Kategoriarkiv: Retro

Elliott Smith in memoriam

Filminstruktøren Paul Thomas Andersen havde tilbage i 2000 planer om et musikprogram på VH1, og det skulle have Jon Brion (der ud over selv at lave musik har produceret bl.a. Aimee Mann, Fiona Apple – og Kanye West) som omdrejningspunkt. Planerne nåede så langt som til en pilot, og her var Jon Brion sammen med Elliott Smith. Nu er denne optagelse omsider tilgængelig, og vi kan se og høre Elliott Smith synge både egne numre (“Son of Sam”, “Independence Day” og “Bottle Up and Explode”) og andres numre (John Lennon, Ray Davies og Big Star). Hvis man holder af Elliott Smith – det gør jeg – er dette værd at se.

Arkæologisk fund

Der var engang et Næste Uges TV. Mit første band, der havde flere jobs på punk/nyrock-træf rundt i landet, end i hjembyen Viborg, hvor vi ikke ligefrem var værdsat. Hvilket sikkert havde sine gode grunde. To måneder før bandet gik i effektiv opløsning, da trommeslager Torben og jeg flyttede bort, var vi i Tømrerclaus’ Karma Music Studio på Landskronagade på Østerbro at indspille fire numre til Somewhere Outside, pladeselskabets Irmgardz’ dobbeltalbum, der skulle dokumentere, hvordan de nye bølger indenfor rock havde spredt sig fra USA, England og København ud i provinserne. Ovenstående originalbånd fra disse optagelser troede vi var tabt for altid, men er netop dukket op under oprydning hos en NUTV’s gode bekendte fra den tid. Ikke at der er noget relevant at bruge dem til nu, udover altså det antikvariske syn af et spolebånd og så turen tilbage til egen fortid når man mindst venter den. Somewhere Outside blev genudsendt på CD for et par år siden.

Dagens citat…

…stammer fra Will Sheff, sanger og sangskriver fra Okkervil River. Han skriver:

I’m told that at some point, usually around age 30 or sometimes later, a great many people basically stop seeking out new music. They circle back around to the same old albums, their favorite albums – the albums of their childhood, or of some time when they were happiest. Their iTunes library (if they have one) may slowly grow, but the amount of records they actually listen to contracts. It circles around the same twenty records, and then fifteen, and then maybe ten. They might occasionally be curious about their favorite band from fifteen years ago putting out a new record, or doing an overpriced reunion tour, but mostly they’re indifferent or even hostile towards the idea of new music. And then – and I’m scared to tell you this, because I don’t want to believe such a thing could be true – it’s said that somewhere out there are people who have actually stopped listening to music.

You have to fight this, because not being interested in new sounds is a symptom of something larger and scarier: your curiosity and enthusiasm for life itself drying up. Something elastic and passionate inside you is starting to become rigid, static, numbed, and you have to fight it. With a determined and devoted program. I truly believe this.

Evermans krig

mag-07Everman-t_CA0-articleLarge

Her, dagen inden jeg tager til Roskilde-festivalen, vil jeg sende en tanke til to af de store Seattle-bands fra dengang i begyndelsen af 1990’erne. Jeg fik et glimt af Soundgarden på Roskilde i 1990 men nåede aldrig at se Nirvana sammesteds i 1992, for det år var jeg ikke til festival.

Jason Everman nåede at være med i begge bands – og at blive fyret fra dem begge. Bagefter blev han elitesoldat og derefter studerede han filosofi. Det har jeg tidligere skrevet lidt om her på bloggen. 

Men nu er der en lang og fascinerende portrætartikel om Evermans mildt sagt omskiftelige liv i New York Times. Og ovenfor ser vi hvordan han ser ud i dag.

Da vi blev dem vi er

Prøv at lægge mærke til de billeder fra gamle dage, som Jens lægger på bloggen – mange af dem er fra da han var sidst i teenageårene og først i tyverne. Og læg mærke til hvad det er for en musik, Jens og jeg ofte ender med at hylde: det er musik fra sidst i 1970’erne og frem til midt i 1980’erne. Eller lyt til sange som “Survival Kit” eller “De tabte sale” eller “Birgittelyst” eller “Vi blinker så hurtigt vi kan” eller alle de mange andre sange, der tager udgangspunkt i denne periode af livet.

Det er egentlig underligt, for der er sket meget siden som er mindst lige så vigtigt som det, der skete for os da vi var sidst i teenageårene og først i tyverne. Der blev stiftet familie, der blev stiftet gæld, der blev indgået ægteskab, vi fik venner og mistede venner, karrieren tog omsider form og vi fik anerkendelse osv. osv. osv. Men alligevel vender vi ofte i minderne tilbage til den tid i vores liv, hvor vi stadig var på tærsklen til voksenlivet.

Der er en spændende artikel på Slate.com om netop det.

A little-known but robust line of research shows that there really is something deeply, weirdly meaningful about this period. It plays an outsize role in how we structure our expectations, stories, and memories. The basic finding is this: We remember more events from late adolescence and early adulthood than from any other stage of our lives. This phenomenon is called the reminiscence bump.

Og hvorfor findes denne pukkel af minder? Måske er det fordi meget af det, der kommer til at præge vores senere voksenliv, netop sker i den alder. En undersøgelse fra 1988 viser i hvert fald at 93 procent af alle de minder, forsøgspersonerne genkaldte sig, handlede om førstegangsoplevelser. Men så er der også en senere undersøgelse foretaget af Annette Bohn og Dorthe Berntsen fra Aarhus Universitet. Her blev børn mellem 10 og 14 bedt om at skrive om deres voksenliv, sådan som de forestillede sig det. Og de skrev om – hvordan det er at være først i tyverne!

I dag mener mange psykologer, at det handler om livsfortællingen. Vi prøver (uden at det er bevidst) at sætte vores minder ind i en større fortælling, så de understøtter vores forestilling om dem vi er. 

I tv-serien Girls, som vi endnu har til gode at se på dansk tv, er der en interessant replik (citeret fra Slate.com):

In the pilot of Girls, Lena Dunham’s Hannah Horvath delivers one of the 2012 fall TV season’s immortal lines. She can’t hang out with her parents, she explains exasperatedly, because “I have work, and then I have a dinner thing, and then I am busytrying to become who I am.”

Amor og Psyke

Mange musikkarrierer er regelrette, og de trofast/konservative fans tillader ikke svinkeærinder. Andre udvander gradvist deres udtryk på en rejse ind i mainstream. Atter andre slår uventede sving. Ministry, Depeche Mode og Talk Talk startede i samme univers af tidlig firser-synth-pop men endte så langt fra hinanden som tænkes kan. I disse dage prøver jeg (igen) at forstå det nye album med Scott Walker, og formodentlig forgæves (igen). Det vil jeg skrive om en anden dag, hvis jeg orker.

Men af uvisse grunder havnede jeg i mit iTunes-bibliotek ved Cupid & Psyche ’85 med Scritti Politti. Her er et band, der startede som politisk skrammel-punk beslægtet med The Desperate Bicycles, men som pludselig er havnet helt og aldeles inden for den polerede, let reggaeficerede midtfirser-mainstreampop. Og det interessante er at albummet (synes jeg) faktisk er et af de gode eksempler på denne stil. Eller måske er dette i virkeligheden historien om det omskiftelige sind hos sanger og sangskriver Green Gartside.

Samme historie kunne skrives om vores egen Martin Hall – det hysteriske, Joy Division-inspirerede The Icecold Waters of the Egocentric Calculation fra 1981 og den glatte firserpop fra Cutting Through fra 1987.

Historien om en guilty pleasure

Forleden i Odense’s fremragende pladebutik Moby Disc faldt jeg over en ny plade med tyske Sandra. Hendes særegne musik havde jeg et meget blødt punkt for i sidste halvdel af firserne, hvor hun sammen med producer Michael Cretu lavede storladen, tysksmagende europop med underklang af åben nat og lysende metropoler. Husker første gang i Berlin i vinteren 86-87, hvor det eneste jeg hørte på min Sony Walkman var en kasette, hvis ene side var Pet Shop Boys’ Disco, den anden Sandra’s The Long Play-debut. Ikke tilfældigt, for så forskellige som de var i udtryksunivers, var der alligevel både synths, masser af reverb og det molprægede euro-tonesprog tilfælles.

Sandra blev undervejs gift med Cretu og sammen flyttede de til Ibiza, fik tvillingedrenge og fik for Enigma-popmillionerne bygget et kæmpe mansion med stort studie, hvorfra der gennem årene blev indspillet en lind strøm af stadig svagere Sandra-plader. Svagere fordi hun som nu voksen artist havde hørbart vanskeligt ved at udvikle sin ærketypiske lyd og musik yderligere. Efter årtusindeskiftet købte jeg – dumtrofast – stadig hendes udgivelser, men de var, hvis ret skal være ret, en heltrist fornøjelse at høre på, og blev altid hurtigt gemt væk.

Derfor ret vildt at opleve, at Sandra anno 2012 på Stay in Touch lyder mere levende og veloplagt end hun har gjort, ja, ialfald de sidste tyve år. Er det mon skilsmissen fra Michael Cretu for fem år siden, som endelig har fået den skindøde europopprinsesse til at vågne fra Ibiza’s Tornerosesøvn igen? På det nye album er der ikke flere halvkvædede forsøg på hverken Euro-R&B eller latinsk voksenpop. Istedet opleves en længsel efter at genfinde præcis de dyder, der i det hele taget gjorde Sandra Lauer fra Saarbrücken til så stort et europopfænomen way back. De gamle firserkeyboards + trommemaskiner er fundet frem og støvet af, og Sandra søger med sine nye musikalske partnere, at ramme præcis den tone og det temperament, der var kendetegnende for hendes to hovedværker, føromtalte The Long Play (1985) og treeren The Secret Land (1988).

Så vi er helt tilbage ved starten af rejsen; alt er som før, og så alligevel ikke. For Sandra er nu som 50-årig langt fra det unge univers hun dengang besang, og jeg, som lytter, ditto. Alligevel lyder hendes nye musik ikke fad og gammeldags. Måske som følge af de hundrede bands + artister, der igennem flittige lån de senere år igen har gjort firsernes sound nutidig. Et ubehageligt spørgsmål kunne være, hvor relevant det så er, at Sandra – helt ned til synthintro-opbygningen og trommebreaksprogrammeringen i ‘Kings & Queens’, der er tyvstjålet/kopieret fra hendes eget 28 år gamle ‘Maria Magdalena’-hit – tager os så målrettet præcis hen, hvor vi var med hende dengang, for så længe siden? Ved det ærlig talt ikke. Og måske det ikke er sundt. Men jeg er vild med at være der igen. Til et punkt, hvor denne plade allerede har fået langt mere spilletid, end det spritnye og naturligvis langt mere interessante album med Crystal Castles…!

PS – Den ekstra CD i deluxe-udgaven indeholder iøvrigt ‘extended versions’ af samtlige sange på albummet. Endnu en tilbagevenden til Sandra’s firsere, hvor et moderne remix generelt og som oftest netop var den langt mere spiselige som musikalske extended version.

Hey hey, my my

Foto: http://www.thedoubleseven.com/benWatts.html

Jens tænkte forleden højt her på bloggen. Hvad ville der mon være sket med John Lennon, hvis han havde været i live i dag? Måske ville han have endt med at udsende hel- eller halvkedelig hyggerock med års mellemrum og turnere med Eric Clapton og Phil Collins, eller måske ville han have fået sin anden luft og leveret et sent mesterværk sammen med nogle af de musikere, der dukkede op i årtierne efter den decembernat i 1980. Måske ville han igen spille med The Beatles med års mellemrum – eller de fire fra Liverpool ville være enige om at lade legenden være i fred. Vi får det aldrig at vide. John Lennon er en af de musikere, jeg og mange andre savner allermest.

Nogle musikere bliver De Unge Døde — uforskyldt eller selvforskyldt. Mange andre musikere opnår at blive gamle. Og de har stadig lyst til at spille den musik, de skabte som unge.

Hvad kan vi forlange af dem, der overlever mange år i musikbranchen? Jeg vil ikke forlange af Paul McCartney eller David Bowie eller The Rolling Stones eller Leonard Cohen eller Patti Smith eller Neil Young eller Bob Dylan eller Bruce Springsteen at de kan levere nye mesterværker. De har alle hver især haft lange perioder, hvor de ikke har sat en fod forkert. Det eneste, jeg vil bede om, er at de nu i deres alderdom kan finde en slags syntese mellem deres egne bedrifter som unge og den alder,de har nu. Når dét sker, kan kunstner og publikum sammen se ungdomsværkerne ses i et nyt lys. Heller ikke Neil Young synes at det er bedre at brænde ud end at fade væk.

Jeg tænker stadig på to koncerter jeg var til i år. Den ene var med The Cure på Roskilde-festivalen, den anden var med Leonard Cohen i Aalborg. Nogle anmeldere var begejstrede for The Cures koncert; det var jeg ikke. Den unge desperation og dødsdrift der hersker i The Cures sange fra bandets storhedstid bliver underlig at genopleve, når man tænker på at en mand på Robert Smiths alder med stor sandsynlighed allerede har levet over halvdelen af sit liv. Bedre blev det ikke af at Smith & Co. hænger fast i en visuel fremtoning der engang ville have været hip, men nu virker som den eneste reelle desperation i deres udtryk.

Derimod var jeg helt gennemstrømmet af begejstring over Leonard Cohens koncert. Det hjalp selvfølgelig, at sensommeraftenen i sig selv var så smuk, men også Cohens rejse gennem eget bagkatalog fandt sted på et blandet brændstof af de første albums melankoli og den livsvisdom, manden har opnået og beskrevet sent i sin karriere. Så er det ikke slemt at blive gammel, tænkte jeg og mange andre dén aften i Mølleparken.

Be for real, som Cohen sang dén aften.

Love is all you need?

20121004-220631.jpg

Hvis jeg i nyere tid har tvivlet på, at Mike Love er en pisseugle, er min tvivl nu væk.

Pitchfork skriver nemlig:

Today, in disappointing classic rocker news: the Beach Boys’ Mike Love has kicked out the band’s remaining original and longtime members, as The New York Times reports. The decision is set to take effect after their current 50th anniversary reunion tour concludes tomorrow at London’s Wembley Arena.
Yes, that includes Brian Wilson. He kicked Brian Wilson out of the Beach Boys.
Love, who legally controls the Beach Boys name, issued a statement saying that Wilson, O.G. Beach Boy Al Jardine, and longtime member David Marks are all out, according to the Times. (Love will continue touring this fall with Bruce Johnson and another backing band.) An online petition against the decision has been launched, “to preserve the validity of the Beach Boys as a whole, and not as a money-saving, stripped-down version.” It has amassed over 4,000 signatures as of now.

Tillykke, Franz!

Der er også plads til en lille nyhed om noget helt andet, hvis det da er en nyhed, men skrives skal det, for han og hans band har betydet meget for Jens, for mig og for mange andre fra vores generation: I dag bliver Franz Beckerlee 70. Som sangeren sang: Dagene løber som heste.

Fortiden er ikke, hvad den var

I aften skal jeg og resten af husstanden til en havefest for beboerne på den vej, hvor vi bor. Det plejer at være rigtig hyggeligt, men én ting får mig altid til at føle mig underligt malplaceret. De andre, hvoraf mange er på min alder eller lidt yngre, begynder på et tidspunkt at tale om de koncerter, de har været til – med “de gode gamle navne” fra 1980’erne eller tidligere. Der bliver hurtigt en stiltiende konsensus om at musikken var meget bedre i gamle dage. Denne holdning oplever jeg mere og mere, jo ældre jeg bliver. Vi ender også tit med at sige noget lignende her på bloggen, glade som vi er på Elvis Presley, The Beatles, The Clash, Bruce Springsteen osv. osv. Men vi prøver også at fortælle om det nye, der sker derude på musikscenen.

Henrik Marstal har et debatindlæg i Politiken, der rammer hovedet på sømmet.

“Musikken var meget bedre før i tiden”, har det gennem en god uges tid lydt igen og igen på diverse sociale medier og andre steder. Udsagnet er affødt af den spanske, meget omtalte undersøgelse Measuring the Evolution of Contemporary Western Popular Music, der for nylig ramte offentligheden. I min blog fra sidste uge kritiserede jeg undersøgelsen som værende temmelig problematisk, fordi den søgte at påvise hvordan musikken i de seneste årtier er blevet stadig mindre kompleks. Men den gjorde det ud fra nogle parametre, der ikke yder populærmusikken retfærdighed generelt.

Mange lyttere har – resultaterne uantastet – dog med stor konsekvens benyttet undersøgelsen som anledning til at hævde, at musikken i dag og i de senere år i det hele taget er blevet dårligere, mere overfladisk og mindre relevant. Går man disse mennesker på klingen, giver de forskellige svar på hvornår musikkens kvalitet begyndte at svigte.

Som nævnt anfører mange midten af 1970’erne. Andre, lidt yngre lyttere, strækker sig helt op til tiden omkring 1990 og tager måske lige akkurat Nirvanas korte storhedsperiode med. Endnu yngre lyttere tager dele af 1990’ernes kitschede dancemusik med og sætter skellet ved år 2000. Men fælles for dem er den opfattelse, at musikken bare var bedre før i tiden, og at alt hvad der er sket siden kan udtrykkes med det ene ord: forfladigelse.

Min egen hypotese er, at vi synes bedst om den musik, der har præget os. Typisk skete det i en periode, hvor der skete en masse i vores liv og hvor vi havde tid og overskud til at lytte til musikken. Det var en periode, hvor musikken blev opdaget sammen med andre og dukkede op i festlige sammenhænge. Nye indtryk var spændende og udfordrende og var med til at forme os. Typisk var det ungdommen, der var disse dannende år. Siden er de fleste af os (nok også jeg selv) blevet magelige i varierende grad.

Min grandfætter, der er en nogenlunde kendt pladeproducer, replicerer meget forudsigeligt til Marstals indlæg dette:

Nej, Marstal, du har ikke ret! Uanset din fine statistik. Slut tresserne bød på et helt enormt antal skelsættende, nyskabende og idag klassiske albums. Hendrix, Beatles, Stones, Doors, Dylan, Donovan, Velvet Underground, Jefferson Airplane, Neil Young, Crosby Stills Nash and Young, Cream, Them, Kinks, Simon and Garfunkel, Vanilla Fudge, Beach Boys, Tim Buckley, Phil Ochs, Small Faces, Link Wray, Steppeulvene, Dissing, Beefeaters, Burnin Red Ivanho, Serge Gainsbourg, Procul Harum, og mange flere lavede deres bedste i løbet af de år og de står stadig som milepæle højt hævet over terrænet som pejlepunkter for eftertiden. Og så har vi ikke taget hul på 70.erne. Selvfølgelig har der også været lavet vigtige albums senere, men ikke i så koncentrerede mængder. Og selvfølgelig var scenen dengang koncentreret om sin samtid, den havde, næsten, ingen fortid.

Ak ja. Således bekræfter min slægtning faktisk Henrik Marstals pointe.

Måske skulle jeg i virkeligheden tage noget af det musik, jeg hører, med i aften (vi plejer faktisk ikke at høre musik). Jeg tror faktisk, at de andre i min gade vil synes om f.eks. The Walkmen og Cold Specks og måske også om en hel del af det andet nye/nyere musik, jeg (og Jens) skriver om her.