moi Caprice udsender 4. album We Had Faces Then, den med spænding ventede opfølger til Sæby-romantikernes egen europop-klassiker The Art Of Kissing Properly. Imellemtiden har forsanger Michael Møller udsendt Every Streetcar’s Got A Name, imponerende solodisc, hvorpå han, ene libidoramte person, over blot 16 nærkontaktsøgende sange, udlever hele den vestlige civilistations skørlevned og kødelige fald. Så hvor tager moi Caprice’s synths og Møller’s pragtstemme os nu hen…?
Skanderborgs Peter Sommer går ud med sit 3. soloalbum i dag. Hans første to pladers beundringsværdige indre ro har nemt kunne gøre mere rastløse sjæle endda meget nervøse, men at dømme efter jungletrommerne er der mere temperament på denne gang. Hvilket meget vel kan betyde, Sommer’s fine sangskrivning og elegante omgang med det danske sprog endelig tager stikket hjem.
‘Himmelflugt’, eneste sang vi her på forhånd kender fra Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene, lover ialfald mesterklasse, med sin egenartede opbyggelige musik og ubesværede sprogbilleder: “Lad nu kærligheden komme de elskende i møde…” messer Mr. Sommer slutteligt, ovenpå vildtvoksende lydbillede af knitrende akustisk guitar og New Order-hypnotiseret keyboard – stort, stort, stort!
Der var engang en ung mand fra Boston i USA ved navn Jonathan Richman. Han var vild med The Velvet Underground, og hans band The Modern Lovers fik deres debutalbum produceret af selveste John Cale. Men tiden gik og Richmand bevægede sig væk fra sit noget indadvendte udgangspunkt og over mod en musikstil, der bedst kan beskrives som enkel og ofte direkte glad med sine rødder i 50’er-rock og et næsten børnesangsagtigt tekstunivers. (Engang fornærmede jeg Jens ved at beskrive Jonathan Richman som det manglende led mellem Bruce Springsteen og Poul Kjøller; helt forkert er det nu ikke – både Richman og Kjøller har indspillet “Hjulene på bussen”.)
For 21 år siden gav Jonathan Richman, der i mellemtiden var blevet 36, koncert på Skråen i Aalborg. Dengang bestod hans Modern Lovers af Brennan Totten på guitar og Johnny Avila på trommer (eller måske snarere tromme). Efter koncerten listede jeg mig om backstage og fik Jonathan Richmans autograf. I tiden derefter fik jeg købt en hel del lp’er (det var som bekendt i forrige århundrede). Og jeg optog en live-optræden med Richman på et kassettebånd (ja, det var i sandhed det 20. århundrede), som jeg næsten sled op. Senere forsøgte jeg at støve de albums, jeg var så glad for, op i cd-format, men for det meste forgæves.
Mange år senere så jeg Vild med Mary i den gratis frilufts-sommerbio, og dér var han igen – Jonathan, der med jævne mellemrum dukkede op i den fjollede farce med en kommenterende sang. Det er nok derfra, det brede publikum kender ham nu.
For to år siden gik det op for mig, at Twin/Tone (det pladeselskab, hvor bl.a. The Replacements startede karrieren) nu havde genudsendt et længe savnet album med Jonathan Richman, Rockin’ and Romance fra 1985.
Dette album er et godt sted at starte; det kan bestilles som print-on-demand på http://www.twintone.com/projects/8558.html. Også Modern Lovers ’88, det sidste album med The Modern Lovers (som her var netop Brennan Totten og Johnny Avila) er fint. Hvis man er interesseret i de tidlige år, er der også diverse opsamlinger som f.eks. The Berserkley Years at tage fat på.
Jeg må med skam meddele, at jeg ikke har været så god til at følge med i Richmans senere karriere. Men dette indlæg er et løfte fra mig om at gøre noget ved det.
Har på nabochikanerende lydstyrke hørt Kent’s seneste to albums her over middag. Storslåede ting rundt omkring på begge plader, udfra bandets hitlistetoppende opskrift, baseret på lige dele guitarbaseret 80’er-indie, bred mainstream, nordisk tungsind og en klar Depeche Mode-inspiration. I de tidlige år var sidstnævntes ‘Stripped’ med som ofte spillet ekstranummer, når Kent var på tour. Det kan vist ikke overraske.
Ang, DM, skriver flere medier om en pressekonference mandag i Berlin, hvor Depeche Mode vil offentliggøre planer om nyt album + tour til næste år. Okay så, men er der nogen her der tør sætte penge på, at Depeche Mode ikke allerede nu i dette efterår spiller show i København…!?
Flere giganter rører på sig. Bob Dylan udsender mandag 2-CD’en ‘Tell Tale Signs – The Bootleg Series Vol. 8”, der indeholder materiale fra 1989-2006. Den består hovedsageligt af uudgivne sange og alternative takes fra Oh Mercy- og Time Out Of My Mind-indspilningerne. Fremragende ting som oftest, hvor specielt nedtonede udgaver af ‘Mississippi’ og ‘Most Of The Time’, uudgivne ‘Red River Shore’ og ‘God Knows’, samt især slutnummeret ‘Cross The Green Mountain’, en episk 8-minutters krigsfortælling med blødende vioiliner, umiddelbart tager store kegler.
Også Ladbroke Grove’s The Clash er på banen. En bog der bærer bandets navn, med masser af klassiske fotos samt bandinterviews, en DVD, som under navnet Revolution Rock viser The Only Band That Matters fra forskellige scener verden og karrieren rundt, samt CD’en Live At Shea Stadium, en optagelse fra efteråret ’82, da The Clash spillede support for The Who i New York, udgives alle mandag – hvem sagde ‘Cash City Rockers’?
Bogen og DVD’en byder indholdsmæssigt ikke på meget nyt. Førstnævnte er således baseret på de selvsamme interviews, der blev brugt i The Clash-dokumentarfilmen Westway To The World. Men CD’en kan blive et anderledes interessant bekendtskab. For The Clash på et gigantisk rungende stadion, foran et andets bands publikum og med Tory Crimes på trommer, istedet for heroin-sidelinede Topper Headon – kan næsten kun fremstå som en indædt og hårdtspillet udebanekamp.
Lad os tilsidst nævne, at det multinationale finansimperium U2 også markerer sig særdeles aktivt lige nu. Som ofte før har firmaet og dets rådgivere valgt dette tidspunkt af året, hvor den indbringende julehandel nærmer sig, til at søsætte nye produkter. Denne gang drejer det sig ikke om endnu en opsamling, men istedet om remaster-relancering af de tre første U2-albums, samt koncertpladen Live At Red Rocks.
Specielt de to første – Boy og October – viser et ungt flyvende band. Den viljestærke og endnu så uskyldige idealismes musik, der findes på disse plader, kan stadig imponere i dag. Fint igen at høre den unge The Edge, som allerede på dette tidlige tidspunkt er mere end flyvefærdig i sit helt eget højspændingsfelt af et guitarunivers. At sangeren i U2 er en effektiv frontfigur, der meget gerne vil høres, betvivler ingen i dag. Før han finder sit publikum, er der en anden outsiderdesperat klang på stemmen – den klæder både ham og bandet enormt. Sange som ‘Twilight’, ‘Another Time, Another Place’ og, ‘I Will Follow’ kommer gribende.
– He tried not to show it, but he felt so inferior. Presley probably innately was the most introverted person that ever came into that studio. He didn’t play with bands. He didn’t go to this little club and pick and grin. All he did was set with his guitar on the side of his bed at home. I don’t think he even played on the front porch.
The day since I met her
I can’t believe it’s true
She came here from Memphis
Across the ocean sailing
And I saw her and I pleaded
Why do you come so far and she said
Trying to get to you
How I tried to get you
Trying to get you
I’m sending a letter
I’ll send it right to you
I’ll send it to Memphis
I know that someday
Everything I needed and I wanted
Used to be that my head was haunted
And all these sirens they make me mad
And all this violence it brings me down
I feel strong I feel lucky
Trying to get to you
Said I’m going to get to you
Trying to get to you
Det bedste ved at have sin egen blog er måske næsten, at hvis/når man pludselig uden indskydelse savner Elvis, kan man starks poste et klassisk billede af ham, og på den måde være ham nærmere. Det ovenfor er helt fantatsisk, synes jeg. De frodige sommergrønne træer, det blå himmelstrejf igennem, og så The Boy Wonder selv foran, i sang og bevægelse, med sin slidte akustiske guitar. Det snapshot ser akkurat lige så godt og ubesværet ud som Elvis på det tidspunkt lyder.
…er her netop landet på planeten Mål. Yup, det irske menneske fik endelig nettet for Liverpool, SG tog sin personlige scoring #100 i rød trøje, og PSV Eindhoven blev helt uden besvær CL-besejret 3-1, så en alt i alt vellykket aften med sidelæns regn på Merseyside, hvor danske kommentatorer næsten for forudsigeligt brugte mere end meget taletid på den evige nationale vinkel, i dette tilfælde Daniel ‘Danny Boy’ Agger’s ellers pt. ret naturlige plads på bænken.
Og nu vi er på de kanter, har Liverpools The Coral netop udsendt et – ialfald for de der ikke allerede kender til dem – anbefalelseværdigt opsamlingsalbum med den sjældent skarpe titel Singles Collection. Udover tre håndfulde af Wirral-bandets mest succesfulde sange – ‘Dreaming Of You’, ‘Liezah’, ‘Pass It On’, ‘Put The Sun Back’, ‘Secret Kiss’, ‘Jacqueline’, den slags 60’er-blendede men lokalsæregne The La’s-pop – gives også en ekstra-CD med sjældenheder, B-sider, demos og live-takes med i købet. Kvaliteten der er pænt sagt ujævn og slet ingen konkurrence for udgivelsens primære CD, der ubesværet fremviser The Coral som et af de senere års bedste og mest charmerende britiske popbands.
I kender reglerne. Årets dag nummer 274. 274 sekunder lig med 4 minutter og 34 sekunder. Lad høre jeres, nedenunder står min umiddelbare top-10 over sange på præcis 4:34 – og hvilket heftigt felt i dag!
01. Gimme Shelter – The Rolling Stones
02. Sonne – Rammstein
03. Rebel Rebel – David Bowie
04. Nocturne VII – Billy MacKenzie
05. At The Bottom Of Everything – Bright Eyes
06. Make The Woman Love Me – Dion
07. Under Smithville – For Squirrels
08. Moonshot – Britta & Dean
09. Disco 2000 – Pulp
10. Musik Non Stop – Kent
Med en af årets absolut bedre plader – forårets The Evangelist – på sin signatur spillede Brisbane, Australien’s egen Robert Forster søndag aften Lille Vega med sit orkester. Hans gamle band The Go-Betweens – opløst ved Forster’s sangskriverpartner Grant McLennan’s død i 2006 – var ikke kendt for musikalsk ekvilibrisme, men klarede alligevel som oftest de noget ubehjælpsomme liveshows hjem på en effektiv cocktail af storslået sangkatalog og absolut kollektiv charme. Hans nye kvartet burde minimum have sikret sig samme forudsætninger, men desværre.
Denne aften i Vega begyndte passende med Forster alene, hans flamboyant uskolede stemme, hans simple guitarspil. Men som bandet langsomt sivede på scenen tog tingene den forkerte vej. En skomagerbasspillende kvinde fra Manchester. En meget ung trommeslager, der i sit småt anlagte nonswing fremstod, som havde han været oppe for mange nætter i træk. Plus en uentusiastisk og blegtlydende guitarist/keyboardspiller, hvis evner absolut også var til at overskue. Hvilket band!
Robert Forster lever i sin musik for øjeblikke af awkwardness. Hans bedste sange – dem er der mange af – highlighter det utilpassede, det aparte, det akavede, ofte på en gribende romantisk måde, helt ned i mindste detalje. Således kan det nærmest for ham fremstå som et plus, når han alene på sin guitar kikser et break inde i en sang. Men når hele hans band gør det samme er virkningen markant anderledes, og sender oplevelsen direkte i FAJABEFA-øvelokale med ubehjælpsomt sammenspils-jam.
En udsøgt sangskriver som Robert Forster fortjener bedre, end det arbejdsmands-sammenrend der var med på scenen i Vega. At han på det seneste har opgivet tanken om setlistens dramaturgi, og synes at chance den undervejs i showet, skal så heller ikke gøre noget nemmere. Hvor oplevelsen burde have peaket – efter på det tidspunkt overraskende fine udgaver af ‘Darlinghurst Nights’ og ‘Spring Rain’ – blev København istedet bragt til fuld stop med ‘I Can Do’, en fra Forster’s fortid lang og obskur boogiewoogie-rundgang, en hovedrystende skam. På den tilfældige baggrund missede han den gyldne mulighed og fik aldrig spillet ‘From Ghost Town’, det essentielle slutnummer fra The Evangelist.
Min schweiziske ven, der havde set frem til at høre Robert Forster, gik midtvejs i 2. set, dejected. Efter showet endelig var forbi, og Forster modtog folkets hyldest for det han er, snarere end hvad han her formåede, ville jeg ønske, jeg havde gjort det samme. En så anarkistisk taget frihed havde nemt været aftenens højdepunkt.
Somme tider skal der en særlig oplevelse til, før et stykke musik glider på plads som en puslespilsbrik, og man bliver i stand til at forstå det billede, der er dannet.
I dag cyklede jeg en tur langs Limfjorden; jeg tog den lille cykel- og gangbro over motorvejen lige inden tunnellens munding. Det var overskyet, og ovre på den anden side kunne man se Aalborgs specielle skyline af siloer og industrianlæg. Blæsten gav mig en let medvind. Mens jeg kørte langs det grå vand havde jeg Sommar på speed i min iPod.
Sommer på speed er det seneste album af og med Tomas Andersson Wij, en svensk sanger/sangskriver som Jens for år tilbage spurgte mig, om jeg kendte. Det gjorde jeg ikke dengang, men det gør jeg nu.
Trods titlen er dette ingenlunde en sommerplade.
Dér ved fjorden, hvor alle andre gemte sig i de tavse huse, og der var en let gråtonet efterårsuro, forstod jeg med ét den nordiske melankoli og længsel, der ligger bag Andersson Wijs sange. Sangene rummer længsel, en sitren mellem tvivl og tro, og er samtidig meget konkrete i deres billeder af Sverige. Her er en tekstforfatter, der evner at leve op til maksimet “show, don’t tell”. Sommar på speed er stort anlagt med strygere, blæsere og hvad dertil hører. Musikalsk er vi ovre i nærheden af Lars Winnerbäck og (ikke overraskende) Ulf Lundell.
Nogle vil sige, at Tomas Andersson Wij næsten bliver for seriøs og at det ind imellem bliver sentimentalt. Lad dem bare synes det. På www.myspace.com/tomasanderssonwij kan man ud over sange fra det nye album høre “Hälsingland”, der ikke overraskende var en slags hit i Sverige sidste år (hvilket jeg først nu har opdaget, beskæmmende nok). Denne hjemstavnssang, der på én gang er stedfæstet og universel, findes på opsamlingsalbummet En introduktion till Tomas Andersson Wij, der bestemt er en god introduktion; det var det i al fald for mig.
Ovenfor kan man se “Jag har Simmat Långt Ut Från Land”, der også er fra Sommar på speed (som i øvrigt har en svensk oversættelse af en ældre Andreas Mattsson-sang som sit titelnummer).
Denne sides nyligt fødte adoptivbarn af et album – The Walkmen’s ‘You & Me’ – synes nu endelig også at nå de danske pladebutikker. Således bringer musikmagasinet Soundvenue’s webside i dag en maximalstjernet anmeldelse af pladen. Vores egen Webmaster Pastor er flere gange blevet opfordret herfra til at berette lidt mere indgående om ‘You & Me’, men nu det ikke er sket tager vi istedet – complete & unabridged – en tur gennem Michael Gaunt fra Soundvenue’s begejstrede skriv af i dag:
The Walkmen – intet mindre end fremragende ******
Med tre vellykkede album samt et af de senere års mest medrivende rocksingler, ‘The Rat’, på visitkortet kan det undre, at den fabelagtige newyorker-kvintet The Walkmen stadig er en velbevaret hemmelighed på disse breddegrader. Men er der bare et gran af retfærdighed til i denne verden, er den tid inden længe slut.
Efter at have været snublende tæt på med ‘Bows + Arrows’ fra 2004 har The Walkmen nemlig med ‘You & Me’ begået et helt igennem overdådigt værk af mesterlige proportioner. Bandets elegant valsende og sjælfulde rocksange når her nye højder i kraft af en udsøgt sans for detalje og tekstur samt en perfekt vekselvirkning mellem tilbageholdt spænding og brusende bølger af højtsvungen vellyd. Samtidig er frontmand Hamilton Leithauser bedre end nogensinde før. Med grus i halsen og hjertet uden på den whisky-plettede skjorte pendulerer han udtryksfuldt mellem fordrukken nostalgi og øjeblikke af oplyst klarsyn, så det er en fryd for den indre billedstrimmel.
Med sine storslåede arrangementer og varme produktion lyder albummet som en glemt samling romantiske evergreens fra en svunden tid. Højdepunkterne er for mange til at nævne her, så jeg vil nøjes med at konstatere, at sange om kuldslået kærlighed og tosomhedens uransagelige veje sjældent har lydt så indtagende som her. The Walkmen har forløst deres enorme potentiale og har med ‘You & Me’ skabt et af dette års allerbedste udgivelser. Fremragende. Intet mindre.
Jens besøgte torsdag Mod Strømmen, Københavns eneste rockradio, med en større stak 7′-vinylsingler under armen. Her nedenunder kan ses hvad han nåede at få spillet under de to timers direkte radio. Når udsendelsen snart lægges på web, poster vi et link til den her.
The Replacements – Left Of The Dial
Jonathan Richman & The Modern Lovers – Roadrunner
John Cale – I Keep A Close Watch
Paul Quinn & Edwyn Collins- Pale Blue Eyes
The Last Shadow Puppets – In The Heat Of The Morning
David Bowie – London Boys
Chris Farlowe – Out Of Time
Vince Taylor & His Playboys – Brand New Cadillac
The Clash – Police On My Back
The Clash – Armagideon Time
Mott The Hoople – Roll Away The Stone
Johnny Thunders – You Can’t Put Your Arms Around A Memory
Richard Hell & Voidoids – Blank Generation
Gun Club – Walking With The Beast
Devo – Mongoloid
Leonard Cohen – Memories
Ebba Grön – Staten & Kapitalet
The Walkmen – I Lost You
The Rivieras – California Sun
Det er sent i eftermiddag, torsdag, at Jens U. på radiomodtagere i hovedstadsområdet kan høres spille plader i Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid) – stil ind fra kl. 18.00 og to timer frem.
Sikkert ikke, men statistikken taler for hans finske guitarist Sami Sirviö har anderledes nem adgang til våben + ammunition. Med henblik på hvad skete oppe i Suomi i går er der grum aktualitet i, at Kent – med sine to ‘finske’ medlemmer – havde valgt selvsamme dag til offentliggørelse af nyhed om en kommende 10CD-opsamlingsbox med dette cover. Minder svagt om 11. september 2001, da Noir Desir, fransk rockmusiks store band, udgav albummet Des Visages Des Figures, hvorpå sangen ‘Le Grand Incendie’ (= den store brand), med håndtegnet billed og sungne ord om New York City i flammer, rædsel og terrorskabt undergang straks tog fokus.
Kritikerne dengang – dem var der mange af – mente Kraftwerk’s programmerede synthmusik var følelseskold og derfor fascistisk. Langt ude. Egentlig har man vel ironisk nok aldrig hørt så bølgende varme, organiske keyboardflader som på Düsseldorf-projektets ‘Neonlicht’, hyldestsangen fra Die Mensch-Maschine til den moderne europæiske storbys natlige skønhed. Denne uge er det 30 år siden netop det indtagende lydbillede blev udsendt som en meget anderledes single i datidens England, skåret ned fra albummets 9:01 til kun godt små 4 minutter:
NEONLIGHTS
Neon lights
Shimmering neon lights
And at the fall of night
This city’s made of light
Lad os køre den igen på modersmålet. Tysk er for Kraftwerk det smukkeste sprog:
NEONLICHT
Neon Licht, schimmendes Neon Licht
Und wenn die Nacht anbricht ist diese Stadt aus Licht
Neon Licht, schimmendes Neon Licht
Und wenn die Nacht anbricht ist diese Stadt aus Licht
Neon Licht, schimmendes Neon Licht
Und wenn die Nacht anbricht ist diese Stadt aus Licht
