Er det onsdag må det være Sverige – TLSP på scenen i Stockholm’s Cirkus.
Berlingske giver ****, Soundvenue *****. GAFFA (hvis nye webdesign opleves, som at lande med et fly ovenpå en lufthavn) *****, JP *****, BT ***** og Ekstra Bladet maksimale ****** stjerner. Vi her er også oppe et udefineret sted i samme høje luftlag, selvom det pinligt nok først efter showstop gik op for overtegnede, at ham til venstre er ham til højre og omvendt. The Last Shadow Puppets genopfører allerede i aften deres forrygende musik, i Berlin’s cirkusteltlignende Tempodrom, få hundrede mester syd for Potsdamer Platz. Den nagende ærgelse over ikke igen at kunne være tilstede der, er vel næsten den største ros noget band overhovedet kan få. Den fortjener Sheffield/Liverpool-duoen efter showet i går, der – som EB rammende skriver – var en magtdemonstration i kunsten, at få det svære til at fremstå nærmest vægtløst let.
Scott Walker, der engang boede i København og efter sigende hver mandag indfandt sig i Bristol Music Center på Strøget for at tjekke ugens nye import-plader ud, får sig her en øl i et omklædningsrum. Hans første fire soloalbums efter bruddet med The Walker Brothers, bød alle på en særegen mørk, dramatisk og europæisk-inspireret voksenpop. En genre mange troede uddød og borte, indtil The Last Shadow Puppets i foråret udsendte The Age Of The Understatement, der i lyd, sangskrivning og orkestrering løfter den arv fra Scott Walker mere end fornemt. I aften spiller de i Vega, deres første egentlige Europa-tour, med rullende trommer, heftige mol-akkorder, 16 strygere og de to insisterende stemmer, så det vil give genlyd i Københavns efterårsgader. Tag her Scott Walker og hans version af Jacques Brel’s ‘Mathilde’ i Dusty Springfield’s TV-show.
For hvert ene gode er der mindst 49 dårlige. Nej, vi snakker ikke argumenter for vores lands krig i Irak, men derimod de af rockbands så frygtede livealbums. For hvor er det usandsynligt få givende af slagsen der findes. Skriver dette fordi jeg i sidste uge erhvervede en af de sjældne undtagelser for denne skuffelsens regel, The Clash’s 50 minutters-set fra andenaftenen på New York’s nu nedrevne Shea Stadium, i oktober 1982, da The Only Band That Matters spillede support for The Who.
The Clash har tidligere udsendt From Here To Eternity, en bestået livesamling med spredte optagelser fra bandets karriere, hvor den allerstørste bedrift næsten må være Mick Jones’ samlende efter-homogenisering af de forskellige Clash-årganges meget skiftende lyd og udtryk. At han ved den lejlighed faldt over mixerpulten, så hans eget guitarspor tilfældigvis røg op i faretruende nærhed af max-volumen, kan vel tilgives, for Mick Jones’ højelektriske guitar i The Clash er altid værd at høre på.
Den nye Shea-plade har en anderledes naturlighed i sin slankere, direkte lyd. Og hvad mere er, dokumenterer den bandet som det lød på en enkelt løsrevet aften, et komplet set med The Clash’s originale dramaturgi. Havde frygtet dette enorme stadions massive lydforhold ville berøve oplevelsen dens finere nuancer, men nej, The Clash lever på Shea helt op til egen mytologiske status, som den levende jukebox der brænder så klart igennem. Drømmen om det perfekte rocknrollband gives i mange afskygninger, men næppe mere dynamisk, magtfuldt, uptight – men loose! – end her.
Det er det med det levende, der ofte spiller et grimt trick når den volumenhøje koncertsituation skal transformeres ned på en plade. I mange år var den almene opfattelse, at Thin Lizzy med dbl-LP’en Live & Dangerous fra 1978 måske havde begået omtrent verdens bedste rock-livealbum. I sin aktuelle biografi Bowie, Bolan & The Brooklyn Boy fortæller den allestedsnærværende producer Tony Visconti specifikt omkrig L&D, at Phil Lynott ovenpå selve show-indspilningen gik i studiet med Visconti og genindspillede leadvokaler samt bassspor på alle sange. Hvorefter bandets to guitarister – Scott Gorham og Brian Robertson – overdubbede samtlige guitarroller….!
Et velfungerende produkt indeed, men en liveplade, nej vel? Bruce Springsteen har også udsendt et – for hans standard – underpræsterende og tvivlsomt scenedokument. På 3dbl-LP’en Live 1975-85 optræder hans centrale ‘Backstreets’ således i en optagelse fra et 1978-show, hvorfra 4-5 minutter, hele liveversionens ubetalelige ‘Sad Eyes’-stykke, er skåret bort, hårdt og brutalt. Måske det er for puritansk og kedeligt, at forvente den faktuelle gengivelse af et show, med dertil tilhørende fejl og mangler, men der kunne være grænser.
En stor personlig favorit har altid været The Ramones’ It’s Alive-dbl-LP, fra deres nytårsaftensshow i London’s Rainbow Theatre, 1977/78. Og her synes intet ændret eller forbedret fra selve aftenen. Men en svaghed er alligevel dukket op; købte for nogle år siden en anden – og mindre fokuseret – liveplade med Da Brudders, optaget i New York kun en uge efter London-koncerten. At erfare der, Joey Ramone’s tungen-lige-i-munden-scenesnak, er så godt som It’s Alive-identisk, er en nedtur. Spontaniteten var ikke spontan, øjeblikket var koreograferet. Den viden klæder ikke The Ramones og deres It’s Alive .
På den vis var det langt nemmere at turnere før internet bandt sammen i instant fællesdeling af information. Før kunne bands gentage samme show aften efter aften efter aften, og en dramaturgisk overraskelse kunne forblive en overraskelse. Men når nu f.eks. The Last Shadow Puppets forleden tog Leonard Cohen’s ‘Memories’ med i deres set, har de forventningsfulde koncertsale bandet meget snart skal besøge, allerede den mulige oplevelse med i bevidstheden. Nej, det skal ikke være nemt. Lad os slutte med en improviseret top-5 over favorit-livealbums – og lad høre jeres…
1. Bruce Springsteen & The E Street Band – Passaic Night (fra 1978, findes desværre kun som bootleg!)
2. The Clash – Live At Shes Stadium
3. Jerry Lee Lewis – Live At The Star Club, Hamburg
4. David Bowie & The Spiders From Mars – Santa Monica ’72
5. The Ramones – It’s Alive
– They went on forever – They – When I w- We lived in Arizona, and the skies always had little fluffy clouds in ’em, and, uh… they were long… and clear and… there were lots of stars at night. And, uh, when it would rain, it would all turn – it- They were beautiful, the most beautiful skies as a matter of fact. Um, the sunsets were purple and red and yellow and on fire, and the clouds would catch the colors everywhere. That’s uh, neat cause I used to look at them all the time, when I was little. You don’t see that. You might still see them in the desert.
Yugo Star har postet information om søndag aftens Last Shadow Puppets-show på Manchester Apollo. Viser sig koncerten denne aften, og den forgående i Wolverhampton, indeholdt et TLSP-bud på Leonard Cohen-klassikeren ‘Memories’, hvilket ikke gør forventninger til nu torsdag aften i Vega med The Last Shadow Puppets (+ deres 16 mand store strygeorkester) mindre. Jo, der er stadig billetter, og jo, her er setlisten med tape på fra Manchester:
Ovenstående tekståbning fra ‘Cry Tough’, denne sides absolutte yndlingssang med Alton Ellis, så køligt velsyngende pioner på Jamaica’s rocksteady-scene i midt-60’erne, har nu vist sig at indeholde trist meget selvprofeti. Ellis, der i sin storhedstid også havde store jamaicanske hits med især ‘Dance Crasher’, ‘Get Ready – Rock Steady’ og ‘(Girl) I’ve Got A Date’, døde nemlig fredag i Hammersmith, London, efter længere tids sygdom.
“Going back to Africa ‘cos I’m black / Going back to Africa and it’s a fact,” sang Alton Ellis i ’71 selvbevidst på rootsnummeret ‘Back To Africa’. Ellis vil nu ikke længere kunne være på vej mod Haile Selassie’s Afrika, men istedet have residens i Treasure Isle-himlen, langt over Jamaica’s blå bjerge. Hans sublime ‘Cry Tough’ kan indtages og nydes lige her.
Nu torsdag spiller The Last Shadow Puppets i Store Vega, København. Som appetitvækkende forberedelse til en aften, der iøvrigt endnu ikke (!) meldes udsolgt, bringes her to afslørende snapshots fra sidst Alex Turner & co. spillede ude i Europa, nærmere bestemt i Paris’ L’Olympia for seks uger siden. Ser ud som der vil være strygeorkester med i Vega…
Nogle har måske bemærket, at vi godt kan lide You & Me med The Walkmen. Ovenstående er en sang, der ikke kom med på albummet. Forstå det, hvem der kan!
Endnu en bog om en ikke helt ligegyldig britisk rockgruppe udkom i sidste uge. Bogens forfattere er de fire herrer nævnt på forsiden (hvilket desværre er lidt af en tilsnigelse for den førstes vedkommende).
Bogen er bygget op om en række interviews foretaget af Mal Peachey og skulle desuden rumme pladeomslag, plakater og en masse fotos; mange er velkendte, men en række skulle være hidtil upublicerede fotos. Med andre ord en rigtig omgang velstruktureret nostalgi rettet mod et veldefineret segment.
Jeg må hellere se at få bestilt den (Jens har den vel allerede); den koster sølle 13 et halvt pund.
The Independent bringer i dag et uddrag af bogen, hvor fokus er på hvordan det hele begyndte. I kan læse uddraget her.
New York City’s The Walkmen, bandet ikke så mange hidtil har villet kendes ved, omfavnes som aldrig før gennem det strålende nye You & Me-album, der nu også er ude i England. Tjek bare den fint beskrivende og helhjertede anbefaling – med avisens 5 maksimale stjerner – fra Betty Clarke i fredagens The Guardian:
The Guardian, Friday October 10 2008 – The Walkmen ‘You & Me’ *****
Bile-soaked single The Rat gave the Walkmen their biggest hit, but this doubt-ravaged fourth album is their most cohesive success. Its atmospheric, indie-infused Americana is a late-night treat, Hamilton Leithauser’s raw vocals – he sounds like a broken, drunken Bob Dylan – setting the contemplative tone. Seven Years of Holidays (For Stretch) juggles past rootlessness with a desire for security. Red Moon is about missing home and making promises; the shaky optimism of In the New Year is built upon chiming, steely guitars. The sparse songs bloom into audacious, shambling melodies, Matt Barrick’s clickety-clack percussion adding a quirky charm to the melancholy, funeral brass and subtle strings which flutter throughout. Intimate, intense and beautiful, You & Me demands repeat plays and the Walkmen deserve a new respect.
Som oftest omtales den i negative vendinger, både af Morrissey-tilhængere og presse, men lokalt her er den en favorit, hørt og anskuet på højde med både Vauxhall & I og Your Arsenal. Men Southpaw Grammar, Morrissey’s 5. soloalbum, udkom i efteråret 1995 til almen skuffelse. Dens huggende guitarer og working class-romantik – begge ellers faste komponenter i tidens Britpop-opskrift – levede ikke op til de enorme forventninger, mange havde sat til hvordan Morrissey ville/skulle lyde på sin opfølger til den langt mere forfinede Vauxhall & I, albummet der kom som om The Smiths alligevel ikke var gået i opløsning.
Nu får Southpaw en chance til for at blive elsket. BMG udsender nemlig albummet i en ny og forandret udgave. Det oprindelige covers mudrede bokserbillede er skiftet ud med skarpt Morrissey-portræt + design (se ovenfor) og pladens musikalske indhold præsenteres ligeledes radikalt anderledes. Nummerrækkefølgen er nemlig på Morrissey’s foranledning ændret drastisk, tre hidtil uudgivne sange har fundet plads og ‘Nobody Loves Us’, sangen der altid var for skræmmende god til blot at være en Dagenham-single-B-side, slutter det hele af. Ved ikke hvor meget man som lytter tænker over det, men i hvilken rækkefølge sangene ligger på et album betyder ekstremt meget. Dels for hvordan de hver for sig ankommer i tempo og tonalitet, dels – og især – for den samlede helhedsoplevelse.
Den nye Southpaw fremstår – indtil videre hørt minus de to af de tre ‘nye’ sange, vi her endnu ikke kender – umiddelbart langt mere direkte og matchtrimmet. ‘The Teachers Are Afraid…’ var dengang, med sine langt over 11 minutters bagage, en insisterende kolosal hovedret at lægge ud med. Nu begyndes istedet med fem offensive uptempo-numre, inden titelsangen kaster sit og hele pladens emotionelle anker ud. Uanset hvad er det ialfald en interessant måde at re-tænke et album på. Ligesom det seneste årti har set filmbranchen omfavne ‘director’s cut’-begrebet, ofte med givende resultater til følge, er det cool med longplayer-mediet som en ligeledes foranderlig størrelse, ikke låst statisk fast af egen historie. Den genfødte Southpaw Grammar udsendes 26. januar, 2009:
01 The Boy Racer
02 Do Your Best and Don’t Worry
03 Reader Meet Author
04 Honey, You Know Where to Find Me
05 Dagenham Dave
06 Southpaw
07 Best Friend on the Payroll
08 Fantastic Bird
09 The Operation
10 The Teachers are Afraid of the Pupils
11 You Should Have Been Nice to Me
12 Nobody Loves Us
01. Free Money – Patti Smith Group
02. Babylon’s Burning -. The Ruts
03. Kill The Poor – Dead Kennedys
04. We Are Nowhere And It’s Now – Bright Eyes
05. A Change Is Gonna Come – Sam Cooke
06. Seven Minutes To Midnight – Wah! Heat
07. So Much Trouble In The World – Bob Marley & The Wailers
08. Born To Lose – The Heartbreakers
09. Straight To Hell – The Clash
10. We’ve Got A Bigger Problem Now – Dead Kennedys
Sange om biler får gerne et plus her. Ialfald hvis de ikke uhm…løber tør for åndelig benzin. En af de absolut bedste fra forrige årti er den nedenfor viste, fra amerikanske Built To Spill’s sophomorealbum There’s Nothing Wrong With Love. Og det er der vel ikke, som der heller ikke er noget galt i, at synge ud om vejen foran. Det gør Built To Spill måske allerede nu iaften, til et af bandets generelt sjældne shows, på Loppen, Christiania. Prøvekør Built To Spill’s custombyggede ‘Car’ lige her.
CAR
You get the car
I’ll get the night off
You’ll get the chance to take the world apart and figure out how it works
Don’t let me know what you find out
I need a car
You need a guide
Who needs a map
If I don’t die or worse I’m gonna need a nap
At best I’ll be asleep when you get back
I wanna see it when you find out what comets, stars, and moons are all about
I wanna see their faces turn to backs of heads and slowly get smaller
I wanna see it now
I wanna see it now
I want specifics on the general idea
I wanna think what I should know
Want you to do me what to show
I wanna see movies of my dreams
I wanna see movies of my dreams
I wanna see movies of my dreams
I wanna see movies of my dreams
I wanna see it when you get stoned on a cloudy breezy desert afternoon
I wanna see it untame itself and break its owner
I wanna see it now
I wanna see it now
Vi har nydt det billede af ham før og gør det i denne specielle anledning gerne igen. Radiohead’s Thom Yorke runder de 40 år i dag. Tillykke herfra – brug nu ikke nogen unødig benzin hen til bageren efter den fødselsdagskage, Thom!
