Blondie’s nye comeback-single ‘Fun’ er næsten for fresh og upbeat til en grå mandag i februar. Men så alligevel, hvis Debbie Harry kan springe enhver konventionel tidsramme som her, hvor hun alt andet end lige IKKE ligner sin 71-årige alder, kan vi vel også. ‘Fun’ med sit store, velgørende, ‘Atomic’-reminiscerende, retro-discoomkvæd har netop fået levende billeder at gå på. Og de går en mandag her…

I disse dage bliver jeg pludselig igen og igen mindet om The Replacements og alle deres gode sange. Det slægtskab, Paul Westerberg følte med Alex Chilton og Big Star, blev mere og mere tydeligt med årene. Tim skulle oprindelig have været produceret af Chilton, der selv dukker op på Pleased To Meet Me – produceret af Jim Dickinson (som producerede Big Star’s Third/Sister Lovers) og indspillet på Big Stars gamle hjemmebane, Ardent Studios i Memphis.

Ved den specielle skæbnens ironi blev det som bekendt ikke The Replacements, der løb med succesen. I årene efter The Replacements blev det andre Big Star-inspirerede bands, der løb med succesen. På et af mine besøg i USA i 1990’erne fortalte en af mine gode amerikanske venner mig om – The Gin Blossoms, hvis debutalbum New Miserable Experience (også indspillet i Ardent Studios) var højt på hitlisterne og som hun holdt meget af. The Gin Blossoms var meget tydeligt inspireret af Big Star og også af The Replacements (det sagde bandets medlemmer da også ofte selv), og de var da også et meget kompetent power pop-band, uden dog at være bare tilnærmelsesvis så originale som nogen af deres forbilleder. Pudsigt nok sagde The Replacements ikke min ven noget (jeg er dog sikker på, at hun er blevet klogere!).

Her er et hit med The Gin Blossoms; New Miserable Experience blev solgt i mere end to millioner eksemplarer, hvilket er mere end The Replacements’ samlede salgstal i bandets levetid.

Verden er nogle gange underlig.

Fremragende duet med Iggy Pop og Françoise Hardy over den velkendte jazz-standard ‘I’ll Be Seing You’. Ved dog hvorfor denne videos medfølgende billeder fokuserer på Françoise og…Jacques Dutronc.

‘I’ll Be Seeing You’ er skrevet til Broadway-musicalen The Right Way, men blev først et hit under krigen i 1944, da Bing Crosby’s version strøg til tops. Melodien er af Sammy Fain, og Irving Kahal har skrevet ordene, som er så overlegent enkle men forfinet gode, de fortjener at blive vist sort på hvidt her:

I’LL BE SEEING YOU

I’ll be seeing you
In all the old familiar places
That this heart of mine embraces
All day and through
In that small cafe
The park across the way
The children’s carousel
The chestnut trees
The wishing well

I’ll be seeing you
In every lovely summer’s day
In everything that’s night and day
I’ll always think of you that way

I’ll find you in the morning sun
And when the night is new
I’ll be looking at the moon
But I’ll be seeing you

© Sammy Fain/Irving Kahal

Et af årstidens tilbagevendende store spørgsmål er, hvorfor klassisk amerikansk pigepop fungerer bedre som soundtrack til denne tid end regulær julemusik?! Her er det lowlife-classy The Shangri-Las fra Queens, New York City med deres ‘Give Him A Great Big Kiss’…

Fransk pop kunne et og andet i 1967, hvorfra Françoise Hardy lever ‘Voilà’, favoritsinglen med hende her, helt ud. Françoise elsker ham stadig, men hun er nu med en anden. Og hun står der foran ham, altid den samme, og ville så gerne kunne give udtryk for, det er ham hun elsker, men nej. Og er han tilfreds med tingenes stilstand?! Banalt men stort. Havde Phil Spector været franskmand, ville han formodentlig have lavet europæisk popmusik så anderledes skælvende som denne…

Göteborg 1988. Dokumentaren Den Indra Hamnen sætter fokus på byens havnearbejderne, deres liv og vilkår. 28 år efter løfter Håkan Hellström stemmer fra filmen og sætter musik til…

Jeg holder meget af The Beatles, og fra A Hard Day’s Night og frem satte de egentlig ikke en fod forkert. Skal jeg pege på et album, der er min yndling, må det dog være Revolver – 35 minutter fyldt med nogle af de bedste popsange, der nogensinde er skrevet: “And Your Bird Can Sing”, “Here, There and Everywhere”, “She Said She Said”,  “Eleanor Rigby” osv. osv. På denne dag for 50 år kom dette album, på et tidspunkt hvor The Beatles befinder sig midt mellem den tidligere, enkle rock med afsæt i Merseybeat og de store soniske eksperimenter fra Sgt. Pepper og frem. Det er omkring denne tid, de holder op med at give koncerter og bliver den første rockgruppe, der først og fremmest spiller i studiet. De mere mørke temaer – resignation, ensomhed og tanker om døden –begynder at dukke frem i gruppens mere og mere nuancerede tekstunivers.

Det er også på denne tid, partnerskabet mellem Lennon og McCartney så småt glider i baggrunden, mens George Harrison til gengæld begynder at markere sig som sangskriver. Fire år senere er venner blevet uvenner. Men musikken er der endnu. Revolver er en af populærmusikkens største klassikere. Lyt!

‘All For One’, den nye The Stone Roses-single, Manchester-bandets første nye musik siden 1994, havde torsdag aften premiere på engelsk radio, og blev straks gjort tilgængelig på Spotify. Så hvordan kommer man tilbage efter hele 22 år? Stone Roses udfører tricket ved skråsikkert at lyde som Status Quo der leger Stone Roses. En munter shuffle hopper afsted på et John Squire-lydende guitarrif, hvorpå Ian Brown chanter de dybe ord ‘all for one, one for all / if we all join hands we’ll make a wall’,  og på samme nyhippie-autopilot også noget med ‘one family’. Senere kommer en insisterende guitarsolo, der nok er ment progressiv, men umiddelbart fremstår mere som støvet museumsgenstand end vejen frem. Med ‘All For One’ er The Stone Roses tilbage. Måske helt tilbage i 1971.

…kan være både overdrevent sukrede og überfantastiske samtidig. Specielt hvis de er undfanget i entertainment-USA i slut-50’erne/60’erne/start-70’erne. Tænk f.eks. Jimmy Webb og Glen Campbell’s ‘Galveston’, Dean Martin’s ‘Welcome To My World’, Faron Young’s ‘It’s Four In The Morning’, Charlie Rich’s ‘I’ve Lost My Heart To You’, Townes Van Zandt’s ‘I’ll Be Here In The Morning’, Ray Peterson’s ‘The Wonder Of You’, The Big O’s ‘It’s Over’, den slags utilslørede hjertekælvinger. Som også den her, Bob Lind’s ‘Drifter’s Sunrise’…

Eller også var det bare tidens så heftige farver, der giver den association. 1. maj 1971 åbnede restauranten Varna Palæet i Marselisborg Skov med nyt og yderst tidsmoderne interieur, designet af Verner Panton. Så udtrippet præsenterede denne Aarhus-restaurant sig. Gad vide hvor længe stilen holdt, for i dag er stedet såvidt vides ganske anderledes kedeligt? Det her ligner ikke et mondænt spisested, men langt mere en kultklub, hvor vilde fester er blevet holdt…