens’, der er tyvstjålet/kopieret fra hendes eget 28 år gamle ‘Maria Magdalena’-hit – tager os så målrettet præcis hen, hvor vi var med hende dengang, for så længe siden? Ved det ærlig talt ikke. Og måske det ikke er sundt. Men jeg er vild med at være der igen. Til et punkt, hvor denne plade allerede har fået langt mere spilletid, end det spritnye og naturligvis langt mere interessante album med Crystal Castles…!

PS – Den ekstra CD i deluxe-udgaven indeholder iøvrigt ‘extended versions’ af samtlige sange på albummet. Endnu en tilbagevenden til Sandra’s firsere, hvor et moderne remix generelt og som oftest netop var den langt mere spiselige som musikalske extended version.

Hey hey, my my

Foto: http://www.thedoubleseven.com/benWatts.html

Jens tænkte forleden højt her på bloggen. Hvad ville der mon være sket med John Lennon, hvis han havde været i live i dag? Måske ville han have endt med at udsende hel- eller halvkedelig hyggerock med års mellemrum og turnere med Eric Clapton og Phil Collins, eller måske ville han have fået sin anden luft og leveret et sent mesterværk sammen med nogle af de musikere, der dukkede op i årtierne efter den decembernat i 1980. Måske ville han igen spille med The Beatles med års mellemrum – eller de fire fra Liverpool ville være enige om at lade legenden være i fred. Vi får det aldrig at vide. John Lennon er en af de musikere, jeg og mange andre savner allermest.

Nogle musikere bliver De Unge Døde — uforskyldt eller selvforskyldt. Mange andre musikere opnår at blive gamle. Og de har stadig lyst til at spille den musik, de skabte som unge.

Hvad kan vi forlange af dem, der overlever mange år i musikbranchen? Jeg vil ikke forlange af Paul McCartney eller David Bowie eller The Rolling Stones eller Leonard Cohen eller Patti Smith eller Neil Young eller Bob Dylan eller Bruce Springsteen at de kan levere nye mesterværker. De har alle hver især haft lange perioder, hvor de ikke har sat en fod forkert. Det eneste, jeg vil bede om, er at de nu i deres alderdom kan finde en slags syntese mellem deres egne bedrifter som unge og den alder,de har nu. Når dét sker, kan kunstner og publikum sammen se ungdomsværkerne ses i et nyt lys. Heller ikke Neil Young synes at det er bedre at brænde ud end at fade væk.

Jeg tænker stadig på to koncerter jeg var til i år. Den ene var med The Cure på Roskilde-festivalen, den anden var med Leonard Cohen i Aalborg. Nogle anmeldere var begejstrede for The Cures koncert; det var jeg ikke. Den unge desperation og dødsdrift der hersker i The Cures sange fra bandets storhedstid bliver underlig at genopleve, når man tænker på at en mand på Robert Smiths alder med stor sandsynlighed allerede har levet over halvdelen af sit liv. Bedre blev det ikke af at Smith & Co. hænger fast i en visuel fremtoning der engang ville have været hip, men nu virker som den eneste reelle desperation i deres udtryk.

Derimod var jeg helt gennemstrømmet af begejstring over Leonard Cohens koncert. Det hjalp selvfølgelig, at sensommeraftenen i sig selv var så smuk, men også Cohens rejse gennem eget bagkatalog fandt sted på et blandet brændstof af de første albums melankoli og den livsvisdom, manden har opnået og beskrevet sent i sin karriere. Så er det ikke slemt at blive gammel, tænkte jeg og mange andre dén aften i Mølleparken.

Be for real, som Cohen sang dén aften.

Love is all you need?

20121004-220631.jpg

Hvis jeg i nyere tid har tvivlet på, at Mike Love er en pisseugle, er min tvivl nu væk.

Pitchfork skriver nemlig:

Today, in disappointing classic rocker news: the Beach Boys’ Mike Love has kicked out the band’s remaining original and longtime members, as The New York Times reports. The decision is set to take effect after their current 50th anniversary reunion tour concludes tomorrow at London’s Wembley Arena.
Yes, that includes Brian Wilson. He kicked Brian Wilson out of the Beach Boys.
Love, who legally controls the Beach Boys name, issued a statement saying that Wilson, O.G. Beach Boy Al Jardine, and longtime member David Marks are all out, according to the Times. (Love will continue touring this fall with Bruce Johnson and another backing band.) An online petition against the decision has been launched, “to preserve the validity of the Beach Boys as a whole, and not as a money-saving, stripped-down version.” It has amassed over 4,000 signatures as of now.

Tillykke, Franz!

Der er også plads til en lille nyhed om noget helt andet, hvis det da er en nyhed, men skrives skal det, for han og hans band har betydet meget for Jens, for mig og for mange andre fra vores generation: I dag bliver Franz Beckerlee 70. Som sangeren sang: Dagene løber som heste.

Fortiden er ikke, hvad den var

I aften skal jeg og resten af husstanden til en havefest for beboerne på den vej, hvor vi bor. Det plejer at være rigtig hyggeligt, men én ting får mig altid til at føle mig underligt malplaceret. De andre, hvoraf mange er på min alder eller lidt yngre, begynder på et tidspunkt at tale om de koncerter, de har været til – med “de gode gamle navne” fra 1980’erne eller tidligere. Der bliver hurtigt en stiltiende konsensus om at musikken var meget bedre i gamle dage. Denne holdning oplever jeg mere og mere, jo ældre jeg bliver. Vi ender også tit med at sige noget lignende her på bloggen, glade som vi er på Elvis Presley, The Beatles, The Clash, Bruce Springsteen osv. osv. Men vi prøver også at fortælle om det nye, der sker derude på musikscenen.

Henrik Marstal har et debatindlæg i Politiken, der rammer hovedet på sømmet.

“Musikken var meget bedre før i tiden”, har det gennem en god uges tid lydt igen og igen på diverse sociale medier og andre steder. Udsagnet er affødt af den spanske, meget omtalte undersøgelse Measuring the Evolution of Contemporary Western Popular Music, der for nylig ramte offentligheden. I min blog fra sidste uge kritiserede jeg undersøgelsen som værende temmelig problematisk, fordi den søgte at påvise hvordan musikken i de seneste årtier er blevet stadig mindre kompleks. Men den gjorde det ud fra nogle parametre, der ikke yder populærmusikken retfærdighed generelt.

Mange lyttere har – resultaterne uantastet – dog med stor konsekvens benyttet undersøgelsen som anledning til at hævde, at musikken i dag og i de senere år i det hele taget er blevet dårligere, mere overfladisk og mindre relevant. Går man disse mennesker på klingen, giver de forskellige svar på hvornår musikkens kvalitet begyndte at svigte.

Som nævnt anfører mange midten af 1970’erne. Andre, lidt yngre lyttere, strækker sig helt op til tiden omkring 1990 og tager måske lige akkurat Nirvanas korte storhedsperiode med. Endnu yngre lyttere tager dele af 1990’ernes kitschede dancemusik med og sætter skellet ved år 2000. Men fælles for dem er den opfattelse, at musikken bare var bedre før i tiden, og at alt hvad der er sket siden kan udtrykkes med det ene ord: forfladigelse.

Min egen hypotese er, at vi synes bedst om den musik, der har præget os. Typisk skete det i en periode, hvor der skete en masse i vores liv og hvor vi havde tid og overskud til at lytte til musikken. Det var en periode, hvor musikken blev opdaget sammen med andre og dukkede op i festlige sammenhænge. Nye indtryk var spændende og udfordrende og var med til at forme os. Typisk var det ungdommen, der var disse dannende år. Siden er de fleste af os (nok også jeg selv) blevet magelige i varierende grad.

Min grandfætter, der er en nogenlunde kendt pladeproducer, replicerer meget forudsigeligt til Marstals indlæg dette:

Nej, Marstal, du har ikke ret! Uanset din fine statistik. Slut tresserne bød på et helt enormt antal skelsættende, nyskabende og idag klassiske albums. Hendrix, Beatles, Stones, Doors, Dylan, Donovan, Velvet Underground, Jefferson Airplane, Neil Young, Crosby Stills Nash and Young, Cream, Them, Kinks, Simon and Garfunkel, Vanilla Fudge, Beach Boys, Tim Buckley, Phil Ochs, Small Faces, Link Wray, Steppeulvene, Dissing, Beefeaters, Burnin Red Ivanho, Serge Gainsbourg, Procul Harum, og mange flere lavede deres bedste i løbet af de år og de står stadig som milepæle højt hævet over terrænet som pejlepunkter for eftertiden. Og så har vi ikke taget hul på 70.erne. Selvfølgelig har der også været lavet vigtige albums senere, men ikke i så koncentrerede mængder. Og selvfølgelig var scenen dengang koncentreret om sin samtid, den havde, næsten, ingen fortid.

Ak ja. Således bekræfter min slægtning faktisk Henrik Marstals pointe.

Måske skulle jeg i virkeligheden tage noget af det musik, jeg hører, med i aften (vi plejer faktisk ikke at høre musik). Jeg tror faktisk, at de andre i min gade vil synes om f.eks. The Walkmen og Cold Specks og måske også om en hel del af det andet nye/nyere musik, jeg (og Jens) skriver om her.

Barn af tresserne

34-kennedys2-rt

I dag ender mange af os med at tænke på mordet på John F. Kennedy – en forbrydelse begået i fuld offentlighed, men stadig underligt gådefuld. Simon O’Hagan skriver i The Independent om sine minder fra denne tid. Der skulle endnu gå seks uger før jeg selv blev født, så jeg er af gode grunde ikke med i historien endnu. O’Hagan skriver:

It has since struck me that my generation was curiously blessed in its formative years. Not in the way that the teenagers and young adults of the era were, but in the strict sense of being children of the 60s – in my case aged two when they began, 12 when they finished. I was making sense of the world, and the amount there was to make sense of was extraordinary.

Jeg nåede lige akkurat at få seks år med af 1960’erne, og jeg giver ham ret. Årene fra 1964 og frem til oliekrisen in 1973-1974 var en helt særlig tid. Måske synes alle at disse tidlige år er noget særligt; verden er stadig åben og skal håndteres. Men netop i disse var det som om den store verden, man som barn skulle møde, hele tiden voksede og blev en anden – og til sidst nåede den til Månen. I dag kæmper jeg stadig for at kunne holde fast i noget af det nye og ikke kun klamre mig til en fortid, som jeg tror jeg forstår. Samtidig må jeg erkende, at den eneste perfekte lykketilstand er den, man ikke befinder sig i længere. Der er en del, jeg savner, men de gode gamle dage er ikke desto mindre en illusion.

The Sound

The sound - From The Lions Mouth.01

London-bandet The Sound blev dannet i 1979 og opløst i 1988. De stod noget i skyggen af britiske bands fra samme generation, og egentlig er det synd. The Sound var jo faktisk slet ikke dårlige, og det slår mig nu som underligt at jeg ikke har skrevet om dem før her på bloggen. Prøv f.eks. at lytte til From The Lion’s Mouth fra 1981; det udkom på Korova, der var samme underlabel af Warner, som udsendte bl.a. Echo and The Bunnymen.

Her er teksten til “Skeletons” fra dette album; den er forbløffende koncis.

There’s a gaping hole in the way we are
With nothing to fill it up anymore
No flesh no blood just broken bone
A frame to hang our lives from
We’re living like skeletons
Won’t someone wake the dead in me
Won’t someone shake the dust off me
Give me water give me bread
But don’t give me up for dead
We’re living like skeletons

Set i bakspejlet er det tydeligt, at sanger og sangskriver Adrian Borland sloges med nogle ikke helt små indre dæmoner i form af depression. Han røg ind og ud af det psykiatriske behandlingssystem, og i 1999 begik han selvmord ved at kaste sig ud foran et tog i London, samme dag som Propaganda, et album med tidlige, hidtil ikke udgivne sessions med The Sound, blev udsendt.

P.S. For de marginalt nysgerrige: Billedet fra From The Lion’s Mouth er et gammelt maleri af Briton Riviere, der viser den gammeltestamentlige profet Daniel i løvekulen.

Stand By Me

“Stand By Me” af Ben E. King (skrevet af King selv sammen med Leiber og Stoller) er en af de allersmukkeste amerikanske pop-indspilninger, jeg kender. Tiden går langsommere, når jeg hører Ben E. Kings udgave med det enkle, men uforglemmelige kontrabas-riff, og når strygerne sætter ind inden sidste vers kommer gåsehuden snigende. “Stand By Me” er på én og samme tid en kærlighedssang og en slags salme.

Selv ikke en mester som John Lennon (endsige Scott Walker, der også har indspillet sangen med The Walker Brothers) rammer plet med sin udgave af samme sang. I The Guardian er der artikel om hvordan Ben E. Kings oprindelige udgave blev til.

I artiklen siger Ben E. King selv:

It was 1960, but in my vocal I think you can hear something of my earlier times when I’d sing in subway halls for the echo, and perform doo-wop on street corners. But I had a lot of influences, too – singers like Sam Cooke, Brook Benton and Roy Hamilton. The song’s success lay in the way Leiber and Stoller took chances, though, borrowing from symphonic scores, and we had a brilliant string arranger in Stan Applebaum.

Lad rockismen vise vej

musik

Der er ikke noget bedre end The Clash. Se, det var rigtig rock. Og der er ikke noget bedre end The Jam. Se, det var rigtig rock. Og der er ikke noget bedre end Bruce Springsteen. Se, det er rigtig rock. Og der var ikke noget bedre end The Beatles. Se, det var rigtig rock. Og Patti Smith og Janis Joplin og Grace Slick og Debbie Harry var nu også gode. Se, det var rigtige sangerinder. Og der er ikke noget bedre end Pink Floyd og AC/DC og Van Halen og Rolling Stones og Metallica og Nirvana og Pearl Jam og Ramones og Queen og Grateful Dead og Tool og U2 og Red Hot Chili Peppers og R.E.M. og Rammstein og Green Day. For det er rigtig rock. Ikke som alle de der damer som Beyoncé og Britney og Rige Hanne og Lady Gaga og Madonna, der godt nok alle har meget lidt tøj på, men bare indspiller et præprogrammeret popnummer, som produceren har skrevet. Og heller ikke som alle de underlige afroamerikanere, der bare står og bander og svovler hen over et beat. Det er jo knap nok musik. Det står godt nok skidt til nu om dage!

I sidste uge var jeg til en rund fødselsdag i København. Jeg kom til at sidde over for en mand på min egen alder, og han ville gerne tale om musik. Han sagde at han interesserede sig meget for musik fra 1960’erne og 1970’erne. Jeg spurgte om han kunne lide The Clash – de var jo først og fremmest et halvfjerdserband. Men nej, det var alligevel for langt henne i 1970’erne til ham. Hvad så med Big Star? De var da fra starten af samme årti. Nej, dem kendte han ikke (omend det foresvævede ham at Alex Chilton havde været med i The Box Tops). Men han værdsatte da Rolling Stones og The Beatles.

– Det bliver sværere og sværere at finde noget ny musik at høre, sagde han let opgivende.
– Tværtimod, sagde jeg. Der har aldrig været så meget ny musik så nemt tilgængelig som nu.

Når jeg af og til læser med på Quora kan jeg høre de samme klagesange om hvor meget dårlig musik der er nu om dage. Næ, i gamle dage var der god musik til. Og det var rigtig rock. Og så er der ellers en masse spørgsmål om guitarsoloer og den slags.

Men i den periode, hvor “Smells Like Teen Spirit” på helt ukarakteristisk vis hærgede hitlisterne, var denne sang stort set ene om at repræsentere rocken, for slet ikke at tale om den tungere del af genren. De andre store hits fra denne tid var – “Rush Rush” med Paula Abdul og “Baby Baby” med Amy Grant. Ja ja.

Jeg ved ikke rigtig, hvad der er værst – er det “rockismens” insisteren på rocken som den ægteste musikgenre og selverklærede over al den elendelige popmusik eller “anti-rockismen”, der tager afstand fra rockmusikken og erklærer rocken for død. I stedet for rocken skal så typisk træde hiphoppen eller den elektroniske musik i en eller anden afskygning.

Nitsuh Abebe skrev sidste år et nogenlunde interessant indlæg på Pitchfork om “rockismen” og reaktionerne på den. Som han bemærkede, er der jo andre former for snæversyn, der ikke pådrager sig samme grad af forargelse. Der er mennesker, der kun vil lytte til roots reggae eller black metal, men dem ryster vi ikke på hovedet af på samme måde som vi ryster på hovedet af dem, der hænger fast i den syngende formningslærer ved navn Eric Clapton.

Og i situationen, hvor vi oplever musik, er vi altid snæversynede. Når jeg hører noget musik, jeg rigtig godt kan lide, bliver alle andre genrer momentant ligegyldige.

Problemet er vel snarere at man ikke vil erkende sit snæversyn og ikke vil se, ar det begrænser udsynet. Jeg er jo også selv en rockist af værste skuffe; det meste af den musik jeg lytter til (som ikke er klassisk musik) er en form for rock. Men forhåbentlig er jeg en god rockist som godt tør lytte til andre genrer også.

Til den runde fødselsdag sad der i øvrigt en anden person ved mit bord, som jeg bagefter indledte en samtale med. Det var en dame, der proklamerede at hun fik kvalme ved lugten af og tanken om øl. Også dét blev en lidt udfordrende samtale.

Springsteen i Herning

20130517-000645.jpg

En fin-fin aften i Herning. Sætlisten var

Long Walk Home
My Love Will Not Let You Down
The Ties That Bind
We Take Care of Our Own
Out in the Street
Wrecking Ball
Death to My Hometown
Hungry Heart
Tougher Than the Rest
Does This Bus Stop at 82nd Street?
For You
I Wish I Were Blind
The River
Prove It All Night
Murder Incorporated
Johnny 99
Open All Night
Shackled and Drawn
Waitin’ on a Sunny Day
The Rising
Badlands
Land of Hope and Dreams

Born in the U.S.A.
Born to Run
Dancing in the Dark
Ramrod
Tenth Avenue Freeze-Out

Altså intet helt album denne aften, og heller ingen “Backstreets”. Til gengæld bl.a. en udgave af “Prove It All Night” med den lange guitarintro og “My Love Won’t Let You Down” og “Murder Incorporated” (sidstnævnte var nok aftenens højdepunkt for mig) – og Springsteens Beatles-nummer, “The Ties That Bind”, som jeg også har et svagt punkt for.

Energien fejlede som sædvanlig intet, “Tenth Avenue Freeze-Out” rundede det hele af med en hyldest til The Big Man – og da vi kom ud i det fri, ventede der os en lun majaften med en lidt ulden måne.

I foyeren på Hotel Scandic så Pastorinden og jeg en lille fyr i sort tøj – det var ingen ringere end Nils Lofgren. Vi hilste pænt på ham. “It was a beautiful night”, sagde han. Vi var enige og sagde tak for den.

Life on Mars

Ja, jeg husker også ABBA – og jeg er i det store og hele enig med Jens i hvilke af deres sange, der står distancen bedst. Men her er det første klip, jeg husker med David Bowie. Dengang havde jeg ikke hørt hans musik endnu, men jeg husker endnu hans visuelle fremtoning, da jeg så ham her. “Life on Mars” er fra Hunky Dory, men på det tidspunkt, videoen (eller hvad det nu hedder) blev til, var han allerede godt i gang med at opfinde Ziggy Stardust. Det er nemt at se.

Og jeg husker en anden tanke, jeg med det samme fik dengang for fyrre år siden: Dette er en helt usædvanligt god sang. “Life on Mars” er stadig en af de bedste sange, David Bowie har skrevet – en smuk hyldest til det at vokse op og blive en, der bare gerne vil forstås og finde sin egen mening med livet.